Dato for udgivelse
14 Nov 2023 12:30
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
21 Aug 2023 13:02
SKM-nummer
SKM2023.542.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
15. afdeling S-1919-23
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Forsvarerbeskikkelse, afslag
Resumé

I en administrativ straffesag var T sigtet for tre overtrædelser af skattekontrollovens § 82, stk. 1. Han havde modtaget et bødeforlæg til vedtagelse på 170.000 kr.

Byretten afslog en anmodning om beskikkelse af forsvarer, idet der ikke var grundlag herfor.   

T kærede kendelsen og anførte navnlig, at han havde begrænsede med midler og derfor vanskeligt ved at afholde udgifter til advokatbistand, og at sagen vedrørte - i hvert fald for T - ikke ukomplicerede spørgsmål, samt at sagen angik et væsentligt beløb.

Skattestyrelsen anførte til støtte for den nedlagte påstand om afslag på beskikkelse navnlig, at sagen angik et ukompliceret faktum, at T havde vedkendt sig ansvaret for, at der via TastSelv til skatteforvaltningen var indtastet og afgivet urigtige oplysninger, at der ikke var omstændigheder, der talte for en beskikkelse af en forsvarer, og at beskikkelse i medfør af forsvarerbistandslovens § 2, stk. 1, jf. § 1, jf. retsplejelovens § 732, i bødesager er fakultativ, men forudsætter særlige omstændigheder, der ikke sås at foreligge i denne sag. 

Landsretten stadfæstede kendelsen. Det af T anførte kunne ikke medføre et andet resultat. Under skatteforvaltningens behandling af en sag om strafansvar for overtrædelse af skattelovgivningen kan der beskikkes borgeren en forsvarer, når sagens beskaffenhed, borgerens person eller omstændighederne i øvrigt gør det ønskeligt, hvilket landsretten ikke fandt, at der forelå i den konkrete sag.

Reference(r)

Lov om forsvarerbistand under en administrativ skatte- og afgiftsstraffesag § 2, jf. § 1, jf. retsplejelovens § 732, stk. 1

Henvisning

Den juridiske vejledning 2023-2, afsnit A.C.3.3.2

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T

cpr-nummer (red.fjernet.cpr.nr)

Byrets afgørelse

Ingen var mødt.

Skattestyrelsen har anmodet om beskikkelse af forsvarer til T, der er sigtet for overtrædelse af skattekontrollovens § 82, stk. 1, jf. tidligere skattekontrollovs § 13, stk. 1.

Retten finder ikke, at der på det foreliggende er grundlag for beskikkelse af forsvarer, jf. forsvarerbistandslovens § 2, jf. § 1, jf. retsplejelovens § 732, stk. 1.

Der er ikke oplyst om andre forhold, der kan begrunde, at der sker beskikkelse af forsvarer.

Sagen sluttet.

Retten hævet.

Østre Landsrets afgørelse

Skattestyrelsen

mod

T

(cpr.nr. (red.fjernet.cpr.nr))

(advokat NA)

Ingen var indkaldt eller mødt. 

Der fremlagdes udskrift af retsbogen fra Retten i Næstved med bilag, rettens fremsendelsesbrev af 3. juli 2023 samt kæreskrift sendt på mail af 22. juni 2023 fra advokat NA. 

T har kæret kendelse afsagt af Retten i Næstved den 6. juni 2023, hvorefter retten ikke fandt grundlag for at beskikke en forsvarer, jf. forsvarerbistandslovens § 2, jf. § 1, jf. retsplejelovens § 732, stk. 1, med påstand om, at advokat NA beskikkes som forsvarer.

Skattestyrelsen har i kæresvarskrift af 16. august 2023 nedlagt påstand om stadfæstelse.   

Til støtte for påstanden har T anført navnlig, at han har begrænsede med midler og derfor vanskeligt ved at afholde udgifter til advokatbistand, at sagen vedrører - i hvert fald for T - ikke ukomplicerede spørgsmål, og at sagen angår et væsentligt beløb.  

Skattestyrelsen har til støtte for den nedlagte påstand anført navnlig, at sagen angår et ukompliceret faktum, at sigtede har vedkendt sig ansvaret for, at der via TastSelv til skatteforvaltningen er indtastet og afgivet urigtige oplysninger, at der ikke er omstændigheder, der taler for en beskikkelse af en forsvarer, og at beskikkelse i medfør af forsvarerbistandslovens § 2, stk. 1, jf. § 1, jf. retsplejelovens § 732, i bødesager er fakultativ, men forudsætter særlige omstændigheder, der ikke ses at foreligge i denne sag.  

Efter votering afsagdes 

 k e n d e l s e :

Ved bødeforlæg af 25. april 2023 er T sigtet for tre overtrædelser af skattekontrollovens § 82, stk. 1 (tidligere skattekontrollovens § 13, stk. 1). Det fremgår af bødeforlægget, at sagen kan sluttes med vedtagelse af en bøde på 170.000 kr. 

Under skatteforvaltningens behandling af en sag om strafansvar for overtrædelse af skattelovgivningen kan der beskikkes borgeren en forsvarer, når sagens beskaffenhed, borgerens person eller omstændighederne i øvrigt gør det ønskeligt, jf. forsvarerbistandslovens § 1.  

Landsretten er enig i byrettens resultat og begrundelse herfor. Herefter, og da det, som er anført for landsretten, ikke kan føre til andet resultat, stadfæster landsretten byrettens kendelse. 

 

T h i  b e s t e m m e s :

 

Byrettens kendelse stadfæstes. 

Sagen sluttet.