Parter
H1 ApS
(v/advokat Dorte Vejen)
mod
Skatteministeriet
(v/advokat Mattias Chor)
Afgørelsen er truffet af byretsdommer
Jacob Svenning Jønsson, dommer Kristina Skovbo Hauerslev og retsassessor Rune Seest.
Sagens baggrund og parternes påstande
Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren, H1 ApS, var indeholdelsespligtig og derfor hæfter for A-skatter og AM-bidrag for indkomståret 2018 i forhold til en række udenlandske arbejdstagere, som var indlejet som arbejdskraft via to danske selskaber.
Sagsøgeren, H1 ApS, har fremsat følgende påstande, idet påstandene 1 og 2 er sideordnede:
Påstand 1:
Sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at H1 ApS ikke er indeholdelsespligtig af og ikke hæfter for A-skatter og AM-bidrag på hhv.
751.164 kr. og 217.728 kr. i indkomståret 2018.
Påstand 2:
Skatteministeriet skal anerkende, at H1 ApS ikke er indeholdelsespligtig af og ikke hæfter for A-skatter og AM-bidrag på hhv. 259.306 kr. og 75.161 kr. i indkomståret 2018.
Subsidiær påstand:
Skatteministeriet skal anerkende, at H1 ApS’ forpligtelse til betaling af A-skat og AM-bidrag skal nedsættes med de beløb, som er afregnet til det polske skattevæsen for de pågældende medarbejdere i den tilsvarende periode.
Mere subsidiær påstand:
Skatteministeriet skal anerkende, at sagerne skal hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen med henblik på en afklaring af skatteforholdene i Polen.
Skatteministeriet har påstået frifindelse.
Sagen er behandlet under medvirken af tre dommere, jf. retsplejelovens § 12, stk. 3, nr. 1.
Oplysningerne i sagen
De involverede selskaber:
H1 ApS (herefter benævnt H1 ApS) blev stiftet i 2014 og er hjemmehørende i Y1-by. Selskabet driver byggevirksomhed og har siden 2017 i henhold til registreringen i CVR-registeret mellem 50 og 99 ansatte.
G1 ApS blev stiftet den 22. december 2003 med det oplyste formål at eje aktier og/eller anparter i datterselskaber, køb og salg af fast ejendom og dermed beslægtet virksomhed. Selskabet var registreret under branchekoden "773900 Udlejning og leasing af andet materiel, udstyr og andre materielle aktiver".
Det er oplyst i sagen, at G1 ApS ikke havde ansatte, og det fremgår af Skattestyrelsens afgørelse i sagen, at selskabet ikke havde afregnet arbejdsmarkedsbidrag og A-skat.
Det fremgår af CVR-registeret, at der den 26. marts 2019 blev anmodet om tvangsopløsning af G1 ApS. G1 ApS blev den 24. april 2019 erklæret konkurs, og konkursboet blev afsluttet den 22. juni 2020 efter konkurslovens § 143 som et bo uden midler.
G2 blev stiftet den 29. august 2018 af PM. Selskabets formål var i henhold til registreringen hos Erhvervsstyrelsen at opføre bygninger samt dermed beslægtet virksomhed, og selskabet var registreret under branchekoden "412000 opførelse af bygninger".
Det er oplyst i sagen, at G2 ikke havde ansatte og ikke havde afregnet arbejdsmarkedsbidrag og A-skat.
G2 blev erklæret konkurs den 29. juni 2020.
Følgende fremgår af kurators anmodning om afslutning af konkursboet:
"PM oplyste, at der var gennemført pengeoverførsler til Polen til et polsk selskab, som har leveret arbejdskraft til de tidligere aktiviteter. Han oplyste, at han ikke selv er involveret i dette selskab eller i øvrigt andre polske selskaber. "
Herudover fremgår det af kurators anmodning, at der ikke siden april 2019 har været aktivitet på selskabets konto.
Skattestyrelsens afgørelser:
I sommeren og efteråret 2018 lejede H1 ApS arbejdskraft hos G1 ApS og G2 til at udføre et renoveringsprojekt på G3. Det var aftalt mellem parterne, at den indlejede arbejdskraft skulle afregnes med 230 kr. pr. time.
Skattestyrelsen foretog den 15. august 2018 kontrol på byggepladsen ved G3, hvor de konstaterede, at H1 ApS benyttede udenlandsk arbejdskraft gennem G1 ApS. Det fremgår af sagen, at Skattestyrelsen ved kontrollen på stedet ikke traf nogen fra G1 ApS, men at de traf den polske virksomhed G4, som var i færd med nedbrydningsarbejde.
Ved kontrol på byggepladsen traf Skattestyrelsen endvidere syv ukrainske statsborgere, der arbejdede for H1 ApS via selskabet G2. De ukrainske arbejdere oplyste til Skattestyrelsen, at de arbejdede for PM, at de blev instrueret af JJ fra H1 ApS, som også førte tilsyn med deres arbejde, og at H1 ApS leverede materialerne til arbejdet.
Skattestyrelsen rekvirerede efterfølgende oplysninger fra H1 ApS om arbejdsrelationerne i forhold til de antrufne udenlandske arbejdstagere, og modtog tilbud og fakturaer udstedt af G1 ApS til H1 ApS. Det fremgik af disse fakturaer, at disse primært drejede sig om udleje af personale med en aftalt pris på 230 kr. pr. time.
Skattestyrelsen traf henholdsvis den 18. juni 2019 og den 28. oktober 2019 afgørelse om, at H1 ApS´s benyttelse af udenlandsk arbejdskraft i 2018 via G1 ApS og G2 skulle anses for arbejdsudleje, og at H1 ApS som følge heraf hæfter for manglende indbetalte A-skatter og AM-bidrag. Som grundlag for beregningen heraf anvendte Skattestyrelsen de fakturerede beløb fra G1 ApS og G2 til H1 ApS, fratrukket kørsel, diesel og udgifter til bro-passage, i det omfang disse udgifter var udspecificeret på fakturaerne.
I henhold til Skattestyrelsens opgørelse - som ikke beløbsmæssigt er bestridt af H1 ApS under sagen - var det samlede indeholdelsespligtige beløb i forhold til G1 ApS i alt 2.721.610 kr. og i forhold til G2 i alt 939.515 kr. Skattestyrelsen beregnede som følge heraf den manglende indbetaling fra H1 ApS til 751.164 kr. og 259.306 kr. i manglende A-skatter og 217.728 kr. og 75.161 kr. i manglende AM-bidrag. Det er disse beløb, sagens principale påstand omhandler.
