A klager for indkomståret 1998 over, at skatteankenævnet har forhøjet hans skattepligtige indkomst som følge af vederlagsfri tildeling af mælkekvote.
Som begrundelse for ansættelsen har skatteankenævnet henvist til Ligningsvejledningen 1998, afsnit E.E.3.7.2 samt Told- og Skattestyrelsens tilkendegivelse, gengivet i TfS 1998.826, hvorefter værdien af en vederlagsfri tildelt mælkekvote kan ansættes til den ligevægtspris, der fastsættes for handel med tilsvarende mælkekvoter på den børs, hvor tildelingen finder sted.
På denne baggrund har skatteankenævnet ansat værdi af mælkekvote til 6.075 kr. svarende til den fastsatte ligevægtspris på 2,1964 kr. pr. kg for den tildelte kvote på 2.766 kg.
Det er oplyst, at klageren på kvotebørsen 1997/1998 købte en mælkekvote på 142.810 kg og vederlagsfrit fik tildelt 2.766 kg, samt at ligevægtsprisen med bedriftens basisfedtprocent blev beregnet til 2,1964 kr. pr. kg.
Klagerens konsulent har gjort gældende, at den vederlagsfri tildeling ikke er skattepligtig og har påstået forhøjelsen nedsat til 0.
Til støtte for påstanden er anført:
"I forbindelse med køb af mælkekvote kan der tildeles en andel af kvoten som vederlagsfri tildeling. Den vederlagsfri tildeling er afhængig af den ansøgte mængde og den mængde, der er kommet tilbage ved toldning, dvs. afgivelse uden vederlag ved salg mellem mælkeproducenter.
Den vederlagsfri tildeling var for ovennævnte år ca. 3 %, men kan være op til 33 % i andre år.
Det er min opfattelse, at der på tildelingstidspunktet alene er tale om et immaterielt aktiv uden realisationsværdi på tildelingstidspunktet, hvorfor jeg finder, det alene af den grund ikke kan værdiansættes.
En henvisning til statsskattelovens § 4 finder jeg forkert, jf. lovens ordlyd om penge og formuegoder af pengeværdi af agerbrug osv. osv. – litra a, b og c. Disse bestemmelser taler om løbende afkast til beskatning.
En vederlagsfri kvotetildeling er ikke et løbende afkast, men som ovenfor nævnt et immaterielt aktiv – en ret til mælkeleverance.
Ved indførelse af kvotetildelingen for alle mælkeleverandører i 1982 skete der heller ingen beskatning, og statsskatteloven, som der er henvist til, er ikke ændret i perioden siden.
En sammenligning med en kvotetildeling kan være ret til udstykning til opstilling af vindmøller, og en færdselsret, hvor der heller ingen beskatning sker, når retten etableres.
Det kan også med rimelighed påstås, at der er tale om en differentieret pris for købere, der ikke er omfattet af vederlagsfri tildeling, og købere, der er omfattet af denne bestemmelse.
En ejer af ret til en mælkeleverance har ingen garanti for, at denne fortsætter. Der er i EU forventninger om, at der bliver fri mælkeleverance, hvorfor retten er uden betydning og kan ikke afhændes.
Umiddelbart ser jeg heller ikke mulighed for at få anerkendt fradrag for reduktion i kvoten ved toldning.
Den værdiændring, der hen over årene sker med kvoten, påvirker heller ikke indkomsten. Ankenævnets henvisning til behandling af vederlaget i forbindelse med afståelse – at det regulerer anskaffelsessummen – finder jeg ikke skal indgå i sagen, da problemet er, om tildelingen er skattefri efter statsskattelovens § 4.
På grundlag af foranstående finder jeg ikke, at der skal ske beskatning af en vederlagsfri tildeling."
Klagerens repræsentant har yderligere fremført, at en vederlagsfri tildeling i sig selv ingen værdi har på tildelingstidspunktet, da den ikke kan sælges før efter 5 år. Ved tidligere salg ydes der ingen kompensation for afståelsen, idet den gratis tildelte kvote inddrages, jf. bestemmelserne i punkt. 3.5 om Kvotebørsen vedr. begrænsninger for salg af kvote. Såfremt den købte kvote sælges før 5 år, afregnes den til ligevægtsprisen på købstidspunktet.
Den vederlagsfri tildeling i forbindelse med køb af en kvote, kan i realiteten ses som en rabat i prisen for hele den tildelte kvote, og kan ud fra den betragtning ej heller beskattes.
Endvidere er det ikke praksis at beskatte ændringer i rettigheder til f.eks. kartoffelleverance, græsleverance eller sukkerroeleverance efter statsskattelovens § 4.
Endelig er henvist til TfS 1993.36 LSR samt Ole Bjørns bemærkninger hertil i SR-SKAT 1993 side 89 ff., hvorved Landsskatteretten ikke anså godtgørelse for ophør af mælkeproduktion for skattepligtig efter statsskattelovens § 4.
Under hensyn til,
at statsskatteloven ikke hjemler ret til beskatning af mælkekvote sammenholdt med den praksis, der er for beskatning af immaterielle aktiver, at der er usikkerhed om mælkekvoterne på længere sigt opretholdes, og at det er åbenbart urimeligt at beskatte noget på et tidspunkt, det ikke realiseres, idet det ikke er et aktiv, der vedrører indkomsten i takt med evt. værdiændring, finder konsulenten, at den påklagede forhøjelse bør nedsættes til 0.
Landsskatteretten bemærker, at ifølge statsskattelovens § 4 betragtes – med de i de følgende bestemmelser fastsatte begrænsninger – som skattepligtig indkomst den skattepligtiges samlede årsindtægter bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi.
Landsskatteretten finder – i overensstemmelse med gældende praksis - at værdien af en vederlagsfrit tildelt mælkekvote må anses for omfattet af denne bestemmelse.
Under hensyn til at en mælkekvote ikke længere er tilknyttet den faste ejendom, men kan omsættes på Kvotebørsen, finder Landsskatteretten, at den på Kvotebørsen pr. kg fastsatte ligevægtsværdi i forhold til en bestemt fedtprocent, omregnet i forhold til den konkrete ejendoms fedtprocent, må anses for et passende udtryk for værdien af en vederlagsfrit tildelt mælkekvote.
For så vidt angår beskatningstidspunktet bemærkes, at dette ifølge praksis er retserhvervelsestidspunktet, da ingen særlige regler eller praksis fører til et andet resultat.
Under henvisning til ovenstående finder Landsskatteretten herefter ikke grundlag for at tilsidesætte den af skatteankenævnet trufne afgørelse om beskatning af den vederlagsfrit tildelte kvote.
Den påklagede ansættelse vil derfor være at stadfæste.