Parter

A
(Advokat Lars Cort Hansen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Adv.fm. Susanne Lehrer)

Afsagt af byretsdommer

H. Hallenberg

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen skyldes, at skattemyndighederne ikke har godkendt fradrag for erstatning og advokatudgifter, som sagsøgeren har afholdt i forbindelse med opsigelse af erhvervslejemål.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande

Påstand 1

Principalt

Nedsættelse af sagsøgers skattepligtige indkomst for indkomståret 2003 med kr. 15.125.

Subsidiært

Nedsættelse af sagsøgers skattepligtige indkomst for indkomståret 2003 med et af Retten fastsat skønsmæssigt beløb mindre end kr. 15.125.

Påstand 2

Principalt

Nedsættelse af sagsøgers skattepligtige indkomst for indkomståret 2004 med et at Retten fastsat skønsmæssigt beløb mindre end kr. 119.220. [Principalt: Nedsættelse af sagsøgers skattepligtige indkomst for indkomståret 2004 med kr. 119.220.red.SKAT]

Subsidiært

Nedsættelse af sagsøgers skattepligtige indkomst for indkomståret 2004 med et af Retten fastsat skønsmæssigt beløb mindre end kr. 119.220.

Sagsøgtes påstand er frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Sagen har været behandlet i Landsskatteretten, der i afgørelse at 08.12.2008 har anført

"Indkomstårene 2003 og 2004

Ankenævnet har ikke godkendt fradrag for udgifter afholdt i forbindelse med opsigelse af lejemål på henholdsvis 5.125 kr. [15.125 kr.red.SKAT] og 119.220 kr.

Landsskatteretten stadfæster ankenævnets afgørelse.

Møde mv.

Klagerens repræsentant har haft møde med Landsskatterettens sagsbehandler.

Sagens oplysninger

Klageren erhvervede ejendommen beliggende ...1 vej i januar 2000.

Efter det oplyste beboede klageren herefter selv en del af ejendommen, mens en anden del af ejendommen blev udlejet til henholdsvis beboelse og erhvervsmæssig benyttelse.

Ved lejekontrakt af 19. december 2000 udlejede klageren yderligere en del af ejendommen til PO. Lejeren anvendte lejemålet i forbindelse med sin drift af en klinik for fysioterapi. Af lejekontrakten fremgår, at lejemålet påbegynder den 1. januar 2001 og fortsætter, indtil det opsiges, samt at opsigelse fra udlejers side kun kan ske efter §§ 82 og 83 i lejeloven.

Ved brev af 26. juni 2003 fremsendte klagerens advokat en opsigelse af lejemålet til PO. Af brevet fremgår, at lejemålet opsiges med henvisning til lejelovens § 61, stk. 2, nr. 1, idet det oplyses, at klageren ønsker at inddrage lokalerne til beboelse. Som følge af opsigelsesvarslet på 1 år skulle lejeren fraflytte lejemålet pr. 1. juli 2004. Samtidig blev lejeren tilbudt andre lokaler beliggende ...1.

POs advokat fremkom med indsigelser mod opsigelsen ved brev af 8. juli 2003. Det angives i brevet, at en opsigelse af lejemålet, hvor udlejer skal anvende dette til beboelse, ikke er i overensstemmelse med reglerne. Endvidere blev tilbuddet om andre lokaler afvist.

Da sagen ikke umiddelbart kunne forliges, indleverede klageren stævning mod lejer PO den 2. september 2003.

Der blev herefter ført forhandlinger mellem parterne, hvor POs advokat fremsatte ønske om en erstatning på 100.000 kr. samt dækning af afholdte advokatudgifter på 10.000 kr. Ved brev af 10. december 2003 bekræftede klagerens advokat, at klageren kunne acceptere en erstatning til lejer på 100.000 kr. samt dækning af advokatudgifterne på 10.000 kr.

Af retsbogsudskrift af 23. januar 2004 fremgår, at sagen blev forligt ved betaling af erstatning på 100.000 kr. samt dækning af lejers advokats udgifter på 10.000 kr.

