Parter
A
(advokat Jan Schneider)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/adv. Karina Kim Elgaard)
Afsagt af byretsdommer
Stig Kaas
Denne ved Østre landsret anlagte sag er ved beslutning af 11. januar 2007 efter retsplejelovens § 105, stk. 8, henvist til byretten.
Sagen vedrører
Spørgsmålet om beskatning af hævede investeringskontomidler og fradrag for småanskaffelser.
Sagsøgerens påstand
Principalt at As skattepligtige indkomst i indkomståret 2001 nedsættes med kr. 368.113 og i indkomståret 2002 nedsættes med kr. 139.156.
Subsidiært at As skattepligtige indkomst i indkomstårene 2001 og 2002 nedsættes med et lavere beløb efter byrettens skøn.
Sagsøgtes påstand
Frifindelse.
Oplysningerne i sagen
I sagsøgers stævning indeholdes følgende opstilling
|
|
2001 |
2002 |
1 |
Efterbeskatning af etableringskontomidler |
224.487 |
86.176 |
|
Procenttillæg |
147.798 |
44.360 |
2 |
Afløftet moms |
0 |
0 |
3 |
Afskrivning på driftsmidler fra etableringskonto |
-4.172 |
-15.448 |
4 |
Småaktiver |
|
-8.952 |
5 |
Varekøb |
|
-22.000 |
6 |
Småaktiver anset for privatudgift |
|
3.497 |
7 |
Kunstkøb |
|
51.523 |
|
I alt |
368.113 |
139.156 |
Forklaringer
Sagsøger A har forklaret, at han er 47 år og er universitetsuddannet. Han har været beskæftiget med at udvikle software til håndtering af finansielle risici. Han har i den forbindelse drevet virksomhed gennem to selskaber. I forbindelse med det den 11. september 2001 skete terrorangreb i USA, var der en række parametre, der skulle revurderes. Han ønskede i den forbindelse tillige at drive en personlig drevet virksomhed. Det skulle være med almindelig edb-rådgivning og salg.
Han havde siden 1986 sat beløb ind på etableringskonti. Der var på daværende tidspunkt 4,5 år tilbage, før beløbene skulle hæves. Der var allerede da debat om, at aldersgrænsen skulle sættes yderligere op, hvilket også skete.
Med det formål at drive et personligt drevet firma, lod han sit selskab H1 ApS købe den pågældende ejerlejlighed. I starten blev huslejen delt mellem hans personligt drevne selskab og de to andre selskaber, således at hver betalte 1/3. Der var fra start af ikke nogen lejekontrakt.
Han lod anskaffe sædvanligt inventar og udstyr til at drive virksomheden. Lejligheden skulle alene bruges som kontor.
Han var ikke før en henvendelse fra skattemyndighederne klar over, at benyttelsen kunne være problematisk. Efter henvendelsen søgte han om dispensation til at benytte lejligheden rent erhvervsmæssigt. Han var ikke klar over, at det af lokalplanen fremgik, at lejlighederne højst måtte bruges 1/4 til erhverv. Der var en meget langvarig sagsbehandling. Det viste sig ikke muligt at få dispensation. I slutningen af 2006 fik han lejligheden overdraget til ham selv personlig og flyttede ind i 2007, hvor der blev indrettet et soveværelse.
Rent faktisk bor han fortsat hjemme, ...1. Det er forældrenes hjem. Han disponerer over to værelser på 1.ste sal samt loft og kælder. Hans forældre er alvorligt syge, og han er derfor nødt til at passe dem.
Al den indkøbte kunst har alle været placeret i kontorlejligheden. I G1 har han købt bestik på udsalg. Det var til kontorlejligheden.
Hver morgen tog han til lejligheden og arbejdede i denne. Han erindrer ikke, hvor meget han har hævet i løn. Han har beskedne udgifter. Han betaler intet for at bo hos forældrene.
