Spørgsmål
Kan Skatterådet bekræfte, at de ansatte, der tager til fitness med beboerne, ikke skal beskattes af et fitnesskort, betalt af A?
Svar
Nej.
Beskrivelse af de faktiske forhold
A er et botilbud for hjemløse. Botilbuddet har åbent 365 dage om året, 24 timer i døgnet, hvilket indebærer, at personalet har skiftende arbejdsdage og arbejdstider.
Botilbuddet har gennem mange år lavet forskellige aktiviteter med beboerne, som en del af den pædagogiske praksis.
For at udvide de sportslige aktiviteter, overvejer A at begynde at tage beboerne med i fitness center.
Dette vil imidlertid medføre, at der købes et personligt fitnesskort (abonnement) til de medarbejdere, som vil følge sammen med beboerne til fitness. Kortet vil således ikke blive købt til de ansatte og praktikanter/vikar m.m., der ikke tager til fitness med beboerne.
A regner således med, at der anskaffes 6 fitnesskort, hvilket svarer til halvdelen af personalegruppen.
Efterfølgende vil de personlige kort blive udleveret til de pågældende medarbejdere. Spørger vil ikke registrere, på hvilke tidspunkter de ansatte vil anvende kortet, hvilket indebærer, at de ansatte kan benytte kortet uden at være sammen med de hjemløse.
Det er oplyst, at de ansatte vil tage til fitness en ad gangen.
Det er oplyst, at kravet om et personligt fitnesskort er opstillet af Anti-doping Danmark. Dette indebærer, at det ikke er muligt at anskaffe ét kort som alle medarbejdere kunne bruge.
I fitnesscentrene vil de ansatte træne sammen med beboerne, de vil vise dem, hvordan de enkelte maskiner fungere og det kan påregnes, at de også vil føre tilsyn med beboerne.
Idet der er tale om en planlagt disposition, foreligger der ikke oplysninger om størrelsen af udgifter.
Ifølge det oplyste overvejer spørger at købe fitnesskort hos B. I den forbindelse har spørger fremlagt kopi af almindelige betingelser for medlemskab af B.
Dette har givet anledning til, at Skatteministeriet har undersøgt priserne hos B og måtte konstatere, at prisen for fitnesskort hos B ligger på mellem 259 kr. og 519 kr. pr. måned.
Derudover skal der betales et indmeldelsesgebyr på 249 kr. Dernæst gælder det, at alle medlemskaber har bindingsperiode på 6 måneder.
I konsekvens heraf vil udgiften til et nyt kort ligger på mellem 1.803 kr. og 3.363 kr.
I henhold til spørges hjemmeside er målet for arbejde på A at få hjemløse mennesker til at ændre adfærd, så de kommer til at fungere bedre og skaber sig et bedre liv.
I fortsættelse heraf nævnes det, at en hjemløs person ikke bare er en, der mangler bolig, men at der er tale om en livssituation, som ofte skyldes flere forskellige problemer, og hvor en af dem er dårlig fysik, dårligt helbred eller sygdom.
Spørgers opfattelse og begrundelse
Spørger er af den opfattelse, at fitnesskortet skal betragtes som et praktisk arbejdsredskab, der gør det muligt, at de ansatte kan udføre deres arbejde.
Spørger vurderer derfor, at kortet ikke skal anses for et personalegode.
Skatteministeriets indstilling og begrundelse
Det ønskes bekræftet, at de ansatte i A, der tager til fitness med beboerne, ikke vil blive beskattet af et fitnesskort, betalt A.
Lovgrundlag
Det fremgår af statsskattelovens § 4, at alle indtægter af økonomisk værdi er skattepligtige, uanset om der er tale om kontanter eller naturalier, og uanset om den økonomiske fordel har form af en éngangsindtægt eller er af tilbagevendende karakter.
Efter statsskattelovens § 4 vil en medarbejder derfor som udgangspunkt være skattepligtig af værdien af de økonomiske fordele, som vedkommende opnår i kraft af ansættelsesforholdet, hvad enten der er tale om kontanter eller naturalieydelser m.v.
Det fremgår dernæst af ligningslovens § 16, stk. 1, at der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, efter reglerne i stk. 3-13 medregnes vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, jf. statsskattelovens §§ 4-6, når tilskuddet eller godet modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt.
Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 3, 3 pkt., at goder, herunder julegaver i form af naturalier, kun beskattes, hvis den samlede værdi af disse goder fra en eller flere arbejdsgivere m.v. overstiger et grundbeløb på 1.000 kr.
Det fremgår yderligere at ligningslovens § 16, stk. 3, 5 pkt. at goder, som arbejdsgiveren i overvejende grad har ydet af hensyn til den ansattes arbejde, beskattes kun, hvis den samlede værdi af disse goder fra en eller flere arbejdsgivere m.v. overstiger et grundbeløb på 5.500 kr.
For både 3. og 5. pkt. gælder, at hvis godernes samlede værdi overstiger grundbeløbet, beskattes hele den samlede værdi. Julegaver i form af naturalier fra en arbejdsgiver m.v. beskattes dog ikke, hvis værdien af julegaven ikke overstiger et grundbeløb på 700 kr. Værdien af visse oplistede goder beskattes uden hensyn til grundbeløbene i 3.-5. pkt., og værdien af disse goder medregnes ikke ved beregningen af, om grundbeløbene er overskredet.
Praksis
I SKM2004.505.LSR fandt Landsskatteretten, at et gratis medlemskab i golfklub for hovedanpartshaver og dennes ægtefælle, der var ydet som led i en sponsoraftale med et anpartsselskabet, skulle beskattes.
I SKM2008.1034.SR konkluderede Skatterådet, at de ansatte var skattepligtige af kontingent til golfklub, som arbejdsgiveren ville betale. Der var tale om en besparelse i privatforbrug, og kontingentet var ikke i overvejende grad stillet til rådighed af hensyn til de ansattes arbejde.
I SKM2011.559.SR konkluderede Skatterådet, at de ansattes adgang til gratis benyttelse af en kommunes svømmehal og motionscenter blev anset som et skattepligtigt personalegode. Beskatningen var dog omfattet af bagatelgrænsen i ligningslovens § 16, stk. 3, 3. pkt.
Skatteministeriet skal dernæst bemærke, at Skatterådet har haft en række sager vedrørende en pædagogisk spisetræning, hvor de ansatte skulle spisetræne handicappede, ældre eller børn.
I SKM2010.580.SR. konkluderede Skatterådet, at de ansatte i kommunens daginstitutioner skulle beskattes af værdien af fri kost, i det omfang de deltager i spisning med børnene som en del af deres arbejde, og hvor der ikke betales for det pædagogiske måltid, eller hvor der alene betales for råvareprisen.
Sagen vedrørte de situationer, hvor de ansatte deltog i spisning med børnene og hvor der blev enten produceret eller indkøbt ekstra mad til de ansatte. Den forøgede egen produktion eller det forhøjede køb var således afhængigt af størrelsen af personalet.
I SKM2009.694.SR vurderede Skatterådet, at de ansatte i en kommune, der arbejdede i ældreafdelingen ikke skulle beskattes af værdi af fri kost, i det omfang de deltog i spisningen med de ældre som en del af deres daglige arbejde.
Skatterådet lagde vægt på, at de ansatte i forbindelse med bespisning udførte andre plejeopgaver. Dernæst lægges der vægt på, at de ansatte ikke spiste et helt måltid, hvilket indebar, at de efterfølgende indtog egen mad i deres spisepause.
I SKM2006.275.SR accepterede Skatterådet, at de ansatte ikke skulle beskattes af fri kost.
Det fremgik af det oplyste, at pædagogisk spisetræning var en tjenestepligt for den enkelte medarbejder, der desuden ikke kunne afkræves betaling for opgaven. Henset til de særlige omstændigheder måltiderne i den konkrete sag indtages under navnlig, at fødeindtagelsen udgør en integreret del af en pædagogisk spisetræning, var det Skatterådets opfattelse, at de måltider medarbejderne modtog i forbindelse med udøvelse af den pædagogiske spisetræning ikke kunne sidestilles med et almindeligt måltid og derfor ikke kunne erstatte et måltid for den enkelte medarbejder.
Der er nu indført en hjemmel i ligningslovens § 16, stk. 14, som fritager pædagogisk spisetræning for beskatning, hvis den pædagogiske spisetræning indgår som en del af den ansattes arbejde og den ansatte spiser sammen med og får samme mad som de personer, den ansatte spisetræner med.
