Foretages der udlæg i skibe, skal pantefogeden skelne mellem skibe, der er registreret i skibsregisteret, og ikke-registrerede skibe.

I skibsregisteret skal optages alle skibe med en bruttotonnage på 20 og derover, og skibe med en bruttotonnage på mindst 5, men under 20, kan optages i registeret, jf. sølovens § 10, stk. 1 og 2.

Bestemmelserne vedrørende udlæg i registrerede skibe svarer i hovedsagen til reglerne om udlæg i fast ejendom, hvilket betyder, at udlæg i registrerede skibe skal registreres for at opnå prioritetsbeskyttelse mod godtroende aftaleerhververe og mod andre kreditorer, jf. sølovens § 28, stk. 1 og 2.

Udlæg i et registreret skib omfatter ifølge sølovens § 47 også tilbehør til skibet, og der kan ikke foretages særskilt udlæg i sådant tilbehør, medmindre der foreligger tilladelse fra ejeren og fra alle rettighedshavere i skibet, jf. RPL § 510.

Hvis der er registreret flere ejere af et skib (et såkaldt partrederi - se herom sølovens kapitel 5), hæfter den enkelte ejer (partreder) ifølge sølovens § 102 kun for den del af gælden, der svarer til hans anpart af skibet, dvs. personligt og pro rata. Den enkelte partreder hæfter således hverken principalt eller subsidiært for nogen på de andres part hvilende gæld.

Udlæg for partrederiers gæld skal principielt foretages hos hver enkelt medejer (partreder), men der kan dog også foretages udlæg for den samlede gæld hos den bestyrende reder, jf. princippet i sølovens § 105, hvorefter den bestyrende reder kan sagsøge i partrederiets anliggender og kan sagsøges på dettes vegne. Hvis udlægget skal omfatte andet end skib med tilbehør mv., altså fx den enkelte medejers personlige aktiver, skal udlægget dog foretages hos den enkelte medejer.

Med hensyn til forholdet mellem rederikreditorer og særkreditorer antages det, at rederikreditorerne i henseende til adgang til at holde sig til partredernes hele formue er ganske ligestillede med de enkelte partrederes særkreditorer; de har følgelig ingen fortrinsret til dækning af rederiets aktiver frem for partredernes øvrige kreditorer. En partreders særkreditorer kan søge sig fyldestgjort i dennes part i rederiet og øvrige formue, men kan ikke holde sig til nogen del af rederiformuen.

Ved ejerskifte, der korrekt registreres i skibsregisteret, hæfter den tidligere ejer kun for forpligtelser, der påhviler skibet ved overdragelsen, medens den nye ejer hæfter for senere tilkomne forpligtelser, jf. sølovens § 115, stk. 2.

Efter sølovens § 52, stk. 1, har søpanteret i et skib fortrinsstilling frem for andre hæftelser i skibet. Søpanterettigheder kan ifølge lovens § 30 slet ikke registreres og har uden registrering den i § 52 angivne retsstilling. Det samme gælder tilbageholdelsesrettigheder, jf. § 54. 

Søpanteret omfatter efter lovens § 51

  • hyre og anden godtgørelse, der tilkommer skibsfører og andre medlemmer af besætningen i anledning af tjeneste om bord,
  • havneafgifter, kanalafgifter og andre vandvejsafgifter samt lodsafgifter,
  • erstatning for skade på person opstået i direkte forbindelse med skibets drift,
  • erstatning for skade på ejendom opstået i direkte forbindelse med skibets drift, såfremt kravet ikke kan grundes på aftale, samt
  • bjærgeløn, erstatning for fjernelse af vrag og bidrag til almindeligt havari.

Skibe, der ikke er registreret i skibsregisteret, betragtes udlægsmæssigt som løsøre, og der er ingen særlige sikringsakter, der skal iagttages, jf. nærmere afsnit G.5.7.2. Der kan dog være behov for en legitimationsberøvende denuntiation, såfremt et foranstående løsøreejerpantebrev i skibet er håndpantsat til sikring af et løbende mellemværende, eller såfremt et foranstående skadesløsbrev er tinglyst med samme formål, jf. herom afsnit G.5.9.5.2.