Dato for udgivelse
16 feb 2006 10:01
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
05 jan 2006 09:41
SKM-nummer
SKM2006.70.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-7-1803-1218
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Skattefri, virksomhedsomdannelse, genvundne, afskrivninger, procentandel
Resumé

Et selskab, der var stiftet ved skattefri virksomhedsomdannelse, skulle ved et efterfølgende salg af en afskrivningsberettiget ejendom, erhvervet ved virksomhedsomdannelsen, medregne genvundne afskrivninger med 100 procent.

Reference(r)
Virksomhedsomdannelsesloven §§ 2 og 6
Afskrivningsloven § 21, stk. 6
Henvisning
Ligningsvejledningen 2006-2 E.C.2.4.9.3

Klagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt A ApS der er stiftet ved skattefri virksomhedsomdannelse, ved efterfølgende salg af afskrivningsberettiget ejendom skal medregne 90% eller 100% af opgjorte genvundne afskrivninger til indkomsten.

 

Landsskatterettens afgørelse

ToldSkat har opgjort genvundne bygningsafskrivninger til beskatning til 4.103.151 kr.

 

Selskabet har selvangivet genvundne bygningsafskrivninger til beskatning med 3.692.839 kr.

 

Landsskatteretten stadfæster ToldSkats afgørelse.

 

Sagens oplysninger

Selskabet er som led i en skattefri virksomhedsomdannelse stiftet pr. 1/1 2001 ved omdannelse af hovedanpartshavers hidtil personlig drevne virksomhed.

 

Hovedanpartshaver har pr. 1/12 1991 købt ejendommen beliggende i X. Ved den skattefri virksomhedsomdannelse pr. 1/1 2001 overdrages ejendommen til selskabet. Selskabet sælger ejendommen til tredjemand den 1/3 2001.

 

Genvundne afskrivninger ved selskabets salg af ejendommen er opgjort til 4.103.151 kr. Der er ikke uenighed om den beløbsmæssige opgørelse.

 

ToldSkats afgørelse

ToldSkat har forhøjet selskabets indkomst med 410.312 kr. da samtlige genvundne afskrivninger (100%) er skattepligtige. ToldSkat henviser herved til afskrivningslovens § 21, stk. 6, modsætningsvis.

 

Klagerens påstand og argumenter

Repræsentanten er af den opfattelse, at de genvundne afskrivninger på 4.103.151 kr. kun skal medregnes med 90%, jf. afskrivningslovens § 21, stk. 6.

 

Ifølge repræsentanten er hensigten med skattefri virksomhedsomdannelse, at beskatningen ved succession skal være den samme som ved afståelse. Det eneste, der i princippet sker ved succession er, at beskatningen udskydes.

 

Repræsentanten anfører, at det ved beregning af passivposten fremgår af eksemplet i cirkulære nr. 207 af 23. december 1999 om lov om skattefri virksomhedsomdannelse, afsnit 5.4, at det er 90% af de genvundne afskrivninger der skal med i avanceopgørelsen.

 

Endvidere anfører repræsentanten, at det ikke fremgår af cirkulæret eller bemærkningerne til lovforslaget, at selskabet mister den nedskrivning på 10% som den oprindelige ejer har haft.

 

Endelig anfører repræsentanten, at formålet med loven er at sikre, at den fortjeneste der var ved omdannelsen bliver beskattet. Det er ikke hensigten, at der skal beskattes en større avance end hvis den oprindelige ejer havde ladet sig beskatte ved omdannelsen.

 

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Lovbekendtgørelse nr. 845 af 4/9 2000 om skattemæssige afskrivninger finder anvendelse for indkomståret 2001. Det fremgår af afskrivningslovens § 21, stk. 6, at personer skal medregne genvundne afskrivninger med 90% ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

 

Modsætningsvis gælder, at selskabet ikke er omfattet af bestemmelsen i afskrivningslovens § 21, stk. 6.

 

Fast ejendom der er valgt at indgå ved omdannelsen af den personlige virksomhed, skal efter lovbekendtgørelse nr. 768 af 12/10 1999 om skattefri virksomhedsomdannelse indgå til ejendommens handelsværdi med fradrag af skattepligtig fortjeneste af genvundne afskrivninger. Den skattepligtige fortjeneste udgør i denne forbindelse 90% af de genvundne afskrivninger. Dette svarer til eksemplet i cirkulære nr. 207 af 23/12 1999 om skattefri virksomhedsomdannelse, afsnit 5.4, vedrørende opgørelse af den skattemæssige værdi af virksomhedens aktiver og passiver.

 

Efter virksomhedsomdannelseslovens § 6 succederer selskabet i skattemæssig henseende i anskaffelsestidspunkt, anskaffelsessum og anskaffelseshensigt.

 

Det fremgår af virksomhedsomdannelseslovens § 6, stk. 1, at skattemæssige af- og nedskrivninger som den hidtidige ejer har foretaget, anses for foretaget af selskabet i de pågældende indkomstår.

 

Opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste af de genvundne afskrivninger, som efter virksomhedsomdannelseslovens § 2, stk. 1, nr. 5, indgår ved beregningen af anparternes anskaffelsessum, er ikke omfattet af selskabets successionsgrundlag i virksomhedsomdannelseslovens § 6.

 

ToldSkats afgørelse stadfæstes.