Parter

A

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Per Lunde Nielsen).

Afsagt af landsdommerne

Sigrid Ballund, Lisbeth Parbo og Kirsten Schmidt (kst.)

Ved kendelse af 24. april 2002 stadfæstede Landsskatteretten skatteankenævnets afslag på at genoptage sagsøgeren, As skatteansættelser for indkomstårene 1997, 1998 og 1999.

Under denne sag, der er anlagt den 16. juli 2002, har A påstået sagsøgte, Skatteministeriet, dømt til at anerkende, at betingelserne i skattestyrelseslovens § 31, stk. 1, 2. pkt., for realitetsbehandling er opfyldt, således at hans skattepligtige indkomst for årene 1997, 1998 og 1999 nedsættes med 4.460 kr., 4.800 kr. og 4.800 kr. I anden række har A påstået Skatteministeriet dømt til at anerkende, at betingelserne for genoptagelse af hans skatteansættelse for de nævnte år er opfyldt, jf. skattestyrelseslovens § 34.

Skatteministeriet har påstået afvisning, subsidiært frifindelse over for den principale påstand, og har over for den subsidiære påstand påstået frifindelse, subsidiært hjemvisning af sagsøgerens skatteansættelser for indkomstårene 1997, 1998 og 1999 til fornyet behandling hos den stedlige skatteforvaltning.

Sagsfremstilling

A købte i 1993 ejendommen , for 150.000 kr. Ejendommen var ved den offentlige vurdering pr. 1. januar 1993 vurderet til 320.000 kr. Ejendommen blev ved lejekontrakt af 24. september 1993 udlejet til B med virkning fra den 1. december 1993. Af lejekontrakten fremgår bl.a., at den månedlige leje var 2.000 kr., og at tilbygninger skulle istandsættes, og tag repareres/skiftes for udlejerens regning. B kom sammen med As søn, C, og de har sammen en søn. B søgte i februar 1994 om boligsikring på baggrund af oplysninger om en årlig husleje på 24.000 kr. og en husstand bestående af hende og sønnen. Ved årsreguleringen pr. 1. januar 1994 blev ejendommens værdi ansat til 150.000 kr. A foretog efter købet nogle forbedringer på ejendommen. Udgifterne til forbedringer er i hans regnskaber angivet til følgende beløb: I 1993 3.029 kr., i 1994 91.236 kr. og i 1995 8.827 kr.

Den 21. august 1996 underskrev A, hans kone og sønnen C en aftale med følgende indhold:

"C optager personlig lån i pengeinstitut og lader pengeinstituttet få pant i ejendommen. Lånestørrelse max 200.000,00 i hovedstol, og på betingelse af efterfølgende:

der foretages udbetaling til A/D kr. 166.500,00 til dækning af følgende poster:

personlig lån afvikles	4.682,00
overtagelse af forbedringsudgifter på ejendom 8 n.	11.818,00
personlig lån til A og D	50.000,00
	166.500,00

For personlig lån til A og D er aftalt følgende: Lånet er rente og afdragsfrit i såvel As som Ds levetid. Lånet kan til enhver tid indgå som betaling (a conto) på ejendommen såfremt C ønsker at overtage ejendommen (C har til enhver tid ret til, men ikke pligt til at overtage den i denne aftale omtalte ejendom). C kan indtil andet evt. aftales overtage ejendommen for kr. 150.000,00 - værdi af nedskrivning af eksisterende kreditforeningslån hovedstol kr. 100.000,00.

Indtil C evt. overtager omtalte ejendom, forbliver den fulde ejendomsret hos A. Udover foranstående kan C ikke stille ejendommen som sikkerhed til anden side."

Ifølge oplysninger fra folkeregisteret var C tilmeldt på adressen fra den 18. april 1997. Ved den offentlige vurdering blev ejendommen pr. 1. januar 1997, 1998 og 1999 ansat til henholdsvis 350.000 kr., 370.000 kr. og 310.000 kr.

I sin selvangivelse for 1996 medtog A en indtægt på 9.431 kr. som "Anden kapitalindkomst i virksomhed". Beløbet dækkede over en huslejeindtægt på 22.902 kr. fra ejendommen med fradrag af en række driftsudgifter. Skatteforvaltningen anmodede om materiale til belysning af en række andre poster i selvangivelsen for 1996 og meddelte den 14. maj 1998, at den agtede at ændre As skatteansættelse på nogle punkter, herunder blev overskuddet vedrørende ejendommen flyttet fra posten anden kapitalindkomst til overskud af selvstændig virksomhed. Det fremgår af brevet, at "Øvrige poster er godkendt som selvangivet".

