Indhold

Dette afsnit indeholder en kort introduktion til reglerne, herunder formål, lovgrundlag og historik.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Lovens baggrund
  • Historik.

Regel

Der skal betales afgift her i landet af cigaretter og røgtobak efter reglerne i lov om tobaksafgift (TOBAKAL). Se TOBAKAL § 1.

Lovens baggrund

Afgift af cigaretter og røgtobak fremgår af lovbekendtgørelse nr. 19 af den 8. januar 2018 om tobaksafgifter. Se afsnit E.A.10.2 om afgift af cigarer, cerutter og cigarillos.

Der er i medfør af loven udstedt bekendtgørelse nr. 186 af den 26. februar 2013 om definitioner af tobaksvarer, kredittid, administrative regler for virksomheder og varetransport til eller fra andre EU-lande efter lov om tobaksafgifter. Bekendtgørelsen er ændret ved bekendtgørelse nr. 956 af 27. juni 2018. I vejledningen omtales bekendtgørelse nr. 186 af den 26. februar 2013 som TOBAKALbek.

Reglerne om afgift af cigaretter og røgtobak er harmoniseret i EU. De harmoniserede regler findes i Rådets direktiv 2011/64/EU af den 21. juni 2011 om punktafgiftsstrukturen og -satserne for forarbejdet tobak. Direktivet er en kodifikation ("sammenskrivning") af direktiverne nr. 79 af den 19. oktober 1992 om indbyrdes tilnærmelse af cigaretafgifterne, nr. 80 af den 19. oktober 1992 om indbyrdes tilnærmelse af afgifterne på andre former for forarbejdet tobak end cigaretter og nr. 59 af 27. november 1995 om forbrugsbeskatning af forarbejdet tobak bortset fra omsætningsafgift.

Reglerne for forsendelse og kontrol af forarbejdet tobak er harmoniseret i Rådets direktiv 2008/118/EF af den 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12/EØF. Se afsnit E.A.1.8 om reglerne for forsendelse og kontrol af varer, der er pålagt harmoniserede afgifter.

Historik

Afgiften af cigaretter mv. blev indført i 1912.

Den nuværende lov om afgift af tobaksvarer - lov nr. 1016 af 19. december 1992 - trådte i kraft den 1. januar 1993 og indeholder bl.a. en tilpasning til EU's bestemmelser, fordi afgiften er omfattet af de harmoniserede punktafgifter.

Se også

Se også afsnit E.A.1.8 om varer omfattet af harmoniserede afgifter.