►Dette afsnit beskriver nye regler, som med virkning fra 2020 præciserer leveringsstedet for leverancer i forbindelse med kædehandel med varer i EU. Reglerne findes i direktiv 2018/1910 (det såkaldte Quick fix-direktiv). Lovforslag blev fremsat før folketingsvalget og forventes genfremsat i det nye folketingsår.◄
Indhold
►Afsnittet indeholder:◄
- ►Formål og baggrund◄
- ►Definitioner◄
- ►Regler◄
- ►Reglernes betydning◄
- ►Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.◄
Se også
►Se også:◄
- ►Afsnit D.A.4.8.1 om momspligt ved erhvervelse◄
- ►Afsnit D.A.6.1.3 om leveringsstedet for levering af varer uden transport◄
- ►Afsnit D.A.6.1.4 om leveringsstedet for levering af varer med transport◄
- ►Afsnit D.A.10.1.1.3 om momsfritagelse ved levering af varer til momsregistrerede virksomheder i andre EU-lande.◄
Formål og baggrund
►De gældende EU-regler indeholder ikke fælles regler for den momsmæssige behandling af kædehandel. Ved kædehandel forstås, at der sker flere salg, men kun én transport af varen. Med andre ord forsendes eller transporteres varen direkte fra den første sælger i kæden til den sidste køber i kæden. Se betragtning nr. 6 i præamblen til direktiv 2018/1910 og artikel 36a, stk. 1, i momssystemdirektivet, som indsat ved artikel 1, nr. 2, i direktiv 2018/1910.◄
►EU-landene har i deres praksis udviklet forskellige nationale løsninger på spørgsmålet om, hvilket salg transporten af varen skal henføres til. Se betragtning nr. 6 i præamblen til direktiv 2018/1910. Nogle EU-lande lægger særligt vægt på, hvilket led i kæden, som forsender eller transporterer varen eller lader tredjemand forsende eller transportere varen på sine vegne. Andre EU-lande, herunder Danmark, har særligt lagt vægt på, om køber har oplyst et udenlandsk momsregistreringsnummer til sælger i forbindelse med købet. Se SKM2016.268.SR.◄
►Denne uens praksis kan få praktisk betydning for erhvervslivet. Leveringsstedet (det momsmæssige beskatningssted) for det salg, som transporten kan henføres til, er i det EU-land, hvorfra varen forsendes eller transporteres. Se D.A.6.1.4. Der skal dog betales moms til 0-sats. Se D.A.10.1.1.3. Køber skal betale erhvervelsesmoms i det EU-land, hvortil varen forsendes eller transporteres. Se D.A.4.8.1. Evt. foregående salg medfører pligt til at betale moms på normal vis i det EU-land, hvorfra varen forsendes eller transporteres. Se D.A.6.1.3. Evt. efterfølgende salg medfører pligt til at betale moms på normal vis i det EU-land, hvortil varen forsendes eller transporteres. Se ligeledes D.A.6.1.3. Forskellene i praksis i EU-landene kan medføre administrative byrder for erhvervslivet, ligesom forskellene kan betyde dobbeltmoms eller manglende opkrævning af moms.◄
Definitioner
►Kædetransaktioner (kædehandel) er på hinanden følgende leveringer af varer, som er genstand for en enkelt transport inden for EU. Se betragtning nr. 6 i præamblen til direktiv 2018/1910.◄
►I den nye artikel 36a forstås ved ”mellemhandler”: enhver leverandør i kæden, bortset fra den første leverandør i kæden, som enten selv forsender eller transporterer varerne eller på sine vegne lader en tredjemand forsende eller transportere varerne. Se stk. 3 i artikel 36a i momssystemdirektivet, som indsat ved artikel nr. 1, nr. 2), i direktiv 2018/1910.◄
Regler
►Når de samme varer leveres successivt, og disse varer forsendes eller transporteres fra et EU-land til et andet EU-land direkte fra den første leverandør til den sidste kunde i kæden, henføres forsendelsen eller transporten kun til leveringen til mellemhandleren. Se stk. 1 i artikel 36a i momssystemdirektivet, som indsat ved artikel nr. 1, nr. 2), i direktiv 2018/1910.◄
►Uanset stk. 1 i den nye artikel 36a henføres forsendelsen eller transporten kun til leveringen af varen foretaget af mellemhandleren, hvis mellemhandleren har meddelt leverandøren det momsregistreringsnummer, som vedkommende er blevet tildelt af det EU-land, hvorfra varerne forsendes eller transporteres. Se stk. 2 i artikel 36a i momssystemdirektivet, som indsat ved artikel nr. 1, nr. 2), i direktiv 2018/1910.◄
Reglernes betydning
►Efter hovedreglen i den nye artikel 36a, stk. 1, som indsat ved artikel nr. 1, nr. 2), i direktiv 2018/1910, vil forsendelsen eller transporten af varen skulle henføres til salget til mellemhandleren. Mellemhandleren vil dog få mulighed for at beslutte, at forsendelsen eller transporten i stedet skal henføres til mellemhandlerens eget salg til sin kunde. Det vil dog kræve, at mellemhandleren er momsregistreret i det land, hvorfra varen forsendes eller transporteres, og at mellemhandleren har meddelt dette momsregistreringsnummer til sælger. Se stk. 2 i artikel 36a i momssystemdirektivet, som indsat ved artikel nr. 1, nr. 2), i direktiv 2018/1910.◄
►Der indføres ikke udtrykkelige regler for den situation, hvor det er den første sælger i kæden, der foretager forsendelsen eller transporten eller lader tredjemand foretage forsendelsen eller transporten for sin regning. Forsendelsen eller transporten kan i dette tilfælde nemlig kun henføres til det første salg. Tilsvarende indføres der ikke nye regler for den situation, hvor det er den sidste køber i kæden, der foretager forsendelsen eller transporten eller lader tredjemand foretage forsendelsen eller transporten for sin regning. Forsendelsen eller transporten kan i dette tilfælde nemlig kun henføres til det sidste salg.◄
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Skatterådet
|
SKM2016.268.SR
|
Skatterådet bekræfter, at spørger ikke skal momsregistreres i Danmark. Det er den danske købers ansvar at betale erhvervelsesmomsen i Danmark, når spørger som momsregistreret kommissionær i Tyskland sælger varer fra Tyskland til momsregistrerede kunder i Danmark.
|
|