Landsskatterettens afgørelser:
H1 ApS påklagede Skattestyrelsens afgørelser til Landsskatteretten, som henholdsvis den 5. og 6. august 2020 traf afgørelse i sagerne.
Landsskatterettens afgørelse af 5. august 2020 vedrørte H1 ApS´s leje af arbejdskraft fra G1 ApS, og lyder som følger:
"Landsskatterettens afgørelse
Det fremgår af kildeskattelovens 2, stk. 1, nr. 3 (lov nr. 921 af 18. september 2012), at pligt til at svare indkomstskat til staten påhviler personer, der erhverver indkomst i form af vederlag for personligt arbejde i forbindelse med at være stillet til rådighed for at udføre arbejde for en virksomhed her i landet, når arbejdet udgør en integreret del af virksomheden. Det er uden betydning for skattepligten, hvilken form vederlaget udbetales i.
Til A-indkomst henregnes enhver form for vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi for personligt arbejde i tjenesteforhold. Dette følger af kildeskattelovens 43, stk. 1.
Af samme lovs 46, stk. 1, fremgår det, at der i forbindelse med enhver udbetaling af A-indkomst, skal indeholdes foreløbig skat af det udbetalte beløb. Indeholdelsespligten påhviler den, for hvem arbejdet udføres.
Personer, der har lønindkomst mv. fra beskæftigelse udført her i landet, er pligtige til at betale arbejdsmarkedsbidrag, jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 7.
Ved vurderingen af forholdet entreprise/ arbejdsudleje ses på karakteren af de arbejdsydelser, der leveres af den udenlandske virksomheds ansatte. Det er vigtigt at fastslå, om tjenesteydelserne udgør en integreret del af virksomhedens forretningsaktiviteter, og om det er den danske eller den udenlandske virksomhed, der bærer ansvaret og den økonomiske risiko for arbejdsresultatet. Endvidere skal det vurderes, om den danske virksomhed har udskilt arbejdsopgaven til en anden selvstændig udenlandsk virksomhed som følge af outsourcing på mere permanent basis.
Peger arten af tjenesteydelser og forholdene vedrørende ansvar og risiko på, at den danske virksomhed skal anses for den reelle arbejdsgiver, ses yderligere på følgende:
• Hvem har retten til at instruere den fysiske person om, hvordan arbejdet skal udføres?
• Hvem kontrollerer og har ansvaret for det sted, arbejdet udføres?
• Afkræver den formelle arbejdsgiver vederlaget til personen direkte fra det foretagende, som tjenesteydelserne leveres til?
• Hvem stiller nødvendige arbejdsredskaber og materiel til rådighed for personen?
• Hvem bestemmer antallet af personer, der skal udføre arbejdet, og deres kvalifikationer?
• Hvem har ret til at vælge den person, som skal udføre arbejdet, og hvem har retten til at opsige kontrakten med den pågældende person vedrørende arbejdet?
• Hvem har retten til at pålægge personen sanktioner relateret til personens arbejde? Hvem bestemmer personens arbejdstider og ferier?
Kriteriernes vægt kan være forskellig afhængig af situationen, men det tillægges generelt stor vægt, hvem der direkte eller indirekte fører tilsyn med arbejdet, leder eller kontrollerer den måde, arbejdet udføres på.
Der henvises bl.a. til forarbejderne til lov nr. 921 af 18. september 2012 (L 195 af 14. august 2012), kommentarerne til OECD’s Modeloverenskomst og SKATs styresignal SKM2014.478.
Landsskatteretten finder efter en samlet vurdering, at der er tale om arbejdsudleje i det foreliggende tilfælde. Der er lagt vægt på, at det arbejde, der udføres af de udenlandske arbejdstagere, må anses for en integreret del af arbejdet i Selskabet, der ikke er udskilt. Det er tillige tillagt vægt, at der alene er fremlagt én meget kortfattet kontrakt mellem Selskabet og G5 ApS om nedbrydningsarbejde på en skole til et samlet beløb på 320.000 kr. samt ekstraarbejde til en timebetaling på 230 kr., uanset at G5 ApS har faktureret for 2.721.610 kr., når betaling for kørsel er fratrukket. Der foreligger således ikke et fyldestgørende kontraktligt grundlag for Selskabets leje af udenlandsk arbejdskraft, ligesom fakturaerne fra G5 ApS, der fremstår som betaling for antal arbejdstimer, tyder på ansættelseslignende forhold.
Landsskatteretten finder endvidere, at Selskabet har instruktionsbeføjelsen over for de udenlandske arbejdstagere, og at det er Selskabet, der stiller materiel, materialer m.v. til rådighed for disse arbejdstagere, ligesom det er Selskabet der alene har den økonomiske risiko forbundet med arbejdet.
Landsskatteretten finder på baggrund af ovenstående, at Selskabet er indeholdelsespligtigt af A- skat og arbejdsmarkedsbidrag i forbindelse med benyttelsen af den udenlandske arbejdskraft.
Det forhold, at Selskabet har lejet den udenlandske arbejdskraft af G5 ApS har ingen selvstændig betydning for Selskabets indeholdelsespligt, idet den udenlandske arbejdskraft er stillet til rådighed for Selskabet, hvorfor det er Selskabet, der er den indeholdelsespligtige.
Landsskatteretten er enig med Skattestyrelsen i opgørelsen af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, idet beregningsgrundlaget for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i mangel af andre sikre oplysninger er det samlede fakturerede beløb.
For så vidt angår hæftelse er den, som undlader at opfylde sin pligt til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag over for det offentlige umiddelbart ansvarlig for betaling af manglende beløb, medmindre han godtgør, at der ikke er udvist forsømmelighed fra hans side. Det fremgår af kildeskattelovens 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7.
Virksomheden hæfter for den manglende indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7, idet virksomheden har udvist forsømmelighed ved ikke at indeholde arbejdsmarkedsbidrag af udbetalingerne til de pågældende.
Ud fra sagens oplysninger har der ikke foreligget en sådan uklarhed om virksomhedens indeholdelsespligt, at den kan fritages for hæftelsesansvar for den manglende indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, idet påhviler Selskabet at undersøge reglerne for anvendelse af udenlandsk arbejdskraft.
