Sag BS-20426/2023-VLR (8. afdeling)
Parter
A
mod
Skatteministeriet
(advokat Mattias Chor)
Ved dom af 28. marts 2023 afviste Retten i Aalborg (sag BS-2535/2021-ALB) en sag anlagt af A mod Skatteministeriet.
A ankede dommen ved ankestævning af 23. april 2023.
Ved kendelse af 7. juli 2023 fastslog landsretten, at sagen i stedet skulle kæres i medfør af retsplejelovens § 369, stk. 3, 1. pkt., og at betingelserne for undtagelsesvist at tillade kære af den afsagte dom efter kærefristens udløb var opfyldt, jf. retsplejelovens § 394, stk. 2, 4. punktum. I kendelsen blev det herefter bestemt, at appel anses for foretaget rettidigt i sagen, der fremover behandles som en kæresag ved landsretten.
Den 23. august 2023 tilkendegav landsretten, at kæresagen i første omgang skal anses for at være begrænset til spørgsmålet om, hvorvidt det var uberettiget, at byretten afviste sagen, og om sagen i givet fald skal hjemvises til fortsat behandling i byretten.
A har ved meddelelse af 13. november 2023 nedlagt påstand om, at sagen skal fremmes til realitetsbehandling i landsretten. Han har i det væsentlige gentaget sine anbringender for byretten om afvisningsspørgsmålet.
Skatteministeriet har i kæresvarskrift af 4. august 2023 fra advokat Mathias Chor nedlagt påstand om stadfæstelse, subsidiært at byrettens dom ophæves, og at sagen hjemvises til fornyet behandling i byretten og mere subsidiært frifindelse. Skatteministeriet har i det væsentlige gentaget sine anbringender for byretten om afvisningsspørgsmålet. Til støtte for den subsidiære påstand har ministeriet anført, at byretten ikke har truffet afgørelse om sagens realitet, og at det derfor er i bedst overensstemmelse med to-instansprincippet, at sagen hjemvises til fornyet behandling i byretten frem for kæresagsbehandling i landsretten, hvis landsretten ikke finder grundlag for afvisning.
Landsretten afsagde
KENDELSE
Efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, gælder der som udgangspunkt en søgsmålsfrist på 3 måneder for indbringelse af en administrativ afgørelse for domstolene. Sagsanlægget i den foreliggende sag skete efter udløbet af søgsmålsfristen for indbringelse af Landsskatterettens afgørelse af 3. april 2020 og inden udløbet af søgsmålsfristen for indbringelse af Skattestyrelsens afgørelse af 22. oktober 2020.
Spørgsmålet for landsretten er herefter, om søgsmålsfristen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, er til hinder for, at A kan få prøvet de påstande, som han har nedlagt under sagen, således at sagen skal afvises.
A’s principale påstand for byretten og første led i den subsidiære påstand for byretten angår de indkomstår og de beløb, som fremgår af Landsskatterettens afgørelse af 3. april 2020. Den principale påstand blev støttet på et anbringende om, at gevinst og tab ved handel med kryptovaluta er skatteansættelsen uvedkommende, hvilket anfægter den del af Landsskatterettens afgørelse, som går ud på, at gevinst ved A’s handel med kryptovaluta beskattes som personlig indkomst. Det første led i den subsidiære påstand støttes på, at både gevinst og tab skal medtages i den personlige indkomst, hvilket anfægter den del af Landsskatterettens afgørelse, som går ud på, at tab ved A’s handel med kryptovaluta fratrækkes som ligningsmæssige fradrag.
Landsskatterettens afgørelse er ikke blevet genoptaget efterfølgende, jf. skatteforvaltningslovens § 35 g. Skattestyrelsens afgørelse af 22. oktober 2020 vedrører skatteberegningerne i A’s årsopgørelser for 2018 og 2019. Der er ikke i denne afgørelse på ny taget stilling til de omhandlede spørgsmål om skattepligt og fradrag ved A’s handel med kryptovaluta i 2017 og 2018.
Landsretten finder på denne baggrund, at A’s principale påstand og første led i den subsidiære påstand udgør en indbringelse for domstolene af Landsskatterettens afgørelse af 3. april 2020.
Herefter og da Landsskatterettens afgørelse ikke er indbragt rettidigt for domstolene, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, tiltræder landsretten, at byretten har afvist A’s principale påstand og første led i den subsidiære påstand.
Efter tilkendegivelserne i A’s processkrifter om indholdet af andet led i den subsidiære påstand for byretten er en stillingtagen til påstanden kun relevant, hvis der gives medhold i første led af den subsidiære påstand.
Det tiltrædes på denne baggrund, at byretten har afvist sagen. Landsretten stadfæster herefter byrettens dom.
Efter kæresagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 5.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms.
THI BESTEMMES:
Byrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 5.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
Sagen sluttet.