Dette afsnit handler om, hvad der forstås ved begrebet selvstændig virksomhed.
Økonomisk virksomhed kan kun udøves selvstændigt. Lønmodtagere og andre personer er derfor ikke omfattet af momsreglerne i det omfang, at de er forpligtede over for deres arbejdsgiver ved en arbejdskontrakt eller ved et andet retligt forhold, som skaber et arbejdstager-arbejdsgiverforhold med hensyn til arbejds- og aflønningsvilkår og arbejdsgiverens ansvar. Se momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1 og artikel 10.
Ved bedømmelsen af, om der er tale om selvstændig virksomhed eller ej, lægges der efter EU-domstolens praksis vægt på, om personen modtager løn og/eller er forpligtet overfor en arbejdsgiver ved en arbejdskontrakt. Se dommen i sag C-202/90, Ayuntamiento de Sevilla.
Hvis personen ikke modtager løn og ikke er forpligtet overfor en arbejdsgiver ved en arbejdskontrakt, så må det undersøges, om det retlige forhold mellem personen og hvervgiver alligevel skaber et arbejdstager-arbejdsgiverforhold som omhandlet i momssystemdirektivets artikel 10.
Efter Skattestyrelsens opfattelse kan der derfor i praksis lægges vægt på, om det udbetalte vederlag anses for A-indkomst (tjenesteforhold) eller B-indkomst (selvstændig erhvervsvirksomhed) i kildeskattelovens forstand. Læs mere herom i afsnit C.C.1.2.
►Elektroniske platforme kan efter en konkret vurdering anses for arbejdsgivere for de personer, som materielt/faktisk udfører de ikkeelektronisk leverede ydelser, som udbydes på platformene. Se omtalen af Momsudvalgets retningslinje i D.A.4.2.3.◄
Det er den skattemæssige vurdering af indkomsten, der ligger til grund for, om et bestyrelseshonorar skal anses som et personligt vederlag eller som erhvervsmæssig indkomst. Dermed er det også den skattemæssige vurdering, der vil danne grundlag for, om et bestyrelseshonorar momsmæssigt kan anses som selvstændig økonomisk virksomhed. Se SKM2011.716.SR.
Et bestyrelseshonorar er som udgangspunkt vederlag for personligt arbejde, og det beskattes derfor som A-indkomst. Se KSL § 43, stk.1 og stk. 2, litra a. Bestyrelseshonorarer anses dog for indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed, når indtægten indgår i et interessentskab, der driver sådan virksomhed, eller når sådanne indtægter i øvrigt er et naturligt led i erhvervsvirksomheden. For advokater indgår sådanne bestyrelseshonorarer derfor i virksomhedens indkomst, selv om honoraret er A-indkomst for modtageren. Se afsnit C.C.1.2 og SKM2011.716.SR.
|
Afgørelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
|
EU-domme
|
|
►C-420/18, IO◄
|
►Sagen vedrører, hvorvidt et medlem af bestyrelsen i en stiftelse udøver selvstændig, økonomisk virksomhed.
Domstolen slår for det første fast, at selvom bestyrelsesmedlemmet alene har én bestyrelsespost, så berører dette ikke, at der er tale om økonomisk virksomhed, da medlemmerne udpeges for en periode på fire år, hvilket giver det oppebårne honorar en varig karakter således, at der er tale om virksomhed af en vis varig karakter, der udføres mod vederlag.
Domstolen tager herefter stilling til, hvorvidt den økonomiske virksomhed udøves selvstændigt.
For det andet slår Domstolen fast, at medlemmet ikke er forpligtet over for sin arbejdsgiver ved en arbejdskontrakt eller ved et andet retligt forhold, som skaber et arbejdstager-arbejdsgiverforhold med hensyn til arbejds- og aflønningsvilkår og arbejdsgiverens ansvar, da medlemmet hverken er bundet af en kontrakt eller af instrukser fra stiftelsen.
Herefter undersøger Domstolen, om der foreligger et underordnelsesforhold under udøvelsen af virksomheden.
Domstolen udtaler, at det med henblik på at fastslå, om dette underordnelsesforhold foreligger, skal undersøges, om den pågældende person udøver sin virksomhed i eget navn, for egen regning og på eget ansvar, og om personen selv bærer den økonomiske risiko, der er forbundet med udøvelsen af denne virksomhed.
Idet medlemmerne af den pågældende bestyrelse ikke individuelt kan udøve de beføjelser, som bestyrelsen er tillagt, og at de handler for samme bestyrelses regning og under dennes ansvar, handler bestyrelsesmedlemmet hverken i eget navn, for egen regning eller på eget ansvar.
Der var heller ikke tale om, at bestyrelsesmedlemmet bar den økonomiske risiko, idet medlemmet oppebærer ret til det faste honorar, uafhængigt af dennes mødedeltagelse eller dennes effektivt udførte arbejdstimer.