Selskabet har gjort gældende, at officialmaksimen ikke er overholdt af Skattestyrelsen, idet Skattestyrelsen ikke i tilstrækkelig grad har undersøgt de udenlandske arbejderes skatteforhold.
Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsen har haft tilstrækkelige oplysninger til at fastslå, at der i det foreliggende tilfælde er tale om arbejdsudleje, hvorfor det er de danske skatteregler, der er gældende.
Skattestyrelsen har herefter været berettiget til - i mangel af andre sikre oplysninger - at lægge den samlede fakturasum til grund for beregningen af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Såfremt Selskabet ikke er enigt i beregningsgrundlaget, påhviler det Selskabet - som lejer af den udenlandske arbejdskraft - at fremlægge dokumentation for, at et andet beregningsgrundlag skal lægges til grund.
Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor."
Landsskatterettens afgørelse af 6. august 2020 vedrørte H1 ApS´s leje af arbejdskraft fra G2, og lyder som følger:
"Landsskatterettens afgørelse
Det fremgår af kildeskattelovens §2, stk. 1, nr. 3 (lov nr. 921 af 18. september 2012), at pligt til at svare indkomstskat til staten påhviler personer, der erhverver indkomst i form af vederlag for personligt arbejde i forbindelse med at være stillet til rådighed for at udføre arbejde for en virksomhed her i landet, når arbejdet udgør en integreret del af virksomheden. Det er uden betydning for skattepligten, hvilken form vederlaget udbetales i.
Til A-indkomst henregnes enhver form for vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi for personligt arbejde i tjenesteforhold. Dette følger af kildeskattelovens 43, stk. 1.
Af samme lovs §46, stk. 1, fremgår det, at der i forbindelse med enhver udbetaling af A-indkomst, skal indeholdes foreløbig skat af det udbetalte beløb. Indeholdelsespligten påhviler den, for hvem arbejdet udføres.
Personer, der har lønindkomst mv. fra beskæftigelse udført her i landet, er pligtige til at betale arbejdsmarkedsbidrag, jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 7.
Ved vurderingen af forholdet entreprise/ arbejdsudleje ses på karakteren af de arbejdsydelser, der leveres af den udenlandske virksomheds ansatte. Det er vigtigt at fastslå, om tjenesteydelserne udgør en integreret del af virksomhedens forretningsaktiviteter, og om det er den danske eller den udenlandske virksomhed, der bærer ansvaret og den økonomiske risiko for arbejdsresultatet. Endvidere skal det vurderes, om den danske virksomhed har udskilt arbejdsopgaven til en anden selvstændig udenlandsk virksomhed som følge af outsourcing på mere permanent basis.
Peger arten af tjenesteydelser og forholdene vedrørende ansvar og risiko på, at den danske virksomhed skal anses for den reelle arbejdsgiver, ses yderligere på følgende:
• Hvem har retten til at instruere den fysiske person om, hvordan arbejdet skal udføres?
• Hvem kontrollerer og har ansvaret for det sted, arbejdet udføres?
• Afkræver den formelle arbejdsgiver vederlaget til personen direkte fra det foretagende, som tjenesteydelserne leveres til?
• Hvem stiller nødvendige arbejdsredskaber og materiel til rådighed for personen?
• Hvem bestemmer antallet af personer, der skal udføre arbejdet, og deres kvalifikationer?
• Hvem har ret til at vælge den person, som skal udføre arbejdet, og hvem har retten til at opsige kontrakten med den pågældende person vedrørende arbejdet?
• Hvem har retten til at pålægge personen sanktioner relateret til personens arbejde? Hvem bestemmer personens arbejdstider og ferier?
Kriteriernes vægt kan være forskellig afhængig af situationen, men det tillægges generelt stor vægt, hvem der direkte eller indirekte fører tilsyn med arbejdet, leder eller kontrollerer den måde, arbejdet udføres på.
Der henvises bl.a. til forarbejderne til lov nr. 921 af 18. september 2012 (L 195 af 14. august 2012), kommentarerne til OECD’s Modeloverenskomst og SKATs styresignal SKM2014.478.
Landsskatteretten finder efter en samlet vurdering, at der er tale om arbejdsudleje i det foreliggende tilfælde. Der er lagt vægt på, at det arbejde, der udføres af de udenlandske arbejdstagere, må anses for en integreret del af arbejdet i Selskabet, der ikke er udskilt. Det er tillige tillagt vægt, at der ikke er fremlagt en kontrakt mellem Selskabet og G2 om nedbrydningsarbejde bl.a. på en skole til et samlet beløb i henhold til fakturaer på 939.515 kr. Der foreligger således ikke et kontraktligt grundlag for Selskabets leje af udenlandsk arbejdskraft, ligesom fakturaerne fra G2 alene er betaling for arbejdskraft på timebetaling, hvilket tyder på ansættelseslignende forhold.
Landsskatteretten finder endvidere, at Selskabet må antages at have instruktionsbeføjelsen over for de udenlandske arbejdstagere, og at det er Selskabet, der stiller materiel, materialer m.v. til rådighed for disse arbejdstagere, ligesom det er Selskabet der alene har den økonomiske risiko forbundet med arbejdet.
Landsskatteretten finder på baggrund af ovenstående, at Selskabet er indeholdelsespligtigt af A- skat og arbejdsmarkedsbidrag i forbindelse med benyttelsen af den udenlandske arbejdskraft.
Det forhold, at Selskabet har lejet den udenlandske arbejdskraft af G2 har ingen selvstændig betydning for Selskabets indeholdelsespligt, idet den udenlandske arbejdskraft er stillet til rådighed for Selskabet, hvorfor det er Selskabet, der er den indeholdelsespligtige.
Landsskatteretten er enig med Skattestyrelsen i opgørelsen af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, idet beregningsgrundlaget for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i mangel af andre sikre oplysninger er det samlede fakturerede beløb.
For så vidt angår hæftelse er den, som undlader at opfylde sin pligt til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag over for det offentlige umiddelbart ansvarlig for betaling af manglende beløb, medmindre han godtgør, at der ikke er udvist forsømmelighed fra hans side. Det fremgår af kildeskattelovens 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7.
Virksomheden hæfter for den manglende indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7, idet virksomheden har udvist forsømmelighed ved ikke at indeholde arbejdsmarkedsbidrag af udbetalingerne til de pågældende.
