Parter

A
(Advokat Lars Cort Hansen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Adv.fm. Lau Franzmann Berthelsen)

Afsagt af byretsdommer

Gitte Cordes

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører sagsøgers skatteansættelse for indkomståret 2004.

Sagsøgerens påstand er principalt, at SKATs afgørelse af 17. juli 2007 vedrørende sagsøgers skatteansættelse for indkomståret 2004 er ugyldig, og subsidiært at sagsøgers skattepligtige indkomst for indkomståret 2004 nedsættes med kr. 42.146.

Sagsøgtes påstand er frifindelse.

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Landskatteretten afsagde den 8. februar 2010 følgende kendelse

"...

Klagen vedrører skønsmæssig ansættelse af indkomsten på baggrund af negativt privatforbrug.

Landsskatterettens afgørelse

Skatteankenævnet har forhøjet indkomsten skønsmæssigt med 57.181 kr.

Klageren har påklaget 42.146 kr. heraf.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

Møde mv.

Klagerens repræsentant har haft møde med Landsskatterettens sagsbehandler. Han har endvidere anmodet om at forelægge sagen for rettens medlemmer på et retsmøde. I henhold til bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3, kan retten undlade at imødekomme en sådan begæring, hvor denne behandlingsform efter forholdene må anses for overflødig. Under henvisning til denne bestemmelse har Landsskatteretten ikke imødekommet begæringen om retsmøde, idet sagen må anses for tilstrækkeligt oplyst på det foreliggende grundlag.

Sagens oplysninger

Klageren har i indkomståret 2004 drevet virksomheden H1. Ifølge virksomhedsregistret er virksomheden startet i 1982 og ophørt den 31. december 2004. Virksomhedens har selvangivet et underskud på 15.035 kr. i 2004.

På baggrund af klagerens indkomst- og formueoplysninger har SKAT opgjort privatforbruget således:

Tekst	Beløb
Formue primo (negativ)	-260.391 kr.
Skattepligtig indkomst (negativt)	-21.342 kr.
Formue ultimo (negativ)	+264.848 kr.
Privatforbrug (negativt)	-16.885 kr.

Klageren har fremlagt et lånedokument dateret december 2004, hvoraf det fremgår, at han har lånt 70.000 kr. rentefrit af sin mor. Ifølge lånedokumentet er beløbet udbetalt løbende. Skatteankenævnet har ikke taget hensyn til lånet ved opgørelse af privatforbruget.

På baggrund af det negative privatforbrug, har SKAT forhøjet indkomsten skønsmæssigt med 90.000 kr. Skatteankenævnet har reguleret dette til en skønsmæssig forhøjelse på 57.181 kr.

Regnskabsgrundlaget er gennemgået af SKAT og fundet i orden. SKAT har ikke henvist til statsskattelovens bestemmelser ved deres agterskrivelse eller kendelse, men angivet, at privatforbruget på - 16.885 kr. ikke svarer til det faktiske privatforbrug, hvorfor indkomsten er forhøjet.

Skatteankenævnets afgørelse

Klagerens regnskabsgrundlag har ikke givet plads til et antageligt privatforbrug og har derfor ikke kunnet danne grundlag for skatteansættelsen. SKAT har derfor været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse.

Skatteankenævnet har reguleret SKATs beregnede privatforbrug med -10.724 kr. vedrørende privat andel af telefon og ikke fradragsberettiget andel af repræsentation. Det beregnede privatforbrug kan herefter opgøres til -27.609 kr.

Det har ikke været muligt at opgøre korrekt privatforbrug for 2002 og 2003, da privatforbruget er baseret på udokumenterede oplysninger om klagerens regninger for omkring 50.000 kr. pr. år.

Det er ikke nogen betingelse for en skønsmæssig ændring, at regnskabsgrundlaget kan tilsidesættes. Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til SKM2008.639.BR. Landsskatteretten havde i denne sag tidligere udtalt, at det ikke er en betingelse for skønsmæssig ansættelse af en selvstændigt erhvervsdrivende, at regnskabsgrundlaget er tilsidesætteligt.

Klageren har ikke fuldt ud dokumenteret pengestrømmene i forbindelse med lånet fra sin moder. Skatteankenævnet har derfor ikke fuldt ud medregnet lånet ved beregningen af privatforbruget.

Der påhviler klageren en skærpet bevisbyrde for rigtigheden af lånet fra sin moder. Nævnet har nedsat ændringen med de udgifter til husleje og indskud, der direkte er dokumenteret betalt af hans moder.

Nævnet har derfor ændret forhøjelsen fra SKAT således

Tekst	Beløb
Forhøjelse fra SKAT	90.000 kr.
Husleje betalt af moder	- 11.924 kr.
Indskud lejlighed betalt af moder	- 20.895 kr.
Forhøjelse nedsat til	57.181 kr.

Herefter udgør privatforbruget ca. 30.000 kr.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har principalt fremsat påstand om, at afgørelsen skal kendes ugyldig. Subsidiært har repræsentanten fremsat påstand om, at den skattepligtige indkomst skal nedsættes med 42.146 kr., således at indkomsten udgør 0 kr.

Principal påstand

Skatteansættelsen er ugyldig, da skattecentret ikke har foretaget en tilstrækkelig undersøgelse af sagen, ligesom der ikke er foretaget en tilstrækkelig begrundelse for den skønsmæssige indkomstforhøjelse.

SKAT har ikke fundet hverken formelle eller reelle fejl og mangler ved klagerens regnskab. Det er derfor udelukket at foretage en skønsmæssig indkomstforhøjelse.

Det er ikke påvist af SKAT, at klagerens privatforbrug i 2004 er usandsynligt lavt. Klagerens mor har i vidt omfang betalt klagerens løbende udgifter, herunder boligudgifter til andelsboligforeningen mv. Det er usandsynligt, at en person som klageren med sin beskedne levevis skulle have brugt så mange penge, som klageren ville have gjort, hvis SKATs ansættelse er korrekt.

Det fremgår af den meget omfattende praksis på området, at SKAT skal tilsidesætte regnskabsgrundlaget, før der kan foretages en skønsmæssig ansættelse af indkomsten.

Det for lave privatforbrug må endvidere påvises eller sandsynliggøres af SKAT, f.eks. ved sammenligning med privatforbruget for tidligere år. Dette er ikke sket i nærværende sag.

