Indledning
Ændringer inden for sundhedslovgivningen medfører pr. 1. januar 2007 en ændring af praksis for akupunktørers opnåelse af momsfritagelse efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 1.
Hidtidig praksis og lovgrundlag
Den sundhedsretlige vurdering af akupunktur har hidtidig været, at indgrebet blev kategoriseret som et operativt indgreb i henhold til Lov om udførelse af lægegerning. Dette indebar, at akupunkturbehandling kun har kunnet udføres af f.eks. læger, eller under deres supervision. Momsmæssigt har det således hidtil været en betingelse for momsfritagelse for akupunktur efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, at behandlingen blev udført af f.eks. læger, eller under deres supervision.
Lovændring
Med vedtagelse af lov nr. 451 af 22. maj 2006 om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, er den hidtidige sundhedsretlige praksis og lovgrundlag for akupunkturbehandling ændret. Efter lovens § 74, stk. 3 er akupunkturbehandling således ikke længere omfattet af begrebet operativt indgreb, hvilket medfører, at denne form for behandling nu lovligt kan foretages af alle, såvel af personer med som uden autorisation. Akupunkturbehandlinger skal herefter sidestilles med andre former for alternative behandlinger, når de udføres af personer uden autorisation. Lovændringen er trådt i kraft den 1. januar 2007.
Momsmæssig konsekvens af ændringen
Lovændringen medfører, at akupunktører nu rent momsmæssigt skal sidestilles med alternative behandlere. SKAT stiller ikke længere krav om lægelig supervision. Det vil sige, at akupunktører, for at være omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, skal opfylde de samme uddannelseskrav som alternative behandlere.
Akupunktører skal dermed for at være fritaget for moms, som minimum have gennemgået et uddannelsesforløb på 660 lektioner, med et nærmere fastlagt indhold, jf. den nærmere beskrivelse af uddannelseskravene, som fremgår af Momsvejledningens afsnit D 11.1.4 under afsnittet "Alternative behandlere".
Dispensation fra uddannelseskravene
Akupunkturbehandling som udføres af f.eks. læger eller under deres supervision efter de hidtil gældende regler herom, vil stadig efter lovændringen være fritaget for moms. For praktiserende akupunktører, som ikke længere ønsker at være under supervision af f.eks. en læge, gælder ovennævnte uddannelseskrav.
Sundhedsstyrelsen har med virkning fra 10. juli 2004 indført regler om en brancheadministreret registreringsordning for alternative behandlere, jf. lov nr. 351 af 19. maj 2004 (såkaldt RAB-registrering). Brancheforeninger for alternative behandlere kan dermed, hvis de opfylder visse faglige krav, blive godkendt af Sundhedsstyrelsen til at registrere alternative behandlere, ud fra bl.a. visse uddannelseskrav. Sundhedsstyrelsen har i bkg. nr. 702 af 25. juni 2004 fastsat en overgangsordning i tilfælde, hvor alternative behandlere ikke opfylder de uddannelseskrav, der er fastsat i loven vedrørende registreringsordning for alternative behandlere. Overgangsreglerne findes i bekendtgørelsens § 22, og indeholder bl.a. krav om, at den alternative behandler skal have praktiseret i en længere periode, på grundlag af en dokumenteret, relevant uddannelse.
Akupunktører, der ikke opfylder de uddannelseskrav, der fremgår af Momsvejledningen, afsnit D.11.1.4, kan opnå dispensation fra disse krav, og dermed momsfritages, hvis de har opnået registrering efter overgangsreglen i § 22 i den nævnte bekendtgørelse.
Ikrafttrædelsestidspunkt
Denne ændring af praksis må anses for at være en lempelse af området for momsfritagelse i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, i forhold til tidligere praksis. Ændringen har således virkning fra 1. januar 2007.