Ifølge REGAL § 7 b, stk. 1, godtgøres registreringsafgiften af et brugt motorkøretøj, såfremt motorkøretøjet afmeldes fra Køretøjsregistret og udføres af landet. Godtgørelsen fastsættes med udgangspunkt i det beløb, som det ville have kostet at afgiftsberigtige et tilsvarende (brugt) motorkøretøj i Danmark ("restafgiften"). I beløbet foretages dog et fradrag på 15 pct. af beløbet, jf. lovens § 7 b, stk. 3.

Ifølge forarbejderne til reglen antages 15 pct.-fradraget at svare til den gennemsnitlige forhandleravance på brugte motorkøretøjer, dvs. forskellen mellem en forhandlers købspris og salgspris. Fradraget tilsigter at udligne forskellen mellem købsprisen og salgsprisen, så det ikke bliver mere attraktivt at eksportere brugte motorkøretøjer frem for at afsætte dem her i landet.

Skatteministeriets modpart, der eksporterer brugte motorkøretøjer, gjorde gældende, at fradragsreglen er i strid med EU-retten. Modparten bestred således ikke, at opkrævningen af registreringsafgift havde været lovlig, men gjorde derimod gældende, at staten er forpligtet til at godtgøre den fulde "restafgift", når et afgiftsberigtiget motorkøretøj eksporteres.

Ifølge Højesteret gælder der ikke et almindeligt EU-retligt princip om, at der skal ydes refusion (godtgørelse) af en lovligt opkrævet afgift, hvis det afgiftsbelagte motorkøretøj eksporteres. Højesteret fastslog, at 15 pct.-fradraget derfor uanset om fradraget betyder, at "restafgiften" ikke godtgøres fuldt ud - ikke strider imod EU-retten.

Sagen vedrørte for det første et spørgsmål om en personligt drevet brugtbilsvirksomheds tilbagebetaling af registreringsafgift af et stort antal brugte køretøjer, som var blevet udbetalt til virksomheden som eksportgodtgørelse med urette, idet betingelserne for udbetalingen af godtgørelsen efter REGAL § 7 b, stk. 1, og § 7 c, stk. 1, ikke var opfyldt. For det andet angik sagen et spørgsmål om afgiftsmyndighedernes efteropkrævning af moms af de i sagen omhandlede salg af brugte biler, idet det ikke var godtgjort, at betingelserne for momsfrit salg af varer til erhververe i andre EU-lande efter ML § 34, stk. 1, nr. 1, var opfyldt.

Sagen blev indbragt for Højesteret som tredje instans af virksomheden i henhold til procesbevilling (tidligere domme i SKM2013.142.BR og SKM2014.428.VLR).

Højesteret gav som landsretten Skatteministeriet medhold på begge punkter i sagen, idet Højesteret vedrørende spørgsmålet om eksportgodtgørelse bemærkede, at virksomheden ikke ved de fremlagte slutsedler om salg af brugte biler til udenlandske købere havde dokumenteret, at bilerne var udført her fra landet, jf. REGAL § 7 b, stk. 1 og 7 c, stk. 1. Højesteret henviste i øvrigt til de af landsretten anførte grunde vedrørende spørgsmålet om eksportgodtgørelse og om momsspørgsmålet og stadfæstede landsrettens dom.

Ved beregning af eksportgodtgørelse af registreringsafgift for en KIA Carnival MPV Camper XL skulle køretøjets handelspris vurderes som handelsprisen for en camper og ikke handelsprisen for en personbil.

For Højesteret angik sagen, om det var med rette at skattemyndighederne ved fastsættelse af afgiftsgodtgørelsen foretog fradrag for udgiften til køretøjets beboelsesindretning. Sagen angik endvidere, om det fradrag for antal kørte kilometer over det normale, som skattemyndighederne foretog ved bedømmelsen af køretøjets skønnede værdi på udførselstidspunktet, var sket i overensstemmelse med de dagældende administrative regler.

Af de grunde, som landsretten havde anført, tiltrådte Højesteret, at skattemyndighederne ved fastsættelse af afgiftsgodtgørelsen med rette havde foretaget fradrag for udgiften til køretøjets beboelsesindretning. Højesteret bemærkede herved, at det fremgik af forarbejderne til den tidligere gældende regel om en afgift på 60 pct. for køretøjer som det foreliggende, at størrelsen af denne afgift skønnedes at udligne afgiften af den særlige beboelsesindretning. Det fremgik endvidere af forarbejderne til lovændringen, hvor den gældende afgiftsregel blev indført, at den foreslåede regel om, at der betales registreringsafgift efter samme takst som for almindelige personbiler, men således at der ses bort fra udgiften til beboelsesindretningen, nøje ville svare til intentionen bag den hidtidige 60 pct. regel.