Begrundelse
Det fremgår af statsskattelovens § 4, at alle indtægter af økonomisk værdi er skattepligtige, uanset om der er tale om kontanter eller naturalier, og uanset om den økonomiske fordel har form af en éngangsindtægt eller er af tilbagevendende karakter.
Dette indebærer, at en medarbejder som udgangspunkt er skattepligtig af værdien af de økonomiske fordele, som vedkommende opnår i kraft af ansættelsesforholdet, hvad enten der er tale om kontanter eller naturalieydelser m.v.
Da der er tale om, at de ansatte får et abonnement til et fitnesscenter uden egenbetaling herfor, som også kan benyttes privat både i form af træning sammen med beboerne og til træning på andre tidspunkter, er det Skatteministeriets opfattelse, at godet erstatter en privat udgift, der som udgangspunkt skal beskattes efter ligningslovens § 16.
For at et gode kan være omfattet af bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede goder efter ligningslovens § 16, stk. 3, 5. pkt, og at arbejdsgiveren dermed i overvejende grad har givet gode af hensyn til arbejdet, skal der være en direkte sammenhæng mellem godet og udførelsen af arbejdet. Det er de konkrete omstændigheder vedrørende godet og arbejdets udførelse der afgør, om godet kan henføres under bagatelgrænsen. Det er ikke arbejdsgiverens vurdering, der er afgørende for, om et gode i overvejende grad er stillet til rådighed af hensyn til arbejdet.
Ifølge det oplyste vil de ansatte træne sammen med beboerne, de vil vise dem, hvordan de enkelte maskiner fungerer, og det kan påregnes, at de også vil føre tilsyn med beboerne.
Skatteministeriet er dog af den opfattelse, at en fællestræning i et fitnesscenter ikke umiddelbart kan sidestilles med den pædagogiske indsats, der ydes eksempelvis i forbindelse med spisetræning. Skatteministeriet finder således ikke at spørger på tilstrækkelig vis har sandsynliggjort nødvendigheden af at benytte det pågældende pædagogiske redskab, herunder at resultater ikke kan opnås på anden vis fx ved andre former for motion.
Uanset om fitnesskortet skal bruges som led i udførelsen af arbejdet, og uanset om der indgår et vist element af pædagogisk redskab og tilsyn med beboerne, er der desuden ikke tale om en tjenestepligt eller arbejdspligt for de ansatte.
Det forhold, at de ansatte vil træne sammen med beboerne, samt at de får mulighed for at benytte sig af abonnementet privat i øvrigt i et ikke uvæsentligt omfang på øvrige tidspunkter medfører endvidere, at fitnesskortet ikke kan sidestilles med goder, som arbejdsgiveren i overvejende grad har ydet af hensyn til den ansattes arbejde.
Det fremgår dog af ligningslovens § 16, stk. 3, 3 pkt., at goder, herunder julegaver i form af naturalier, kun beskattes, hvis den samlede værdi af disse goder fra en eller flere arbejdsgivere m.v. overstiger et grundbeløb på 1.000 kr.
I konsekvens heraf vurdere Skatteministeriet, at de ansatte kun kan undgå beskatning af kortet, såfremt udgifter til kortet for den medarbejder, der får kortet betalt af A, ikke overstiger satsen på 1000 kr. og under forudsætning af, at den ansatte ikke modtager andre personalegoder (herunder julegaver).
Skatteministeriet bemærker dog, at et minimum betaling ved et nyt abonnement i henhold til de indhentede oplysninger afdrager 1.803 kr., dvs. at beløbet ligger over et grundbeløb på 1.000 kr.
Taget i betragtning, at der ikke foreligger oplysninger om, at A har indgået en individuel aftale med B, der eksempelvis afkorter bindingsperioden, med den konsekvens, at betalingen kan bringes under 1000 kr., vurderer Skatteministeriet, at udgiften til et fitnesskort i intet tilfælde kan rummes inden for et grundbeløb på 1.000 kr.
Indstilling
Skatteministeriet indstiller derfor, at spørgsmålet besvares benægtende, dvs. de ansatte, der tager til fitness med beboerne, skal beskattes af et fitnesskort, betalt af A.
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltrådte Skatteministeriets indstilling og begrundelse.