Desuden opfylder SKATs afgørelse af 17. juli 2007 ikke kravet til begrundelse i forvaltningslovens § 24. Klageren har således ikke haft reel mulighed for at vurdere, om han skal påklage afgørelsen. Indkomsten er således forhøjet med 90.000 kr., mens det omtvistede gældsbrev til moderen kun er på 70.000 kr. Der er dermed ingen sammenhæng mellem det omtvistede forhold og forhøjelsen.

Det er ikke muligt for klageren at fremkomme med anbringender for den del af forhøjelsen, der udgør 20.000 kr., og dermed er afgørelsen ugyldig for såvidt angår de 20.000 kr.

Endelig er afgørelsen fra skatteankenævnet foretaget med hjemmel i skattekontrollovens § 3, stk. 4, mens SKAT henviste til lovens § 3, stk. 3. Dette dokumenterer ligeledes, at SKATs afgørelse er ugyldig.

Subsidiær påstand

Samtlige argumentationer vedrørende den principale påstand gælder også den subsidiære påstand.

Herudover har repræsentanten bl.a. gjort gældende, at Højesterets dom af 21. juni 1967 ikke kan finde anvendelse for nærværende sag.

Klagerens moder har betalt klagerens husleje til andelsboligforeningen med 12 måneder á 2.918 kr., i alt 35.772 kr., ligesom hun har betalt 20.895,40 kr. til dækning af klagerens indskud i andelsboligforeningen den 20. januar 2004. Moderen har endvidere betalt hhv. 2.093,75 kr. og 1.686 kr., der indgår i en betalingsoverførsel på 8.400 kr.

Det er hermed dokumenteret, at klagerens moder har betalt ca. 60.447 kr. for klageren, hvilket er baggrunden for udstedelse af gældsbrevet på 70.000 kr. Der er desuden betalt diverse andre løbende udgifter, og reelt mere end de 70.000 kr.

Klagerens skattepligtige indkomst skal derfor nedsættes med 42.146 kr. i forhold til skatteankenævnets afgørelse, da klageren aldrig har modtaget skattepligtige indtægter for dette beløb.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Formalitet

En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. Det fremgår af forvaltningslovens § 22.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1.

Det følger af almindelige forvaltningsretlige retsgrundsætninger, at en sag, forinden afgørelse træffes, skal søges oplyst af myndighederne, så langt som det er nødvendigt i det enkelte tilfælde for at træffe en forsvarlig afgørelse.

Efter omstændighederne kan dette ske ved, at myndighederne over for vedkommende part tilkendegiver, hvilke oplysninger der anses for at være af betydning for sagens afgørelse, og herved opfordre parten til at indhente oplysningerne til forelæggelse for myndighederne.

SKAT har den 14. marts 2007 indkaldt materiale fra klageren. Det fremgår af indkaldelsen, at der er ydet henstand med indsendelsen 3 gange, senest til den 11. maj 2007. Da materialet ikke er modtaget hos SKAT, er der udarbejdet et forslag til skønsmæssig ansættelse af indkomsten den 20. juni 2007, hvor indkomsten er forhøjet med 90.000 kr.

Herefter blev der afholdt møde med klageren den 9. juli 2007, hvor regnskabsmaterialet blev gennemgået, og den 17. juli 2007 blev der afsagt kendelse.

Skatteankenævnet har modtaget klagen den 14. september 2007 og har den 9. juni 2008 udsendt forslag til afgørelse. Afgørelsen er udsendt den 5. december 2008.

På baggrund af både SKATs og skatteankenævnets gennemgang af materialet som har været til rådighed, anses sagen for tilstrækkeligt gennemgået, og afgørelsen anses ikke for ugyldigt foretaget på denne baggrund.

SKAT har ved afgørelsen i øvrigt foretaget en gennemgang af hovedhensynene for deres skøn, herunder tilsidesættelse af gældsbrevet på 70.000 kr. Sagen anses på den baggrund også for at være tilstrækkeligt begrundet.

Indkomsten kan forhøjes, hvis det selvangivne privatforbrug er usandsynligt lavt. Det følger af en fast praksis, der er tiltrådt af Højesteret i en dom af 21. juni 1967 (Ugeskrift for Retsvæsen 1967.635). Skattemyndighederne kan efter et skøn fastsætte indkomsten, så den giver mulighed for et rimeligt forbrug. Indkomsten kan også forhøjes, hvis der påvises en yderligere indtægtskilde.

SKATs henvisning til skattestyrelseslovens § 3, stk. 3 anses for at være en konkret uvæsentlig fejl, som er repareret ved skatteankenævnets korrekte henvisning til lovens § 3, stk. 4, jf. § 5, stk. 3.

Sammenfattende anses afgørelsen ikke for at være ugyldigt foretaget.

Realitet

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4. Skatteydere skal selvangive deres indkomst og kunne dokumentere deres indtægts- og formueforhold. Det følger af skattekontrollovens § 1, § 6 og § 6B.

Gaver, herunder f.eks. værdi af helt eller delvis fri bolig er skattepligtige.

Det fremgår af statsskattelovens § 4, litra b og c.

Gaver omfattet af boafgiftslovens § 22 er ikke skattepligtige. Det fremgår af statsskattelovens § 5, litra b.

Det er ikke dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at klageren har optaget privat lån i et omfang som påstået, der kan dække privatforbruget.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, lægger til grund, at gældsbrevet på 70.000 kr. ikke er understøttet af en pengestrøm, og ikke kan afstemmes med skattefri betalinger til klageren. Gældsbrevet er endvidere rentefrit og angiver ikke tilbagebetalingsbetingelser.

Klagerens moder har betalt andelen i klagerens andelslejlighed, ligesom det er oplyst, at hun har betalt huslejen. Der er taget hensyn til dette ved skatteankenævnets skønsudøvelse.

Skatteankenævnets nedsatte skøn over klagerens indtægter bringer efter en konkret vurdering hans privatforbrug op på et acceptabelt niveau. De modtagne gaver fra klagerens moder anses for at være indeholdt i det foretagne skøn, og der er ikke grundlag for at ændre skatteankenævnets skøn over klagerens indkomst.

Et retsmedlem har voteret for, at lånet på 70.000 kr. skal anerkendes.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, og Landsskatteretten stadfæster derfor afgørelsen.

