Spørgsmål:
- Kan det bekræftes, at en godtgørelse, der er tilkendt i medfør af Lov om tidsbegrænset ansættelse for en krænkelse af dennes § 8, er skattefri?
- Såfremt der svares nej til spørgsmål 1, kan det så bekræftes, at en godtgørelse der er tilkendt i medfør af Lov om tidsbegrænset ansættelse, for en krænkelse af dennes § 8 er omfattet af ligningslovens § 7U?
Svar:
- Nej
- Ja
Beskrivelse af de faktiske forhold
Lønmodtageren blev i maj 2019 ansat i en tidsbegrænset stilling til juni 2019.
Herefter blev lønmodtagerens ansættelse forlænget 11 gange til og med udgangen af marts 2021, hvor ansættelsen ikke blev forlænget yderligere.
Lønmodtagerens faglige organisation spurgte herefter arbejdsgiveren om grunden til lønmodtagerens mange forlængelser, og om der havde været objektiver årsager hver gang. Arbejdsgiveren kunne ikke angive objektive årsager til forlængelserne.
Idet der ikke fandtes objektive årsager til forlængelserne af ansættelsen, blev der stillet krav om godtgørelse for en krænkelse af lov om tidsbegrænset ansættelse, hvorefter sagen blev forligt ved, at arbejdsgiveren betalte 75.000 kr. jf. § 8 i Lov om tidsbegrænset ansættelse.
Spørgers opfattelse og begrundelse
Spørgsmålene kan besvares med ’ja’ eller ’nej’ I øvrigt er det følgende bestemmelse, der skal anvendes i Lov om tidsbegrænset ansættelse: § 8. En lønmodtager, hvis rettigheder i henhold til denne lov er krænket, kan tilkendes en godtgørelse. Idet godtgørelse iht. § 8 tilkendes grundet en krænkelse, taler den hidtidige praksis for, at godtgørelsen er skattefri i sin helhed.
Spørger har indsendt følgende høringssvar:
"Vi forstår det sådan, at Skattestyrelsen vurderer, at godtgørelsen skal beskattes iht. ligningslovens § 7u. Vi forstår det endvidere sådan, at dette begrundes i, at godtgørelsen erhverves som følge af fratrædelse - imidlertid er fratrædelse ikke en forudsætning for at en godtgørelse jf. lov om tidsbegrænset ansættelser, kan tilkendes en medarbejder. Som følge heraf er det vores vurdering, at en godtgørelse for en krænkelse af lov om tidsbegrænset ansættelser bør være skattefri i sin helhed uagtet om en medarbejder fratræder eller ej".
Skattestyrelsens indstilling og begrundelse
Spørgsmål 1
Det ønskes bekræftet, at en godtgørelse, der er tilkendt i medfør af lov om tidsbegrænset ansættelse for en krænkelse af dennes § 8, er skattefri.
Begrundelse
I lov om tidsbegrænset ansættelse, § 8 er anført:
"En lønmodtager, hvis rettigheder i henhold til denne lov er krænket, kan tilkendes en godtgørelse.
Stk. 2. En lønmodtager, hvis løn i strid med loven er lavere end en sammenlignelig fastansat, har krav på forskellen.
Stk. 3. Afskediges en lønmodtager, fordi denne har rejst krav i henhold til denne lov, skal arbejdsgiveren betale en godtgørelse".
Der er ikke specifikke skatteretlige regler, der generelt regulerer beskatning af erstatninger eller kompensationer. Udgangspunktet for, hvordan erstatninger beskattes, følger derfor af de grundlæggende principper i statsskattelovens §§ 4 -6.
Hvis erstatningen bliver udbetalt som en løbende ydelse, er det et løbende afkast, der har karakter af indkomsterhvervelse, hvilket altid er skattepligtigt efter statsskattelovens § 4.
Hvis erstatningen er et engangsbeløb, skal erstatningen beskattes på samme måde, som det, den træder i stedet for.