Sagen angår, om reglerne for godtgørelse af registreringsafgift i forbindelse med eksport af brugte biler er i strid med fællesskabsretten. Efter en foreløbig vurdering fandt Højesteret, at de traktatbestemmelser, som eksportøren påberåber sig til støtte for anmodningen om præjudiciel forelæggelse af spørgsmål for EU-Domstolen, ikke rejser en sådan rimelig tvivl om forståelsen af fællesskabsretten af betydning for den foreliggende sag, at der er grundlag for at imødekomme eksportørens anmodning om at forelægge spørgsmål for EU-Domstolen.

Landsretsdomme

Højesteret fastslog ved dom afsagt den 21. oktober 2015 (UfR 2016.507 H), at den afgiftspligtige skulle betale fuld registreringsafgift af sin Ferrari Model 1, der var taget i brug på almindelig vej.

Ferrarien blev i starten af 2012 solgt til udlandet. Registreringsafgiften var ikke betalt inden salget til udlandet, og køretøjet havde heller ikke været indregistreret i og efterfølgende afmeldt fra Køretøjsregi­stret. Efter Højesterets dom anmodede den afgiftspligtige om eksportgodtgørelse i medfør af registreringsafgiftslovens § 7 b, hvilket ikke blev imødekommet.

Landsretten fandt, at efter ordlyden af og forarbejderne til REGAL §§ 7 b og 7 c er det en betingelse for at opnå eksportgodtgørelse, at køretøjet er afgiftsberigtiget, og at det afmeldes fra Køretøjsregistret. Landsretten lagde til grund, at den afgiftspligtige ikke havde betalt registreringsafgiften, og Ferrarien havde derfor heller ikke været registreret i og efterfølgende afmeldt fra Køretøjsregistret. Allerede af denne grund kunne den afgiftspligtige ikke få medhold i sine påstande.

Med denne begrundelse blev byrettens frifindelse af Skatteministeriet stadfæstet.

Sagen angik, om sagsøgeren, der var selvanmelder, opfyldte betingelserne for opnåelse af afgiftsgodtgørelse i henhold til REGAL §§ 7 b og 7 c af 98 brugte køretøjer. Alle køretøjer var afmeldt fra Køretøjsregisteret.

Sagen angik nærmere, om det var en betingelse for opnåelse af godtgørelse, at sagsøgeren kunne dokumentere, at køretøjerne var udført på det tidspunkt, da sagsøgeren godkendte sine månedsan­givelser den 15. i den følgende måned. Sagsøgeren havde for Landsskatteretten og domstolene fremlagt bevis for indregistrering i udlandet af 70 af de 98 køretøjer på varierende tidspunkter, der lå op til flere år efter tidspunkterne for godkendelse af månedsangivelserne.

For så vidt angik de 28 køretøjer, fandt landsretten ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn, hvorefter det ikke var fundet tilstrækkeligt dokumenteret, at køretøjerne var udført. Landsretten frifandt derfor Skatteministeriet for denne del.

For så vidt angik de 98 køretøjer udtalte landsretten, at en fortolkning af regelsættet, hvorefter retten til eksportgodtgørelse fortabes, hvis dokumentation for udførsel først foreligger efter tidspunktet for lukning af månedsangivelsen, må kræve sikker hjemmel. Denne betingelse fandt landsretten ikke opfyldt efter lovens ordlyd og forarbejder.

Landsretten tog sagsøgerens subsidiære påstand om hjemvisning til Motorstyrelsen af opgørelsen af det godtgørelsesberettigede beløb vedrørende de 70 køretøjer til følge.

Sagen angik værdiansættelsen af 820 biler anmeldt til eksport efter "selvanmelderordningen" af en virksomhed registreret efter registreringsafgiftsloven. SKAT havde i overensstemmelse med sine administrative retningslinjer på dette område anvendt nogle nærmere bestemte fradrag (et "annoncefradrag" på 5 pct. og et "klargøringsfradrag" på 3 pct.) ved værdiansættelsen af bilerne.