Det ses af korrespondancen mellem advokaterne, at lejeren krævede erstatning for tab på inventar, flytteudgifter, reinstallationer, reannoncering m.v.

Klageren har herefter foretaget fradrag for udgifter i forbindelse med opsigelsen på 15.125 kr. og 119.220 kr. i henholdsvis indkomstårene 2003 og 2004. Udgifterne dækker erstatning på 100.000 kr., betalt andel af lejers advokatudgifter på 10.000 kr. samt udgifter til egen advokater på i alt 24.345 kr.

Skatteankenævnets afgørelse

Udgifter i forbindelse med opsigelse af lejemål på 15.125 kr. og 119.220 kr. i henholdsvis indkomstårene 2003 og 2004 er ikke anset for at være omfattet af fradragsretten i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Ved afgørelsen har der været lagt vægt på, at opsigelse af lejemålet er begrundet i klagerens personlige ønske om at inddrage lokalerne til privat beboelse. Udgifterne kan dermed ikke anses for afholdt for at sikre, erhverve eller vedligeholde indkomsten.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at der godkendes fradrag for udgifterne på 15.125 kr. i indkomståret 2003 og 119.220 kr. i indkomståret 2004.

Klageren har afholdt udgift til erstatning til erhvervslejeren på 100.000 kr. Erstatningen er pådraget i forbindelse med klagerens drift af erhvervsmæssig virksomhed og som et udslag af en normal driftsrisiko. Det må anses for at være en normal og sædvanlig driftsrisiko, at udlejer skal betale erstatning ved opsigelse af en erhvervslejer. Erstatningen hidrører direkte fra og skyldes den indgåede erhvervslejekontrakt. Da klageren er skattepligtig af lejeindtægter hidrørende fra erhvervslejeren, har klageren tillige fradragsret for betalingen af erstatningen. Erstatningen må således behandles på samme skattemæssig måde som indtægterne fra erhvervslejekontrakten.

Klageren har været pligtig til at betale erstatning til lejeren i henhold til den indgåede erhvervslejekontrakt samt erhvervslejelovens §§ 66 og 67, jf. §§ 61 og 62. Som følge af den indgåede lejekontrakt var klageren nødsaget til at betale erstatningen. Klageren tilbød lejeren at flytte til nabolejemål, men dette accepterede lejeren ikke, men krævede erstatning.

Erhvervslejeren er i øvrigt skattepligtig af erstatningen på 100.000 kr., hvorfor klageren må have fradragsret for udgifterne til erstatningen. Erstatningen er dermed en driftsomkostning, som er fradragsberettiget i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

De afholdte advokatudgifter vedrører assistance i forbindelse med lejesagen vedrørende erhvervslejeren, herunder opsigelse af lejeren, anlæggelse af retssag, hvorefter lejeren anerkendte opsigelsen mod at modtage erstatning, samt en skattemæssig vurdering af betaling af erstatningen til lejeren. De afholdte advokatudgifter vedrører klagerens erhvervsudlejning og er både naturlige og nødvendige udgifter i tæt relation til klagerens erhvervsvirksomhed. Klageren har i øvrigt betalt 10.000 kr. i udgifter til lejerens advokat som en del af forliget.

Ejendommen er overvejende anvendt til udlejning, og i det tilfælde, at Landsskatteretten ikke kan godkende fuldt fradrag for de afholdt udgifter, bør der godkendes et skønsmæssigt ansat beløb heraf.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten, kan i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Efter fast praksis er der adgang til at fratrække egentlige driftstab ved indkomstopgørelsen ud fra et driftsomkostningslignende synspunkt. Hvis et driftstab fremkommer ved, at der pålægges den skattepligtige en betalingspligt, er det en forudsætning for fradrag, at tabet er påført den pågældende som et udslag af en naturlig driftsrisiko forbundet med driften af den pågældendes virksomhed.

