Dato for udgivelse
09 apr 2019 09:05
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
31 jan 2019 08:56
SKM-nummer
SKM2019.201.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
16-1401269
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Lempelse, afbrydelse, udlandsophold, indkomstskat, ferie
Resumé

Klager ansås for berettiget til udlandslempelse efter ligningslovens § 33 A, idet klagers ophold her i landet ikke ansås for at have afbrudt udlandsopholdet. Landsskatteretten lagde vægt på, at klager i den omhandlede periode ikke havde arbejdet eller modtaget understøttelse.

 

Reference(r)

Kildeskattelovens § 1
Ligningslovens § 33 A, stk. 1, 1. pkt.
Cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 om ligningsloven, pkt. 5.2.4.
Lov nr. 245/1982 samt forarbejder

 

Henvisning

Den juridiske vejledning 2019-1, afsnit C.F.4.2.2.4

Henvisning

Den juridiske vejledning, 2019-1, afsnit C.F.4.2.2.3.

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Er klageren berettiget til lempelse efter ligningslovens § 33 A i perioden fra 8. april 2013 til 17. oktober 2013?

Nej

Ja

Ja

Faktiske oplysninger
Klageren har arbejdet i udlandet for to forskellige arbejdsgivere i følgende perioder:

Fra:

Til:

Ansættelse:

8. april 2013

22. juni 2013

Ansættelse ved G1

23. juni 2013

3. august 2013

Uden ansættelsesforhold

4. august 2013

17. oktober 2013

Ansættelse ved G2

I perioden fra den 8. april til den 22. juni 2013 har klageren arbejdet 752,75 timer for G1, og af hans lønseddel fremgår det, at hans overtid er blevet løbende udbetalt.

I perioden fra den 23. juni til den 3. august 2013 har klageren ikke udført arbejde i hverken Danmark eller udlandet. Han har ikke modtaget nogen form for understøttelse eller haft anden indkomst.

SKATs afgørelse
SKAT har ikke anset klageren for omfattet af ligningslovens § 33 A, fordi han har afbrudt udlandsopholdet den 22. juni 2013, idet han fra denne dato ikke har været i et tjenesteforhold.

SKAT har fremført følgende:

"Ifølge ligningslovens § 33 A kan man "under ophold udenfor riget i mindst 6 måneder uden andre afbrydelser af opholdet end nødvendigt arbejde her i riget i direkte forbindelse med udlandsopholdet, ferie el. lign. af en sammenlagt varighed på højst 42 dage erhvervet lønindkomst ved personligt arbejde i tjenesteforhold, nedsættes den samlede indkomstskat med det beløb, der forholdsmæssigt falder på den udenlandske indkomst."

I cirkulære om ligningsloven nr. 72 af 17.04.1996 fremgår følgende i afsnit 5.2.4 om afbrydelse af opholdet på grund af nødvendigt arbejde i direkte forbindelse med udlandsopholdet, ferie el. lign: "Ordene »ferie el.lign.« omfatter ethvert ophold indenfor riget, uanset årsagen til dette, dog bortset fra de erhvervsmæssigt betingede ophold. Et ufrivilligt ophold indenfor riget ud over 42 dage inden for et halvt år, f. eks. nødvendiggjort af sygdom, bevirker således, at retten til at påberåbe sig nedslag fortabes."

Det er herefter fortsat SKAT's opfattelse, at du ikke opfylder betingelserne i ligningslovens § 33 A, idet opholdet afbrydes den 22. juni 2013. Fra denne dato er du ikke i et ansættelsesforhold. Det er ikke afgørende, at du ikke har modtaget arbejdsløshedsdagpenge. Det er derimod afgørende, at udlandsopholdet afbrydes af andet end nødvendigt arbejde, og at du i perioden fra 22. juni 2013 og frem til ansættelse ved nu arbejdsgiver den 4. august 2013 ikke er i et tjenesteforhold."

Klagerens opfattelse
Klageren har anført, at han har opfyldt betingelserne for lempelse efter ligningslovens § 33 A fra den 8. april til den 17. oktober 2013, idet perioden uden et ansættelsesforhold ikke har afbrudt udlandsopholdet.

Klageren har fremført følgende:

"I det cirkulære nr 72 af 17.04.1996 om ligningsloven, som Skat i afslaget henviser til står, at ethvert ophold indefor riget, uanset årsagen til dette, bortset fra de erhvervsmæssigt betingede ophold. Ja korrekt, men der står jo, at det tæller med, også ved sygdom, hvis det strækker sig over de 42 dage. Men det gør det jo ikke her, det drejer sig jo ikke om, at jeg har været for længe i Danmark, da jeg kun har været i Danmark i 42 dage. Så her fejl fortolker de cirkulæret.

[…]

Skat har så fortolket lovteksten således, at de har givet mig afslag på skattenedsættelse efter §33a, da jeg i en periode fra min afsked ved G1, indtil min ansættelse ved G2, alene af den grund, at jeg udover at have haft ferie, også har været arbejdsløs i en periode.

Jeg er enig med Skat i, at der i lovteksten står, at man kun må afbryde udlandsopholdet af arbejde, der er i direkte tilknytning til udlandsarbejdet, og af ferie og lignende.