..."

Forklaringer

Sagsøger har bl.a. forklaret, at han i 2004 levede af sin mors hjælp. Han havde et underskud i sin virksomhed på ca. 15.000 kr. og havde ingen andre indtægter. Hans mor hjalp ham med både mad og kontanter, og hun betalte hans husleje og hans medicin. Hun bor i ..., og når hun købte ind eller hævede penge på ..., var det til ham. Hun er nu syg og gammel og har mistet mange penge. I 2004 oprettede hun et gældsbrev, fordi hun ville sikre, at sagsøgers søster ikke blev snydt. Gældsbrevet blev oprettet i forbindelse med, at sagsøger lavede sit regnskab for 2004. Det blev oprettet, fordi SKAT havde sagt, at der skulle være "en rød tråd". Han skulle gennem bankoverførsler eller gældsbreve kunne dokumentere, at hans mor betalte. Han har aldrig afdraget på lånet. Hans restgæld er stadig 70.000 kr. Han har levet meget beskedent i alle årene. Han har en gæld på 5,5 mio. kr.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har i sit påstandsdokument anført følgende

"Til støtte for den nedlagte principale påstand gøres det overordnet gældende,

at	skatteansættelsen af sagsøgeren er ugyldig, da SKAT ved sin afgørelse af 17. juli 2007 i bilag 2 ikke har foretaget en tilstrækkelig undersøgelse af sagen (undersøgelsesprincippet), ligesom SKAT ikke har foretaget en tilstrækkelig begrundelse for de væsentlige skønsmæssige indkomstforhøjelser, ligesom SKAT ikke har inddraget tilstrækkelige kriterier for vurderingen af størrelsen af den skønsmæssige forhøjelse, og ifølge forvaltningsloven og skatteforvaltningsloven, samt praksis og en lang række domme på området, skal SKAT således foretage en tilstrækkelig undersøgelse førend, at der kan foretages en skønsmæssig indkomstforhøjelse, herunder inddrage en lang række relevante kriterier ved bedømmelsen af, om der skal foretages en skønsmæssig forhøjelse (kriterier som personens alder, leveforhold, familiens størrelse og boligforhold, socialt miljø, vaner indkomstforhold m.v., hvilket SKAT slet ikke har inddraget i vurderingen), samt størrelsen af denne evt. indkomstforhøjelse.
	Denne pligt har SKAT tilsidesat, hvorfor skatteansættelsen er ugyldig i henhold til forvaltningsloven og skatteforvaltningsloven, samt praksis på området, herunder fordi, at både undersøgelsen af sagen og begrundelsen er utilstrækkelig, ligesom SKAT har sat "skøn under regel" og ikke foretaget en tilstrækkelig individuel bedømmelse af sagen, herunder for størrelsen af en evt. indkomstforhøjelse.
at	SKAT netop ikke har fundet hverken formelle eller reelle fejl og mangler ved sagsøgerens regnskab, hvorfor det er helt udelukket at foretage en skønsmæssig indkomstforhøjelse af sagsøgeren,
at	sagsøgerens regnskabsførelse er i overensstemmelse med bogføringsloven og skattekontrolloven (mindstekravsbekendtgørelsen), og således er ført behørigt i henhold til reglerne, retspraksis og litteraturen. SKAT er derfor ikke berettiget til at foretage en skønsmæssig skatteansættelse af sagsøgeren,
at	selv om sagsøgerens regnskabsførelse ikke havde været behørig, kan skattemyndighederne ikke uden videre tilsidesætte regnskabsmaterialet og foretage en skønsmæssig skatteansættelse, da SKAT skal kunne påvise væsentlige fejl i regnskabsmatrialet for at regnskabsmaterialet kan tilsidesættes. I nærværende sag er der ikke påvist én eneste fejl eller mangel i regnskabsmaterialet. Det kan således utvivlsomt lægges til grund, at der ikke er væsentlige fejl i regnskabsmaterialet. Selv om SKAT ikke mente, at regnskabsførelsen er behørig, jf. ovenfor, så har skattemyndighederne altså ikke ret til at foretage en skønsmæssig skatteansættelse i den konkrete situation, da der ikke er påvist væsentlige fejl i regnskabsmaterialet. Selv om SKAT påviser væsentlige fejl i regnskabsmaterialet kan SKAT alligevel heller ikke blot foretage en vilkårlig skønsmæssig skatteansættelse, da SKAT så skal gå videre til at påvise et lavt privatforbrug, jf. nedenfor,
at	hvis der er væsentlige fejl i regnskabsmaterialet kan SKAT ikke uden videre foretage en skønsmæssig skatteansættelse, da SKAT så skal påvise, at sagsøgerens privatforbrug er usandsynligt lavt - eller lavt - i indkomståret 2004. Dette har SKAT på ingen måde påvist. Det er således ikke påvist af SKAT, at sagsøgers privaforbrug i 2004 er usandsynligt lavt eller lavt. Tværtimod. Skattemyndighederne har således slet ikke begrundet tilstrækkeligt, hvorfor forhøjelsen af sagsøgers skattepligtige indkomst lige netop skal udgøre kr. 90.000, og ikke f.eks. kr. 25.000,
at	sammenfattende er SKAT således ikke berettiget til at foretage en skønsmæssig skatteansættelse af sagsøgeren i den konkrete situation (vurderet ud fra gældende regler, retspraksis og litteratur på området),
at	om sagsøgers privatforbrug skal det supplerende oplyses at SKAT ikke tager højde for, at sagsøgerens mor i vidt omfang har betalt sagsøgerens løbende udgifter, herunder boligudgifter til andelsboligforeningen m.v., og det er usandsynligt, at en person som sagsøgeren med sin beskedne levevis skulle have formøblet (brugt) så mange penge som sagsøgeren ville have gjort, hvis SKAT skatteansættelse er korrekt,
at	SKAT ikke er berettiget til at foretage en skønsmæssig skatteansættelse i den konkrete sag, og jeg skal derfor redegøre for, hvad der skal til for at SKAT kan nå frem til, at foretage en skønsmæssig skatteansættelse:

1. Indledningsvis må det vurderes, om sagsøgerens regnskabsførelse er i overensstemmelse med bogføringsloven og skattekontrolloven (mindstekravsbekendtgørelsen), og således er ført behørigt i henhold til reglerne, retspraksis og litteraturen. Hvis regnskabsførelsen er behørig, kan SKAT selvfølgelig ikke foretage en skønsmæssig skatteansættelse. I nærværende sag er regnskabsførelsen fuldt ud behørig, og i overensstemmelse med reglerne, retspraksis og litteraturen, hvilket SKAT også selv har anført, da der hverken er fundet formelle eller reelle fejl og mangler ved regnskabsførelsen. Såfremt regnskabsførelsen ikke er behørig, giver dette imidlertid ikke SKAT ret til uden videre at foretage en skønsmæssig skatteansættelse, da SKAT så skal gå videre til vurderingen i punkt 2. nedenfor:
   
   
2. Hvis regnskabsførelsen ikke er behørig, kan SKAT ikke uden videre tilsidesætte regnskabsmaterialet og foretage en skønsmæssig skatteansættelse, da SKAT skal kunne påvise væsentlige fejl i regnskabsmaterialet for at regnskabsmaterialet kan tilsidesættes. I nærværende sag er der ikke påvist én eneste fejl eller mangel i regnskabsmaterialet. Det kan således utvivlsomt lægges til grund, at der ikke er væsentlige fejl i regnskabsmaterialet. Selv om SKAT således ikke mener, at regnskabsførelsen er behørig, jf. punkt 1. ovenfor, så havde SKAT altså ikke engang ret til at foretage en skønsmæssig skatteansættelse i den konkrete situation, da der ikke er påvist væsentlige fejl i regnskabsmaterialet. Selv om SKAT påviser væsentlige fejl i regnskabsmaterialet kan SKAT alligevel heller ikke blot foretage en vilkårlig skønsmæssig skatteansættelse, da SKAT så skal gå videre til punkt 3. nedenfor:
   
   
3. Hvis der er væsentlige fejl i regnskabsmaterialet kan SKAT ikke uden videre foretage en skønsmæssig skatteansættelse, da SKAT så skal påvise, at sagsøgerens privatforbrug er usandsynligt lavt - eller lavt - i indkomståret 2004. Dette har SKAT på ingen måde påvist. Det er således ikke påvist af SKAT, at sagsøgers privaforbrug i 2004 er usandsynligt lavt - eller lavt. Tværtimod. SKAT har således slet ikke begrundet, hvorfor forhøjelsen af sagsøgers skattepligtige indkomst lige netop skulle udgøre kr. 90.000.
   
   Sammenfattende er SKAT således ikke berettiget til at foretage en skønsmæssig skatteansættelse af sagsøger i den konkrete situation (vurderet ud fra de generelt gældende regler, retspraksis og litteratur på området). Vedrørende punkt 3. om privatforbruget skal det supplerende oplyses at SKAT ikke tager højde for, at sagsøgerens mor har betalt sagsøgerens løbende udgifter, herunder boligudgifter m.v. for sagsøgeren.
   
   I øvrigt har SKAT slet ikke begrundet privatforbruget ud fra levevis, familiens størrelse og boligforhold, socialt miljø, vaner m.v., og inddragelse af sådanne forhold vil også dokumentere, at privatforbruget er fastsat korrekt af skatteyderen/sagsøgeren.
   
   SKAT er således ikke berettiget til at forhøje sagsøgers indkomst med 90.000 kr., da sagsøgers regnskabsmateriale for indkomståret 2004 er tilstrækkeligt i henhold til både retspraksis samt litteratur på området.
   
   Østre Landsret udtalte således i TfS 1986.350 bl.a., at
   
   "Sagsøgerens regnskabsførelse fremtræder for landsretten som grundig og omstændig. I stedet for en kassejournal har han ført to regnskabsbøger med i alt ca. 1.200 posteringer i løbet af året. ... Der er ikke for landsretten påvist materielle fejl i regnskabet. Posteringerne er i det store og hele indført i datoorden."
   
   Det fremgår således bl.a. af TfS 1986.350
   
   "Sagsøgte ministeriet for skatter og afgifter bør i øvrigt anerkende, at det af sagsøgeren ... indsendte regnskab kan lægges til grund for ansættelsen af sagsøgerens indkomst for året 1980."
   
   Ligesom i dommen i TfS 1986.350 har SKAT ikke påvist materielle fejl i sagsøgers regnskabsmateriale.
   
   Selv hvis man antager, at sagsøgers regnskabsmateriale ikke er tilstrækkeligt, så medfører dette altså heller ikke automatisk, at SKAT er berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse/forhøjelse.
   
   Om den selvangivne indkomstopgørelse kan tilsidesættes, kan således kun afgøres efter en samlet bedømmelse af, om materialet kan anses for et betryggende grundlag for skatteansættelsen (Henrik Dam, Kjeld Hemmingsen, Finn Taksøe-Jensen, Skatteret, Speciel del, 2001/2002, s. 136).
   
   Kun hvor reelle mangler vejer tungere end formelle fejl, kan SKAT tilsidesætte skatteyderens regnskab, og foretage ansættelse skønsmæssigt (Henrik Dam, Kjeld Hemmingsen, Finn Taksøe-Jensen, Skatteret, Speciel del, 2001/2002, s. 137).
   
   Derudover fremgår det af flere Højesterets og Landsrets domme, at for at SKAT kan tilsidesætte regnskaberne forudsættes, at den skattepligtiges "regnskaber har været behæftet med et antal fejl, der ... ikke var ubetydelige...", (jf. f.eks. Højesterets dom i TfS 1981.480).
   
   Endvidere fremgår det af "Bogføring - Regnskab og skat" af Olaf Hasselager m.fl., side 288, at "Formelle fejl eller uvæsentlige fejl er ikke i sig selv tilstrækkelige til at tilsidesætte et regnskab. Der må påvises konkrete fejl eller mangler, der sandsynliggør, at regnskabet ikke kan anses som betryggende grundlag for indkomstansættelsen".
   
   I sagsøgerens regnskab for indkomståret 2004 er der hverken konstateret formelle eller reelle fejl og mangler, og SKAT kan derfor ikke tilsidesætte regnskabet.
   
   Der er således absolut intet, der tyder på eller indikerer, at sagsøgerens skattepligtige indkomst skal være kr. 90.000 højere end selvangivet.
   