Klageren har betalt erstatning til lejer i forbindelse med opsigelse af lejemålet som følge af klagerens ønske om at anvende det pågældende lejemål til privat beboelse for ham selv. Klageren har derudover afholdt udgifter til lejers advokat samt udgifter til egen advokat i forbindelse med opsigelsen, forhandlinger mellem parterne, anlæggelse af retssag samt det efterfølgende forlig.

Efter Landsskatterettens opfattelse er tabet som følge af den betalte erstatning og de dertil knyttede advokatudgifter ikke udslag af en naturlig driftsrisiko ved driften af en udlejningsejendom. Det forhold, at klageren som udlejer ønsker at inddrage de udlejede lokaler til egen benyttelse, uden at der deri foreligger nogen driftsmæssig begrundelse, medfører, at erstatningen og de dertil knyttede advokatudgifter er afholdt uden for de naturlige og sædvanlige rammer for en udlejningsvirksomhed.

Det er forklaret, at opsigelsen er sket som led i driften af udlejningsvirksomheden, idet ejendommen på længere sigt forventes fraflyttet af klageren og derefter fuldt ud udlejet. Dette kan dog efter rettens opfattelse ikke føre til, at udgifterne til erstatning m.v. anses for driftsomkostninger i forbindelse med udlejningsvirksomheden.

Landsskatteretten imødekommer derfor ikke de fremsatte påstande om fradrag for erstatningsudgiften samt advokatudgifterne, og ankenævnets afgørelse stadfæstes dermed.

..."

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af sagsøgeren.

A har forklaret, at han begyndte udlejningsvirksomhed i 2000. I 2001 fik han lejet ud til PO i nr. ...1. Det var kun en overgang, at han selv ville bo i det lejede. Senere efter renovering, der blev færdig i 2007, skulle det lejes ud. Lejeren flyttede ud i juni 2004, Herefter renoverede sagsøgeren det lejede. Han selv og familien (2 voksne og 2 børn) boede oprindeligt i ...2 . Han og hans familie bor nu i ...1 og ...2, som er lagt sammen. Ideen var at bygge om og derved få højere lejeindtægter. Han regnede med selv at familien skulle bo i det i ca. 1-1½ år.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har overordnet gjort gældende til støtte for den nedlagte principale påstand 1

at	klagerens afholdte advokatudgifter på kr. 15.125 er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde klagerens indkomst for indkomståret 2003, hvorfor de kr. 15.125 er at anse for driftsomkostninger for klageren og dermed fradragsberettiget i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a,
at	de afholdte advokatudgifter vedrører udgifter afholdt vedrørende klagerens erhvervslejemål og vedrørende en af klagerens erhvervslejere, hvorfor udgiften både er en naturlig og nødvendig udgift, der således har tæt relation til klagerens erhvervsvirksomhed,
at	det fremgår af faktura af 6. februar 2004 i bilag 2 og af faktura af 31. december 2003 i bilag 4, at klagerens afholdte advokatudgifter vedrører assistance i forbindelse med lejesagen vedrørende erhvervslejeren PO, herunder opsigelse af lejeren, anlæggelse af retssag vedrørende opsigelsesspørgsmål samt forligsforhandlinger m.v. med lejeren, hvorefter lejeren anerkendte opsigelsen af lejeren mod at modtage erstatning, samt skattemæssig vurdering af betaling af erstatningen til lejeren.
at	der i nærværende sag er tale om erstatning i kontraktsforhold (erhvervslejekontrakt), og at det fremgår herom af Skatteretten 1, 4. udgave, af Jan Pedersen m.fl., side 215, at "Erstatning i kontraktsforhold inden for skatteyderens erhvervsmæssige virksomhed er som udgangspunkt et fradragsberettiget driftstab. Dette gælder såvel ved misligholdelse af kontrakter, entrepriseaftaler, ydelse af konventionalbod i forbindelse med leverancer samt for produktansvar mv.

Det er således udgangspunktet/hovedreglen, at erstatning i kontraktsforhold er fradragsberettiget, og dette gælder selvfølgelig også i nærværende sag, hvor der er tale om en erhvervslejekontrakt.