Sagsøgeren påklagede SKATs afgørelser om værdiansættelserne til Motorankenævnet, der traf afgørelse om, at SKAT skulle genoptage sagerne. Nævnet fandt, at SKAT uhjemlet havde anvendt fradragene og ulovligt sat skøn under regel. SKAT genoptog sagerne, men fastholdt fradragene og begrundede disse nærmere. SKAT ændrede i flere tilfælde de oprindelige afgørelser til både skade og ugunst for sagsøgeren ud fra andre konkrete elementer i værdiskønnet (kilometerstand mv.).

SKATs afgørelser blev herefter indbragt for domstolene.

Sagsøgeren gjorde gældende, at SKATs afgørelser var ugyldige, fordi SKAT ikke havde lagt Motorankenævnets retsopfattelse til grund ved den fornyede behandling af sagerne, og at SKAT ikke var berettiget til at anvende fradragene ved værdiansættelsen af de brugte biler, fordi fradragene var uhjemlede.

Landsretten fandt, som byretten, at de administrativt fastsatte fradrag i forbindelse med værdiansættelsen af brugte biler var lovlige.

Landsretten fandt endvidere, at Motorankenævnets afgørelse ikke indebar, at SKAT ikke måtte anvende de omhandlede fradrag i de konkrete værdiansættelsessager. Motorankenævnets afgørelse om, at der var tale om skøn under regel, var forkert, men ikke åbenbart ulovlig. Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 2, stk. 3, hvorefter Skatterådet efter indstilling fra told- og skatteforvaltningen kan ændre en åbenbart ulovlig afgørelse truffet af et ankenævn, herunder et motorankenævn, fandt derfor ikke anvendelse. SKATs afgørelser om at fastholde fradragene var af disse grunde ikke ugyldige.

Endelig fandt landsretten, at SKAT ikke under den af Motorankenævnet pålagte genoptagelse af de påklagede værdiansættelser var afskåret fra at foretage ændringer af værdiansættelsen til skade for sagsøgeren. Landsretten lagde herved vægt på, at det følger af skatteforvaltningslovens § 39 a, stk. 6, at Motorankenævnet kan foretage afledte ændringer af en klage over værdiansættelsen af et køretøj.

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt appellanten kunne anses for at have dokumenteret, at et antal brugte køretøjer kunne anses for udført fra landet, og at betingelserne for udbetaling af afgiftsgodtgørelse af køretøjerne i henhold til REGAL §§ 7 b og 7 c dermed var opfyldt. Det var ubestridt, at køretøjerne var afmeldt fra Køretøjsregisteret.

Byretten fandt, at de i sagen fremlagte fakturaer ikke udgjorde tilstrækkelig dokumentation for udførslen, ligesom de under sagen afgivne forklaringer fra sagsøgeren og en af køberne af bilerne var forbundet med en sådan usikkerhed om handlerne og påtegningerne på fakturaerne om handlerne, at fakturaerne heller ikke på dette grundlag kunne anses som fornøden dokumentation. Forklaringerne var i øvrigt ikke understøttet af objektive bevisdokumenter for udførslen, så som fragtdokumenter, vognmandskvitteringer eller lignende.

Byretten lagde videre vægt på, at erhvervelserne af flere af bilerne var bestridt over for de tyske afgiftsmyndigheder af den tyske virksomhed, der fremstod som køber af bilerne på de fremlagte fakturaer, og på, at denne bestridelse ikke senere var berigtiget af virksomheden over for de tyske myndigheder.

På denne baggrund fandt byretten det ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at bilerne var udført af landet. Den udbetalte eksportgodtgørelse var derfor med rette krævet tilbagebetalt af SKAT. Byretten fulgte dermed landsrettens retsanvendelse i SKM2014.428.VLR (stadfæstet af Højesteret i U2016.142 H/ SKM2016.14.HR).

Landsretten stadfæstede byrettens dom og tiltrådte byrettens begrundelse.

For så vidt angår beviskravet i henhold til REGAL §§ 7 b og 7 c udtalte landsretten, at det følger af forarbejderne til § 7 c, at der ved udførsel til andre EU-lande skal fremlægges passende dokumentation i form af faktura, dokumentation for indregistrering eller andet, som skattemyndighederne finder egnet som dokumentation. Der gælder således et egentligt dokumentationskrav, og det er ikke tilstrækkeligt, at det alene er sandsynliggjort, at et køretøj er udført af Danmark.