Ud fra sagens oplysninger har der ikke foreligget en sådan uklarhed om virksomhedens indeholdelsespligt, at den kan fritages for hæftelsesansvar for den manglende indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, idet påhviler Selskabet at undersøge reglerne for anvendelse af udenlandsk arbejdskraft.
Selskabet har gjort gældende, at officialmaksimen ikke er overholdt af Skattestyrelsen, idet Skattestyrelsen ikke i tilstrækkelig grad har undersøgt de udenlandske arbejderes skatteforhold.
Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsen på baggrund af de fremlagte oplysninger/dokumenter har haft tilstrækkelige oplysninger til at fastslå, at der i det foreliggende tilfælde er tale om arbejdsudleje, hvorfor det er de danske skatteregler, der er gældende.
Skattestyrelsen har herefter været berettiget til - i mangel af andre sikre oplysninger - at lægge den samlede fakturasum til grund for beregningen af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Såfremt Selskabet ikke er enigt i beregningsgrundlaget, påhviler det Selskabet - som lejer af den udenlandske arbejdskraft - at fremlægge dokumentation for, at et andet beregningsgrundlag skal lægges til grund.
Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor."
Der er i sagen fremlagt en udateret skrivelse fra adm. direktør ØH, H1 ApS, stilet til H1 ApS´s advokat. Det fremgår heraf, at advokaten havde spurgt om brugen af fremmed arbejdskraft i H1 ApS. ØH oplyser i skrivelsen, at H1 ApS til dagligt har brug for et mandskab på ca. 75-100 mand alt efter travlhed. Af disse er 55 ansat hos H1 ApS, mens resten er lejet ind gennem vikarbureauer, små selvstændige virksomheder og kollegaer, for at få den fornødne fleksibilitet til at drive virksomheden optimalt.
H1 ApS indbragte sagen for Retten i Y1-by ved stævning af 5. november 2020.
Parterne er enige om, at sagen handler om udleje af arbejdskraft, og at der ikke i relation til de omhandlede krav var tale om underentreprenørforhold.
Forklaringer
Der er under sagen afgivet forklaring af JN, som er partsrepræsentant for H1 ApS.
JN har forklaret, at H1 ApS blev startet af hans far i 1964. Han overtog virksomheden i 1997, og den er vokset gennem tiden. Når det fremgår af CVR-registeret, at selskabet er startet i 2014, skyldes det, at selskabet gik konkurs i 2014 og startede op igen. De startede 10 ansatte og er nu omkring 100 ansatte. Virksomheden er opdelt i to selskaber, som står for henholdsvis entrepriser og servicearbejde. H1 ApS har både danskere og udlændinge ansat, og de arbejder på lige lønvilkår under overenskomst.
Samarbejdet med selskabet G1 ApS kom i stand, da han blev ringet op af en god ven, MM, som var involveret i dette firma. Det er MM, som udgør M’et i G1 ApS, og han ved, at P står for en murermester ved navn PL. Han kendte ikke personen bag B’et, udover at han hedder RB. MM er tømrer og har tidligere arbejdet for afhørte. MM arbejdede på et stort projekt ved G6, og dette projekt var gået i stå. Derfor ringede MM og spurgte ham, om ikke han kunne bruge noget arbejdskraft. Det kunne han godt til et projekt på G3, som skulle omdannes til boliger, og MM stillede derfor med nogle udenlandske arbejdere. Det var MM, som holdt opsyn med folkene, og han kom fire gange om ugen til projektet på G3. H1 ApS havde selv to formænd på projektet, og MM tog sig løbende af sine egne folk, som arbejdede med at bryde vægge ned. Han sørgede via sin daværende direktør for at tjekke, at G1 ApS havde et dansk CVR-nummer, og han vidste ikke, at de udsendte arbejdere var ansat i et udenlandsk selskab. Det var ikke noget, som han tænkte over, og han kunne lige så godt have ansat folk fra et andet udlejningsfirma, som han havde brugt før.
G2 kom ind i billedet den sidste måned af samarbejdet. MM fortalte ham, at han var blevet uenig med RB fra G1 ApS, så han startede i stedet op selv med de samme arbejdere. JNs kontakt var fortsat MM, også efter at H1 ApS skiftede samarbejdspartner til G2. Han var ikke selv på pladsen ved SKATs kontrolbesøg, og han ved derfor ikke, hvem der var til stede. Der var generelt nogen fra G1 ApS eller G2 til stede på byggepladsen. H1 ApS har kontor i nærheden af skolen, og han har selv gået på skolen som barn, så det ville være den værste kunde at snyde.
Årsagen til at ØH lavede erklæringen i sagens bilag 9 er, at ØH på daværende tidspunkt var direktør i H1 ApS. Det er han ikke mere.
Det var JNs opfattelse, at de udenlandske arbejdere var ansat i G1 ApS og senere G2. Han spurgte MM, om der var styr på det hele, og da de pågældende havde gået og arbejdet for virksomheden MB, som udførte arbejde for kommunen ved G6, måtte der efter hans opfattelse være styr på det. Han har ikke drøftet spørgsmålet om indeholdelse af skat med G1 ApS eller G2. Han stolede på MM og havde ikke indtryk af, at de to selskaber var ude på at snyde ham.
H1 ApS sørger for at indeholde A-skat for deres egne ansatte på sædvanlig vis. Han ved ikke, om de tidligere i H1 ApS har anvendt regelsættet om arbejdsudleje og indeholdelsespligt, da han ikke beskæftiger sig med dette område. Han tog for givet, at der blev betalt almindelig dansk skat i selskaberne. Han kørte rundt til 30-40 byggepladser hver dag, og han satte sig ikke nærmere ind i de hyrede ansattes navne og deres situation. H1 ApS havde behov for arbejdskraften, han kendte MM og PL og stolede på dem, og G1 ApS havde et dansk CVR-nummer.
PM var også på pladsen en gang imellem sammen med MM. Han kan ikke huske, hvornår han fandt ud af, at PM var ejer af G2. PM var der måske også i en del af den periode, hvor H1 ApS arbejdede sammen med G1 ApS.
Vedrørende instruktionen af de udenlandske arbejdere, var det MM, som fik at vide, hvad der skulle laves, og derefter viste det til folkene.
PM’ rolle på pladsen var måske at formidle kommunikation mellem MM og de polske ansatte. Det var måske lidt pudsigt, at der kom en anden person ind og agerede mellemmand i forholdet mellem MM og arbejderne.
