Momsen af varer og ydelser, der er leveret til virksomheden, kan medregnes til den fradragsberettigede moms.

Der er således ikke fradragsret for varer og ydelser, der ikke kan anses for leveret til virksomheden. EF-domstolen har i sagerne C-338/98 og C-33/03 fundet, at en nederlandsk henholdsvis en britisk ordning, var i modstrid med 6. momsdirektiv. Efter ordningerne havde momspligtige arbejdsgivere fradragsret for godtgørelser til ansatte, som skulle dække de ansattes udgifter til benzin i forbindelse med kørsel i de ansattes køretøjer, men i arbejdsgiverens interesse.

Derimod fandt EF-domstolen i sag C-165/86, Intiem CV, at en momspligtig arbejdsgiver havde fradragsret for indkøb af varer i eget navn fra en momspligtig leverandør, selvom varerne fysisk blev leveret til arbejdsgiverens ansatte, når de ansatte udelukkende anvendte varerne under arbejdet for arbejdsgiverens virksomhed, og leverandøren fakturerede arbejdsgiveren for indkøbet.

EF-domstolen har i præmis 32 i dommen i sag C-378/02, Waterschap Zeeuws Vlaanderen, udtalt, at det følger af bestemmelserne i sjette momsdirektivs artikel 2 og 17 (nu Momssystemdirektivets artikel 2 og artiklerne 167-173 samt 176-177), at kun en person, der er en afgiftspligtig person, og som optræder i denne egenskab på det tidspunkt, hvor godet erhverves, har ret til fradrag vedrørende dette gode og kan fratrække moms, der skyldes eller er erlagt for dette gode, hvis godet anvendes i forbindelse med hans afgiftspligtige transaktioner (jf. for så vidt angår sjette direktivs artikel 17, dom af 11.7.1991, sag C-97/90, Lennartz, Sml. I, s. 3795, præmis 8).

EF-domstolen tog i sag C-97/90, Lennartz, stilling til det tilfælde, hvor en afgiftspligtig person har købt og anvendt et køretøj til private formål, og som efterfølgende - da han ligeledes anvendt dette gode til erhvervsmæssige formål - har anmodet om fradrag for den moms, der var erlagt i forbindelse med godets erhvervelse. Domstolen bemærkede, at sjette direktivs artikel 17 fastsætter tidspunktet for fradragsrettens indtræden, og fastslog på dette grundlag, at det kun er den egenskab, i hvilken en privat handler på tidspunktet for erhvervelsen af godet, der er afgørende for, om der består en fradragsret. Derefter bemærkede Domstolen, at direktivets artikel 20 (nu artiklerne 184-192), som har overskriften "Berigtigelse af fradragene", i modsætning hertil ikke indeholder bestemmelse vedrørende fradragsrettens opståen. Domstolen bemærkede, at eftersom artiklen blot fastsætter den mekanisme, som gør det muligt at beregne berigtigelserne af det oprindelige fradrag, kan den derfor ikke medføre, at der opstår en fradragsret, og heller ikke omforme den afgift, der er erlagt af en afgiftspligtig i forbindelse med dennes ikke-afgiftspligtige transaktioner, til en fradragsberettiget afgift som omhandlet i artikel 17.

EF-domstolen har i præmisserne 39 - 40 i sag C-378/02, Waterschap Zeeuws Vlaanderen, udtalt, at samme argumentation skal anvendes på et offentligretligt organ, der handler i sin egenskab af offentlig myndighed på tidspunktet for erhvervelsen af et investeringsgode. Dette organ, der således ikke har handlet i sin egenskab af afgiftspligtig person, har på samme måde som en privat person, der handler til private formål, ingen ret til at fradrage moms, som det har erlagt vedrørende dette gode. Den omstændighed, at nævnte organ efterfølgende har handlet i sin egenskab af afgiftspligtig person, kan således ikke på grundlag af sjette direktivs artikel 20 have til virkning, at den moms, der er erlagt af dette organ til brug for transaktioner, som det har udført i sin egenskab af offentlig myndighed - og som dermed er afgiftsfri - gøres fradragsberettiget som omhandlet i direktivets artikel 17.

EF-domstolen har i sag C-435/05, Investrand BV, udtalt, at udgifter til rådgivningsydelser, som en afgiftspligtig person har erhvervet med henblik på at fastsætte størrelsen af en fordring, som udgør en del af dennes formue, og som hidrører fra et salg af aktier, som er foretaget før den pågældende blev momspligtig, ikke giver ret til at fradrage den herfor erlagte moms, når der ikke foreligger omstændigheder, der godtgør, at det er den økonomiske virksomhed, som den afgiftspligtige person udfører i sjette direktivs forstand, der er årsag til erhvervelsen af ydelserne, og omkostningerne ved rådgivningen ikke har nogen direkte og umiddelbar tilknytning til denne virksomhed.