Landsretten fandt ikke, at de i sagen fremlagte fakturaer alene udgjorde tilstrækkelig dokumentation for udførslen. Landsretten bemærkede i samme forbindelse, at den påståede købers påtegning på fakturaerne måtte anses for at være blevet påført efter, at spørgsmålet om appellantens godtgørelse af registreringsafgift ved eksport af bilerne opstod.

Efter en samlet vurdering af de afgivne forklaringer og fremlagte dokumenter tiltrådte Landsretten, at appellanten ikke havde dokumenteret at have udført bilerne af Danmark. Ud over de af byretten anførte grunde tillagde landsretten det vægt, at appellanten ikke havde foretaget de pligtige listeindberetninger af salgene, og det ikke kunne udelukkes, at den ene af de to påståede købere var fængslet på tidspunktet for udstedelsen af en del af fakturaerne, og at den anden af de påståede købere var afmeldt for momsregistrering på tidspunktet for udstedelsen af fakturaerne.

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt der var grundlag for at tilsidesætte det af afgiftsmyndighederne foretagne skøn over handelsværdien af sagsøgerens brugte bil i forbindelse med dennes anmodning om refusion af registreringsafgift efter REGAL § 7 b.

Sagsøgeren anmeldte den 31. oktober 2008 en brugt bil til udførsel fra Danmark og ansøgte om afgiftsgodtgørelse. Motorankenævnet skønnede handelsværdien af bilen til 950.000 kr., hvilket Landsskatteretten stadfæstede.

Motorankenævnet havde til brug for vurderingen af bilens handelsværdi taget udgangspunkt i to indhentede salgsannoncer vedrørende biler af så vidt muligt tilsvarende mærke og model.

Det var appellantens opfattelse, at de 2 annoncerede biler ikke kunne sammenlignes med den omhandlede bil, som var en meget speciel, eksklusiv og sjælden model. Ifølge appellanten måtte bilens nypris på ca. 2,1 mio. kr. derfor nedskrives med 40 % efter nedskrivningsskalaen i den dagældende Punktafgiftsvejledning.

Under ankesagen indhentede appellanten 2 sagkyndige erklæringer, som begge udtalte, at bilens handelsværdi ikke kunne fastsættes ved en sammenligning med de 2 annoncerede biler. Det fremgik endvidere af begge de sagkyndige erklæringer, at den generelle afskrivningsprocent på anmeldelsestidspunktet for sammenlignelige brugte biler lå på 40 % af nyprisen.

Landsretten fandt, at Motorankenævnets skøn over handelsværdien ikke var udøvet på et tilstrækkeligt sikkert grundlag, og landsretten bemærkede derved, at der ikke forelå oplysninger om, at Motorankenævnet havde særlig erfaring med prisfastsættelse af biler svarende til appellantens. Landsretten fandt derfor, at nedskrivningsskalaen skulle anvendes ved fastsættelsen af bilens handelsværdi, idet denne i øvrigt stemte overens med vurderingen af den generelle afskrivningsprocent i de sagkyndige erklæringer.

Sagen blev herefter hjemvist til afgiftsmyndighederne med henblik på fastsættelse af en handelsværdi større end 950.000 kr. baseret på nedskrivningsskalaen.

►◄

►◄

Skatteministeriet blev i to sager frifundet for erstatningsansvar i anledning af SKATs udbetaling af afgiftsgodtgørelse i henhold til den dagældende REGAL §§ 7 b og 7 c til to anmeldere, der var i besiddelse af den originale registreringsattest og salgskontrakter med udenlandske købere, men som senere viste sig ikke at være ejere af køretøjerne og dermed materielt berettiget til at få afgiftsgodtgørelsen udbetalt.

Den af SKAT dengang fulgte praksis om at udbetale godtgørelsen til den person, der kunne fremvise den originale registreringsattest for det køretøj, der anmeldtes til eksport, ansås ikke for ansvarspådragende.

Sagsøgerne fandtes under de i sagerne foreliggende omstændigheder nærmest til at bære risikoen for, at anmelderen af køretøjet til eksport havde handlet svigagtigt.

