Indhold

Dette afsnit beskriver overgangsreglerne i § 55 i lov nr. 718 af 25. juni 2010, Lov om ændring af konkursloven og forskellige andre love (Rekonstruktion m.v.).

Afsnittet indeholder:

  • Betalingsstandsning anmeldt eller afgørelse om konkurs udsat inden den 1. april 2011
  • Begæring om åbning af tvangsakkordforhandling indgivet inden den 1. april 2011
  • En verserende insolvensbehandling efter de tidligere regler blokerer for rekonstruktionsbehandling
  • Bevarelse af fristdag
  • Øvrige regler.

Betalingsstandsning anmeldt eller afgørelse om konkurs udsat inden den 1. april 2011

En anmeldelse af en betalingsstandsning eller en udsættelse af afgørelsen om konkurs efter KL § 24, inden loven trådte i kraft, bevarer sine virkninger, efter at loven er trådt i kraft. Se § 55, stk. 2, 1. pkt., i lov nr. 718 af 25. juni 2010. Uanset denne bestemmelse kan en betalingsstandsning eller en udsættelse af afgørelsen om konkurs ikke forlænges efter lovens ikrafttræden. Se § 55, stk. 2, 2. pkt., i lov nr. 718 af 25. juni 2010.

Begæring om åbning af tvangsakkordforhandling indgivet inden den 1. april 2011

Begæringer om åbning af tvangsakkordforhandling, der er indgivet til skifteretten, før loven trådte i kraft, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler. Se § 55, stk. 3, i lov nr. 718 af 25. juni 2010.

En verserende insolvensbehandling efter de tidligere regler blokerer for rekonstruktionsbehandling

Begæring om rekonstruktionsbehandling kan ikke indgives af en fordringshaver, hvis

  • skyldneren har anmeldt betalingsstandsning
  • afgørelsen om konkurs er udsat efter KL § 24 i den tidligere gældende affattelse, eller
  • skyldneren har indgivet begæring om tvangsakkordforhandling.

Se § 55, stk. 4, i lov nr. 718 af 25. juni 2010.

Bevarelse af fristdag

Hvis en betalingsstandsning ophører, regnes dagen for anmeldelsen dog som fristdag, hvis skifteretten modtager begæring om

  • rekonstruktionsbehandling
  • konkurs eller
  • gældssanering

inden tre uger efter ophøret.

Hvis en begæring om akkordforhandling ikke fører til stadfæstelse af en tvangsakkord, regnes dagen for begæringens modtagelse dog som fristdag, hvis skifteretten modtager begæring om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering inden tre uger efter, at begæringen om akkordforhandling blev tilbagekaldt eller forkastet eller akkordforhandling ophørte. Se § 55, stk. 5, i lov nr. 718 af 25. juni 2010.

Øvrige regler

Hvis fristdagen ligger efter, at loven er trådt i kraft, gælder KL § 10 a, stk. 3, nr. 3, KL § 98, nr. 1, og KL § 200, stk. 1, nr. 3. Se § 55, stk. 6, i lov nr. 718 af 25. juni 2010.

KL § 10 a, stk. 3, nr. 5, gælder kun for aftaler, der indgås, efter at loven er trådt i kraft. Se § 55, stk. 7, i lov nr. 718 af 25. juni 2010.

Det følger af bestemmelsen, at den lovbestemte formodning, hvorefter en aftale om, at en fordringshaver står tilbage for de øvrige fordringshavere i tilfælde af konkurs, indebærer, at fordringshaveren også står tilbage for de øvrige fordringshavere i tilfælde af rekonstruktionsbehandling, kun gælder for aftaler, der indgås efter lovens ikrafttræden. Dette er ikke til hinder for, at en aftale indgået før lovens ikrafttræden om, at en fordringshaver står tilbage for de øvrige fordringshavere i tilfælde af konkurs, konkret fortolkes sådan, at den indebærer, at den pågældende fordringshaver også står tilbage for de øvrige fordringshavere i tilfælde af rekonstruktionsbehandling. For sådanne aftaler indgået før lovens ikrafttræden vil der blot ikke gælde nogen lovbestemt formodning herom.

Hvis en begæring om åbning af tvangsakkordforhandling er indgivet, inden loven trådte i kraft, kan afbrydelse af forældelse ske efter de hidtil gældende bestemmelser i forældelseslovens §§ 17 og 20. Se § 55, stk. 8, i lov nr. 718 af 25. juni 2010.

TL §47 f, stk. 4, i den tidligere gældende affattelse gælder også efter lovens ikrafttræden. TL §47 f, stk. 2, 1. pkt., gælder endvidere ikke, hvis pantsætteren ved indledningen af rekonstruktionsbehandling er undergivet reglerne i KL kapitel 2 i den tidligere gældende affattelse, eller hvis der er åbnet tvangsakkordforhandling.

TL § 47 f, stk. 3, 1. pkt., gælder endvidere ikke, hvis pantsætteren ved indledningen af gældssaneringssag er undergivet reglerne i KL kapitel 2 i den hidtil gældende affattelse, eller hvis der er åbnet tvangsakkordforhandling. Se § 55, stk. 9, i lov nr. 718 af 25. juni 2010.

Straffelovens

  • § 283, stk. 1, nr. 2 (om skyldnersvig, hvor skyldner, efter at hans bo er taget under konkursbehandling, eller rekonstruktionsbehandling er indledt, foretager handlinger, der går ud på, at boets ejendele og fordringer ikke kommer fordringshaverne til gode)
  • § 300, nr. 3 (om strafansvar for den skyldner og tillidsmand, som ved afgivelse af de fornødne erklæringer under rekonstruktionsbehandling giver urigtige oplysninger eller gør sig skyldig i grov skødesløshed) og
  • § 304, stk. 2 (om strafansvar for den, som ved afstemninger i et konkurs- eller gældsfragåelsesbo eller under rekonstruktionsbehandling ved usande foregivender påvirker stemmegivningen eller yder, lover eller tilbyder, modtager, fordrer eller lader sig tilsige formuefordele for at stemme i en bestemt retning eller for at undlade at stemme)

gælder tilsvarende på forhandling om tvangsakkord. Se § 55, stk. 10, i lov nr. 718 af 25. juni 2010.