Dato for udgivelse
28 mar 2006 13:12
SKM-nummer
SKM2006.183.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-8-1710-0025
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Afgift + Ejendomsvurdering + Inddrivelse + Moms og lønsumsafgift + Skat + Told
Overemner-emner
Afgifter + Moms og lønsumsafgift + Told + Arbejdsgivers indeholdelse af A-skat mv. hos lønmodtagere + Ejendomsvurdering, ejendomsværdiskat og ejendomsavancebeskatning + Kontrol og revision + Inddrivelse + Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Omkostningsgodtgørelse, udgifter, ikke sagkyndig bistand
Resumé

En repræsentant i en skattesag kunne ikke anses for at være i besiddelse af en sådan personlig uddannelse eller praktisk erfaring i behandling af skatte- og afgiftssager, at han kunne være berettiget til omkostningsgodtgørelse.

Reference(r)

Skattestyrelsesloven § 33 A, stk. 1 (nu skatteforvaltningsloven § 52, stk. 1)

Henvisning

Processuelle regler på SKATs område 2006-1, afsnit K.3.1

Klagen skyldes, at regionen ikke har imødekommet dele af klagerens ansøgning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand, da B (herefter benævnt repræsentanten) ikke er anset for sagkyndig.

Landsskatterettens afgørelse

Klageren har ansøgt om omkostningsgodtgørelse for 100 % af i alt 73.804 kr. (ekskl. moms).

Regionen har ikke godkendt omkostningsgodtgørelse med 46.054 kr. (ekskl. moms).

Landsskatteretten stadfæster regionens afgørelse.

Sagens oplysninger

Klageren fik med Landsskatterettens kendelse af 16. december 2004 medhold i overvejende grad i sin klage over ToldSkat, Region X's afgørelse.

Klageren ansøgte den 29. august 2005 om omkostningsgodtgørelse for 100 % af i alt 73.804 kr. (ekskl. moms) for udgifter til sagkyndig bistand.

Af det ansøgte beløb udgør 27.750 kr. (ekskl. moms) udgifter til sagkyndig bistand ydet af C Landboforening. Af de 27.750 kr. (ekskl. moms) udgør de 24.750 kr. (ekskl. moms) udgifter til sagkyndig bistand ydet i forbindelse med klagerens sag i Landsskatteretten, og 3.000 kr. (ekskl. moms) vedrører en klage til Told- og Skattestyrelsen.

De resterende 46.054 kr. (ekskl. moms) vedrører udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klagerens sag i Landsskatteretten ydet af repræsentanten.

Repræsentanten er gift med klageren.

Regionens afgørelse

Regionen har afvist at yde omkostningsgodtgørelse for den del af klagerens udgifter til sagkyndig bistand, der er ydet af repræsentanten svarende til 46.054 kr. (ekskl. moms).

Repræsentanten kan ikke anses for at være i besiddelse af en sådan personlig uddannelse eller praktiske erfaringer i behandling af skatte- og afgiftssager, som kræves jf. § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 578 af 8. juli 2002 om oplysninger om udgifter til sagkyndig bistand.

Regionen har ydet omkostningsgodtgørelse med 100 % af den del af klagerens udgifter til sagkyndig bistand, der vedrører sagen i Landsskatteretten, svarende til 24.750 kr. (ekskl. moms), ydet af C Landboforening.

For den del af udgifterne der vedrører sagen i Told- og Skattestyrelsen er der ydet omkostningsgodtgørelse med 50 %, svarende til 1.500 kr. (ekskl. moms), ydet af C Landboforening, da Told- og Skattestyrelsen ikke har truffet endelig afgørelse, og der således er tale om en á conto udbetaling.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har fremsat påstand om, at der godkendes omkostningsgodtgørelse med 100 % af 46.054 kr. (ekskl. moms) for udgifter til sagkyndig bistand ydet af repræsentanten.

Repræsentantens formelle kvalifikationer lever ikke fuldt op til de faggrupper, der er nævnt som sagkyndige rådgivere i bekendtgørelse nr. 578 af 8. juli 2002 om oplysninger om udgifter til sagkyndig bistand, men hans reelle kvalifikationer, som fremgår af korrespondancen i sagen, gør, at han må anses som sagkyndig.

Repræsentantens breve i sagen blev endvidere anvendt af C Landboforening som bilag. Hvis han ikke havde forfattet disse breve, skulle C Landboforening selv have forfattet dem til en væsentlig højere timetakst.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Af skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 1 (nu skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1) fremgår følgende:

"Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 33 B ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 33 C i de sager, som er nævnt i § 33 D. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., såfremt den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad."

Af bekendtgørelse nr. 578 af 8. juli 2002 om oplysninger om udgifter til sagkyndig bistand (nu bekendtgørelse nr. 958 af 10. oktober 2005), udstedt med hjemmel i skattestyrelseslovens § 33 G (nu skatteforvaltningslovens § 58), fremgår følgende af § 1 om kredsen af sagkyndige bistandsydere:

"For at opnå godtgørelse af udgifter til sagkyndig bistand skal bistanden være ydet af advokat, statsautoriseret eller registreret revisor, en konsulent i driftsøkonomi, jf. § 1 i lov om tilskud til jordbrugets konsulentvirksomhed, et medlem af Foreningen Danske Revisorer eller af en person, der kan ligestilles hermed. For så vidt angår den sidste gruppe skal den pågældende sagkyndige kunne dokumentere personlig uddannelse og praktisk erfaring i behandling af skatte- eller afgiftssager."

Repræsentanten har ikke dokumenteret at være i besiddelse af en sådan personlig uddannelse eller praktisk erfaring i behandling af skatte- eller afgiftssager, at han kan ligestilles med kredsen af sagkyndige bistandsydere i bekendtgørelsens § 1, 1. pkt.

Indholdet af den korrespondance i sagen, som repræsentanten har udarbejdet, kan således ikke danne grundlag for en vurdering af hans uddannelsesmæssige baggrund og praktiske erfaring i behandling af skatte- eller afgiftssager.

Det er derfor med rette, at regionen ikke har godkendt omkostningsgodtgørelse for de af klageren afholdte udgifter på 46.054 kr. (ekskl. moms) til sagkyndig bistand ydet af repræsentanten.

Den påklagede afgørelse stadsfæstes.