En bilejer havde afleveret sin bil, en nøgle til bilen samt en kopi af bilens registreringsattest til en forhandler med henblik på videresalg. Forhandleren angav over for SKAT, at bilen var eksporteret og fik eksportgodtgørelsen udbetalt. Det viste sig imidlertid efterfølgende, at bilen ikke var blevet eksporteret. Bilejeren anlagde herefter sag om erstatning mod SKAT for at have udbetalt eksportgodtgørelsen til forhandleren og ikke til bilejeren.

Retten lagde til grund, at udbetalingen af eksportgodtgørelsen til forhandleren skete i overensstemmelse med SKATs dagældende praksis, idet forhandleren ved at logge sig ind på Motorregisteret indtastede registreringsattestens kontroltal m.v. og efterfølgende fremsendte dokumentation for køretøjets udførsel af landet i form af en salgsfaktura.

Retten fandt på den baggrund, at SKAT var berettiget til at antage, at forhandleren var bemyndiget til at ansøge om og modtage eksportgodtgørelsen, selv om forhandleren ikke var ejer af bilen ifølge registreringsattesten. Retten fandt derfor, at SKAT ikke havde handlet ansvarspådragende ved at have udbetalt eksportgodtgørelsen uden at foretage yderligere konkrete undersøgelser.

Den omstændighed, at SKAT efterfølgende havde ændret praksis vedrørende dokumentation for ejer­forholdet kunne ikke føre til et andet resultat. Retten tillagde det i den forbindelse vægt, at der er tale om et masse-administrationsområde, og at det ikke for retten var godtgjort, at den fastlagte praksis var behæftet med sådanne usikkerheder, at den førte til en række fejludbetalinger.

SKAT blev herefter frifundet.

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt der var grundlag for at tilsidesætte det af afgiftsmyndighederne foretagne skøn over handelsværdien af sagsøgerens brugte motorkøretøj i forbindelse med sagsøgerens anmodning om fastsættelse af afgiftsgodtgørelse.

Sagsøgeren anmeldte den 16. februar 2013 en brugt Peugeot-1 til eksport og udbetaling af afgiftsgodtgørelse. SKAT skønnede handelsværdien af køretøjet til kr. 35.000,-, hvilket Motorankenævnet efterfølgende ændrede til kr. 30.000,-.

Retten fandt, at det af Motorankenævnet foretagne skøn var udøvet på et fejlagtigt grundlag og havde medført et for sagsøgeren urimeligt resultat, hvorfor retten fandt, at Motorankenævnets skøn skulle tilsidesættes.

Retten fandt videre, at idet Skatteministeriet ikke havde påstået hjemvisning for det tilfælde, at retten måtte finde, at Motorankenævnets vurdering var foretaget på et forkert grundlag, måtte retten skønsmæssigt fastsætte handelsværdien af sagsøgerens køretøj på baggrund af det foreliggende materiale.

Retten skønnede, at handelsværdien for sagsøgerens køretøj var på kr. 60.000,-. Skatteministeriet blev derfor tilpligtet at hæve vurderingen af handelsprisen på sagsøgerens køretøj til kr. 60.000,- med deraf følgende forøgelse af afgiftsgodtgørelsen.

En bilejer havde afleveret sin bil, en nøgle til bilen samt en kopi af bilens registreringsattest til en forhandler med henblik på videresalg eller eksport. Forhandleren, der var registreret i henhold til REGAL §§ 14 og 15, angav efterfølgende over for SKAT, at bilen var eksporteret og fik eksportgodtgørelsen udbetalt.

Forhandleren gik nogle måneder senere konkurs uden forinden at have betalt eksportgodtgørelsen videre til bilens ejer. Efter forhandlerens konkurs viste det sig, at bilen fortsat stod på forhandlerens plads.

Bilejeren kontaktede telefonisk SKAT. Ejeren forklarede under hovedforhandlingen, at han under denne telefonsamtale fik oplyst, at bilen ikke måtte være i Danmark, og at han kunne få en bøde, hvis han satte sig i besiddelse af den. SKATs medarbejder forklarede omvendt, at hun under samtalen oplyste, at SKAT var i færd med at "tilbageføre" registreringen i Motorregistret, således at bilen igen ville kunne indregistreres i Danmark.

Bilens ejer kontaktede herefter en advokat, der anmodede SKAT om udbetaling af eksportgodtgørelse. Denne anmodning blev afslået, idet bilen ikke var eksporteret.

Efterfølgende anlagde bilejeren sag mod SKAT med påstand om erstatning af eksportgodtgørelsen, idet han mente, at det var en fejl, at godtgørelsen ikke var blevet udbetalt til ham.