Han har ikke undersøgt reglerne nærmere omkring indeholdelsespligt og betaling af skat for de udenlandske arbejdere, da han stolede på, at alt var i orden. Han har ikke kigget i SKATs styresignaler eller overvejet at spørge SKAT til råds, herunder om skatteforholdene hos G1 ApS eller G2.
Parternes synspunkter
H1 ApS har i sit påstandsdokument anført følgende:
"ANBRINGENDER
Til støtte for de principale påstande gøres det overordnet gældende, at der ikke er hjemmel til at pålægge sagsøger arbejdsudlejeskat i de konkrete tilfælde.
Det gøres i denne sammenhæng gældende, at der ikke er hjemmel, idet de indgåede aftaler er indgået imellem danske selskaber, der har fast driftssted i Danmark.
Både SKAT’s juridiske vejledning, C.F.3.1.4.1 om udlejning af arbejdskraft, SKAT’s styresignal, SKM 2014.478, og SKAT’s svar i forbindelse med høring understøtter, at der i ikke er hjemmel til at pålægge sagsøger arbejdsudlejeskat, når aftalerne er indgået imellem danske selskaber:
SKAT’s juridiske vejledning, C.F.3.1.4.1 om udlejning af arbejdskraft
For at der kan statueres arbejdsudleje kræver det overordnet, i henhold til SKAT’s egen juridiske vejledning, C.F.3.1.4.1 om udlejning af arbejdskraft at (mine fremhævninger):
"en udenlandsk person, der har bevaret sit formelle ansættelsesforhold til sin udenlandske arbejdsgiver, udfører arbejde for en dansk virksomhed."
Videre kræves det i henhold til SKAT’s vejledning, at:
"Den udenlandske arbejdsgiver skal have stillet den udenlandske person til rådighed for arbejdet her i landet for en dansk virksomhed (reel arbejdsgiver), og arbejdet skal udgøre en integreret del af virksomheden."
Senere i SKAT’s vejledning fremgår det direkte, at reglen ikke finder anvendelse når:
"Aftalen om arbejdsudleje indgås mellem to danske virksomheder."
SKAT’s styresignal, SKM 2014.478
SKAT’s styresignal, SKM 2014.478, statuerer overordnet det samme som den juridiske vejledning (min fremhævning):
"Arbejdsudlejereglerne finder ikke anvendelse, når udlejeren er en dansk virksomhed. Dette vil fx omfatte den situation, hvor udlejeren har fast driftssted her i landet. Det er her afgørende, at der foreligger fast driftssted efter interne danske regler i SEL § 2, stk. 1, litra a, eller KSL § 2, stk. 1, nr. 4, og tillige i henhold til en DBO med det land, hvori udlejeren er hjemmehørende. I de tilfælde, hvor der ikke er en DBO med dette land, er det de interne danske regler, der er afgørende for vurderingen af, om der foreligger et fast driftssted."
SKAT’s svar i forbindelse med høring
I forbindelse med styresignal SKM2014.478 er det i svar fra SKAT utvetydigt fastslået, at det at i tilfælde af "en kæde", er det det første selskab, der har pligt til at indeholde arbejdsudlejeskat og pligten ikke overføres til en ny dansk virksomhed (den næste i kæden), i det tilfælde, hvor der er flere virksomheder involveret. Der blev fremsendt høringssvar fra en lang række organisationer og forbund, herunder Dansk Byggeri, (bilag 6) der bl.a. stillede følgende spørgsmål:
"5. Ansvar for indeholdelse af arbejdsudlejeskat i tilfælde af flere aftaler om arbejdsudleje i kæden (flere led i kæden).
I tilfælde af at der sker flere på hinanden arbejdsudlejer i en række kontrakter vedr. arbejdsudleje svarende til en række underentrepriser, er det så det første led i kæden, som enten er en dansk virksomhed (selskab, fast driftssted, eller anden registret dansk virksomhed), som er pligtig til at indeholde den danske skat for de "underliggende" aftaler om arbejdsudleje?"
Som svar på dette spørgsmål blev det i SKAT’s høringsskema (bilag 7) utvetydigt svaret, at:
"Det kan bekræftes, at det er den første virksomhed i kæden, der hyrer den pågældende arbejdsudlejede person, som skal indeholde arbejdsudleje-skat."
Det fremhæves, at bilag 6 og bilag 7 er offentliggjort sammen med SKAT’s styresignal.
Det er ubestridt, at begge de selskaber (G5 ApS og G2), som sagsøger har entreret med, på tidspunktet for arbejdets udførelse havde hjemting her i landet. De rejste krav mod sagsøger skal således, jf. den juridiske vejledning, høringsskemaet og styresignalet rettes mod G5 ApS og G2. Det bestrides, at det afgørende er, om der er tale om en "videreformidlingssituation" som anført af sagsøgte.
Det gøres gældende, at man ikke kan vælte et ansvar over på H1 ApS for et forhold, som et andet selskab er ansvarlig for. Det er reelt det, som Skatte-styrelsen ønsker. I så fald er man ude i et objektivt ansvar/kædeansvar for andre virksomheders ageren. Dette er der ikke hjemmel til i lovgivningen i relation til arbejdsudleje. Et sådant objektivt ansvar kræver klar lovhjemmel.
Det gøres desuden gældende, at sagsøger ud fra sagens konkrete omstændigheder har handlet i god tro, samt at sagsøger ikke har udvist forsømmelighed, og at sagsøger dermed ikke er ansvarlig for betaling af beløbet, jf. kildeskattelovens § 69. H1 ApS har entreret med danske virksomheder i fuld tillid til, at disse overholdt reglerne.
Der fremhæves, at der som anført ovenfor langt fra er klare regler om indeholdelsespligt eller praksis på området. Der henvises i denne forbindelse desuden til den relevante præmis til vurdering af dette forhold i Højesterets dom i U.2008.2243 H, hvori anføres (min fremhævning):
"Håndværkergården Carsø var bekendt med grundlaget for udbetalingen af beløbene og har ikke haft føje til at anse Carsten Sørensen for B-skattepligtig af dem."
I denne sag har sagsøger "haft føje" til ikke at anse sig som indeholdelsespligtig.