EU-Domstolen har i sag C-438/09, Boguslaw Juliusz Dankowski, blandt andet anført, at et medlemsland ikke kan have en generel lovbestemmelse, der udelukker ret til fradrag af moms, der er betalt af en afgiftspligtig til en anden afgiftspligtig, alene fordi sidstnævnte ikke er registreret med hensyn til denne afgift. Det var i sagen ubestridt, at de omhandlede ydelser var blevet udført af en erhvervsdrivende i det foregående omsætningsled, og at disse ydelser var blevet anvendt i det efterfølgende omsætningsled af køber i forbindelse med dennes afgiftspligtige transaktioner. Dommen fastslog, at den i sagen omhandlede køber af ydelser har ret til fradragsret for momsen af købet, idet fakturaerne vedrørende disse køb indeholdt alle de oplysninger, som kræves i henhold til fakturareglerne, navnlig de oplysninger, som er nødvendige for at identificere den person, der har udstedt disse fakturaer, og arten af de leverede tjenesteydelser.

►EU-domstolen har i sag C-153/11, Klub OOD, anført, at momssystemdirektivets artikel 168, litra a), skal fortolkes således, at en afgiftspligtig person, som har erhvervet et investeringsgode i sin egenskab af afgiftspligtig, og som har henført dette gode til virksomhedsformuen, har ret til at fradrage merværdiafgiften vedrørende erhvervelsen af dette gode i den afgiftsperiode, hvor afgiften forfalder, uafhængigt af den omstændighed, at nævnte gode ikke straks er anvendt til erhvervsmæssige formål.◄

Momsnævnet nægtede i TfS 1996, 561, fradrag for købsmomsen af fakturaer, der ikke omhandlede faktiske leverancer. Der var ikke i sagen foretaget levering, ligesom det heller ikke var hensigten, at der skulle ske levering. Virksomheden vidste, at der var tale om fiktive fakturaer, der ikke skulle betales.

Landsskatteretten har i TfS 2000, 20 truffet afgørelse om, at der ikke kunne godkendes momsrefusion på opkøb af guld til videresalg, da det ikke kunne anses for dokumenteret, at det omhandlede guld var leveret. Der var i sagen ikke fremlagt dokumentation for guldets tilstedeværelse, opbevaring eller efterfølgende videresalg, ligesom der heller ikke forelå dokumentation for betaling af fakturabeløbene.

Byretten nægtede i SKM2008.721.BR en virksomhed fradrag for købsmoms af nogle fakturaer. En række konkrete omstændigheder vedrørende bl.a. udstedelsen af fakturaerne førte til, at virksomheden ikke kunne anses for at have dokumenteret, at der var grundlag for fradrag. Sagen er nærmere omtalt i afsnit J.1.2.6. Østre Landsret har stadfæstet byrettens dom. Se SKM2009.325.ØLR.

Se også SKM2009.139.LSR hvor Landsskatteretten nægtede et selskab fradragsret for udgifter til renoverings- og vedligeholdelsesarbejder. Selskabet ejede direkte og indirekte 136 af 160 ejerlejligheder i et feriekompleks. Lejlighederne, der havde hotelstatus, var organiseret i en momsregistreret ejerforening. Den indgående afgift på udgifterne til renovering og vedligeholdelse vedrørte indkøb foretaget af ejerforeningen, hvorfor det klagende selskab ikke kunne få fradrag herfor.

Omkostningsfordeling mellen aktionærerEt holdingselskab havde i SKM2007.125.VLR ikke fradragsret for momsen af visse udgifter til rådgivere i forbindelse med selskabets stiftelse og dets køb af en række datterselskaber, fordi de pågældende udgifter var afholdt af tredjemand (en aktionær i holdingselskabet) og ikke af holdingselskabet selv. Der var ganske vist fremlagt kopi af faktura fra selskabet til en hovedaktionær vedrørende beløbet. Af fakturaen fremgik, at omkostningerne vedrørte etableringen af selskabet. Efter bevisførelsen blev det imidlertid lagt til grund, at hovedaktionærens betaling til holdingselskabet skete som led i en aftalt omkostningsfordeling mellem aktionærerne i holdingselskabet og ikke som betaling for en leverance fra holdingselskabet til hovedaktionæren.

FraførselsmomsTold- og Skattestyrelsen har i SKM2004.160.TSS udtalt, at da "fraførselsmoms" efter § 11 a er en moms på indførsel, levering her i landet og erhvervelse fra et andet EU-land, jf. momslovens § 32, stk. 4, er fraførselsmoms en moms, som der efter 6. momsdirektivs artikel 17, stk. 2, er fradrag for efter momslovens almindelige regler.

AfgiftsperiodeFakturadatoen kan normalt anses for leveringstidspunkt og er således afgørende for, i hvilken periode købsmomsen kan trækkes fra. Om opgørelse af afgiftstilsvaret henvises til momslovens § 56. Se Den juridiske Vejledning, afsnit A.B.4.2.1.1 og afsnit D.A.15.

Derimod er det det faktiske leveringstidspunkt, der er afgørende for fradragsretten i de tilfælde, hvor en virksomhed på grund af en lovændring ændrer status fra at være momsfri til at være momspligtig eller omvendt, se TfS 1997, 449, der er omtalt i J.1.1.13.

