Parter

A
(v/adv. Henrik Dupont Jørgensen)

Mod

Skatteministeriet
(v/Kammeradvokaten, v/adv.fm. Mia Ravn Christensen)

Afsagt af byretsdommer

Kim Holst

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt et beløb på 364.745 kr. er skattepligtig indkomst i 2012 for sagsøgeren, A.

A har nedlagt påstand om, at hans skattepligtige indkomst for 2012 ikke forhøjes med 364.745 kr.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Der er afgivet forklaring af A.

A har forklaret, at han er fra Y1-Land og har boet i Danmark i ca. 8 år. I Danmark har han uddannet sig og har sideløbende hermed arbejdet på fuld tid. Han blev ansat i G1 3-4 måneder efter sin ankomst til Danmark i 2010. Selskabet beskæftigede sig med distribution af aviser.

Selskabets "underleverandører" var kinesere. Han har været i kontakt med underleverandørerne, idet de var "kolleger og ofte mødtes på arbejdspladsen". Han "udlånte" sin konto, for at underleverandørerne via ham kunne få udbetalinger fra G1. Det var underleverandørerne/deres venner, der anmodede om dette, fordi de havde problemer med at få oprettet erhvervskonti i Danmark, og han valgte at hjælpe dem.

Hans løn fra G1 blev indbetalt på en anden konto end den konto, som udbetalingerne til underleverandørerne blev indbetalt på. Han ved ikke, hvem der udarbejdede lønsedlerne i G1, men han vil tro, at det var selskabets regnskabsmedarbejder. Lønudbetalingerne foregik igennem R1-Løn, og der blev derfor indeholdt skat.

Han var ikke klar over, at det kunne være et problem i forhold til SKAT at lave en sådan ordning. Han kendte en anden studerende, som også lige var kommet til Danmark, og som forinden havde lavet en tilsvarende ordning.

Han vil tro, at de pågældende underleverandører ikke længere er i Danmark og derfor ikke kan bekræfte hans oplysninger, men han er ikke sikker på, at de ikke længere er her. Han stoppede med at arbejde for G1 i slutningen af 2014 og har ikke haft kontakt til underleverandørerne siden. Han stoppede, fordi han fik et bedre job. De telefonnumre, som han havde til underleverandørerne, er på nuværende tidspunkt nok overtaget af nogle andre.

LI arbejdede vistnok i G1 på samme tid som han selv, men han er ikke sikker. Han har ikke selv talt med LI i forbindelse med sagen.

Han hævede beløbene kontant og videregav dem kontant til underleverandørerne. Han fik ikke kvitteringer ved videregivelserne, idet han ikke troede, at det var nødvendigt.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument af 4. december 2017 gjort følgende gældende:

"Det gøres gældende, at de på sagsøgers konto indsatte beløb i alt kr. 364.745,00 ikke har tilhørt sagsøger, og derfor ikke bør indgå i sagsøgers skattepligtige indkomst."

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument af 12. december 2017 gjort følgende gældende:

"Skatteministeriet gør gældende, at de 8 indsætninger på i alt kr. 364.745 på A’s konto skal beskattes som personlig indkomst i henhold til statsskattelovens § 4, jf. personskattelovens § 3, stk. 1.

Ifølge statsskattelovens § 4 betragtes med de i bestemmelsen fastsatte undtagelser og begrænsninger som skattepligtig indkomst den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi.

Over en periode på 10 måneder fra marts til december 2012 er der over 8 gange indsat et betydeligt beløb på i alt kr. 364.745 på A’s konto, som han havde fuld rådighed over.

Udover de omtvistede indsætninger fremgår det ligeledes af kontoudtoget (bilag B), at der bl.a. er gået feriepenge ind på kontoen. De 8 indsætninger er derfor ikke holdt adskilt fra A’s øvrige formue, jf. UfR 2010.415/2 H. (SKM2010.415.HR)

Det er en usædvanlig forretningsgang, at en almindelig lønmodtager skal formidle kontante betalinger af så betydelige størrelser på samlet kr. 364.745 til sin arbejdsgivers underleverandører. Forklaringen om, at underleverandørerne enten ikke havde en dansk bankkonto eller havde problemer med deres egen bankkonto er også usædvanlig og ikke sandsynliggjort. De fleste af fakturaerne i bilag D indeholder i øvrigt oplysninger om bankkonti i danske banker.

Under disse omstændigheder påhviler det A at bevise, at indsætningerne på hans bankkonto er skattefri indkomst, jf. f.eks. UfR 2009.163 H, UfR 2010.415/2 H,(SKM2010.415.HR), SKM2013.537.ØLR, SKM2013.613.ØLR, SKM2017.143.ØLR, SKM2017.344.ØLR og SKM2017.407.ØLR.

Skatteministeriet bestrider, at A har løftet denne bevisbyrde.

Ifølge A modtog han alene de 8 indsætninger fra hans arbejdsgiver med henblik på at videregive beløbene til arbejdsgiverens underleverandører kontant. Dette kan kun lægges til grund, hvis det er bestyrket ved objektive kendsgerninger, jf. lignende situationer i f.eks. U 2009.476/2 H og SKM2013.537.ØLR. Sådanne objektive kendsgerninger foreligger ikke.