Der henvises desuden til Højesterets afgørelse U.2012.2337 H, hvori Højesteret fandt, at det afgørende, er at (min fremhævning):
"S hæftede for den manglende indeholdelse af A-skat, jf. kildeskattelovens § 69, fra og med den 1. november 1997, hvor S havde kunnet indrette sig efter praksisændringen."
I denne sag har der ikke været nogen "praksis" eller "praksisændring" som sagsøger kunne forholde sig til.
Til støtte for de subsidiære påstand gøres det gældende, at beløbene i de trufne afgørelser skal nedsættes med den skat, som er indbetalt som skat i Polen, og at det er sagsøgtes opgave at sikre dette.
Til støtte for den mere subsidiære påstand gøres det gældende, at SKAT har en almindelig pligt til at oplyse sagen, forinden der træffes afgørelse. Dette er ikke opfyldt i denne sag. Denne pligt til at oplyse sagen korrekt, inden der træffes afgørelse, kan ikke væltes over på H1 ApS ved, at denne skal tage kontakt til de polske myndigheder, polske firmaer mv. Dette er for H1 ApS en umulig opgave, hvor man er blevet mødt af mange lukkede døre, og hvor SKAT ikke har været tilfreds med den dokumentation, der er fremsendt, men desuagtet ikke selv har undersøgt forholdene.
At myndighederne har ansvaret for at oplyse en sag tilstrækkeligt, inden de træffer afgørelse er et grundlæggende princip i forvaltningsretten (officialprincippet). Tilsidesættelse af officialprincippet indebærer i denne sag, at den ikke er tilstrækkeligt oplyst, og derfor må sagen genoptages, så de manglende undersøgelser kan blive foretaget."
Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført følgende:
"3. ANBRINGENDER
3.1 H1 ApS er indeholdelsespligtig
Skatteministeriet gør overordnet gældende, at H1 ApS var forpligtet til at indeholde arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag af det vederlag, som de udenlandske arbejdstagere indlejet fra G5 ApS og G2 udførte for H1 ApS.
Efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3 (M 3), er en person skattepligtig, når vedkommende erhverver indkomst i form af vederlag for personligt arbejde i forbindelse med at være stillet til rådighed for at udføre arbejde for en virksomhed her i landet, og arbejdet udgør en integreret del af virksomheden.
Efter kildeskattelovens dagældende § 2, stk. 5, 1. pkt. (M 4), er skattepligten i medfør af stk. 1, nr. 3 (dvs. skattepligten for arbejdsudlejede personer), endeligt opfyldt ved indeholdelse af skat efter kildeskattelovens § 48 B og erlæggelse af arbejdsmarkedsbidrag.
Efter kildeskattelovens § 43, stk. 2, litra h (M 5), kan vederlag til en person, der stilles til rådighed for at udføre arbejde her i landet af en virksomhed, der ikke har hjemting her i landet (dvs. er omfattet af reglen om arbejdsudleje), efter skatteministerens nærmere bestemmelse henregnes til A-indkomst. Denne hjemmel var udnyttet i den dagældende kildeskattebekendtgørelses § 18, nr. 35.
Af forarbejderne til bestemmelsen (lovforslag nr. 143 af 31. januar 2008 (M 16), de specielle bemærkninger til § 3, nr. 2 (M 20)) fremgår bl.a. følgende:
"En arbejdsudlejet person anses fortsat for at have en udenlandsk arbejdsgiver, dvs. være stillet til rådighed for at udføre arbejde her i landet af en virksomhed, der ikke har hjemting her i landet, selvom den arbejdsudlejede person er formidlet gennem en virksomhed med hjemting her i landet." (min understregning) Af kildeskattelovens dagældende § 46, stk. 1, 2. pkt. (M 5 f.), fremgår endvidere følgende:
"Indeholdelsespligten ved udbetaling af A-indkomst efter § 43, stk. 2, litra h), påhviler den, for hvem arbejdet udføres."
Det følger dermed udtrykkeligt af kildeskattelovens ordlyd og forarbejder, at indeholdelsespligten påhviler den, for hvem arbejdet udføres, og at en arbejdsudlejet person fortsat anses for at have udenlandsk arbejdsgiver, selvom vedkommende er videreformidlet gennem en dansk virksomhed. Det er derfor også i strid med ordlyden, når H1 ApS anfører (replikken, s. 2, fjerdesidste afsnit), at "Det bestrides, som anført af sagsøgte, at det afgørende er, hvem arbejdet er udført for...".
De udenlandske arbejdstagere udførte arbejde for H1 ApS og blev alene videreformidlet af de danske selskaber G5 ApS og G2. Ved begge Skattestyrelsens kontroller var det ansatte hos
H1 ApS og ikke G1 ApS Byg og G2, der gik sammen med de udenlandske arbejdstagere (bilag 2, s. 2, sidste afsnit, og bilag 4, s. 2, 2.
og 6. afsnit). G1 ApS Byg og G2 fremstår alene som formelle gennemfaktureringsselskaber uden selvstændig aktivitet.
G5 ApS blev stiftet den 22. december 2003, jf. udskrift fra CVRregisteret for G1 ApS (bilag G). Selskabets formål var at eje aktier og/eller anparter i datterselskaber, køb og salg af fast ejendom og dermed beslægtet virksomhed. Selskabet var registreret under branchekoden "773900 Udlejning og leasing af andet materiel, udstyr og andre materielle aktiver". G5 ApS blev erklæret konkurs den 24. april 2019.
G5 ApS havde ingen ansatte og har derfor ikke afregnet arbejdsmarkedsbidrag og A-skat af løn til de ansatte (bilag 2, næstsidste afsnit).
G2 blev stiftet den 29. august 2018 (bilag I). Selskabets formål var i henhold til registreringen hos Erhvervsstyrelsen at opføre bygninger samt dermed beslægtet virksomhed og var registreret under branchekoden "412000 opgørelse af bygninger". G2 blev erklæret konkurs den 29. juni 2020.
Det fremgår af kurators anmodning om afslutning af konkursboet (bilag J, s. 1, fjerdesidste afsnit), at:
"PM oplyste, at der var gennemført pengeoverførsler til Polen til et polsk selskab, som har leveret arbejdskraft til de tidligere aktiviteter. Han oplyste, at han ikke selv er involveret i dette selskab eller i øvrigt andre polske selskaber. "
Herudover fremgår det af kurators anmodning (bilag J, s. 2, 6. afsnit), at der ikke siden april 2019 har været aktivitet på selskabets konto.
