Sagen vedrørte den skatteretlige kvalifikation af såkaldt disponibel kapacitet. Ved disponibel kapacitet forstås den tonnage (rumfang) og motorkraft, der knytter sig til et fartøj. Det er en betingelse for at drive erhvervsfiskeri, at et fiskefartøj er tildelt disponibel kapacitet. Skatteyderen i sagen havde ikke betalt for at få tildelt disponibel kapacitet fra myndighederne. Han ophørte i 2001 med at anvende fiskefartøjet til erhvervsfiskeri. Han solgte primo 2003 den disponible kapacitet og solgte først ca. 5 måneder senere fiskefartøjet.

Skatteyderen mente, at salgssummen for disponibel kapacitet ikke kunne beskattes efter afskrivningslovens § 9, stk. 4 og 5.

Højesteret tiltrådte, at det er den samtidige besiddelse af fartøj og disponibel kapacitet, der fører til, at fartøjet kan anvendes til erhvervsmæssigt fiskeri og dermed udgør et afskrivningsberettiget aktiv i denne virksomhed.

Dette gælder, uanset om der er ydet betaling for disponibel kapacitet, eller - som i sagen her - denne er modtaget uden betaling. Den disponible kapacitet må derfor anses som en del af driftsmidlet, der foretages skattemæssige afskrivninger på. Dermed skal der ved salg i forbindelse med virksomhedsophør ske beskatning i medfør af afskrivningslovens § 9. Dette gælder, uanset om driftsmidlet i form af fartøj og disponibel kapacitet sælges under et, eller der sker særskilt salg af fartøj og disponibel kapacitet.
  

Afskrivningsloven § 9, stk. 4 og 5
Statsskatteloven § 5, stk. 1, litra a