I nærværende sag er der således også fuldt ud tale om en erstatning, som sagsøger nødtvunget har måttet betale som følge at, at lejeren har insisteret på at ville have erstatning for flytteomkostninger og erstatning for indretning af lejede lokaler mv., samt advokatudgifter, erstatning for reinstallation af EDB og telefon, korrektion af hjemmeside, reannoncering, nye tryksager, pjece, mødekort, el-installationer m.v., jf. bilag A bilag 8 og bilag 12, samt bilag 15.

Sagsøger har således fald fradragsret for den afholdte erstatning, da erstatningen dækker erhvervsrelateret afholdte omkostninger, og dette gælder både for sagsøger og lejeren.

Det gælder i dansk skatteret, at en erstatning skel behandles skattemæssigt som det, som erstatningen dækker/træder i stedet for, og i nærværende sag gælder det altså, at erstatningen dækker/træder i stedet for/er en erstatning for flytteomkostninger og erstatning for indretning af lejede lokaler m.v., samt advokatudgifter, erstatning for reinstallation af EDB og telefon, korrektion af hjemmeside, reannoncering, nye tryksager, pjece, mødekort, el-installationer m.v. jf. bilag A, bilag 8 og bilag 12, samt bilag 15.

Erstatningen dækker altså fuldt ud erhvervsrelaterede omkostninger, der er afholdt som led i en erhvervslejekontrakt, og sagsøger har således også fradrageret for erstatningen.

Det er således også derfor, at sagsøgers retshjælpsforsikring ikke dækker, da der er tale om en erhvervsrelateret tvist, og ikke en privat tvist.

Det bemærkes endvidere, at sagsøger har gjort alt, hvad sagsøger kunne for at undgå at betale erstatning til lejeren, PO, herunder tilbudt PO erstatningslokale m.v., men PO har fastholdt, at hun ville have erstatning i henhold til erhvervslejeloven, jf. bilag 9.

Det ville være både urimeligt og uretfærdigt, hvis sagsøger er pålagt at betale erstatning i henhold til erhvervslejeloven og erhvervslejekontrakten, hvis sagsøger så ikke har fradragsret for de afholdte omkostninger til erstatning til lejeren, og hvis sagsøger så samtidig er skattepligtig af alle indtægter ifølge erhvervslejeloven og erhvervslejekontrakten.

Til støtte for den nedlagte subsidiære påstand i gøres det overordnet gældende

at

de samme anbringender anført til støtte for den nedlagte principale påstand 1 også anføres til støtte for den nedlagte subsidiære påstand 1.

at

såfremt retten mod forventning ikke giver sagsøger medhold i den principale påstand 1 er sagsøger minimum berettiget til et delvist fradrag af omkostningerne, da der så som minimum må fastsættes en skønsmæssigt andel af omkostningerne, der er fradragsberettiget, da det er utvivlsomt, at omkostningerne er afholdt som følge af en erhvervslejekontrakt, og derfor er erhvervsrelateret, ligesom det er tvivlsomt [utvivlsomt.RED:SKAT], at omkostningerne erstatter erhvervsrelaterede omkostninger for lejeren. Eksempelvis kunne så 60 % - 80 % af omkostningerne så anses for at være fradragsberettigede.