Der var ikke tale om selvstændig, økonomisk virksomhed.◄
|
|
|
C-355/06, J.A. van der Steen
|
En fysisk persons status som lønmodtager påvirkes ikke af, at personen er eneste selskabsdeltager, eneste ansatte og direktør i arbejdsgiverselskabet. Forudsætningen herfor er, at personen udfører alt arbejdet i arbejdsgiverselskabets navn og for dets regning i henhold til en ansættelseskontrakt, som binder personen til selskabet.
|
|
|
C-202/90, Ayuntamiento de Sevilla
|
Virksomhed som afgiftsopkræver i henhold til spansk lovgivning måtte anses som selvstændig virksomhed. Opkræverne sørgede selv for det personale og materiel, som var påkrævet til virksomhedens udøvelse. Opkræverne bar derved den økonomiske risiko ved deres virksomhed. Selv om kommunen kunne give instrukser til og udøve disciplinærkontrol overfor opkræverne, og tredjemand kunne holde kommunen ansvarlig for opkrævernes adfærd, når de handlede som myndighedspersoner, var det fortsat tale om selvstændig virksomhed. Det afgørende i denne forbindelse var opkrævernes ansvar efter deres kontraktforhold i forbindelse med virksomheden samt deres ansvar for skader, som tredjemand blev påført, når opkræverne ikke handlede som myndighedspersoner.
|
|
|
Byretsdomme
|
|
SKM2018.161.BR
|
Sagerne drejer sig om, hvorvidt skatteyderen skulle anses som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende for det arbejde, skatteyderen havde udøvet som freelancer ved en virksomhed. Ligeledes omhandlede sagerne, om skatteyderens virksomhed havde udøvet selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3.
Byretten udtalte indledningsvis, at det følger af fast retspraksis, at den skatteretlige sondring mellem lønindkomst og indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed skal ske efter de kriterier, der er gengivet i pkt. B.3.1.1 i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven.
Retten fandt efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder sammenholdt med kriterierne anført i cirkulæret om personskatteloven, at skatteyderen skulle anses for lønmodtager. Retten lagde i den forbindelse særligt vægt på, at skatteyderen over en længere periode kontinuerligt varetog skiftende opgaver integreret i den pågældende virksomhed, dels i henhold til en skriftlig aftale indgået med skatteyderen personligt, dels i henhold til en mundtlig aftale om udførelse af diverse forefaldende opgaver.
Retten tillagde det også vægt, at skatteyderen i det væsentlige havde udført samme opgaver som de øvrige medarbejdere, at skatteyderen kun havde indtægter fra virksomheden bortset fra et mindre beløb, at skatteyderen var undergivet generelle retningslinjer, instruktion og tilsyn, at aflønningen skete efter faste dagstakster en gang månedligt, og at der ikke var afholdt driftsomkostninger, der efter sin karakter og omfang væsentligt adskilte sig fra det, der sædvanligvis afholdes af lønmodtagere.
Skatteministeriet blev på denne baggrund frifundet.
|
|
|
Landsskatteretskendelser
|
|
SKM2014.781.LSR
|
Værgeydelser leveret af en advokat ansås for en integreret del af den selvstændige økonomiske virksomhed som advokat efter momslovens § 3, stk. 1.
Klageren udøvede selvstændig økonomisk virksomhed i forbindelse med levering af de omhandlede værgeydelser, jf. momslovens § 3, stk. 1, hvorved ydelser leveret af klageren mod vederlag som udgangspunkt var omfattet af momspligten, jf. momslovens § 4, stk. 1.
|
Se dog SKM2014.837.SKAT. Af styresignalet fremgår det, at det er SKATs opfattelse, at vederlag udbetalt for udførelsen af hvervet som fast værge falder ind under momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, om social forsorg og bistand.
|
|
Skatterådet
|
|
SKM2014.283.SR
|
Skatterådet bekræfter, at værgevederlag er indtægt ved selvstændig erhvervsvirksomhed for Spørger, når Spørger i sin advokatvirksomhed modtager disse værgevederlag, og at han kan anvende virksomhedsordningen på denne indkomst, jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk. 1.
Derimod kan Skatterådet ikke bekræfte, at de værgeydelser, som Spørger leverer, er således integreret i Spørgers advokatvirksomhed, at de er leveret som led i selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, stk. 1, og dermed er momspligtige for virksomheden.
|
Se dog også
SKM2014.781.LSR
og
SKM2014.837.SKAT
|
|
SKM2014.282.SR
|
Skatterådet bekræfter, at Spørgerens arbejde som værge ikke er omfattet af momsloven. Spørger driver iøvrigt advokatvirksomhed.
Arbejdet som værge udføres på ansættelseslignende vilkår, ogdet kan derfor ikke anses for selvstændig virksomhed i momslovens forstand. Vederlaget for arbejdet falder herefter uden for momslovens anvendelsesområde og skal ikke pålægges moms.
Skatterådet bekræfter endvidere, at vederlaget falder uden for lønsumsafgiftslovens anvendelsesområde.
|
Se dog også
SKM2014.781.LSR
og
SKM2014.837.SKAT
|
|
SKM2013.26.SR
|
Hverv som værge anses ikke for selvstændig økonomisk virksomhed og er derfor ikke momspligtigt |
Se dog også
SKM2014.781.LSR
og
SKM2014.837.SKAT
|
|
SKM2011.716.SR
|
Bestyrelsesvederlag, Efter Skatterådets vurdering indgik vederlaget i virksomhedens resultat skattemæssigt. Udførelsen af bestyrelsesarbejde blev betragtet som selvstændig erhvervsvirksomhed, da bestyrelsesarbejdet blev anset som en integreret del af konsulentvirksomheden. Da den skattemæssige vurdering i den konkrete situation ligger til grund for den momsmæssige vurdering, blev bestyrelsesvederlaget også anset for selvstændig økonomisk virksomhed. Det indebar, at vederlaget for bestyrelsesarbejdet blev anset som vederlag for en momspligtig leverance.
For så vidt angår direktionsvederlag udbetalt til en partneraktionær i konsulentvirksomheden for varetagelse af stillingen som direktør i et kundeselskab, blev dette vederlag skattemæssigt anset som A-indkomst efter kildeskatteloven. Momsmæssigt var der dermed ikke tale om selvstændig økonomisk virksomhed.
|
|