G2 havde ingen ansatte (bilag 3, s. 6, 2. afsnit) og har ikke afregnet arbejdsmarkedsbidrag og A-skat.
H1 ApS har bestridt Skatteministeriets oplysninger og synspunkter om G1 ApS Byg og G2, men har hverken konkretiseret indsigelsen eller redegjort for baggrunden herfor (replikken, s. 3, 6. afsnit).
Da det herefter skal lægges til grund, at G1 ApS Byg og G2 alene videreformidlede de udenlandske arbejdstagere med henblik på, at de udenlandske arbejdstagere udførte arbejde for H1 ApS som en integreret del i dette selskabs virksomhed, er H1 ApS forpligtet til at indeholde arbejdsudlejeskat, jf. kildeskattelovens § 46, stk. 1, 2. pkt. (M5 f.).
Hverken kildeskattelovens § 43, stk. 2, litra h (M 5), eller øvrige af kildeskattelovens bestemmelser giver dækning for H1 ApS´s synspunkt (replikken, s. 2, 4. afsnit) om, at "lovreglerne om arbejdsudlejeskat bør føre til, at der ikke kan statueres arbejdsudlejeskat" i nærværende sag.
Heller ikke indholdet af SKATs ophævede styresignal af 26. juni 2014
(SKM2014.478.SKAT, M 113), afsnit 3, som H1 ApS gengiver delvist (replikken, s. 2, næstsidste afsnit), giver dækning for, at H1 ApS ikke er omfattet af arbejdsudlejereglerne. Både G1 ApS Byg og G2 var alene videreformidlere og ikke udlejere af udenlandsk arbejdskraft. Udlejerne var de udenlandske arbejdstageres arbejdsgivere, som de udenlandske arbejdstagere - i modsætning til, hvad der gjaldt for G1 ApS Byg og G2 - stod i et tjenesteforhold til.
De dokumenter fra høringen forud for udsendelsen af SKATs styresignal (M 120 og 124), som H1 ApS har henvist til (og fremlagt som bilag 6 og 7) angår - i modsætning til, hvad H1 ApS anfører (replikken, s. 3, 5. afsnit) - ikke "nøjagtigt det, som denne sag omhandler", idet der i nærværende sag ikke er sket noget, der tilnærmelsesvis minder om "flere på hinanden arbejdsudleier i en række kontrakter vedr. arbejdsudleje svarende til en række underentrepriser". H1 ApS har ikke gjort gældende, endsige bevist, at G1 ApS Byg og G2 var underentreprenører.
Selv hvis H1 ApS´s forståelse af dokumenterne fra høringen lægges til grund, er det anførte i strid og tilmed klar modstrid med kildeskatteloven og kan derfor under alle omstændigheder ikke føre til, at H1 ApS skal have medhold i sin påstand. Spørgsmålet og høringssvaret er heller ikke omtalt i SKATs styresignal (SKM2014.478.SKAT, M 113).
H1 ApS´s synspunkter er også i strid med administrativ praksis, der er udtryk for samme retsopfattelse, som Skatteministeriet argumenterer for under nærværende sag, jf. Landsskatterettens afgørelser af 24. november 2008 i sag 07-01070 (M 87) og 22. marts 2010 i sag 09-03280 (M 84), Skatterådsafgørelserne offentliggjort som SKM2007.232.SR (M 97) og SKM2011.71.SR (M 92) samt Den juridiske vejledning 2021-2, afsnit C.F.3.1.4.1 (M 100).
3.2 Hæftelse for ikke indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag
Skatteministeriet gør overordnet gældende, at H1 ApS hæfter for den manglende indeholdelse arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag, idet H1 ApS ikke har godtgjort, at der ikke er udvist forsømmelse fra selskabets side.
Det følger af kildeskattelovens § 69, stk. 1 (M 8), at den, som undlader at opfylde sin pligt til at indeholde skat, eller som indeholder denne med for lavt beløb, over for det offentlige er umiddelbart ansvarlig for betaling af manglende beløb, medmindre han godtgør, at der ikke er udvist forsømmelighed fra hans side ved iagttagelse af bestemmelserne i kildeskatteloven.
Det følger dermed udtrykkeligt af kildeskattelovens § 69, stk. 1 (M 8), at det er H1 ApS, der har bevisbyrden for, at der ikke er udvist forsømmelighed fra selskabets side. Denne bevisbyrde er ikke løftet.
Det afgørende for, om der er udvist forsømmelighed - og dermed om der foreligger hæftelse - er, om H1 ApS har været bekendt med faktiske forhold, der begrunder indeholdelsespligten, jf. UfR 2004.362 H (M 44) og UfR 2008.2243 H (M 38).
H1 ApS var bekendt med samtlige af de forhold, der begrunder indeholdelsespligten, og var tilmed bekendt med reglerne om arbejdsudleje, som selskabet tidligere havde anvendt (f.eks. bilag 2, s. 10, 3. afsnit). Når H1 ApS desuagtet har undladt at indeholde arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag skyldes det derfor, at der er udvist forsømmelighed fra selskabets side, idet selskabet ikke har haft nogen føje til at tro, at der ikke skulle indeholdes arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag for de indlejede arbejdstagere.
Påberåbelsen (replikken, s. 3, femtesidste afsnit) af SKATs styresignal til støtte for, at der ikke er udvist forsømmelighed fra H1 ApS´s side, fremtræder som en efterrationalisering, idet det ikke er gjort gældende, endsige bevist, at selskabet baserede sin ageren på en (klart forkert) forståelse af SKATs styresignal. I det hele taget har H1 ApS ikke påvist, at der blev foretaget nogen handlinger for at sikre, at selskabet levede op til sine forpligtelser.
H1 ApS´s synspunkt (replikken, s. 3, femtesidste afsnit) om, at fordi sagen er principiel, så skulle det bestyrke, at selskabet ikke har udvist forsømmelighed, er i strid med den foreliggende retspraksis, jf. UfR 2012.2337 H (M 24) og senest SKM2021.187.ØLR (M 47), hvor Østre Landsret statuerede forsømmelighed i en arbejdsudlejesag, der tilmed var henvist til landsretten efter retsplejelovens § 226, stk. 1.
H1 ApS hæfter på den baggrund for den manglende indeholdelse af arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1 (M 8).
