Parter

A

(v/adv. Simon Bernard Clark)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. Anders Vangsø Mortensen)

Sagens oplysninger og parternes påstande

Københavns Byrets dom af 9. oktober 2017 (BS 36A-8122/2016, SKM2017.613.BR) er anket af A med påstand som for byretten om, at Skatteministeriet skal anerkende, at hans skatteansættelser for 2007-2009 nedsættes med henholdsvis 144.681 kr., 248.223 kr. og 315.977 kr.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet forklaring af A og IJ.

A har supplerende forklaret bl.a., at han inden 2007 arbejdede som student på en alarmcentral. Han havde ikke arbejdet i udlandet, inden han blev ansat i G1. Da arbejdet i G1 skulle foregå i udlandet, søgte han afklaring af sine skattemæssige forhold, inden han endeligt indgik aftalen med G1. Han forstod i april 2007 på skatterådgiver IJ, at han ville kunne opnå store skattemæssige fordele ved at arbejde i udlandet, hvis han ikke var i Danmark i mere end 42 dage pr. halve år. Overholdt han denne regel, skulle han ifølge IJ ikke betale skat i Danmark. Han fortalte IJ, hvordan hans arbejdsforhold ville blive, herunder at han skulle være 5-6 uger i udlandet ad gangen, samt at arbejdsgiveren ville betale skat til de udenlandske skattemyndig­ heder. Hun sagde, at han skulle gemme flybilletter, søfartsbog og pas etc., så han kunne dokumentere, i hvilke lande han havde arbejdet. Han har stadig de pågældende bilag. Han forstod det således, at SKAT ville rette henvendelse til ham, hvis de ønskede oplysninger om hans indtægter i udlandet, og at han ikke selv skulle oplyse SKAT herom, hvis ikke han blev spurgt. Han fik ikke rådgivning om, hvorvidt han skulle indgive selvangivelse i Danmark. Emnet blev ikke bragt op på mødet, der varede 10-20 minutter. Han fik ikke noget på skrift efter mødet. Til JJ betalte han 4-5.000 kr. for den rådgivning, han havde fået. Han har ikke siden mødet i 2007 haft kontakt til IJ.

Han fik i G1 omtrent den løn, han kunne forvente ved et tilsvarende arbejde i Danmark. Det var på grund af den lavere skat og dermed den højere nettoløn, at han accepterede at arbejde i udlandet, selv om han havde sin familie i Danmark.

Hans løn fra G1 gik ind på hans sædvanlige lønkonto i F2-bank. Han tjekkede løbende, at han modtog det korrekte beløb. Han foretog ikke indberetninger til SKAT, da han som nævnt forstod det således, at det i givet fald var SKAT, der skulle rette henvendelse til ham, hvis de fandt grundlag herfor. Han er schweizisk statsborger, og han har også en bankkonto i Schweitz. I 2012/13 måtte han betale et stort beløb i ekstraskat. Det har haft store økonomiske konsekvenser for ham og hans familie. Han er på intet tidspunkt blevet sigtet.

IJ har forklaret bl.a., at hun er uddannet skatterevisor og har arbejdet som sådan i 29 år. I de sidste 4-5 år har hun navnlig fokuseret på søfolks skatteforhold. Tidligere arbejdede hun med mange forskellige sagstyper. Det gjorde hun også i 2007, hvor hun var ansat i R1. Det var atypisk, at partneren JJ som henvisende revisor ikke deltog i hendes møde med A i 2007. A oplyste under mø­det, at han skulle arbejde i udlandet. Hun mener ikke, at han præcist vidste, hvilke lande han skulle arbejde i. Han har nok oplyst, hvilken arbejdsturnus han forventede. Under mødet havde han endnu ikke endeligt indgået aftale med G1. Hun fortalte A, at hvis han overholdt betingelserne i § 33 A i ligningsloven, så var der muligheder for, at han kunne blive fri for at betale skat i Danmark. Hun vejledte om indholdet af bestemmelsen. Hun understregede, at det var vigtigt, at han gemte dokumentation for, hvornår han var i udlandet. Hun vidste, at han skulle indgive selvangivelse i Danmark, men hun er sikker på, at hun ikke rådgav A herom. Det var ikke naturligt, at hun under det korte møde på maks. ½ time forestod en så dybtgående rådgivning. I en sådan rådgivningssituation er det ikke naturligt at komme ind på skattekontrolloven. Hun mener heller ikke, at andre rådgivere ville have omtalt pligten til at indgive selvangivelse i Danmark. På grund af denne sag har hun ændret praksis. Hun rådgiver nu sine klienter om, at de i en tilsvarende situation skal indgive selvangivelse i Danmark.

Hun har først i forbindelsen med retssagen set R1' udaterede notat, der er citeret i Landsskatterettens kendelse. Hun noterede hos R1 den tid, hun anvendte på sagerne, men havde ikke noget med regninger at gøre. Hun beklager, at hun sagde til JJ, at hun ikke kunne huske noget om sagen. Hun gav et afvisende svar til JJ, da hun havde travlt og formentlig følte sig presset. Derefter kontaktede A hende.

Procedure

Parterne har for landsretten i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

A har herunder præciseret, at det ikke altid er groft uagtsomt at undlade at indgive selvangivelse. Han har konkret handlet i god tro og i overensstemmelse med den rådgivning, han har fået. Ved bedømmelsen er det vigtigt, at reglerne om lempelse af skattepligten for personer der arbejder i udlandet er meget komplicerede. Hans undladelse er på den baggrund ikke så grov, at han vil kunne straffes herfor, hvilket efter lovens forarbejder normalt er en forudsætning for, at der kan foretages ekstraordinær genoptagelse efter skattekontrollovens§ 27, stk. 1, 5. pkt.

Skatteministeriet har herunder præciseret, at A under alle omstændigheder, som skattepligtig i Danmark, skulle have selvangivet sine indkomster, jf. den i øvrigt meget enkle§ 1 i skattekontrolloven, og at A endvidere ubestridt ikke opfyldte betingelserne for lempelse efter ligningslovens § 33 A i hele perioden. Den omstændighed, at A måtte være rådgivet ufuldstændigt eller forkert er ikke afgørende, jf. U2018.3845H, hvor Højesteret vurderede, at skatteyderne havde udvist grov uagtsomhed, selv om de havde søgt rådgivning hos en advokat og formentlig havde for­ holdt sig overensstemmelse med de råd, de havde fået.

Landsrettens begrundelse og resultat

Navnlig efter de for landsretten afgivne forklaringer lægges det til grund, at A i april 2007 talte med revisor IJ i 10-20 minutter og derunder blev vejledt om ligningslovens§ 33 A m.v.

A var i 2007-09 ubestridt skattepligtig i Danmark, og han var derfor forpligtet til at selvangive sin indkomst til de danske skattemyndigheder, jf. den dagældende § 1, stk. 1, i skattekontrolloven. Det ændrer ikke herpå, at han i et vist omfang var berettiget til skattelempelser vedrørende sine udenlandske indtægter.

Herefter, og af de af byretten i øvrigt anførte grunde, tiltræder landsretten, at A har handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive sin indkomst i udlandet, samt at SKAT derfor var berettiget til at genoptage hans skatteansættelser som sket. Det oplyste om den rådgivning, som A fik af revisor IJ, kan ikke føre til et andet resultat, jf. herved også U2018.3845H.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

A skal betale sagsomkostninger for landsretten med 30.000 kr. vedrørende udgift til advokatbistand. Ved fastsættelsen af beløbet er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang og varighed.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 30.000 kr. til Skatteministeriet.

Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.