Men jeg må så også gøre gældende, at der også i lovteksten står, at jeg ikke må modtage understøttelse, hvis jeg ikke vil afbryde perioden for udlandsarbejdet.

Altså må jeg hverken udføre arbejde i Danmark, eller modtage understøttelse, uden at perioden afbrydes.

Og jeg har ikke gjort nogen af delene, og finder det derfor bevist, at jeg ikke har afbrudt perioden for udlandsarbejdet med andet end "ferie og lignende". Jeg har optjent/udført over 700 timers arbejde i den periode, hvor jeg var ansat ved G1, og i den periode der lå, fra min sidste arbejdsdag, indtil jeg tog på ferie fredag d. 19 juli, bare har "afspadseret mine mange timer". Altså kun været i Danmark under ferie og lignende.

Der står endvidere i lovteksten, at antallet af arbejdsgivere i perioden for udlandsarbejdet ikke er af betydning for skattenedsættelsen. Altså må man godt have flere ansættelses forhold, og dermed også arbejdsløsheds perioder der imellem. Blot man ikke har lønindkomst i Danmark, der ikke er i direkte forbindelse med udlandsarbejdet.

For at belyse denne regel kan jeg henvise til, at hvis man som montør/servicetekniker demonterer en defekt enhed, og tager den med til Danmark for at reparere den på værkstedet hjemme i firmaets værksted, og kun udfører dette reparationsarbejde på denne defekte del, og tager den med til udlandsarbejdet igen, så har man ikke afbrudt udlandsopholdet. Men udfører man derudover andet arbejde i Danmark, så afbrydes perioden.

Igen, jeg har ikke arbejdet i Danmark mellem 8 april 2013 og 17 oktober 2013. Ej heller har jeg haft anden indkomst fra Danmark, end ikke arbejdsløshedsdagpenge, i samme periode.

Jeg vil derfor påstå, at Skats afgørelse er forkert, og anmode Skatteankestyrelsen om at omgøre denne afgørelse, og give mig medhold i, at jeg opfylder kravene til skattenedsættelse af min løn i ovennævnte periode."

Landsskatterettens afgørelse
Hvis en person, der er skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, under ophold uden for riget i mindst 6 måneder uden andre afbrydelser af opholdet end nødvendigt arbejde her i riget i direkte forbindelse med udlandsopholdet, ferie eller lignende af en sammenlagt varighed på højst 42 dage, har erhvervet lønindkomst ved personligt arbejde i tjenesteforhold, nedsættes den samlede indkomstskat med det beløb, der forholdsmæssigt falder på den udenlandske indkomst, jf. ligningslovens § 33 A, stk. 1, 1. pkt.

I henhold til cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 om ligningsloven, pkt. 5.2.4., omfatter ordene ferie el.lign. ethvert ophold i Danmark, uanset årsagen, medmindre det er erhvervsmæssigt betinget. De erhvervsmæssigt betingede ophold består af f.eks. lønmodtagerarbejde her i landet. Fordi klageren er uden et ansættelsesforhold under opholdet i Danmark i perioden fra 23. juni til 3. august 2013, kan dette ophold ikke anses for at være erhvervsmæssigt betinget.

Af forarbejderne til lov nr. 245/1982, som bl.a. ændrede ligningslovens § 33 A, fremgår følgende:

"Efter den foreslåede regel nedsættes det nødvendige udlandsophold til et halvt år, og dette halve år må kun afbrydes af ophold i Danmark på højst tilsammen 42 dage. Det er uden betydning, om disse 42 dage er feriedage, afspadseringsdage, søn- og helligdage, sygedage, eller skyldes andre årsager.

Der har under den hidtidige administration af bestemmelsen hersket nogen usikkerhed om, hvad man skal anse for »ferie og lignende« samt med hensyn til, hvor lange ferieperioder, der kunne komme i betragtning, uden at udlandsopholdet skulle anses for definitivt afbrudt. Indførelsen af en fast dageregel har til formål at fjerne denne usikkerhed."

Formålet med ændringen var at fjerne usikkerheden om, hvad der skal anses for ferie el.lign. Det blev opnået ved at udvide karakteren af de ophold her i landet, som er omfattet, idet det er uden betydning, om dagene er feriedage, afspadseringsdage eller skyldes andre årsager. Samtidig blev antallet af opholdsdage begrænset til 42.

Landsskatteretten tillægger det betydning, at det var lovgivers hensigt med lov nr. 245/1982 at tydeliggøre, at ethvert ophold i Danmark, der ikke er erhvervsbetinget, er omfattet af begrebet "ferie el.lign.". Begrebet anses derfor for udvidet i forhold til den tidligere gældende lovgivning og praksis, hvorfor klagerens ophold her i landet uden et ansættelsesforhold ikke i sig selv anses for at have afbrudt udlandsopholdet.

Eftersom klageren ikke har arbejdet eller modtaget understøttelse her i landet, anses opholdet for at udgøre ferie el.lign.

Landsskatteretten finder derfor, at klagerens udlandsophold ikke blev afbrudt som følge af opholdet her i landet, hvorfor SKATs afgørelse ændres, og der gives medhold i klagen.