Til støtte for den nedlagte principale påstand 2 gøres det overordnet gældende

at	alt hvad der er anført til støtte for sagsøgers principale påstand 1 også anføres til støtte for sagsøgers principale påstand 2,
at	klagerens afholdte advokatudgifter på kr. 19.220 er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde klagerens indkomst for indkomståret 2004, hvorfor de kr. 19.220 er at anse for driftsomkostninger for klageren og dermed fradragsberettiget i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a,
at	de afholdte advokatudgifter vedrører udgifter afholdt vedrørende klagerens erhvervslejemål og vedrørende en at klagerens erhvervslejere, hvorfor udgiften både er en naturlig og nødvendig udgift, der således har tæt relation til klagerens erhvervsvirksomhed,
at	det fremgår af faktura af 6. februar 2004 i bilag 2, at klagerens afholdte advokatudgifter vedrører assistance i forbindelse med lejesagen vedrørende erhvervslejeren PO, herunder opsigelse af lejeren, anlæggelse at retssag vedrørende opsigelsesspørgsmål samt forligsforhandlinger mv. med lejeren, hvorefter lejeren anerkendte opsigelsen af lejeren mod at modtage erstatning,
at	det fremgår af følgeskrivelserne af 6. februar 2004 i bilag 3, at klageren har betalt kr. 10.000 i advokatudgifter som en del af forliget,
at	klageren er skattepligtig at lejeindtægter hidrørende fra erhvervslejeren PO, hvorfor klageren også har fradragsret for betaling at en erstatning til PO på kr. 100.000 betalt i henhold til den indgåede erhvervslejekontrakt,
at	erstatningen er pådraget klageren I forbindelse med dennes drift af erhvervsmæssig virksomhed og som et udslag at en normal driftsrisiko, da det må anses for at være en normal og sædvanlig driftsrisiko at udlejeren skal betale erstatning ved opsigelse at en erhvervslejer,
at	erstatningen hidrører direkte fra og skyldes den indgåede erhvervslejekontrakt med erhvervslejeren PO, og således direkte udspringer fra erhvervslejekontrakten, og dermed har direkte tilknytning til den erhvervsmæssige lejekontrakt mellem udlejer (sagsøgeren) og lejer, og at sagsøgeren har pligt til at betale erstatningen i henhold til den indgåede erhvervslejekontrakt,
at	hvis sagsøgeren ikke havde erhvervsmæssige lejeindtægter fra PO, så skulle sagsøgeren heller ikke betale erstatning til PO,
at	erstatningen må behandles på samme skattemæssige måde som indtægterne fra erhvervslejekontrakten, og at erstatningen derfor er fradragsberettiget i erhvervslejeindtægterne,
at	hvis sagsøgeren ikke har fradragsret for erstatningen, så har sagsøgeren skulle beskattes af alle indtægterne fra erhvervslejemålet, men har ikke fradragsret for udgifterne, hvilket aldrig har været formålet med skattereglerne, da disse netop tilstræber at skabe symmetri omkring skattepligt og fradragsret således, at udgifterne kan fradrages i indtægterne,
at	erhvervslejeren PO er skattepligtig at indtægterne (erstatningen) på de kr. 100.000, hvorfor sagsøgeren også må have fradragsret for udgifterne (erstatningen),
at	erstatningen er en nødvendig udgift, der således har tæt relation til sagsøgerens erhvervsvirksomhed, og at sagsøgeren ikke har kunnet undgå at betale erstatningen på de kr. 100.000 i forbindelse med sagsøgerens erhvervsmæssige virksomhed, da sagsøgeren så selvfølgelig ville have undgået dette,
at	der er tale om en asymmetrisk beskatning, såfremt sagsøgerne ikke har fradragsret for betalingen af erstatningen, da sagsøgerne er skattepligtig af lejeindtægterne fra lejeren, ligesom lejeren er skattepligtig af erstatningen og har fradragsret for lejeudgifterne
