Sagen drejer sig om, hvorvidt klagerens opkrævning af et gebyr for fremsendelse af girokort til skyldnere, der har indgået en afdragsordning, er momspligtig.

 

Landsskatterettens afgørelse

ToldSkats afgørelse af 13. juni 2003 stadfæstes. 

 

Sagens oplysninger

Klageren er en inkassovirksomhed, der på vegne af tredjemand inddriver fordringer ved anvendelse af rykkere og betalingsordninger. Klageren indgår en skriftlig aftale med fordringshaveren forud for inddrivelsen. Aftalens form afhænger af fordringshaverens behov og fordringens størrelse. Klageren har fremlagt et eksempel på en sådan aftale. Klageren modtager et vederlag for inddrivelsen, som der afregnes moms af.  

 

Når en aftale om inddrivelse er indgået med fordringshaveren sender klageren en skrivelse til skyldneren, hvor denne kan vedgå gælden (frivilligt forlig) og samtidig indgå en betalingsordning, hvor skyldneren selv kan anføre den periodevise betaling. Skyldnerens underskrift på skrivelsen medfører, at klageren få dage forud for hver afdragsbetaling vil fremsende et girokort til skyldneren til anvendelse til betaling. Klageren opkræver i forbindelse hermed et gebyr på 30 kr. til dækning af administrationsomkostninger.

 

Skyldneren har mulighed for at undgå at betale gebyret, hvis eksempelvis teksten på girokortet vedrørende dette punkt overstreges, og det anføres, hvordan betaling i øvrigt vil ske. Den skyldner, der ikke ønsker at modtage et girokort og derfor ikke afkræves et gebyr, vil, hvis betaling ikke sker rettidigt i overensstemmelse med betalingsordningen, få tilsendt et girokort, hvor der opkræves det samme gebyr på 30 kr.

 

Klagerens repræsentant har oplyst, at klageren hverken juridisk eller moralsk kan kræve det pågældende gebyr betalt. De omhandlede gebyrer udstedes kun i forbindelse med indgåelse af en betalingsaftale med skyldneren og medgår alene til dækning af de udgifter, som klageren har ved udsendelse af girokort til skyldneren. Såfremt skyldneren helt underlader at betale gebyret af den ene eller anden årsag, sker der ikke nogen forfølgning af beløbet, ligesom fordringshaveren ikke kommer til at betale herfor i stedet.

  

Klageren har afregnet moms af det omhandlede gebyr, men har anmodet om tilbagebetaling af momsen for perioden 1. september 1997 - 30. september 2002.

 

ToldSkats afgørelse

Klageren er ikke berettiget til tilbagebetaling af den afregnede moms vedrørende det omhandlede gebyr for perioden 1. september 1997 - 30. september 2002.

 

Gebyret er momspligtigt efter momslovens § 4, stk. 1, idet der foreligger en leverance mod vederlag. Klagerens ydelse består i, at en skyldner får mulighed for at afvikle sin gæld til tredjemand ved en afdragsordning, som klageren administrerer. For denne ydelse opkræver klageren et gebyr, der svarer til klagerens omkostninger ved transaktionen. Selvom der er alene er tale om en ren omkostningsdækning, er der fortsat tale om levering af en ydelse overfor skyldneren.

 

Da klageren driver inkassovirksomhed, som er momspligtig, jævnfør momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c), momsvejledningen 2002, afsnit D.11.11 og Østre Landsrets dom af 12. januar 2001, refereret i SKM 2001.9.ØL, er alle aktiviteter forbundet hermed momspligtige, således også levering af girokort mod betaling af vederlag.   

 

Vederlaget er ikke momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a, idet denne bestemmelse ikke omfatter inddrivelse af andres fordringer. Det forhold, at skyldneren på forskellige måder kan undgå at betale gebyret taler også for, at gebyret ikke vedrører en ydelse af henstand med betaling og dermed en finansiel ydelse, men blot er knyttet direkte til girokortets udsendelse til skyldneren og de hermed forbudne omkostninger. Forholdet er heller ikke omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c, idet der er tale om et gebyr, der opkræves i forbindelse med udøvelse af inkassovirksomheden, der udtrykkeligt er undtaget for bestemmelsens anvendelsesområde. 

 

Der er i øvrigt henvist til EF-Domstolens dom af 5. februar 1981 i sag C-154/80 (Cooperatieve Aardappelenbewaaplaats GA) og dom af 23. november 1988 i sag C-230/87 (Naturally Yours Cosmetics Ltd.).

 

Klagerens repræsentants henvisning til Landsskatterettens afgørelse offentliggjort i SKM.2001.456.LSR ændrer ikke herved. Den pågældende kendelse tager kun stilling til om oprettelses- og rykkergebyrer er omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a, eller om det skal anses som en del af vederlaget for en momspligtig leverance, jævnfør momslovens § 27, stk. 1. Det kan heraf modsætningsvis sluttes, at der i det foreliggende tilfælde under alle omstændigheder har været tale om levering mod vederlag.