Under sagens forberedelse oplyste SKAT, at bilen nu var "låst op" i Motorregistret. Da bilejeren kontaktede konkursboet for at få bilen udleveret, fik han oplyst, at man havde vurderet, at bilen var værdiløs, og at den derfor var blevet skrottet. Bilejeren forhøjede herefter sin påstand, således at han nu krævede hele bilens værdi erstattet.

Retten frifandt SKAT. Retten fandt således ikke, at det var godtgjort, at SKAT ikke havde fulgt reglerne om udbetaling af eksportgodtgørelse, idet forhandleren havde været i besiddelse af en kopi af bilens registreringsattest.

Retten fandt endvidere ikke, at det kunne lægges til grund, at SKATs medarbejder skulle have oplyst, at bilen ikke måtte befinde sig i Danmark. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at sagsøgeren ikke havde forsøgt at få ændret bilens status i Motorregistret, men alene havde forsøgt at få udbetalt eksportgodtgørelsen. Retten fandt det på denne baggrund ikke godtgjort, at SKAT havde frataget ejeren rådigheden over bilen og derved eller i øvrigt handlet ansvarspådragende.

►◄

SKAT fandtes at have handlet ansvarspådragende over for sagsøgeren, som havde tinglyst pant i et køretøj, som af ejeren blev anmeldt til eksport, fordi SKAT i strid med reglen i REGAL § 7 c, stk. 3, undlod at tilbageholde udbetalingen af afgiftsgodtgørelsen til ejeren. SKAT havde begået en ekspeditionsfejl ved enten at undlade opslag i Bilbogen eller foretage fejlopslag.

Det erstatningsberettigede tab fandtes ikke at kunne overstige det afgiftsbeløb, som SKAT havde udbetalt. Sagsøgeren havde derfor ikke krav på at få dækket hele udgiften til genindregistrering af det afmeldte køretøj, dvs. sagsøgeren fik ikke dækket fradraget på 15 pct. ved beregningen af afgiftsgodtgørelsen, som skulle betales igen, hvis bilen skulle genindregistreres her i landet.

Sagen angik, hvorvidt skattemyndighederne havde handlet ansvarspådragende i forbindelse med fastsættelsen af registreringsafgift af et køretøj parallelimporteret fra Tyskland.

Sagsøgeren anmeldte i november 2008 et brugt køretøj af mærket Audi ... til udførsel fra Danmark og ansøgte om afgiftsgodtgørelse af køretøjet i henhold til REGAL § 7 b. Køretøjet var oprindelig parallelimporteret fra Tyskland i 2006 og afgiftsberigtiget ved betaling af kr. 189.409,-.

På baggrund af sagsøgerens eksportanmeldelse fastsatte skattemyndighederne afgiftsgodtgørelsen til kr. 160.998,-, med henvisning til at afgiftsgodtgørelsen ved eksport ikke kan overstige den oprindelig betalte registreringsafgift ved import fratrukket 15 %, jf. REGAL § 7 b, stk. 5.

Sagsøgeren hævdede imidlertid, at skattemyndighedernes oprindelige afgiftsberigtigelse var forkert, og at skattemyndighederne derfor ifaldt ansvar for sagsøgerens tab på kr. 459.002,-, idet godtgørelsen skulle have udgjort kr. 620.000,-, hvis ikke den var begrænset af den fejlagtige afgiftsberigtigelse.

Retten frifandt Skatteministeriet, idet retten fandt, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at Skatteministeriet havde begået fejl i forbindelse med afgiftsberigtigelsen, og at der således ikke var grundlag for at pålægge Skatteministeriet erstatningsansvar.

Landsskatteretten og Skatteankestyrelsen

Sagen angik opgørelsen af eksportloftet i henhold til registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 5, i forbindelse med godtgørelse af registreringsafgift ved eksport af et køretøj.

Landsskatteretten fandt, at tidligere indbetalt forholdsmæssig registreringsafgift, jf. § 3 b, ikke skulle indgå i eksportloftet, idet den indbetalte forholdsmæssige registreringsafgift ikke var indbetalt som følge af en afgiftsberigtigelse af køretøjet som brugt, jf. §§ 4-5 e, 29 eller 29 a.