at	erstatningen på de kr. 100.000 derfor er at anse for en driftsomkostning for sagsøgeren og dermed fradragsberettiget i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a,
at	sagsøgeren har været pligtig til at betale erstatning til lejeren i henhold til både erhvervslejelovens § 66 og 67, jf § 61-62 og i henhold til den indgåede erhvervslejekontrakt, der fremlægges som bilag 5,
at	sagsøgerens opsigelsesskrivelse til lejer fremlægges som bilag 6, og at det fremgår heraf at sagsøgeren tilbød lejeren at flytte til nabolejemål som sagsøgeren også var forpligtet til i henhold til erhvervslejeloven, men at dette ville lejeren ikke, men at lejeren krævede erstatning i henhold til erhvervslejelovens § 66 og 67 for at fraflytte lejemålet, og årsagen til sagsøgers (udlejers) betaling af erstatning til lejer er således lejere fraflytning fra lejemålet og altså direkte en følge af lejerens erhvervslejeretlige rettigheder, at udlejer/sagsøger må betale erstatningen til lejeren. Der er således direkte som følge af et erhvervslejeretligt forhold, at sagsøgeren må betale erstatningen, og dermed har sagsøgeren også skattemæssigt fradragsret for erstatningen,
at	samtlige de afholdte omkostninger af sagsøgeren i nærværende sag er sædvanlige driftsomkostninger, og at udgifterne (erstatningen) betalt til lejeren dækker lejerens udgifter til inventar, flytteudgifter, reinstallationer, reannoncering m.v., samt lejerens udgifter til advokat, og alle disse udgifter er direkte for lejeren sædvanlige erhvervsmæssige udgifter, ligesom sagsøgeren skulle have afholdt disse udgifter til lejeren også som erstatning, uanset om lejeren havde sagt "ja" eller "nej" til at flytte fra lejemålet, og uanset udlejerens begrundelse for at opsige lejemålet,
at	sagsøgeren har været nødsaget til som en del af den indgåede erhvervslejekontrakt at betale en erstatning til lejeren, - at sagsøgerens erstatning må være fradragsberettiget som driftsomkostning, når sagsøgeren er skattepligtig af samtlige indtægter modtaget i henhold til erhvervslejekontrakten i bilag 5, hvorfor det har formodningen imod sig, at sagsøgeren ikke skulle have fradrag for de udgifter, som sagsøgeren afholder alene fordi, at sagsøgeren er pligtig dertil i henhold til erhvervslejeloven og den indgåede erhvervslejekontrakt,
at	sagsøgerne også efterfølgende har foretaget udlejningsbestræbelser hos Nybolig for at forsøge at udleje lejligheden erhvervsmæssigt igen omhandlet af nærværende sag, jf. bilag 7, men at disse udlejningsbestræbelser desværre p.t. har været uden resultat som følge af krisen på boligmarkedet, og dermed overudbud af lejligheder, der ønskes udlejet - at en del af den afholdte erstatning også dækker/erstatter indretning af lejede lokaler, herunder dækker/erstatter en del af erstatningen på kr. 8.831,45 excl. moms bl.a. "opsætning af kabinevægge" i lejemålet og "afdækning af gulv", mens kr. 21.990,54 excl. moms af erstatningen dækker/erstatter "opsætning af lys i lejemålet", herunder trækning af ledninger i gamle rør, afmontering af gamle kontakter, opsætning af nye kontrakter og fundet belysning til lokalerne, og kr. 2.693,05 excl. moms dækker/erstatter opsætning af belysning, mens kr. 7.037,99 dækker/erstatter tæppebelægning og isoleringsplader, samt montering af disse, og kr. 2.490,00 dækker/erstatter forbedringer af el-installationer, herunder opsætning af ringeklokke m.v., jf. bilag 12,
at	det således er utvivlsomt, at den betalte erstatning er direkte erhvervsrelateret og vedrører erstatning i kontraktsforhold, og erstatter afholdte erhvervsmæssige udgifter for lejeren, og dermed også er fradragsberettiget for sagsøger.