I selvangivelserne for 1997 og 1998 medtog A lejeindtægter fra ejendommen på henholdsvis 19.540 kr. og 19.200 kr. Skatteforvaltningen meddelte, at den påtænkte at foretage ændringer bl.a. i form af en forhøjelse af lejeindtægterne til 24.000 kr. pr. år. A klagede over meddelelsen, og ved afgørelser af 27. oktober 1999 blev lejeindtægterne ansat til 24.000 kr. for hvert af de 2 år.

I sin selvangivelse for 1999 medtog A en indtægt på 10.570 kr. fra ejendommen . Beløbet dækkede over en lejeindtægt på 24.000 kr. med fradrag af en række driftsudgifter.

Ved brev af 15. december 2000 til skatteforvaltningen anmodede A om, at skatteansættelserne af hans indkomst for 1997-99 blev genoptaget under henvisning til, at de selvangivne lejeindtægter for 1997 og 1998 blev godkendt, og at lejeindtægten for 1999 blev nedsat til 19.200 kr., svarende til en månedlig leje på 1.600 kr. Anmodningen blev ikke imødekommet, og Skatteankenævnet fastholdt den 8. marts 2001 skatteforvaltningens afslag. Nævnet begrundede sin afgørelse således:

"Det er nævnets vurdering, at de tidsmæssige frister for genoptagelse er til stede. Det er endvidere skatteankenævnets vurdering at der ikke er fremlagt så vægtige oplysninger, som kan begrunde en genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 1997, 1998 og 1999.

Hvor der er tale om udlejning af ejendomme mellem nært beslægtede personer, er det normal praksis, at huslejen fastsættes til den værdi, der kunne opnås ved udleje til en fremmed person.

Det er specielt oplysningen om, at huslejen allerede i 1993 blev opgivet til kr. 2.000 pr. måned i forbindelse med ansøgning om boligsikring, samt det forhold, at huslejer siden 1993 har været stigende også , der gør at klagers argumenter ikke er vægtige nok til en genoptagelse.

At sønnen C har lån kr. 166.500 afdragsfri og uforrentet, har efter nævnets vurdering intet med den objektive husleje at gøre.

Huslejen og lånet må efter nævnets vurdering anses for to forskellige handlinger, og må skattemæssigt behandles som sådan.

Sammenfattende er der nævnets vurdering, at skatteadministrationsafslag på genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 1997, 1998 og 1999 jf. Skattestyrelseslovens § 34, stk. 2 må fastholdes."

A indbragte Skatteankenævnets afgørelse for Landsskatteretten ved et brev af 1. juni 2001, hvori han har redegjort for sin klage således:

"...

Især i 1994 blev der udført forbedringer af ejendommen, forbedringsomkostningerne var indkalkuleret i huslejesatsen (2.000,00 kr.), B er mor til mit første barnebarn hvorfor jeg lige fra starten af forsøgte at finde det huslejeniveau, der dækkede udgifterne herunder forrentning af investeringen i huset.

I 1996 indgik jeg aftale med min søn C lydende på at han i første omgang skulle medfinancerer ejendommen for senere at overtage den, medfinanceringen var således at betragte som forskudsbetaling af ejendommen, ved samme lejlighed investerede C yderligere 21.000,00 i vinduer i ejendommen samt monterede nævnte med pejs/brændeoven. Finansieringen af forskudsbetalingen samt vinduer og brændeovn skete med banklån optaget i F1-Bank, ejendommen blev stillet som sikkerhed for lånet. Aftalen om Cs medejerskab af ejendommen foreligger i form af vedlagte bilag D, nævnte bilag blev vedlagt selvangivelsen for 1996.

Som det fremgår af aftalen overtog C reelt en del af finansieringsomkostningerne, hvilket indebar en naturlig sænkning af huslejen, en uændret husleje + finansieringsomkostninger er at betragte som huslejestigning, hvorfor huslejen blev reguleret nedad ved aftalens indgåelse til et niveau der dækkede udgifterne. Det skal bemærkes at skatteforvaltningen først afviste aftalen i 1999.

Jeg finder det ukorrekt at skatteforvaltningen beskriver (citat:du har i 1996 lånt penge til ombygning af din søn C) i skatteforvaltningens sagsfremstilling bilag C/1, ligesom den korte udlægning (citat: begrundelsen for at nedsætte huslejener, at du ikke vil tjene penge på huset) ikke fortæller om de faktiske forholde herunder årsag til huslejenedsættelse.