   Såfremt regnskabsmaterialet anses for ufyldestgørende, er det en yderligere forudsætning for en skønsmæssig ansættelse, at det påvises eller
   sandsynliggøres, at det privatforbrug, som selvangivelsen giver plads til, er for lavt (jf. Ole Larsen, Peder Pedersen, SKAT, Erhvervsdrivende, 4. udg., 2000, s. 20).
   
   Det for lave privatforbrug må i givet fald påvises eller sandsynliggøres af SKAT f.eks. ved en sammenligning med det ansatte privatforbrug for tidligere år (jf. Østre Landsrets dom af 28. oktober 1996 i TfS 1997.63, Henrik Dam, Kjeld Hemmingsen, Finn Taksøe-Jensen, Skatteret, Speciel del, 2001/2002, s. 138).
   
   Dette er ikke sket i den konkrete sag vedrørende sagsøgeren.
   
   Det fremgår derudover af en række domme, at fejl i regnskabsmaterialet og et lavt privatforbrug ikke nødvendigvis betyder, at skatteyderens selvangivne oplysninger skal erstattes eller forhøjes med en skønsmæssig ansættelse.
   
   I TfS 1997.63 fandt Østre Landsret f.eks., at skatteyderens regnskabsførelse ikke opfyldte gældende krav, men at der ikke var grundlag for at tilsidesætte skatteyderens oplysninger om størrelsen af privatforbruget og hans oplysninger om hans levevis (jf. Østre Landsrets dom af 28. oktober 1996 i TfS 1997.63.

at

SKATs afgørelse af 17. juli 2007, jf. bilag 2, heller ikke opfylder kravet til begrundelse i forvaltningslovens § 24 for ændring af sagsøgerens skatteansættelse for indkomståret 2004. Formålet med begrundelsespligten er at skatteyderen forstår afgørelsen og er i stand til at vurdere, om han skal påklage afgørelsen. Begrundelsen skulle gerne være en garanti for afgørelsens rigtighed (garantiforskrift). Forvaltningslovens § 24 indeholder de nærmere regler om indholdet af begrundelsen. Efter denne bestemmelse skal begrundelsen oplyse, hvilke retsregler afgørelsen er truffet efter. Henvisningerne skal være præcise. Beror afgørelsen på en fortolkning af en bestemmelse, bør der redegøres for den anlagte fortolkning. I det omfang afgørelsen beror på et administrativt skøn, skal der oplyses om de hovedhensyn, der er lagt vægt på ved skønsudøvelsen. Det er ikke tilstrækkeligt kun at henvise til den bestemmelse, der angiver hovedhensynene for skønnet. Er der ved afgørelsen kun lagt vægt på nogle, men ikke alle skønsmomenter i en bestemmelse, skal begrundelsen angive, hvorfor der netop er lagt vægt på disse momenter og ikke andre. Dette er særlig vigtigt, hvis de momenter, der ikke er tillagt vægt, taler for en gunstigere afgørelse - set fra skatteyderens synspunkt. Begrundelsen skal endvidere om fornødent kort oplyse om de faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 2. Det gøres gældende i nærværende sag, at SKATs afgørelse af 17. juli 2007, hverken i sig selv eller i sammenhæng med SKATs agterskrivelse opfylder begrundelsespligten i forvaltningslovens § 24. Sagsøgeren har således ikke haft reel mulighed for at vurdere, om sagsøgeren skal påklage afgørelsen, da sagsøgerens skatteansættelse er forhøjet med kr. 90.000,00, men det omtvistede forhold i sagen, nemlig gældsbrevet til sagsøgerens moder, alene er på kr. 70.000,00. Der er således ikke nogen sammenhæng mellem det omtvistede forhold, og skatteforhøjelsen, og det er umuligt for sagsøgeren at forsvare sig mod og fremkomme med anbringender for den del af skatteforhøjelsen, der udgør kr. 20.000,00, og dermed er SKATs afgørelse af 17. juli 2007, jf. bilag 1, ugyldig, og som minimum er SKATs afgørelse ugyldig for så vidt angår forhøjelsen på kr. 20.000,00 af de kr. 90.000,00, da sagsøgeren ikke har mulighed for at imødegå denne del af forhøjelse med selvstændige anbringender. Endvidere har Skatteankenævnet begrundet Skatteankenævnets afgørelse med, at der er hjemmel til afgørelsen i skattekontrollovens § 5, stk. 3, jf. § 3, stk. 4, mens SKAT i afgørelsen i bilag 2 begrunder SKATs afgørelse med henvisning til skattekontrollovens § 3, stk. 3, hvilket således også dokumenterer, at SKATs afgørelse er ugyldig, da begrundelsen fra SKAT ifølge Skatteankenævnet ikke er korrekt.

Sagsøgeren skal gøre følgende gældende til støtte for den nedlagte subsidiære påstand

