Der kan skelnes mellem to forskellige omkostningsbaserede værdiansættelsestilgange:
- Værdiansættelse baseret på de omkostninger, der er afholdt ved aktivets frembringelse (historiske omkostninger)
- Værdiansættelse baseret på de omkostninger, der skal afholdes for at frembringe et tilsvarende aktiv (erstatnings- eller substitutionsomkostninger[1]).
Markedsværdien af et aktiv afhænger fundamentalt af den fremtidige indtjening, som aktivet kan generere. Det lægges således til grund, at værdiansættelse er fremtidsorienteret. Derfor findes værdiansættelse baseret på historiske omkostninger, som udgangspunkt ikke at være i overensstemmelse med armslængdeprincippet.
I visse situationer kan det imidlertid ikke udelukkes, at afholdte omkostninger kan indgå i en værdiansættelse som indikatorer. Vurderingen afhænger af de konkrete omstændigheder, herunder:
- Begrænsede muligheder for anvendelse af andre værdiansættelsesmetoder
- Usikkerhed ved grundlag for andre værdiansættelsesmetoder
- Værdiansættelsens økonomiske væsentlighed
- Karakteren af det aktiv, der skal værdiansættes
- Datagrundlag for opgørelse af historisk afholdte omkostninger, herunder usikkerhed og forrentning ved afholdte omkostninger
- Datagrundlag for opgørelse af substitutionsomkostninger
- Mulighed for sanity check
Ved aktivets karakter forstås, at der er forskel på unikke immaterielle aktiver og mere almindelige aktiver. Førstnævnte er i modsætning til sidstnævnte underlagt et begrænset udbud som følge af heterogenitet og manglende substitutionsmuligheder. Det betyder, at den omkostningsbaserede metode - alt andet lige - er mere anvendelig ved værdiansættelse af almindelige aktiver end ved værdiansættelse af unikke immaterielle aktiver, der ikke kan genskabes. Har man eksempelvis opfundet brintpillen, skal værdiansættelsen naturligvis ikke tage udgangspunkt i udviklingsomkostningerne. Det skal bemærkes, at der ved anvendelse af en omkostningsbaseret metode må henses til forrentning og usikkerhed ved de historisk afholdte omkostninger.
Styrken ved den omkostningsbaserede tilgang kan være pålideligheden af datagrundlag fra det interne regnskab. Imidlertid er det Skattestyrelsens generelle opfattelse, at datapålidelighed i sig selv ikke kan kompensere for manglende relevans.
Omkostningsbaserede værdiansættelsesmetoder kan i et vist omfang sidestilles med likvidationsværdi/substansværdiansættelse for virksomheder.