Værdien af et aktiv er lig med nutidsværdien af de fremtidige frie pengestrømme, der kan henføres til aktivet. Nutidsværdien findes ved at tilbagediskontere de fremtidige frie pengestrømme til værdiansættelsesdatoen, hvor diskonteringen sker med kapitalomkostningen til det pågældende aktiv. Værdiansættelsesmetoder, hvor forventede fremtidige pengestrømme kapitaliseres til en nutidsværdi, klassificeres bredt som kapitalværdibaserede værdiansættelser.

Hvis værdiansættelsessubjektet er en virksomhed, opgøres værdien som den tilbagediskonterede værdi af de fremtidige frie pengestrømme, der kan henføres til den pågældende virksomhed. Tilsvarende gælder, hvis der er tale om enkelte aktiver, eksempelvis patenter, knowhow, licenser eller andre immaterielle aktiver. Værdien opgøres som de tilbagediskonterede frie pengestrømme, der kan henføres til det eller de pågældende aktiver.

Nutidsværdien af fremtidige frie pengestrømme afhænger - på grund af diskonteringen - af det fremtidige tidspunkt, de forventes at indgå. De frie pengestrømme skal derfor tidsmæssigt afgrænses i forhold til fremtidige perioder, hvor længden af de afgrænsende perioder er lig diskonteringsfaktorperioden. Hvis diskonteringsfaktorperioden er en etårs periode, hvilket er standarden, skal de frie pengestrømme på tilsvarende vis afgrænses i årlige intervaller. Det er endvidere af betydning for nutidsværdien på hvilket tidspunkt, indenfor de afgrænsede perioder, de frie pengestrømme indgår - eksempelvis primo, medio eller ultimo.

Det bemærkes, at der er en indbyrdes sammenhæng mellem risiko ved de frie pengestrømme (cashflow) og diskonteringsfaktoren. Diskonteringsfaktoren skal grundlæggende kompensere for tid og risiko. Hvis et bestemt cashflow med fuld sikkerhed modtages efter en periode, skal der udelukkende kompenseres for tid ved fastlæggelse af diskonteringsfaktor. Prisen for at holde penge er isoleret set givet ved den risikofri rente, hvorved diskonteringsfaktoren kan fastsættes til den risikofri rente for den pågældende periode. Hvis der ligeledes er risiko forbundet med det fremtidige cashflow, må der yderligere kompenseres for denne risiko. Dette sker ved, at den risikofri rente tillægges en risikopræmie.

Helt grundlæggende kræver indkomstbaseret værdiansættelse derfor kun fastlæggelse af to forhold:

• De fremtidige frie pengestrømme, der kan henføres til aktivet, herunder den tidsmæssige placering af disse frie pengestrømme.
• Den diskonteringsfaktor som de fremtidige frie pengestrømme skal tilbagediskonteres med for at finde nutidsværdien.

Selve beregningen af nutidsværdien ved et givet cashflow og en given diskonteringsfaktor er i sin grundform ukompliceret. Validiteten af værdiansættelsen afhænger imidlertid af den sikkerhed, hvormed de to inputfaktorer kan fastlægges. Grundlaget for de fastsatte frie pengestrømme og diskonteringsfaktoren er derfor af afgørende betydning.   

DCF-modellen og EVA-modellen er ofte anvendte kapitalværdibaserede værdiansættelsesmodeller. Modellerne beskrives i afsnit 4.1 og 4.2.