En skattefri tilførsel af aktiver kan ikke gennemføres, medmindre de påtænkte dispositioner er omfattet af FUL § 15 c, stk. 2, hvoraf bl.a. fremgår, at der ved en gren af en virksomhed forstås "alle aktiver og passiver" i en afdeling af et selskab, som ud fra et organisationsmæssigt synspunkt udgør en selvstændig bedrift. Det betyder, at samtlige "aktiver og passiver", der knytter sig til en virksomhedsgren skal overføres.

I TfS 2000, 547 LR betingede Ligningsrådet en tilladelse af, at låneprovenu og låneforpligtelse enten forblev i det indskydende selskab eller samlet blev tilført det modtagende selskab. Der var ikke tale om et særligt vilkår, men et krav om, at transaktionen skulle være omfattet af ordlyden i FUL § 15 c, stk. 2.

EF-Domstolen udtalte i afgørelsen refereret i SKM2002.620.EFD, at der ikke kan anses at foreligge en tilførsel af aktiver i fusionsdirektivets forstand i tilfælde, hvor en transaktion går ud på, at det indskydende selskab bevarer provenuet af et betydeligt lån, selskabet har optaget, mens de hertil svarende forpligtelser overføres til det modtagende selskab. Ligningsrådets afgørelse i sagen er refereret i SKM2001.73.LR. Generaladvokatens forslag til EF-Domstolens afgørelse er refereret i TfS 2001,794. Der gælder med andre ord som udgangspunkt et krav om, at gældsforpligtelse og låneprovenu enten samlet skal overføres til det modtagende selskab eller samlet skal bevares i det indskydende selskab, medmindre helt særlige forhold gør sig gældende, jf. TfS 2000, 329 LR refereret under afsnit S.D.2.7.1.

SKM2009.484.HR stadfæster SKM2006.497.VLR. Sagen vedrører en tilladelse til skattefri tilførsel af aktiver meddelt af Ligningsrådet i juni 1998, der af Told- og Skattestyrelsen blev tilbagekaldt den 28. april 2003. Sagsøger gjorde i første række gældende at Told- og Skattestyrelsens afgørelse var ugyldig, fordi styrelsen ikke havde kompetence til at tilbagekalde en afgørelse, der var givet af Ligningsrådet. I anden række at betingelserne i fusionsskattelovens § 15 c om skattefri tilførsel af aktiver var opfyldt, hvorfor tilbagekaldelsen også materielt var forkert.

For så vidt angår den formelle påstand fastslog landsretten, at ved lov nr. 166 af 24. marts 1999 § 22, blev kompetencen efter Fusionsskattelovens § 15 c overført fra Ligningsrådet til Skatteministeren, der efterfølgende ved sagsudlægningsbekendtgørelse nr. 520 af 25. juni 2002 § 14, stk. 1, nr. 3 udlagde kompetencen til Told- og Skattestyrelsen. Højesteret tiltrådte, at en overførsel af afgørelseskompetencen efter fusionsskattelovens § 15 c (dagældende) fra Ligningsrådet til Skatteministeriet og ministeriets efterfølgende udlægning af kompetencen til Told- og Skattestyrelsen indebar, at Told- og Skattestyrelsen også havde kompetencen til at tilbagekalde en afgørelse, der tidligere var truffet af Ligningsrådet.

Materielt blev det lagt til grund, at der umiddelbart før tilførslen blev optaget et kortfristet banklån svarende til den opgjorte egenkapital i det indskydende selskab. Provenuet af dette banklån var i modsætning til tilbagebetalingsforpligtelsen ikke omfattet af tilførslen. Der blev ikke oplyst nogen organisationsmæssig eller forretningsmæssig begrundelse for låneoptagelsen, der alene havde til formål at slanke balancen. Landsretten fandt at en sådan opdeling af låneprovenue og den dertil hørende tilbagebetalingsforpligtelse indebar en tilsidesættelse af grenkravet i fusionsskattelovens § 15 c, stk. 2, hvorfor Ligningsrådets tilladelse alene af den grund har været uden hjemmel i bestemmelsen.

Højesteret udtalte at en sådan "balancetilpasning" må anses for stridende mod fusionsskattelovens § 15 c, således som denne bestemmelse skal fortolkes i lystet af fusionsdirektivet, jf. EF-Domstolens dom af 15. januar 2002 i sag C-43/00, Andersen & Jensen. Højesteret tiltrådte derfor, at der ikke havde været hjemmel til at give tilladelse til den skattefri tilførsel af aktiver.

Højesteret fandt ikke, at en tilbageførsel af udestående debitorer i henhold til en kautionsforpligtelse for det indskydende selskab kunne medføre, at de udestående debitorer ikke blev anset for reelt at være skudt ind i det modtagende selskab, og tilbageførslen kunne derfor ikke anses for stridende mod fusionsskattelovens § 15 c.

Højesterets flertal tiltrådte, at skattemyndighederne derfor havde været berettiget til at tilbagekalde tilladelsen.