Det kamera der er tale om blandt anskaffelserne, har han brugt til demonstrationsformål. Det er blevet solgt efterfølgende til en kunde med avance.
Der henvises i øvrigt til kendelse afsagt af Landsskatteretten den 9. maj 2006.
Denne dom indeholder således ikke i øvrigt sagsfremstilling, jf. retspIejelovens § 218 a, stk. 2.
Parternes synspunkter
Sagsøgeren har i sit påstandsdokument gjort gældende,
Ad punkt 1-5
Det gøres gældende, at samtlige hævede etableringskontomidler i indkomstårene 2001 og 2002 er anvendt udelukkende erhvervsmæssigt, jf. etableringskontolovens § 7, stk. 1, litra A.
Til støtte herfor gøres det gældende, at lejligheden beliggende ...2 udelukkende anvendes til driften af virksomheden H2 IT. Det gøres endvidere gældende, at alle aktiver placeret i lejligheden anvendes udelukkende erhvervsmæssigt i virksomheden H2 IT.
Der er således ikke grundlag for at beskatte de pågældende hævninger som en efterbeskatning af etableringskontomidler, jf. etableringskontolovens § 11 a. Af samme årsag er der ej heller grundlag for at fastsætte tillæg efter etableringskontolovens § 11 a, stk. 1.
Ad punkt 6
Det gøres gældende, at der er tale om indkøb af sædvanligt kontorinventar, som er placeret på virksomhedsadressen. Det gøres i den forbindelse gældende, at der er tale om enten fradragsberettigede driftsomkostninger eller indkøb af afskrivningsberettigede driftsaktiver.
Ad punkt 7
Der henvises overordnet til det anførte vedrørende punkt 1-5, idet det gøres gældende, at de pågældende kunstkøb udelukkende er placeret på virksomhedsadressen. Det gøres gældende, at indkøbene ikke vedrører A privat, ligesom det gøres gældende, at A i medfør af bestemmelsen i afskrivningslovens § 44a, stk. 1, er berettiget til at afskrive den anskaffede kunst med op til 5% årligt.
Det gøres gældende, at det er dokumenteret, at den omhandlede lejlighed anvendes udelukkende erhvervsmæssigt, hvorfor det også må lægges til grund, at udgifter til kunstudsmykning udelukkende vedrører virksomheden og dermed er afskrivningsberettigede.
Sagsøgte har i sit påstandsdokument gjort gældende,
Beskatning af etableringskontomidler (indkomstårene 2001 og 2002)
Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at de indkøbte møbler m.v. ikke udelukkende benyttes erhvervsmæssigt, jf. etableringskontolovens § 7, stk. 1, litra a, hvorfor sagsøgeren skal efterbeskattes af de hævede midler i indkomstårene 2001 og 2002, jf. lovens § 11 A, stk. 1. Det er sagsøgeren, der har bevisbyrden for, at møblerne m.v. udelukkende har været benyttet erhvervsmæssigt, og denne bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet.
Møblerne m.v. har karakter af privat indbo og er placeret i en ejerlejlighed beliggende ...2, der er beregnet til almindelig beboelse, og som ifølge lokalplanen ikke må anvendes erhvervsmæssigt med mere end 25 %. Det gøres derfor gældende, at sagsøgerens bevisbyrde for, at møblerne m.v. i ejerlejligheden har været benyttet 100 % erhvervsmæssigt, er skærpet som følge heraf.
Det er uden betydning for denne sag, hvorvidt sagsøgeren formelt eller reelt har haft bopæl et andet sted end i ejerlejligheden i ...2, idet det alene er af betydning, at sagsøgeren ikke har dokumenteret, at møblerne m.v. udelukkende har været benyttet erhvervsmæssigt. På samme måde er sagsøgerens oplysninger om el-forbrug (bilag 6) uden betydning, idet el-forbruget ikke dokumenterer, at møblerne m.v. udelukkende har været benyttet erhvervsmæssigt.