Som det fremgår af bilag E blev ejendommen omvurderet i 1999 med reduktion på 200.000,00 kr. fra 510.000,00 til 310.000, 00 hvilket bekræfter at huslejestigning for lejer ikke har sin berettigelse, hvorimod huslejesænkning er normal. Bemærk der er eksempler på at kommuner har nedvurderet ældre huse som beboes af bistandsklienter og herved gennemtruftet nedsættelse af huslejer til under de satser vi taler om i denne sag."

Landsskatteretten stadfæstede ved kendelse af 24. april 2002 Skatteankenævnets afgørelse med følgende begrundelse:

"Ifølge skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, skal en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin skatteansættelse, senest 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår fremlægge nye oplysninger, der kan begrunde ændringen. Den stedlige skattemyndigheds afgørelse om, hvorvidt der skal ske genoptagelse på baggrund af anmodningen, jf. skattestyrelseslovens § 2, kan påklages til skatteankenævnet og Landsskatteretten efter reglerne i skattestyrelseslovens kapitel 3. Efter Landsskatterettens forretningsorden, bekendtgørelse nr. 563 af 2. juli 1999 til skattestyrelsesloven, § 17, stk. 4, kan retten pålægge den myndighed, der sidst har truffet afgørelse i sagen, at genoptage denne.

Landsskatteretten finder ikke, at det af repræsentanten fremførte giver tilstrækkeligt grundlag for at pålægge vedkommende skattemyndighed at genoptage sagen med henblik på fornyet prøvelse.

Der er herved henset til, at lejerne af ejendommen ved ansøgningen om boligsikring har oplyst den månedlige husleje til 2.000 kr., hvorfor det må lægges til grund, at der mellem klageren og dennes søn har bestået en lejeaftale, hvorved klageren har erhvervet ret til en årlig lejeindtægt på 24.000 kr. jfr. Statsskattelovens § 4. En fornyet prøvelse på det foreliggende grundlag kan derfor ikke antages at føre til et ændret resultat."

I forbindelse med retssagens behandling har der været rettet en forespørgsel til skatteforvaltningen for bl.a. at afklare, om aftalen af 21. august 1996 (sagens bilag 4) var vedlagt As selvangivelse for 1996. Henvendelsen er besvaret benægtende. Skatteforvaltningen har i forbindelse hermed tilføjet, at "huslejen eller andre poster omkring udlejningen af ejendommen overhovedet ikke (var) til undersøgelse. Der skete kun den rettelse, at overskud ved udlejningen blev betragtet som overskud ved selvstændig virksomhed."

Under retssagen har A fremlagt oplysninger, der viser, at en medarbejder i hans virksomhed var sygemeldt i en længere periode i 1999.

Forklaringer

A har forklaret, at B flyttede alene ind i ejendommen sammen med sin søn E. Det var fra starten uvist, om hun skulle flytte ind alene med E eller tillige sammen med hans søn C. Derfor blev der oprettet 2 lejekontrakter, hvoraf den, som B har underskrevet alene, kom til at gælde. Han fastsatte lejens størrelse efter, hvad han mente var niveauet uden at tage hensyn til, at lejeren var hans barnebarns mor. I hans vurdering indgik, at han regnede med en vis istandsættelse fra starten. I 1994 byggede han et soveværelse til og lagde nyt tag på ejendommen. Hans søn flyttede ind ca. et halvt år efter. C og B havde et løst forhold og bor da heller ikke længere sammen. Det var en mundtlig aftale, at der skulle være en huslejereduktion i forbindelse med aftalen af 21. august 1996. Han kan ikke sige, hvorfor aftalen om huslejereduktion ikke kom med i den skriftlige aftale. Han klagede ikke over skatteansættelsen for 1997 og 1998, fordi han ikke magtede det, idet han var hårdt presset arbejdsmæssigt og var psykisk påvirket af situationen. Han blev bombarderet med synspunkter og mener, han blev fejlinformeret af skattevæsnet. Det er baggrunden for, at han selvangav lejeindtægten i 1999 til 24.000 kr.