 

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klageren er berettiget til tilbagebetaling af den afregnede moms af det omhandlede gebyr for perioden 1. september 1997 - 30. september 2002.

 

Gebyret er ikke omfattet af momslovens § 4, idet gebyret ikke dækker over en leverance mod vederlag. Momspligtens omfang afgøres på transaktionsniveau. Der må derfor ved bedømmelse af momspligten henses til samtlige omstændigheder, der er gældende for den enkelte transaktion. Det forhold, at klagerens drift ud fra en generel betragtning består i momspligtig inkassovirksomhed, medfører ikke automatisk, at samtlige af klagerens aktiviteter er momsbærende.

 

Klageren leverer ikke en ydelse til skyldneren i form af, at denne får mulighed for at afvikle sin gæld. Klageren tilbyder blot på vegne af fordringshaveren en afdragsordning, som klageren administrerer. Skyldneren vil objektivt set helst undvære kontakt med inkassobureauet og opfatter som sådan ikke klageren som sin tjenesteyder. Selv hvis det blev lagt til grund, at selskabet leverer en ydelse til skyldner, vil dette ikke være baseret på en gensidig bebyrdende aftale. Der er således på intet tidspunkt et retsforhold mellem klageren og skyldneren. Retsforholdene består dels mellem fordringshaveren og skyldneren (fordringen) dels mellem fordringshaveren og klageren (aftale om inddrivelse).

 

I forbindelse med en afdragsordning bliver klageren påført nogle ekstra omkostninger, som søges reduceret eller elimineret ved at anføre et gebyr på girokortet. Da det står skyldneren frit for at betale det pågældende gebyr, foreligger der ikke en gensidigt bebyrdende aftale, og dermed er gebyret ikke momspligtigt.

 

Der er henvist til EF-Domstolens domme i sag C-16/93 (R. J. Tolsma), sag C-498/99 (Town & County Factors Ltd.), sag C-222/81 (Baz Bausystem AG) samt Landsskatterettens kendelse af 17. september 2001 offentliggjort i SKM 2001.456.LSR og kendelse af 14. november 2003 offentliggjort i SKM 2003.541.LSR, vedrørende rykkergebyrer.

 

Såfremt det lægges til grund, at gebyret er omfattet af momslovens § 4, er det en momsfritaget ydelse efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c, som en transaktion vedrørende betalinger. Denne transaktion er ikke en integreret del af inkassovirksomheden, men alene en følge af en aftale mellem klageren og debitor om anvendelse af en bestemt betalingsform i forbindelse med en afdragsordning.    

 

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Momslovens § 4, stk. 1, har følgende ordlyd:

 

"Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering."   

 

Momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a og c, har følgende ordlyd:

 

"Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:

                       (…)

 11) Følgende finansielle aktiviteter:

Långivning og formidling af lån samt långivers forvaltning af egne udlån.

(…)

Transaktioner, herunder forhandlinger, vedrørende anbringelse af midler, kontokurantkonti, betalinger, overførsler, fordringer, checks, og andre handelsdokumenter, dog ikke inddrivelse af fordringer."  

Klagerens fremsendelse af et girokort til skyldnere i forbindelse med klagerens administration af indgåede betalingsaftaler, må anses som en ydelse overfor skyldnerne, hvorved disse får mulighed for på en nem og hensigtsmæssig måde at indbetale de aftalte afdrag, mod samtidig at betale et forud fastsat vederlag herfor på 30 kr.  

 

Der findes som følge heraf og i overensstemmelse med principperne fastslået af EF-Domstolen i sag C-16/93 (R. J. Tolsma), præmis 14, at foreligge en ydelse mod vederlag omfattet af momslovens § 4, stk. 1.

 

Den omstændighed, at gebyret og anvendelsen af det fremsendte girokort efter klagerens oplysninger er frivillig, findes ikke i sig selv at kunne fratage fremsendelsen af girokortet karakteren af en ydelse i momslovens § 4, stk. 1's, forstand, når skyldneren rent faktisk betaler gebyret, jævnfør herved EF-Domstolens dom af 17. september 2002 i sag C-498/99 (Town & County Factors Ltd). 

Der foreligger ikke et rykkergebyr, idet der ikke er tale om et gebyr, der opkræves som følge af en betalingsmisligholdelse, men derimod opkræves beløbet som følge af debitors valg af en bestemt betalingsform i forbindelse med en afdragsordning. Praksis vedrørende rykkergebyrer finder således ikke anvendelse.  

 

Fritagelse af gebyret efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a), kan endvidere ikke ske, da dette forudsætter, at den pågældende ydelse relaterer sig i tilknytning til en långivers forvaltning af egne udlån og ikke som her klagerens forvaltning af andres udlån, jævnfør herved momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c), in fine og Østre Landsrets dom af 12. januar 2001, offentliggjort i SKM 2001.9.ØL  I øvrigt finder momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c, heller ikke anvendelse, idet der er tale om et gebyr, der må anses som opkrævet som led i inkassovirksomheden.   

 

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.