Det bemærkes, at skattemyndighederne har anerkendt fire skabe, seks reoler, et skrivebord og en PC som afskrivningsberettigede, jf. bilag 1, side 10. De fremlagte fotos (bilag 2 og 3) kan allerede af den grund ikke tillægges nogen bevisværdi.
Småaktiv (indkomståret 2002)
Det gøres gældende, at sagsøgeren ikke har løftet sin bevisbyrde for, at udgiften på kr. 3.497,-, jf. bilag 4, side 9, til et stel er en fradragsberettiget driftsudgift omfattet af statsskattelovens § 6. Der er tale om en udgift af privat karakter, der ikke kan fradrages.
Kunstkøb (indkomståret 2002)
Det gøres gældende, at sagsøgeren ikke har afholdt fradragsberettigede udgifter til kunstnerisk udsmykning af bygninger, der udelukkende benyttes erhvervsmæssigt, jf. dagældende afskrivningslovs § 44 B. Der er tale om et ejerlejlighedskompleks på ...2, dvs. en beboelsesejendom, der benyttes til beboelse, og som derfor ikke udelukkende benyttes erhvervsmæssigt. Udgifterne til kunstindkøb er således ikke fradragsberettigede.
Rettens begrundelse og afgørelse
Kunst
Det indkøbte blev anbragt i rum i en beboelsesejendom, hvorfor den dagældende afskrivningslov § 44 B, ikke gav mulighed for afskrivning. Heraf følger, at anvendelse af investeringfondmidler ikke kunne have været anvendt. Der gives derfor allerede af den grund sagsøgte medhold.
Inventar m.v.
Ejerlejligheden ...2, blev 2001 erhvervet af et selskab, som sagsøger er knyttet til.
Det må efter det oplyste lægges til grund, at der er tale om en 2 værelseslejlighed opført og indrettet med beboelse for øje.
Sagsøger havde ved lejlighedens erhvervelse ikke etableret selvstændig bolig, men har oplyst, at han med henblik på pasning af sine syge forældre fortsat boede i familiens villa, hvor han disponere over bl. a. 2 værelser på første sal.
De i 2001 anvendte midler betydelige midler blev i al væsentligt brugt på klassiske møbler og tæpper med videre, der ikke særligt var beregnet på kontorformål, men lige så vel kunne anvendes på indretning af et privat hjem.
Sagsøger ses ikke at have ført bevis for, at der fra og i lejligheden har været en væsentlig erhvervsmæssigt aktivitet.
De fremlagte regnskaber dokumenterer ikke dette.
At lejlighedens elforbrug har været mindre end for en husstand med et medlem, bestyrker det heller ikke.
Den omstændighed, at der i 2004 ikke fandtes sovemulighed i lejligheden viser ikke i sig selv, at det anskaffede udelukkende blev anskaffet med formål udelukkende erhvervsmæssig benyttelse.
Det fremgår endeligt, at det indkøbte fortsat befinder sig i lejligheden, hvor sagsøger efter krav fra kommunen, har ophold og i 2007 tilmeldt sig folkeregistret.
Efter en samlet vurdering finder retten ikke, at sagsøger har opfyldt den ham påhvilende bevisbyrde.
Småanskaffelser
Der er indkøbte service m. v.
Også henset til bevisvurderingen vedrørende inventar, findes sagsøger ikke at have løftet den denne påhvilende bevisbyrde.
Der vil således i det hele være at give sagsøgte medhold.
Sagsomkostninger
Sagsøger har betalt 2.000 kr. i retsafgift.
Sagsøgte har afholdt 639,00 kr. til materialesamling.
Retten finder henset til sagens udfald, at sagsøgte bør have godtgjort 30.000 kr. incl. moms af dennes advokatudgifter.
T h i k e n d e s f o r r e t
Sagsøgte Skatteministeriet frifindes for sagsøgeren A påstand under denne sag.
Sagsøger A skal til sagsøgte Skatteministeriet inden 14 dage betale 30.639,00 kr. i sagsomkostninger