Den kommunale skattemyndighed havde truffet afgørelse om, at skatteyderen i indkomståret 1995 alene skulle beskattes af den faktiske private benyttelse af en båd, der var ejet af hans selskab, hvori han også var direktør. Samtidig tilkendegav skatteforvaltningen, at skatteyderen for fremtiden alene ville blive beskattet af den faktiske brug, hvis han førte en logbog, der udviste en tilsvarende beskeden privat benyttelse som i indkomståret 1995. Skatteyderen førte logbogen i henhold hertil. Skatteforvaltningen rådighedsbeskattede desuagtet skatteyderen i indkomståret 1999.

Skatteyderen var enig i, at han efter ligningslovens § 16, stk. 6, 1. punktum, skulle beskattes af rådigheden over båden og ikke alene den faktiske benyttelse, men gjorde gældende, at han havde krav herpå i medfør af forventningsprincippet.

Landsrettens flertal fandt, at skatteyderen havde ført logbogen i henhold til skatteforvaltningens tilkendegivelse og lagde til grund, at tilkendegivelsen havde haft indflydelse på hans dispositioner, idet han f.eks. ved salg af båden - kunne have disponeret på en måde, der ville have fritaget ham fra rådighedsbeskatning. Herefter fandt flertallet, at der forelå sådanne ganske særlige omstændigheder, at skatteyderen kunne støtte ret på tilkendegivelsen. Landsretten anførte herved også, at det hverken for skatteyderen eller dennes rådgivere fremstod som åbenbart, at tilkendegivelsen var i strid med lovgivningen.

Den dissentierende dommer fandt, at skatteyderen ikke havde opnået en retsbeskyttet forventning, allerede fordi beskatning alene af den faktiske anvendelse af båden og ikke af værdien af selve rådigheden var i åbenbar strid med ligningslovens § 16, stk. 6, 1. punktum (dagældende).

Skatteministeriet ankede landsrettens dom til Højesteret, der ved dom af 1. september 2006 gav ministeriet medhold af de grunde, landsrettens mindretal havde anført.

Ligningsvejledningen 2006-3 A.B.1.9.7

Processuelle regler 2006-3 C.2

Processuelle regler 2006-3 C.3