Hvis erstatningen er en kompensation for en del af indkomstgrundlaget, er den skattefri, jf. statsskattelovens § 5.
Hvis erstatningen derimod er en kompensation for et tab i det løbende afkast/den løbende indkomsterhvervelse, er den skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4.
Der er dog også særlovgivning, der regulerer beskatningen.
En sådan særlovgivning findes i ligningslovens § 7 U, hvorefter godtgørelser, der udbetales i forbindelse med den skattepligtiges fratræden af stilling, er skattepligtige.
Af ligningslovens § 7 U fremgår bl.a. at:
"Gaver, godtgørelser og gratialer fra den skattepligtiges arbejdsgiver, der ydes i forbindelse med en medarbejders fratræden af stilling (…), medregnes til den skattepligtige indkomst med det beløb, hvormed de samlede erhvervelser i løbet af indkomståret overstiger 8.000 kr. (…)
Reglen i 1. pkt. gælder ikke, i det omfang beløbet træder i stedet for, hvad modtageren ville have oppebåret i indtægt af stillingen for tiden efter fratrædelsen og indtil det tidspunkt, til hvilket modtageren kunne være opsagt i henhold til sin kontrakt eller lovgivningens almindelige regler.
Stk. 2. For fratrædelsesgodtgørelser er det en betingelse for skattefriheden efter stk. 1, at
1) den skattepligtige person, der modtager godtgørelsen, fuldstændig ophører med at være ansat i den udbetalende virksomhed, og at
2) godtgørelsesbeløbet udbetales i tidsmæssig tilknytning til fratrædelsen."
Af ligningslovens § 7 U følger således, at alle ydelser fra arbejdsgiveren, der ydes i forbindelse med en medarbejders fratrædelse af stilling, medregnes til den skattepligtige indkomst med det beløb, hvormed de samlede erhvervelser i løbet af indkomståret overstiger 8.000 kr.
Af SKM2007.443.LSR fremgår, at en lønmodtager, der havde skiftet fagforening og blev overflyttet til andet arbejde som følge heraf fik udbetalt en godtgørelse efter § 4 i lov om foreningsfrihed på arbejdsmarkedet. Lønmodtageren ophørte med sin stilling hos arbejdsgiveren i forbindelse med den opnåede godtgørelse, der blev udbetalt i tidsmæssig tilknytning til fratrædelsen. Godtgørelsen blev derfor anset for en skattepligtig fratrædelsesgodtgørelse i medfør af ligningslovens § 7 U.
I SKM2018.595.SR kunne Skatterådet derimod bekræfte, at når Ligebehandlingsnævnet havde fastslået, at spørger var blevet udsat for direkte forskelsbehandling under selve ansættelsen, bl.a. på grund af alder og derfor blev tilkendt en godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens §§ 2 og 7, var godtgørelsen skattefri i medfør af statsskattelovens § 5, litra a. Ansættelsen var ikke ophørt og godtgørelsen blev dermed ikke udbetalt i forbindelse med fratræden af stilling.
Det fremgår endvidere af Den juridiske vejledning, afsnit C.A.3.7, at godtgørelse for arbejdsgivers overtrædelse af arbejdstidsdirektivet som udgangspunkt beskattes efter principperne i statsskattelovens §§ 4 - 6.
Såfremt godtgørelse for overtrædelse af arbejdstidsdirektivet udbetales uden afbrydelse af ansættelsesforholdet, vil den være skattefri i medfør af statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a, hvorimod en eventuel godtgørelse i forbindelse med afbrydelse af ansættelsesforholdet, foranlediget af, at man har påberåbt sig arbejdstidsdirektivets regler, beskattes efter reglerne i LL § 7 U om fratrædelsesgodtgørelse
Som det fremgår ovenfor, er den skattemæssige behandling af en godtgørelse afhængig af om medarbejderen under ansættelsen har været udsat for en overtrædelse af fx ligebehandlingsloven, og om godtgørelsen ydes i forbindelse med at man ophører i ansættelsesforholdet eller om godtgørelsen gives som følge af, at medarbejderen under ansættelsen har været udsat for en behandling i strid med den respektive lov, men det ikke fører til afskedigelse.