Skatteministeriet har i SKM2003.99.TSS udtalt, at TfS 1997, 449, finder tilsvarende anvendelse på praksisændringer, der alene har fremadrettet virkning.

Således omhandler SKM2007.220.SKAT de moms- og afgiftsmæssige konsekvenser af praksisændringen om moms af forundersøgelser og andre arkæologiske udgravningsydelser, som museer leverer i forbindelse med, at der er sket fortidsfund. Heraf følger, at indførelsen af momspligt har betydning for levering af forundersøgelser og arkæologiske undersøgelser, der rent faktisk gennemføres (dvs. afsluttes) den 1. april 2007 eller senere. Ved afsluttet forstås, at museet har afsluttet undersøgelsen i felten. 

Det er ikke en betingelse, at fakturabeløbet og dermed den tillagte moms er betalt. Moms vedrørende f.eks. en maskine, der er købt på afbetaling med ejendomsforbehold, kan således medregnes til købsmomsen allerede på faktureringstidspunktet.

Der er dermed et sammenfald mellem det tidspunkt, hvor leverandøren skal medregne fakturerede varer og ydelser til de momspligtige leverancer, og det tidspunkt, hvor køber kan medregne momsen heraf til købsmomsen. Om det momsretlige leveringsbegreb henvises til § 23. Se Den juridiske vejledning, afsnit D.A.7.2.

I SKM2002.358.HR har Højesteret i en dom stadfæstet Vestre Landsrets dom i TfS 1999, 232. Sagen vedrørte spørgsmålet om berettigelsen af to nystiftede kommanditselskabers krav på udbetaling af negativt momstilsvar i en given afgiftsperiode selvom den momspligtige ydelse først kunne antages at være leveret til selskaberne i en senere afgiftsperiode.

I landsrettens dom udtales det at det ikke var godtgjort, at de til K/S´erne udstedte fakturaer omfattede andre ydelser end de direkte i fakturateksten angivne, at fakturaerne for de angivne ydelser blev udstedt ca. 3/4 år før ydelserne reelt havde kunnet leveres, og at der under samtidig hensyntagen til det betydelige personsammenfald i ledelsen af det fakturaudstedende selskab og K/S´erne var grundlag for den antagelse, at fakturaernes tidligere udstedelse skete alene for at de nystiftede K/S´ere kunne opnå udbetaling af negativt momstilsvar - og dermed likviditet - så tidligt som muligt uden sammenhæng med den faktiske leverance.

På denne baggrund skulle leveringstidspunktet - og ikke faktureringstidspunktet - lægges til grund for vurderingen af, i hvilken afgiftsperiode udbetaling af negativ moms skulle finde sted.

ForudbetalingerMoms af fakturerede forudbetalinger kan også medregnes til købsmomsen, jf. § 23, stk. 3, hvorefter betalingstidspunktet anses for leveringstidspunkt, når betaling finder sted, inden levering eller fakturering er sket.

Hvis en registreret virksomhed, der ved indkøb til brug for virksomheden har ydet forudbetaling til en leverandør af varer og momspligtige ydelser, lider tab på forudbetalingen som følge af leverandørens konkurs el.lign, kan købervirksomheden medregne momsbeløbet af forudbetalingen til købsmomsen. Der skal ikke efterfølgende ske regulering af købsmomsen som følge af tabet. Det krav, som køberen anmelder i sælgers konkursbo, skal være ekskl. moms, jf. Dep. 506/77.

Refusion fra tredjemandMomsen af virksomhedens indkøb, som er leveret til og betalt af virksomheden, kan normalt medregnes til købsmomsen, selv om virksomheden efterfølgende måtte få indkøbsprisen helt eller delvist refunderet fra trediemand, og der er andre - evt. ikke registrerede - medindehavere. Refusion fra trediemand kan forekomme, f.eks. i tilfælde, hvor der udføres arbejde på en fast ejendom, som virksomheden bruger.

Udgift afholdt af interessentIndkøb, der vedrører et registreret interessentskabs momspligtige aktiviteter, kan medregnes til købsmomsen, selv om udgiften er afholdt af en af interessenterne personligt.

Udgifter afholdt af samejeEF-domstolen har i sag C-25/03, HE, udtalt, at parterne i et sameje mellem ægtefæller, som ikke har retsevne og ikke selv udøver nogen økonomisk virksomhed i sjette direktivs forstand, må anses for modtagere af ydelsen med henblik på direktivets anvendelse, når samejet bestiller et investeringsgode. Domstolen udtalte endvidere, at den ene af ægtefællerne, når to ægtefæller i sameje som følge af deres ægteskab erhverver et investeringsgode, hvoraf en del udelukkende anvendes af denne ægtefælle til erhvervsmæssige formål, har fradragsret for hele den indgående moms, der har belastet den del af godet, som ægtefællen anvender i forbindelse med sin virksomhed, for så vidt som beløbet ikke overskrider grænserne for den andel, som den afgiftspligtige person har i samejet af godet.