Bogføringsteksten til indsætningerne (bilag B) indeholder ikke oplysning om, at pengene skulle være øremærket til G1’ underleverandører til levering af og kørsel med aviser og magasiner. Bogføringsteksterne er blandt andet "imam", "self loan", "home" og "fee".

Af bogføringsteksterne på A’s kontoudtog (bilag E) fremgår alene, at der er foretaget kontanthævninger i pengeautomater og ikke, at indsætningerne skulle være tilgået arbejdsgiverens underleverandører.

Der er ikke for underleverandørerne fremlagt regnskabsmateriale, kontoudtog eller lignende, der viser, at underleverandørerne har modtaget beløb endsige beløb, der svarer til indsætningerne.

Det fremlagte kontoudtog, der viser kontante hævninger (bilag E), sammenholdt med de fremlagte fakturaer (bilag D) dokumenterer ikke, at A har formidlet betalinger til hans arbejdsgivers underleverandører, eller at de indsatte beløb er modtaget af underleverandørerne.

Datoer og beløbsmæssige størrelser på A’s kontanthævninger (bilag E) er ikke sammenfaldende med beløb og datoer, der fremgår af de fremlagte fakturaer (bilag D). Det ændrer ikke herpå, at indsætningerne og de fremlagte fakturaer stemmer overens beløbsmæssigt.

Der henvises til eksemplet som angivet i svarskriftet, side 5, sidste afsnit. Her påvises det, at der - selvom der er beløbsmæssig overensstemmelse mellem fakturabeløbet og indsættelserne på A’s konto - ikke er hævet beløb på hans konto svarende til de indsatte beløb i perioden. Dette er også tilfældet for alle senere fakturaer og kontante hævninger.

I perioden marts december 2012 er der indsat i alt kr. 364.745 på A’s konto fra hans arbejdsgiver (udover hans løn), mens der i samme periode kun er hævet kr. 297.000 i kontanter fra A’s konto. De beløb, der er påstået hævet, og de hævninger, der reelt er foretaget, stemmer således ikke overens hverken i forhold til dato eller beløbets størrelse.

Der er ikke fremlagt årsregnskab fra arbejdsgiveren eller andet, der beviser, at A’s arbejdsgiver, G1, har fratrukket de indsatte beløb, som skulle udgøre betalinger af dennes underleverandører.

På baggrund af det anførte gøres det sammenfattende gældende, at A ikke har godtgjort, at de beløb, der er indsat på hans konto, ikke tilhørte ham, men i stedet skulle være anvendt til betaling af hans arbejdsgivers underleverandører. Beløbene må derfor anses for at udgøre  A’s personlige indkomst, der er skattepligtig efter statsskattelovens § 4."

Rettens begrundelse og afgørelse

Det i sagen omhandlede beløb udgøres af 8 indbetalinger på A’s bankkonto i perioden fra den 7. marts 2012 til den 21. december 2012 (jf. bilag B).

Indbetalingerne blev foretaget af selskabet G1, som A var ansat hos i den pågældende periode.

A har om indbetalingerne forklaret, at han "udlånte" sin konto således, at arbejdsgiverens "underleverandører" via ham kunne få udbetalinger fra arbejdsgiveren, idet underleverandørerne angiveligt havde problemer med at få oprettet erhvervskonti i Danmark.

En sådan konstruktion må i sig selv anses for ganske usædvanlig.

Dertil kommer, at forklaringen ikke harmonerer med, at der på 6 af de 8 fakturaer (bilag D), der angiveligt skulle dokumentere underleverandørernes krav mod G1, netop er angivet et kontonummer, hvortil betaling kan ske.

Endvidere indikerer de til indbetalingerne knyttede posteringstekster (jf. bilag B) ikke, at der skulle være tale om beløb til videreformidling til underleverandører. Tværtimod indikerer f.eks. teksterne "fee" og "Nov-12", at der kan være tale om løn.

Derudover ses der ikke at være en sammenhæng mellem indbetalingerne på A’s konto og de af ham foretagne kontanthævninger (jf. bilag E), der kan understøtte forklaringen om videreformidling til underleverandører til betaling af de angivelige fakturaer.

Det bemærkes i øvrigt, at A’s forklaring umiddelbart må forstås således, at han også i 2012 arbejdede på fuld tid hos G1, men at hans bruttoløn fra dette selskab i 2012 alene blev angivet til knap 82.000 kr. (jf. bilag A).

Retten finder på denne baggrund, at A ikke har løftet bevisbyrden for, at de pågældende indbetalinger på hans konto ikke tilhørte ham og derfor ikke er skattepligtig indkomst efter statsskattelovens § 4.

De fremlagte fakturaer kan på denne baggrund ikke føre til et andet resultat, uanset at Skatteministeriet ikke har bestridt ægtheden af fakturaerne.

Retten tager herefter Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

Efter sagens udfald skal A betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 35.000 kr. Beløbet, der udgør udgifter til advokatbistand, er fastsat bl.a. under hensyn til sagens begrænsede omfang.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Skatteministeriet frifindes.

A skal inden 14 dage til Skatteministeriet betale sagens omkostninger med 35.000 kr.

Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.