I det første tilfælde vil godtgørelsen være en skattepligtig fratrædelsesgodtgørelse i henhold til ligningslovens § 7 U. I det andet tilfælde vil godtgørelsen være en skattefri godtgørelse efter statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a.
Er der tale om en tortgodtgørelse, dvs. godtgørelse for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, ære eller person efter erstatningslovens § 26, følger det dog af praksis, at en sådan godtgørelse vil være skattefri efter statsskattelovens § 5, jf. eksempelvis SKM2014.357.BR, uanset at godtgørelsen udbetales i forbindelse med fratrædelse.
Det fremgår af de faktiske oplysninger, at spøger er tilkendt en godtgørelse efter § 8 i lov om tidsbegrænset ansættelse, og at denne godtgørelse blev udbetalt i forbindelse med ophør af ansættelsen.
Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at den omhandlede godtgørelse ikke kan anses som skattefri tortgodtgørelse, som nævnt i erstatningsansvarslovens § 26, men at den skal anses for en skattepligtig fratrædelsesgodtgørelse som skal beskattes i henhold til ligningslovens § 7 U, idet den ydes i forbindelse med ophør af ansættelsen.
I relation til spørgers høringssvar, skal Skattestyrelsen bemærke følgende:
I lov nr. 955 af 20. december 1999, gennemførtes en skærpelse af den bestemmelse i ligningsloven, der grundlæggende var en videreførelse af bestemmelsen om fratrædelsesgodtgørelser i lov om særlig indkomstskat. Af forarbejderne til denne lovændring fremgår det, at alle godtgørelser, der udbetales af den hidtidige arbejdsgiver i forbindelse med fratræden, er omfattet af bestemmelsen.
Af Skatteministeriets besvarelse af høringssvar fra HK til lovforslaget fremgår endvidere, at alle godtgørelser - også de lovpligtige - var omfattet af den foreslåede skærpede beskatning, og at der ikke ønskedes særregler for lovpligtige godtgørelser.
Det følger således af ordlyden af ligningslovens § 7 U og forarbejderne, at alle ydelser, der udbetales af arbejdsgiveren i forbindelse med en medarbejders fratræden af stilling, er skattepligtige, i det omfang de overstiger 8.000 kr. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår videre, at det med denne bestemmelse var tilsigtet at indføre en ensartet og neutral beskatning i alle tilfælde, hvor der i forbindelse med fratræden udbetales et beløb, som overstiger den skattepligtiges sædvanlige aflønning.
Spørgers høringssvar giver derfor ikke anledning til ændring af Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej".
Spørgsmål 2
Det ønskes bekræftet, at en godtgørelse der er tilkendt i medfør af Lov om tidsbegrænset ansættelse, for en krænkelse af dennes § 8 er omfattet af ligningslovens § 7U.
Begrundelse
Der henvises i det hele til besvarelsen af spørgsmål 1.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller derfor, at spørgsmål 2 besvares med "Ja".
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse
Lovgrundlag, forarbejder og praksis
Spørgsmål 1 og 2
Lovgrundlag
I lov om tidsbegrænset ansættelse, § 8 er anført:
"En lønmodtager, hvis rettigheder i henhold til denne lov er krænket, kan tilkendes en godtgørelse.
Stk. 2. En lønmodtager, hvis løn i strid med loven er lavere end en sammenlignelig fastansat, har krav på forskellen.
Stk. 3. Afskediges en lønmodtager, fordi denne har rejst krav i henhold til denne lov, skal arbejdsgiveren betale en godtgørelse".