Parternes synspunkter

A har til støtte for sine påstande bl.a. anført, at det i forbindelse med lejeaftalen i 1993 indgik som grundlag for fastsættelsen af lejens størrelse, at ejendommen skulle forbedres. Hans søn C overtog senere udgifterne til denne forbedring, ligesom han afholdt udgifter til nye vinduer. Der var herefter ikke ud fra lejelovens regler grundlag for at fastsætte lejen til mere end 1.600 kr. om måneden. Dette svarer også til lejeniveauet i området på 2022 kr./m2. Han var tidsmæssigt presset i sin virksomhed på grund af en medarbejders sygdom på det tidspunkt, hvor skattemyndighederne ændrede hans skatteansættelser. Han var endvidere psykisk påvirket af situationen, og han blev misinformeret af skatteforvaltningen. Skatteministeriet er afskåret fra at ændre på hans selvangivne indtægt, da skatteforvaltningen udtrykkeligt har godkendt den leje, der fremgår af hans selvangivelse for 1996. Han har derfor haft en berettiget forventning om, at han i de efterfølgende indkomstår ikke ville blive beskattet af differencen mellem den huslejeindtægt, han havde selvangivet og en ansat huslejeindtægt på 24.000 kr. årligt.

Skatteministeriet har til støtte for sin påstand om afvisning over for As påstand om realitetsbehandling bl.a. anført, at Landsskatteretten alene har taget stilling til, om betingelserne for en genoptagelse af As skatteansættelser for 1997-99 er opfyldt. Det følger af skattestyrelseslovens § 31, stk. 3, 2. pkt., at det herefter kun er dette spørgsmål, der kan prøves af domstolene. En behandling af sagens materielle skattespørgsmål vil være i strid med princippet om rekursudnyttelse i skattestyrelseslovens § 31, stk. 1, 1. pkt. A har ikke efter bevisførelsen godtgjort, at der foreligger sådanne undskyldende omstændigheder, jf. skattestyrelseslovens § 31, stk. 1, 2. pkt., eller at han vil lide et uforholdsmæssigt retstab, at landsrettens skal tillade realitetsbehandling.

Skatteministeriet har i anden række anført, at skatteansættelserne for 1997-99 er korrekte. A har ikke alene ved sin egen forklaring bevist, at han ikke har ret til en husleje på 2.000 kr. om måneden. Aftalen af 21. august 1996 indeholder ingen bestemmelser om et ændret ejerforhold eller om lejenedsættelse i forbindelse med aftalen. Der er endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn over, at den objektive udlejningsværdi svarede til en årlig lejeindtægt på 24.000 kr., jf. herved statsskattelovens § 4, litra b. A har heller ikke haft en berettiget forventning om, at den selvangivne lejeindtægt i 1997-98 ikke senere kunne ændres.

Skatteministeriet har over for As påstand om genoptagelse af de nævnte skatteansættelser efter skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, bl.a. anført, at A ikke har godtgjort, at der er grundlag for at tillade genoptagelse af skatteansættelserne. Der er ikke fremkommet nye oplysninger eller oplysninger, der kan begrunde ændrede skatteansættelser.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsskatteretten har ved sin kendelse af 24. april 2002 alene taget stilling til, om betingelserne for at genoptage As skatteansættelser for 1997-99 er opfyldt. Landsskatteretten har således ikke taget stilling til det materielle skattespørgsmål om størrelsen af As lejeindtægt. Det følger af skattekontrollovens § 31, stk. 1 og 3, sammenholdt med princippet om rekursudnyttelse, at landsretten er afskåret fra at prøve sagens materielle skattespørgsmål, medmindre betingelserne i skattekontrollovens 31, stk. 1, 2. pkt., er opfyldt. Der er ikke i de fremkomne oplysninger grundlag for at fastslå, at der foreligger undskyldende omstændigheder, eller at en nægtelse vil medføre et uforholdsmæssigt retstab for A. Hans principale påstand om realitetsbehandling tages derfor ikke til følge.

Bevisførelsen har i det væsentlige bestået i As egen forklaring. Hans forklaring er ikke bestyrket af andre oplysninger om, at lejen efter aftalen af 21. august 1996 var ændret til 1.600 kr. om måneden, eller at lejeniveauet afveg fra de 2.000 kr., som fremgår af lejeaftalen fra 1993, og som dannede grundlag for beregningen af boligsikring. A har derfor ikke bevist, at der foreligger nye oplysninger, som kan begrunde en ændring af hans skatteansættelser for 1997-99, jf. herved skattestyrelseslovens § 34, stk. 2.

Herefter og da A ikke kan støtte nogen ret på skatteforvaltningens ændring i hans selvangivelse for 1996, tager landsretten Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage betale 10.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.