 Til støtte for den nedlagte subsidiære påstand 2 gøres det overordnet gældende: - at alt hvad der er anført til støtte for den principale påstand 1 og den subsidiære påstand 1, samt den principale påstand 2, også anføres til støtte for sagsøgers subsidiære påstand 2.

..." 

Sagsøgte har overordnet gjort gældende til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand, at de af sagsøgeren afholdte udgifter på kr. 15.125,- i indkomståret 2003 og kr. 119.220,- i indkomståret 2004 i forbindelse med opsigelse af et erhvervslejemål ikke er fradragsberettigede i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a,

Udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, kan fradrages ved opførelsen af den skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Bestemmelsen i § 6, stk. 1, litra a, skal ses i sammenhæng med § 6, sidste stykke, hvoraf det fremgår, at udgifter til privatforbrug ikke er fradragsberettigede.

For så vidt angår sondringen mellem driftsomkostninger og privatudgifter er det efter fast praksis afgørende, om der foreligger en direkte konkret, nær og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af den pågældende udgift og skatteyderens løbende indkomsterhvervelse. I den forbindelse er det formålet med udgiftens afholdelse, og ikke dens art, der er afgørende.

Bevisbyrden for, at der foreligger fradragsberettigede driftsomkostninger påhviler sagsøgeren, jf. f.eks. SKM2004.162.HR. Sagsøgerne har ikke løftet denne bevisbyrde.

Ad udgifter til erstatning

Efter fast praksis er udgifter til erstatning alene fradragsberettigede, såfremt de er et udslag af en naturlig driftsrisiko ved skatteyderens erhvervsvirksomhed, jf. f.eks. TfS 2000, 363 H, samt Ligningsvejledningen 2003, afsnit E.B.3.9. Afgørelsen heraf beror på en konkret vurdering af den foreliggende betalingspligt og af skatteyderens virksomhed.

Sagsøgerens erstatningsforpligtelse følger af erhvervslejelovens § 66, stk. 1, og er udløst af sagsøgerens førtidige opsigelse af et erhvervslejemål. Opsigelsen er sket med hjemmel i erhvervslejelovens § 61, stk. 2, nr. 1., jf. bilag 6, side 1, hvorefter udlejeren kan opsige lejeforholdet i tilfælde hvor udlejeren ønsker selv at benytte det lejede. Sagsøgerens opsigelse er konkret sket med henblik på inddragelse af det omhandlede lejemål (...1) i sagsøgerens private bolig (...2), jf. bilag B, og ikke med henblik på driftsmæssig anvendelse af lejemålet.

En sådan erstatningsforpligtelse, som er udløst af; at sagsøgerne af rent private hensyn har valgt at opsige et kontraktforhold i utide, er ikke et udslag af en naturlig driftsrisiko ved lejevirksomheden, Udgiften er derimod at anse for driftsfremmed og dermed ikke-fradragsberettiget. Der henvises i øvrigt til SKM2007.613.LSR, LSRM 1958 og LSRM 1979, 44 LSR, hvor fradrag for erstatning for opsigelse af kontraktforhold i utide tilsvarende er nægtet.

Det bestrides, at der gælder en generel regel om, at erstatning i kontraktforhold i alle tilfælde udløser fradragsret hos den erstatningsansvarlige. Fradragsretten er derimod betinget af, at erstatningspligten har den fornødne tilknytning til skatteyderens løbende indkomsterhvervelse,

Endvidere er der hverken i statsskattelovens ordlyd, forarbejder eller i retspraksis grundlag for at opstille en formodningsregel, hvorefter sagsøgeren har fradrag for udgifter afholdt i henhold til erhvervslejeloven eller en indgået erhvervslejekontrakt. Tværtimod følger det af de almindelige bevisbyrderegler, at det påhviler sagsøgeren at godtgøre, at der er tale om fradragsberettigede driftsomkostninger.

Fradragsret kan heller ikke indrømmes på grundlag af betragtninger om skattemæssig symmetri mellem behandlingen af indtægter og udgifter. Det forhold, at sagsøgeren er skattepligtig af indtægter vedrørende den erhvervsmæssige lejevirksomhed medfører således ikke, at sagsøgeren har fradragsret for udgifter, der falder uden for rammerne af den naturlige driftsrisiko, der er forbundet med sagsøgerens virksomhed.

Tilsvarende kan det forhold, at lejeren er skattepligtig af den af sagsøgerens betalte erstatning ikke i sig selv begrunde, at sagsøgeren indrømmes fradragsret for erstatningsudgiften.

Det bestrides endvidere, at den udbetalte erstatning skatteretligt skal behandles som det, erstatningen træder i stedet for, konkret lejerens udgifter til flytning, lokaleindretning, markedsføring m.v. Dette surrogat-princip, hvortil sagsøgeren henviser, jf. replikken, s. 4, 3. afsnit, gælder alene i relation til spørgsmålet om, hvorvidt en skatteyder skal beskattes af en erstatning, som denne oppebærer, men derimod ikke spørgsmålet om, hvorvidt skatteyderen har fradragsret for en erstatning, som denne har udbetalt. Dette hænger sammen med, at spørgsmålet om skattepligtig henholdsvis fradragsret skal afgøres individuelt for hvert enkelt skattesubjekt hvorfor sagsøgerens fradragsret er uafhængig af den skatteretlige behandling af den til lejeren udbetalte erstatning.