3.3 Officialprincippet
Skatteministeriet gør overordnet gældende, at der har foreligget et fuldt tilstrækkeligt oplysningsgrundlag for såvel Skattestyrelsens som Landsskatterettens afgørelser (bilag 1 og 3 henholdsvis bilag 2 og 4).
H1 ApS´s indsigelse om tilsidesættelse af officialprincippet har været begrundet i, at Skattestyrelsen ikke i tilstrækkelig grad har undersøgt de udenlandske arbejdstageres skatteforhold.
H1 ApS har imidlertid ikke nærmere redegjort for, hvorfor de udenlandske arbejdstageres skatteforhold skulle være relevante for selskabets indeholdelse af og hæftelse for betaling af arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag. H1 ApS har i det hele taget ikke - enten i forbindelse med klagebehandlingen eller ved indbringelsen af sagen for domstolene - påvist omstændigheder, som skulle bevirke, at yderligere sagsoplysning ville føre til et andet skattemæssigt resultat.
Det følger udtrykkeligt af forarbejderne til kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3 (lovforslag nr. 195 af 14. august 2014 (M 9), de specielle bemærkninger til § 2, nr. 1), at den danske arbejdsgiver ved opgørelsen af det beløb, der skal indeholdes A-skat af, hos den udenlandske arbejdsgiver skal skaffe sig oplysninger om, hvor stor en del af vederlaget, der skal anses for vederlag til den arbejdsudlejede arbejdstager. Endvidere fremgår det (samme sted og ligeledes udtrykkeligt), at hvis den danske arbejdsgiver ikke kan få oplyst, hvor stor en del af det samlede vederlag, der viderebetales som løn til den arbejdsudlejede arbejdstager, skal der som udgangspunkt efter de gældende regler indeholdes skat af det samlede vederlag.
Det påhviler derved H1 ApS at tilvejebringe oplysninger om beregningsgrundlaget. H1 ApS har ikke fremlagt dokumentation for de udenlandske arbejdstageres løn, og Skattestyrelsen har derfor været berettiget til at lægge den samlede fakturasum til grund for beregningen af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. I SKM2021.187.ØLR (M 47) fandt landsretten, at der selv i et tilfælde, hvor arbejdsgiveren - i modsætning til H1 ApS - havde udfoldet konkrete bestræbelser på at påvise, at der ikke var grundlag for at anvende det samlede vederlag som udgangspunkt for indeholdelsen, ikke var grundlag for at hjemvise sagen med henblik på udøvelse af et skøn over det indeholdelsespligtige beløb.
Der er derfor ikke noget grundlag for, at skattemyndighedernes afgørelser ikke skulle være truffet i overensstemmelse med officialprincippet."
Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.
Rettens begrundelse og resultat
Efter de foreliggende oplysninger lægger retten til grund, at H1 ApS´s anvendelse af udenlandske arbejdstagere fra de to danske selskaber, G1 ApS og G2, havde karakter af arbejdsudleje.
Det følger af ordlyden af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3, og stk. 5, 1. pkt., §
43, stk. 2, litra h, og § 46, stk. 1, og forarbejderne hertil, at indeholdelsespligten påhviler den, for hvem arbejdet udføres, og at en arbejdsudlejet person fortsat anses for at have udenlandsk arbejdsgiver, selv om vedkommende er videreformidlet gennem en dansk virksomhed.
Af sagens oplysninger fremgår, at G1 ApS og G2 ikke havde egne ansatte, og at selskaberne ikke afregnede arbejdsmarkedsbidrag og A-skat af løn til ansatte. Det fremgår endvidere af oplysningerne fra SKAT, at det var ansatte fra H1 ApS og ikke ansatte fra G1 ApS og G2, der gik sammen med de udenlandske arbejdstagere på pladsen, da der var skattekontrol. På baggrund heraf og efter sagens oplysninger i øvrigt lægger retten til grund, at G1 ApS og G2 alene videreformidlede de udenlandske arbejdstagere med henblik på, at de udenlandske arbejdstagere udførte arbejde for H1 ApS som en integreret del af dette selskabs virksomhed. De udenlandske arbejdstagere skal således anses for at være stillet til rådighed for H1 ApS af en virksomhed, der ikke har hjemting her i landet, jf. herved kildeskattelovens § 43, stk. 2, litra h. H1 ApS er herefter forpligtet til at indeholde arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag, jf. kildeskattelovens § 46, stk. 1, 2. pkt. Hverken indholdet af det ophævede styresignal af 26. juni 2014 fra SKAT eller dokumenter fra høringen forud for udsendelsen af styresignalet kan føre til et andet resultat.
Efter bevisførelsen finder retten, at H1 ApS ikke har godtgjort, at selskabet ikke har udvist forsømmelighed ved ikke at indeholde arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag. Det forhold, at JN handlede i tillid til en tidligere samarbejdspartner, og at han derfor undlod at tjekke de skattemæssige forhold, ændrer ikke herved. På den anførte baggrund hæfter H1 ApS for den manglende indeholdelse af arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1.
Der er i øvrigt ikke grundlag for at antage, at der ikke har været et fuldt tilstrækkeligt oplysningsgrundlag, da Skattestyrelsen og Landsskatteretten traf afgørelse i sagerne vedrørende G1 ApS og G2. Retten bemærker i den forbindelse, at det er H1 ApS, der skal tilvejebringe oplysninger om beregningsgrundlaget. Da der ikke er fremlagt nærmere dokumentation herfor, har skattemyndighederne været berettigede til at foretage et skøn over det indeholdelsespligtige beløb med udgangspunkt i den samlede fakturasum. Sagerne skal derfor ikke hjemvises til skattemyndighederne.
Som følge af det anførte tager retten frifindelsespåstanden fra Skatteministeriet til følge.
Skatteministeriet er den vindende part og skal derfor tilkendes sagsomkostninger. Under hensyn til sagens karakter, værdi og forløb, herunder hovedforhandlingens varighed, skal H1 ApS i sagsomkostninger betale 100.000 kr.
Beløbet dækker udgifter til advokatbistand og er inklusive moms, idet Skatteministeriet efter det oplyste ikke er momsregistreret.
THI KENDES FOR RET:
Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.
Sagsøgeren, H1 ApS, skal inden 14 dage til sagsøgte, Skatteministeriet, betale sagsomkostninger med 100.000 kr.
Sagsomkostningerne skal forrentes efter rentelovens § 8 a.