at	alt hvad der er fremført til støtte for sagsøgers principale påstand ovenfor også fremføres til støtte for sagsøgers subsidiære påstand,
at	Skatteankenævnet skønsmæssigt har forhøjet sagsøgerens skattepligtige indkomst for 2004 med kr. 57.181 (kr. 42.146 + kr. 15.035) som følge af manglende fuld godkendelse af lån fra sagsøgerens moder til sagsøgeren på kr. 70.000, da Skatteankenævnet alene har godkendt kr. 32.819 af lånet (kr. 11.924 + kr. 20.895),
at	sagsøgerens indkomst derfor rettelig skal nedsættes med kr. 42.146 således, at sagsøgerens skattepligtige indkomst udgør kr. 0 for indkomståret 2004,
at	SKAT har gennemgået og fundet sagsøgerens skattemateriale for værende i orden, og der er ikke fundet nogen som helst materielle fejl og mangler ved skattematerialet, og altså heller ikke formelle eller reelle mangler ved regnskabet,
at	SKAT derfor ikke er berettiget til at gennemføre en skønsmæssig forhøjelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2004 som gjort, og forudsætningerne i skattekontrollovens § 5, stk. 3, jf. § 3, stk. 4 er derfor ikke opfyldt i nærværende konkrete sag, da sagsøgeren netop har indleveret selvangivelse og regnskab for virksomheden, der er godkendt af SKAT,
at	Højesteretsdommen af 21. juni 1967 ikke kan finde anvendelse for nærværende sag,
at	sagsøgerens moder løbende har betalt sagsøgerens udgifter, og dermed har sagsøgeren oparbejdet en gæld til sagsøgerens moder på kr. 70.000,00,
at	sagsøgerens moder har betalt de månedlige boligafgifter for sagsøgerens andelslejlighed til andelsboligforeningen for 2004 svarende til, at sagsøgerens moder har betalt 12 x kr. 2.981,00 for sagsøgeren, i alt kr. 35.772,00,
at	sagsøgerens moder i januar 2004 (den 20. januar 2004) har betalt kr. 20.895,40 (kr. 21 .048,35) til dækning af sagsøgerens indskud i andelsboligforeningen
at	sagsøgerens moder den 2. august 2008 har betalt henholdsvis kr. 2.093,75 og kr. 1.686,00 for/til sagsøgeren, der indgår i en betalingsoverførsel på kr. 8.400,00,
at	der herefter allerede er dokumenteret, at sagsøgerens moder har betalt ca. kr. 60.447,15 for sagsøgeren, hvilket er baggrunden for udstedelsen af gældsbrevet fra sagsøgeren til sagsøgerens moder på kr. 70.000,00,
at	moderen herudover har betalt diverse andre løbende mindre udgifter for sagsøgeren, og at det derfor hermed er dokumenteret og sandsynliggjort, at sagsøgerens moder har betalt ca. kr. 70.000,00 for/til sagsøgeren, hvilket der er oprettet gældsbrev for mellem sagsøgeren og sagsøgerens moder,
at	sagsøgerens moder reelt har betalt mere end de kr. 70.000,00 for/til sagsøgeren, da moderen af og til giver sagsøgeren nogle småbeløb som f.eks. kr. 100,00 eller kr. 200,00, når sagsøgeren står og mangler lidt penge til mad m.v.,
at	der ikke er nogen sammenhæng mellem SKATs oprindelige indkomstforhøjelse på de kr. 90.000, og sagsøgerens gældsbrev til sagsøgerens moder på de kr. 70.000,00, hvorfor sagsøgeren undrer sig over, at sagsøgerens indkomst er forhøjet med de kr. 90.000,00 når det alene er et gældsbrev på kr. 70.000,00 som sagen omhandler,
at	det i nærværende sag er korrekt, at sagsøger ikke har haft flere indtægter end selvangivet til SKAT, og at dette bl.a. skyldes, at sagsøger har begrænsede muligheder for at oppebære indtægter som følge af sagsøgers epilepsi, og sagsøgers forbrug af medicin og piller i den forbindelse, der selvsagt begrænser sagsøgers muligheder for at oppebære en sædvanlig indkomst,
at	sagsøgers moder derfor har måtte afholde sagsøgers omkostninger igennem årene, herunder sagsøgers private omkostninger/privatforbrug for at sagsøger overhovedet har haft nogen midler at kunne betale til mad og boligafgift (husleje) m.v.,
at	det fremgår af bankkontoudskrifterne i bilag 3, at sagsøger hverken i 2004 eller i efterfølgende år har haft nogen skattepligtig indkomst, og at sagsøgers skattepligtige indkomst derfor skal fastsættes til kr. 0 for indkomståret 2004,
at	det er sagsøgers mor, der løbende har finansieret og betalt sagsøgers løbende udgifter, jf. gældsbrevet herfor i bilag 4 på kr. 70.000 for indkomståret 2004, herunder boligafgifterne på sagsøgers andelslejlighed beliggende ...
at	sagsøger efterfølgende er blevet ekskluderet fra andelsboligforeningen som følge af manglende betalinger af boligafgiften, jf. bilag 5, og andelslejligheden beliggende ... er dermed blevet tvangssolgt, og årsagen hertil er, at sagsøgers mor ikke længere har haft råd til at betale de løbende boligafgifter for sagsøger, hvorfor der ikke er sket betaling af boligafgifterne længere,
at	sagsøgers mors, BAs, bankkontoudskrifter fremlægges som bilag 6, og det fremgår heraf, at sagsøgers mor har foretaget en række indkøb til sagsøger tæt på lejligheden beliggende ..., og der er således sat "-" ud for alle de indkøb/hævninger m.v., der direkte vedrører sagsøger, og disse udgør i alt kr. 25.330,34 for 2004, som sagsøgers skattepligtige indkomst altså også skal sættes ned med udover den nedsættelse, som Landsskatteretten allerede har accepteret i forhold til SKATs oprindelige skatteansættelse,
at	det fremgår af bankkontoudskriftet i flgg 7, at sagsøgers mor også indbetalte de kr. 55.000 til stiftelse af selskabet H1 ApS i år 2005,
at	det fremgår af gældsbrevet i bilag 8, at de kr. 80.000 til stiftelse af selskabet H2 ApS i 2005 blev lånt af LT,
at	sagsøger således heller ikke selv har finansieret stiftelserne af nogen selskaber, men at disse penge dokumenteret er lånt i 2005 fra henholdsvis sagsøgers mor, og tredjemand, og sagsøger har på intet tidspunkt haft frie likvider til rådighed, da sagsøger ikke har tjent nogen penge af betydning fra og med år 2004, og det bemærkes i øvrigt at selskabsstiftelserne skete i år 2005, dvs. i et efterfølgende indkomstår til 2004, som nærværende sag omhandler, og det bemærkes yderligere at både H1 ApS og H2 ApS efterfølgende er gået konkurs,
at	SKAT i øvrigt også for årene 2008 og 2009 har ville skønsmæssigt forhøje sagsøgers indkomst med væsentlige beløb, som sagsøger ikke havde tjent, men at SKAT har frafaldet disse indkomstforhøjelser, jf. bilag, da SKAT har måtte erkende, at det faktisk er korrekt, hvad sagsøger anfører også for efterfølgende indkomstår til år 2004,
at	at sagsøger således både taler sandt og har dokumenteret, at sagsøger - desværre ikke - har indtjent nogen penge af betydning siden år 2004, men har måtte tåle at leve for sin mors penge, og i dag primært "så at sige" lever af sin samlevers indkomst, der finansierer mad og bolig for sagsøger for "familien" inklusiv sagsøger,
at	det i øvrigt ikke er særligt sjovt for sagsøger ikke at kunne skaffe sig selv arbejde m.v. og finansiere sit eget liv, og nærværende sag er derfor selvsagt heller ikke særlig sjov at skulle have kørende for sagsøger, da sagsøger "så at sige" hele tiden får ribbet op i, at det er hans mor og andre, der har finansieret sagsøger uanset i hvilke sammenhænge, der har skullet betales nogle beløb,
at	det vil blive yderligere dokumenteret under domsforhandlingen, at både sagsøger og dennes moder er troværdige personer, der har talt sandt omkring nærværende sag
at	det bemærkes, at der var dissens ved Landsskatteretten ved dennes afgørelse af sagen, og at 1 ud af de 3 medlemmer af Landsskatteretten ved afgørelsen af sagen, gav sagsøger medhold i sagen,
at	sagsøger hverken i indkomståret 2004 eller efterfølgende indkomstår har oppebæret nogen væsentlige indtægter, og da sagsøgers moder ikke har haft økonomi til at fortsætte med at betale sagsøgers boligafgift, er sagsøger blevet ekskluderet af andelsboligforeningen som følge af manglende betalinger til andelsboligforeningen, og andelsboligforeningen tvangssælger derfor nu sagsøgers andelsbolig,
at	det er fuldstændig uforståeligt, at SKAT i en sag som nærværende, hvor der på mange måder er tale om en i forvejen socialt udsat person, der har mere end vanskeligt (læs: umuligt) ved at tjene til livets indhold, da skal SKAT oveni mistro sagsøger og ikke lægge sagsøger veldokumenterede og mere end sandsynliggjorte forklaring, samt sagsøgers moders forklaring, til grund for sagens afgørelse,
at	sagsøgerens skattepligtige indkomst derfor skal nedsættes med kr. 42.146 for indkomståret 2004 i forhold til Skatteankenævnets afgørelse, da sagsøgeren aldrig har modtaget skattepligtige indtægter for kr. 42.146, og derfor heller ikke skal beskattes af dette beløb