Landsskatteretten fandt også, at tidligere indbetalt forholdsmæssig registreringsafgift for køretøjer, der er fuldt ud afgiftsberigtiget ved indbetaling af restafgiften, jf. § 3 b, stk. 10, i lovbekendtgørelse nr. 1062 af 7. september 2017, skal indgå i eksportloftet, idet disse køretøjer må anses for afgiftsberigtiget i henhold til §§ 4-5 d ved indbetalingen af restafgiften, således at betingelserne for godtgørelse af afgiften i henhold til § 7 b, stk. 1, er opfyldt for den samlede indbetalte registreringsafgift.

Sagen angik, om Motorstyrelsen var berettiget til at kræve tilbagebetaling af udbetalt godtgørelse i forbindelse med eksport af et køretøj, idet det var Motorstyrelsens opfattelse, at selskabet ikke var den retmæssige ejer af køretøjet.

Landsskatteretten fandt, at der ikke var det fornødne grundlag for genopkrævning af den udbetalte eksportgodtgørelse, idet selskabet dels havde sikret sig, at køretøjet rent faktisk blev udført af køberen, dels i tilstrækkelig grad havde sikret sig retten til eksportgodtgørelsen i henhold til registreringsafgiftslovens § 7 c, stk. 2, 1. og 2. pkt.

Det forhold, at selskabet havde angivet køretøjet på den forkerte månedsangivelse, kunne ikke føre til et andet resultat, jf. herved Østre Landsrets dom af 8. juli 2022, offentliggjort som SKM2022.448.ØLR. Landsskatteretten lagde herved vægt på, at der alene var forløbet ca. 1½ måned mellem værdifastsættelsen af køretøjet og udførslen af køretøjet, og at der i forbindelse med enkeltanmodninger om eksportgodtgørelse er en frist på 3 måneder, førend der skal foretages en ny værdifastsættelse, hvorfor den oplyste, afgiftspligtige værdi for køretøjet fortsat kunne lægges til grund.

SKAT havde krævet tilbagebetaling af udbetalt eksportgodtgørelse under henvisning til, at udbetalingen var sket til H1, der ikke var ejer af de pågældende køretøjer, idet disse var ejet af G1 ApS. Landsskatteretten lagde til grund, at de materielle betingelser for udbetaling af eksportgodtgørelse var opfyldt, ligesom der var indgået en fuldmagtsaftale mellem H1 og G1 ApS om, at H1 angav eksportgodtgørelsen af de omhandlede køretøjer på G1s vegne og modtog betalingerne fra SKAT. Eksportgodtgørelsen var - med fradrag af en provision - viderebetalt fra H1 til G1 ApS. Landsskatteretten fandt, at denne ordning ikke var strid med registreringsafgiftsloven, og at der ikke var grundlag for tilbagebetalingskravet.

Landsskatteretten fastslog, at det følger både af ordlyden af REGAL § 7 b, stk. 1, samt af retspraksis, at et køretøj skal være fuldt ud afgiftsberigtiget efter REGAL §§ 4-5 d, 29 eller 29 a, for at berettige til eksportgodtgørelse. REGAL § 7 b, stk. 1, angiver udtømmende, i hvilke tilfælde der kan opnås godtgørelse for registreringsafgift. Da køretøjet i sagen ikke var afgiftsberigtiget efter reglerne i REGAL §§ 4-5 d, 29 eller 29 a, fandt Landsskatteretten, at der ikke kunne udbetales eksportgodtgørelse efter § 7 b. Dette blev ikke ændret af, at SKAT havde afgivet en erklæring om køretøjets afgiftsberigtigelse, idet erklæringen blev anset for et teknisk hjælpemiddel for at muliggøre et salg af køretøjet uden opkrævning af registreringsafgift og ikke en afgiftsberigtigelse efter reglerne i registreringsafgiftsloven. Landsskatteretten bemærkede, at en ikke-udbetalt godtgørelse for registreringsafgift ikke kan sidestilles med hæftelse for en tidligere ejers manglende betaling af registreringsafgift.

Skatteankestyrelsen fandt, at virksomheden ikke var berettiget til eksportgodtgørelse, idet køretøjet ikke blev fremstillet for SKAT. SKAT havde i overensstemmelse med REGAL § 18, stk. 1, udtaget køretøjet til kontrol inden for 14 dage.

Virksomheden havde ikke mulighed for at fremvise køretøjet til SKAT, da køretøjet var udført af Danmark 11 dage efter anmodningen om eksportgodtgørelse.

►◄

►◄