Det forhold, at sagsøgerens udgifter til erstatning angiveligt ikke var dækket af sagsøgerens retshjælpsforsikring, er uden betydning for spørgsmålet om fradragsret, der alene skal afgøres efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og ikke på grundlag af eventuelle forsikringsretlige forhold. Ligeledes er det forhold, at sagsøgeren tilbød lejeren et erstatningslejemål med henblik på at undgå erstatningsforpligtelsen, uden betydning for spørgsmålet om fradragsret.

Endelig bemærkes, at sagsøgerens efterfølgende udlejningsbestræbelser vedrørende det omhandlede lejemål heller ikke er af betydning for spørgsmålet om fradragsret Afgørende er derimod, at erstatningsudgiften er udløst af en opsigelse, der er sket med det formål at inddrage lejemålet til privat benyttelse.

Ad advokatudgifter

Procesudgifter, herunder advokatudgifter, følger sagens genstand, hvorved forstås, at udgifterne skatteretligt behandles på samme måde som det krav, udgifterne knytter sig til, jf. f.eks. SKM2004.71.HR og SKM2004.302.ØLR.

De af sagsøgeren afholdte advokatudgifter knytter sig til lejesagen, der blev forligt ved, at sagsøgeren i henhold til erhvervslejelovens § 66, stk. 1, erstattede lejerens tab ved opsigelsen af lejeforholdet. Da sagsøgerens udgifter til erstatning ikke er fradragsberettigede i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, jf. ovenfor, er de afholdte advokatudgifter ligeledes ikke fradragsberettigede.

Ad sagsøgerens subsidiære påstand

Da sagsøgerens udgifter ikke udspringer af en naturlig driftsrisiko ved udlejningsvirksomheden, jf. ovenfor, er udgifterne ikke fradragsberettigede, hverken helt eller delvis.

Rettens begrundelse og afgørelse

Udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten, kan i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Sagsøgere har betalt erstatning til lejer i forbindelse med opsigelse af lejemålet som følge af klagerens ønske om at anvende det pågældende lejemål til privat beboelse for ham selv. Sagsøgeren har derudover afholdt udgifter til lejers advokat samt udgifter til egen advokat i forbindelse med opsigelsen, forhandlinger mellem parterne, anlæggelse af retssag samt det efterfølgende forlig,

Af de grunde, der er anført i Landsskatterettens afgørelse tiltræder retten, at tabet - som følge af den betalte erstatning og de dertil knyttede advokatudgifter - ikke udslag af en naturlig driftsrisiko ved driften af en udlejningsejendom, Det forhold, at sagsøgeren som udlejer ønsker at inddrage de udlejede lokaler til egen benyttelse, uden at der deri foreligger nogen driftsmæssig begrundelse, medfører, at erstatningen og de dertil knyttede advokatudgifter er afholdt uden for de naturlige og sædvanlige rammer for en udlejningsvirksomhed,

Retten tiltræder ligeledes, at selvom opsigelsen er sket som led i driften af udlejningsvirksomheden, idet ejendommen på længere sigt forventes fraflyttet af sagsøgeren og derefter fuldt ud udlejet ikke kan medføre, at hverken udgifterne til erstatning eller advokatomkostninger eller nogen del heraf anses for driftsomkostninger i forbindelse med udlejningsvirksomheden.

Sagsøgtes frifindelsespåstand tages derfor til følge,

Sagsøgte er ikke momsregistreret. Sagsøgeren har haft en udgift på 588 kr. til materialesamling.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte frifindes for de af sagsøgeren nedlagte påstande,

Inden 14 dage skal sagsøgeren til sagsøgte betale sagsomkostninger med 16.588 kr.