..."

Sagsøger har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokumentet.

Sagsøgte har i sit påstandsdokument anført følgende

Til støtte for Skatteministeriets frifindelsespåstand gøres det overordnet gældende, at SKATs afgørelse af 17. juli 2007 er lovlig og gyldig. Skattemyndighederne har således med rette skønsmæssigt forhøjet sagsøgerens skattepligtige indkomst med kr. 57.181,- for indkomståret 2004 som følge af, at sagsøgeren i dette indkomstår har haft et negativt privatforbrug.

Tilsidesættelse af SKATs skøn forudsætter, at sagsøgeren fører bevis for, at skønnet er åbenbart urimeligt eller hviler på et forkert grundlag. Denne bevisbyrde har han ikke løftet.

1. Sagsøgerens principale påstand og ugyldighed

Til støtte for sagsøgerens principale påstand om, at SKATs afgørelse er ugyldig, har sagsøgeren fremført 3 anbringender: at SKAT ikke har opfyldt offlcialprincippet, at SKATs afgørelse er mangelfuldt begrundet, jf. forvaltningslovens § 24, og at SKATs afgørelse er i strid med forbuddet mod at sætte skønnet under regel.

For så vidt angår SKATs iagttagelse af officialprincippet, anmodede SKAT i et brev til sagsøgeren af 14. marts 2007 om specifikation for privatforbruget i hovedposter, herunder oplysninger om husleje, forsikringer, salg af formuegoder, private lån, kontospecifikationer osv. SKATs standardblanket til oplysning af privatforbrug var vedlagt brevet.

I det omfang sagen således kunne have været bedre oplyst, beror dette udelukkende på sagsøgerens egne forhold.

For så vidt angår SKATs begrundelse for sin afgørelse, fremgår det af afgørelsen, jf. bilag 2, side 1-2, at SKAT lægger vægt på, sagsøgeren har et negativt privatforbrug, at lånet fra moderen er udokumenteret, idet gældsbrevet ikke kan godkendes uden dokumentation for pengestrømme, sagsøgeren i tidligere indkomstår er blevet gjort opmærksom på, at dokumentation for pengestrømme er en nødvendighed for at kunne anerkende lån, at lånet ikke er medtaget i sagsøgerens eller moderens regnskab/selvangivelse, at forhøjelsen af indkomsten med kr. 90.000,- er fastsat under henvisning til skattekontrollovens § 3, stk. 3, at forhøjelsen, der medfører et privatforbrug på kr. 73.115,- for sagsøgeren, ikke synes urimeligt efter sagsøgerens forhold, og at det beregnede privatforbrug efter SKATs forhøjelse har sammenhæng med tidligere års privatforbrug.

SKATs begrundelse må dermed anses for at være fuldt ud i overensstemmelse med begrundelsespligten, jf. forvaltningslovens § 24, herunder pligten til at henvise til de relevante retsregler, jf. stk. 1, 1 pkt., de hovedhensyn, der er anvendt ved skønsudøvelsen, jf. stk. 1, 2 pkt. og de faktuelle omstændigheder, der har været inddraget i SKATs vurdering, jf. stk. 2.

Det fremgår samtidig af SKATs begrundelse for sin afgørelse, jf bilag 2, side 1-2, at SKAT ved forhøjelsen af sagsøgerens indkomst netop har foretaget en konkret vurdering af sagsøgerens forhold, idet det bl.a. fremgår heraf, at der er foretaget en bevismæssig vurdering af det af sagsøgeren fremlagte gældsbrev, der ikke er blevet tillagt betydning ved opgørelsen af sagsøgerens privatforbrug, og at størrelsen af den skønsmæssige forhøjelse af sagsøgerens indkomst, bl.a. beror på en sammenligning med sagsøgerens privatforbrug i tidligere indkomstår.

SKATs afgørelse kan derfor heller ikke anses for at være i strid med forbuddet mod at sætte skønnet under regel.

Selv om retten på trods af ovennævnte skulle komme frem til, at SKATs sagsbehandling var mangelfuld, gøres det gældende, at eventuelle mangler ved SKATs sagsbehandling ikke efter en konkret væsentlighedsvurdering kan medføre ugyldighed, ligesom eventuelle mangler må anses for at være afhjulpet ved skatteankenævnets efterfølgende afgørelse, jf. bilag F, og Landsskatterettens efterfølgende kendelse, jf. bilag 1.