Ligningslovens § 7 U:
"Gaver, godtgørelser og gratialer fra den skattepligtiges arbejdsgiver, der ydes i forbindelse med en medarbejders fratræden af stilling (…), medregnes til den skattepligtige indkomst med det beløb, hvormed de samlede erhvervelser i løbet af indkomståret overstiger 8.000 kr. (…)
Reglen i 1. pkt. gælder ikke, i det omfang beløbet træder i stedet for, hvad modtageren ville have oppebåret i indtægt af stillingen for tiden efter fratrædelsen og indtil det tidspunkt, til hvilket modtageren kunne være opsagt i henhold til sin kontrakt eller lovgivningens almindelige regler.
Stk. 2. For fratrædelsesgodtgørelser er det en betingelse for skattefriheden efter stk. 1, at
1) den skattepligtige person, der modtager godtgørelsen, fuldstændig ophører med at være ansat i den udbetalende virksomhed, og at
2) godtgørelsesbeløbet udbetales i tidsmæssig tilknytning til fratrædelsen."
Af ligningslovens § 7 U følger således, at alle ydelser fra arbejdsgiveren, der ydes i forbindelse med en medarbejders fratrædelse af stilling, medregnes til den skattepligtige indkomst med det beløb, hvormed de samlede erhvervelser i løbet af indkomståret overstiger 8.000 kr.
Forarbejder i L 88 af 4. november 1999, jf. Lov nr. 955 af 20. december 1999.
Alle godtgørelser, der udbetales af den hidtidige arbejdsgiver i forbindelse med fratræden, er omfattet af bestemmelsen.
Af Skatteministeriets besvarelse af høringssvar fra HK til lovforslaget fremgår endvidere, at alle godtgørelser - også de lovpligtige - var omfattet af den foreslåede skærpede beskatning, og at der ikke ønskedes særregler for lovpligtige godtgørelser.
Praksis
SKM2007.443.LSR
Det fremgår heraf, at en lønmodtager, der havde skiftet fagforening og blev overflyttet til andet arbejde som følge heraf fik udbetalt en godtgørelse efter § 4 i lov om foreningsfrihed på arbejdsmarkedet. Lønmodtageren ophørte med sin stilling hos arbejdsgiveren i forbindelse med den opnåede godtgørelse, der blev udbetalt i tidsmæssig tilknytning til fratrædelsen. Godtgørelsen blev derfor anset for en skattepligtig fratrædelsesgodtgørelse i medfør af ligningslovens § 7 U.
SKM2018.595.SR
Skatterådet kunne i denne afgørelse derimod bekræfte, at når Ligebehandlingsnævnet havde fastslået, at spørger var blevet udsat for direkte forskelsbehandling under selve ansættelsen, bl.a. på grund af alder og derfor blev tilkendt en godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens §§ 2 og 7, var godtgørelsen skattefri i medfør af statsskattelovens § 5, litra a. Ansættelsen var ikke ophørt og godtgørelsen blev dermed ikke udbetalt i forbindelse med fratræden af stilling.
SKM2014.357.BR:
Sagen handlede om, hvorvidt beløb udbetalt i henhold til erhvervsuddannelseslovens § 65, stk. 1, var skattepligtigt efter ligningslovens § 7 U, eller om beløbet er skattefrit efter statsskattelovens § 5, litra a.
Sagsøgeren var tilkendt erstatning for tab af uddannelsesgode med kr. 30.000 kr., da det ved dom var slået fast, at sagsøgeren med rette havde ophævet sin uddannelsesaftale, fordi han havde været udsat for ... udøvet af en anden ansat.
Retten fandt, at det tilkendte beløb ikke kunne betragtes som en erstatning for arbejdsgiverens misligholdelse, der er omfattet af ligningslovens § 7 U, men derimod som en erstatning givet som følge af en retsstridig krænkelse af sagsøgerens ære eller person, jf. principperne i erstatningsansvarslovens § 26, og beløbet var derfor skattefrit efter statsskattelovens § 5, litra a.
Den juridiske vejledning, afsnit C.A.3.7:
Det fremgår heraf, at godtgørelse for arbejdsgivers overtrædelse af arbejdstidsdirektivet som udgangspunkt beskattes efter principperne i statsskattelovens §§ 4 - 6.