Parter
A
(advokat Martin Henrichsen)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)
Afsagt af landsdommerne
Mikael Sjöberg, M. Stassen og Birgitte Grønborg Juul (kst.)
Sagens baggrund og parternes påstande
Byrettens dom af 15. maj 2009 (BS 7A-1879/2007) er anket af A med endelig påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende appellantens fradrag for rejseudgifter med 8.498 kr. og inventar med 24.080 kr., samt at resultatet af appellantens udlejningsvirksomhed i indkomståret 2003 skal opgøres til 1.643 kr., subsidiært at sagen hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne.
Indstævnte, Skatteministeriet, har endeligt påstået stadfæstelse, idet det anerkendes, at resultatet af appellantens udlejningsvirksomhed i indtægtsåret 2003 udgør 1.643 kr.
Forklaringer
Der er i landsretten afgivet forklaringer af A og CA.
A forklarede blandt andet, at han var i Italien fra fredag eftermiddag den 5. september til tirsdag den 9. september 2003 sammen med sin hustru og søn. SKs svigersøn kom til hotellet og hentede den af advokat LT udarbejdede erklæring om arveafkald, som samme dag blev underskrevet af SKs døtre. LT og hustru kom sent fredag aften. Der blev afholdt to møder af 2-3 timers varighed med SK, som samtidig var på besøg hos sin datter i Italien. På møderne blev det blandt andet drøftet, at han skulle behandle boet efter SK i stedet for LT, hvilket han gjorde efter SKs død i sommeren 2004. Det blev også drøftet, hvorledes der skulle forholdes med arven til en søn i Australien. Han var ikke blevet bobestyrer uden at være blevet introduceret for SK i Italien. Lejlighedens rum nr. 3 var lejet ud til OM i 9 måneder, hvor glasdøren var spærret af et skab tilhørende den tidligere lejer, NM. I september 2003 hentede NM sit skab. I første halvdel af december 2003 blev det omhandlede skab sat op foran døren inde i rum nr. 3, således at lejeren i rum nr. 3 havde adgang til skabet. Skabet var oprindeligt købt til hans kontor; men hans sekretærer ville hellere have reoler. Han fik så den ide at sætte skabet op inde i lejligheden, hvor han fra 1. januar 2004 på ny skulle udleje rum nr. 3. Skabet blev monteret af G1 både på kontoret og i lejligheden. Han fik en samlet regning på opsætningen. Han vil tro, at G1 enten har medtaget opsætningen i lejligheden i fakturaen af 15. december 2003 eller kulancemæssigt har flyttet skabet til lejligheden. Det er korrekt, at han overfor SKAT forklarede, at skabet var blevet smidt ud. Det skyldes, at de medarbejdere, der kom fra SKAT, truede ham med en politianmeldelse, hvilket chokerede ham og gjorde ham vred.
CA forklarede blandt andet, at han i september 2003 var i Italien med sine forældre og to af hans forældres venner. Hans far og LT var til møde lørdag og søndag, begge dage nogle timer midt på dagen. Han boede i lejligheden sammen med NM, som lejede rum nr. 3. NM havde et skab stående foran glasdøren. NM tog ikke skabet med, da han flyttede. Efter OM var flyttet i september 2003, hentede NM sit skab. Der blev opsat et nyt skab, vist i november eller december 2003, i al fald før OT flyttede ind 1. januar 2004. Skabet ligner skabet fra G1, men var smallere. Skabet blev stillet i rum nr. 3 med ryggen mod glasdøren. Der kom nogen og monterede skabet, som nogenlunde passede i målene til glasdøren.
Procedure
Parterne har gjort de samme anbringender gældende som for byretten og procederet i overensstemmelse hermed.
Landsrettens begrundelse og resultat
Af de grunde, der er anført af byretten, og da det for landsretten fremkomne ikke kan føre til andet resultat, tiltræder landsretten, at der ikke kan ske fradrag for udgifterne til rejsen til Italien i appellantens skattepligtige indkomst for indkomståret 2003.
Uanset det efter forklaringerne for landsretten må lægges til grund, at døren mellem rum nr. 2 og nr. 3 var spærret af et skab, har appellanten ikke godtgjort, at det skab, der i henhold til fremlagte fakturaer var bestilt og opsat i advokatvirksomheden i ...1, er det samme, som efterfølgende blev opsat i lejligheden i ...2.
Efter Skatteministeriets erkendelse ændrer landsretten dommen for så vidt angår opgørelsen af appellantens udlejningsvirksomhed for skatteåret 2003 som nedenfor bestemt.
Da det har været påkrævet for appellanten at afholde syn og skøn til dokumentation af markedslejen, og da Skatteministeriet herefter anerkendte, at SKATs skøn over markedslejen tilsidesattes, og at markedslejen i stedet fastsattes i overensstemmelse med skønserklæringen, skal Skatteministeriet endeligt afholde omkostningerne til syn og skøn, hvoraf 23.875 kr. foreløbigt er afholdt af appellanten.
Under hensyn til sagens karakter, omfang og øvrige udfald, herunder, at appellanten først i forbindelse med hovedforhandlingen frafaldt sin principale påstand om fastsættelse af lejeindtægten til et lavere beløb end det af skønsmanden fastsatte, skal A i delvise sagsomkostninger for landsretten betale til Skatteministeriet 20.000 kr.
T h i k e n d e s f o r r e t
Byrettens dom stadfæstes i det omfang, den er påanket, med den ændring, at Skatteministeriet skal anerkende, at resultatet af As udlejningsvirksomhed i indtægtsåret 2003 udgør 1.643 kr.
I sagsomkostninger for landsretten skal A betale 20.000 kr. til Skatteministeriet.
Det idømte betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.
Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.