2. Sagsøgernes subsidiære påstand om, at hans skattepligtige indkomst skal nedsættes med kr. 42.146

Det følger af retspraksis, at SKAT som udgangspunkt har været berettiget til at fastsætte sagsøgerens indkomst skønsmæssigt, idet de af sagsøgeren selvangivne oplysninger ikke levner plads til et antageligt privatforbrug, jf. UfR.1967, 635 H og SKM2002.70.HR. Det er sagsøgeren, der har bevisbyrden for, at SKATs afgørelse hviler på et forkert grundlag eller har medført et åbenbart urimeligt resultat.

Sagsøgerens forklaring om, at midlerne til privatforbrug stammer fra et lån på kr. 70.000,- fra hans moder, er udokumenteret.

Da det påståede lån er ydet i familieforhold og på usædvanlige vilkår, påhviler der sagsøgeren en skærpet bevisbyrde for, at der foreligger et låneforhold, jf. f.eks. SKM2005.400.HR og SKM2009.487.HR. Den bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet.

Gældsbrevet, jf. bilag D (og bilag 4), indeholder således ikke vilkår om forrentning, sikkerhed eller tilbagebetaling. Desuden fremgår det af gældsbrevet, at det ikke er udstedt i forbindelse med ydelsen af lånet, men derimod er "udbetalt løbende" og således er oprettet efter, at lånet er kommet til udbetaling.

Sagsøgeren har heller ikke ved hjælp af kvitteringer for bankoverførsler, kontoudtog eller anden form for objektiv dokumentation godtgjort, at det påståede lånebeløb på kr. 70.000,- faktisk er overført til ham. Kontoudskriften fra sagsøgerens moders konto, jf. bilag 6, dokumenterer [ikke.red.SKAT] låneforholdet mellem sagsøgeren og hans moder, da de kontante hævninger, som er markeret, kan vedrøre hvad som helst.

Beløbet i gældsbrevet på kr. 70.000,-, jf. bilag D (og bilag 4) stemmer desuden ikke overens med de beløb på "Ca. kr. 60.447,15", jf. stævningen, side 11, 3. afsnit og/eller beløbet på kr. 25.330,34, jf. sagsøgerens supplerende processkrift, side 2, 3. afsnit, som sagsøgeren hævder, er baggrunden for udstedelsen af gældsbrevet. Det gøres derfor også gældende, at end ikke forklaringerne fra sagsøgeren og hans moder støtter påstanden om gældsforholdet.

Som følge af, at Skatteankenævnet og Landsskatteretten har reduceret den af SKAT foretagne forhøjelse på kr. 90.000 med henholdsvis kr. 20.895 (indskud i andelsbolig) og kr. 11.924 (huslejeindbetalinger), udgør indkomstforhøjelsen af sagsøgeren kr. 57.181, jf. bilag F, side 6, sidste afsnit og bilag 1, side 1, 2. afsnit. Da sagsøgerens privatforbrug inden forhøjelsen er kr. -27.609,-, giver den foretagne forhøjelse plads til et kontant privatforbrug i hele 2004 på (-27.709,- + 57.181,-) kr. 29.572,-.

Sagsøgerens privatforbrug er således også efter den foretagne indkomstforhøjelse på kr. 57.181,- meget beskedent og lavere end det beregnede privatforbrug for sagsøgeren i indkomståret 2002 (kr. 64.320,-) og indkomståret 2003 (kr. 37.221,-), såfremt oplysningerne om moderens betalinger lægges til grund.

Som yderligere forhold, der taler for, at sagsøgeren har haft skattepligtige indtægter i 2004, kan endvidere peges på selskabsrapporterne vedrørende H2 ApS og H1 ApS, jf. bilag K og L.

Det fremgår af bilag K, at sagsøgeren den 18. juli 2005 sammen med LT stiftede selskabet H2, og at der ved stiftelsen blev indskudt kr. 125.000,- kontant til kurs 128, i alt kr. 160.000.-, jf. bilag K, side 2.

Det fremgår desuden af bilag L, at sagsøgeren den 19. august 2005 stiftede selskabet H1 ApS. Ved stiftelsen blev indskudt kr. 55.000,- kontant og kr. 74.047,07 i andre værdier i selskabet, jf. bilag L, side 2.

Det forhold, at sagsøgeren har haft midler til at indskyde (kr. 160.000,-/ 2 + 55.000,-) kr. 135.000,- kontant og kr. 74.047,07 i andre midler i to selskaber i henholdsvis juli og august 2005, stemmer ikke overens med sagsøgerens oplysninger om, at han hverken i indkomståret 2004 eller 2005 havde nogen skattepligtig indkomst.

Rettens begrundelse og afgørelse

Sagsøger opgav et negativt privatforbrug for indkomståret 2004. Det er ikke under hovedforhandlingen i sagen hverken med sagsøgers forklaring, med gældsbrevet dateret december 2004, eller med de fremlagte kontoudskrifter dokumenteret, at sagsøger i løbet af 2004 modtog i alt 70.000 kr. fra sin mor som et rentefrit lån. Det kan heller ikke anses for bevist, at han i 2004 - udover de beløb, som skattemyndighederne har medtaget og nedsat den oprindeligt ansatte indkomst med - modtog kontantbelob eller varer i et omfang, som må tillægges afgørende betydning for opgørelse af hans privatforbrug.ø

Retten finder, at skattemyndighederne var berettigede til skønsmæssigt at ansætte et rimeligt privatforbrug. Det kan ikke anses for godtgjort, at skønnet er åbenbart urimeligt eller hviler på et forkert grundlag. Retten finder herefter ikke grundlag for at tilsidesætte den foretagne forhøjelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2004.

Retten finder ikke grundlag for at give sagsøger medhold i, at afgørelsen fra SKAT er ugyldig. Der er således ikke grundlag for at statuere, at SKAT ikke havde oplyst sagen i tilstrækkelig grad, da afgørelsen blev truffet, at SKAT satte "skøn under regel", eller at begrundelsen var mangelfuld, jf. forvaltningslovens § 24.

Som følge af det anførte frifindes sagsøgte, og det pålægges sagsøger at betale sagens omkostninger.

Retten har ved fastsættelsen af sagsomkostninger taget udgangspunkt i de gældende takster, som retten ikke har fundet grundlag for at fravige.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøger, A, skal i sagsomkostninger til sagsøgte betale 15.000 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8a.