Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle i en sag for Højesteret om tilbagebetaling til en bilforhandler af for meget erlagt registreringsafgift af forhandlerens demobiler og kundebiler (værkstedsbiler) i henhold til TSS-cirkulære 2003-11 af 9. maj 2003 om ændring af praksis og genoptagelse af sager om afgiftsberigtigelse af køretøjer (afgiftsberigtigelse af demokøretøjer efter den dagældende definition af mindstebeskatningsprisen), jf. SKM2006.711.HR .
Ministeriet har samtidig taget bekræftende til genmæle i tre andre tilsvarende sager for Østre Landsret.
Skatteministeriet var tidligere blevet frifundet for bilforhandlerens tilbagebetalingskrav ved Vestre Landsrets dom af 11. november 2005 (SKM2005.467.VLR), men ministeriet fandt efter en fornyet gennemgang af sagen, at der under de foreliggende helt særlige omstændigheder ikke var fornødent grundlag for at nægte tilbagebetaling til forhandleren.
I den pågældende sag havde forhandleren rejst krav om tilbagebetaling i henhold til TSS-cirkulære 2003-11 vedrørende for meget erlagt registreringsafgift af en række demobiler og kundebiler indkøbt til forhandlerens eget brug, som forhandleren i perioden november 2001 - maj 2003 havde indregistreret og selv havde indbetalt afgiften af (afgiftsberigtiget efter mindstebeskatningsprisen).
Bilerne var i forbindelse med indregistreringen blevet videresolgt til to leasingselskaber, som samtidig tilbageleasede bilerne til forhandleren. Indregistreringen skete med leasingselskabet som ejer og forhandleren som bruger. Bilerne solgtes til leasingselskabet uden forhandleravance. Der var tale om et rent finansieringsarrangement som et alternativ til forhandlerens egenfinansiering.
Leasingaftalerne løb over tre år, men således at forhandleren til enhver tid havde ret til at tilbagekøbe bilerne til en på forhånd kalkuleret restværdi. De første fem måneder af leasingperioden var afdragsfri, idet der ikke skulle betales leasingydelser. I praksis tilbagekøbte forhandleren bilerne efter ca. 3-6 måneder, når man havde fundet en kunde til bilerne, hvorefter de videresolgtes til denne slutkunde med en forhandleravance.
Leasingydelserne og tilbagekøbsprisen for forhandleren var kalkuleret på baggrund af bilens købspris inklusive den for høje registreringsafgift, således at forhandleren endeligt kom til fuldt ud at bære registreringsafgiften, dels via betalingene af leasingydelserne, dels ved tilbagekøbet af bilerne. Herved var den for høje registreringsafgift, som i første omgang fuldt ud var overvæltet på leasingselskabet ved videresalget af bilerne, i realiteten blevet væltet "tilbage" på forhandleren i kraft af tilbageleasingen og tilbagekøbet af bilerne.
Demo- og kundebilerne var blevet afgiftsberigtiget i overensstemmelse med den dagældende praksis vedrørende mindstebeskatningsprisen i henhold til registreringsafgiftslovens § 8, stk. 1, 2. punktum (forhandlerens indkøbspris tillagt 9 pct.). Denne praksis blev ved tre kendelser af 28. november 2002 underkendt af Landsskatteretten (den ene heraf optrykt i SKM2003.128.LSR). Told- og Skattestyrelsen udstedte herefter to meddelelser den 5. marts 2003 og en meddelelse af 9. maj 2003 til virksomheder registreret efter registreringsafgiftsloven, samt ovennævnte cirkulære vedrørende ændring af praksis og om adgang til genoptagelse af sager om afgiftsberigtigelse i henhold til den underkendte praksis.
Af meddelelsen af 9. maj 2003 fremgik, at de køretøjer, som der umiddelbart ville kunne opnås genoptagelse og tilbagebetaling for, er demokøretøjer (hvor der typisk ikke indgår en forhandleravance ved anskaffelsen). Videre fremgik, at tilbagebetaling var betinget af, at afgiftsberigtigelsen var sket ud fra den tilsidesatte praksis, og at køretøjet ikke var videresolgt. Af cirkulærets punkt 3 fremgik endvidere, at tilbagebetaling udelukkende kunne ske til virksomheder, der havde indbetalt afgiften til SKAT, og at tilbagebetaling var betinget af, afgiften ikke var væltet over på andre.
Virksomheden var under henvisning hertil blevet nægtet tilbagebetaling af afgiften. Vestre Landsret tiltrådte dette under henvisning til, at sagsøgeren fuldt ud havde overvæltet afgiften på leasingselskaberne, og at sagsøgerens ret til tilbagebetaling ikke kunne antages at genopstå ved, at sagsøgeren havde tilbageleaset bilerne.
Landsretten kom hermed ikke til at tage stilling til sagsøgerens anbringende om, at sagsøgeren havde lidt et avancetab ved videresalget af bilerne svarende til den for høje registreringsafgift, idet den for høje afgiftsbelastning ikke havde påvirket bilernes markedspris, og idet sagsøgeren ikke kunne opnå den samme avance på tilsvarende brugte biler som andre forhandlere, der kunne få tilbagebetalt afgiften.
Beslutningen om at tage bekræftende til genmæle skyldtes, at der efter ministeriets opfattelse i den konkrete sag måtte lægges afgørende vægt på,
at afgiften blev indbetalt af forhandleren i forbindelse med indregistreringen,
at forhandleren udelukkende for at finansiere anskaffelsen af sine demobiler og kundebiler indgik sale- and leaseback-aftaler med de to leasingselskaber,
at parterne samtidig med indgåelsen af leasingaftalerne havde aftalt, at forhandleren havde ret til at tilbagekøbe bilerne inden leasingperiodens udløb,
at de aftalte leasingydelser og den matematisk fastsatte tilbagekøbspris for forhandleren var kalkuleret med udgangspunkt i den for høje registreringsafgift, hvorved forhandleren kom til at betale bilernes fulde anskaffelsessum inklusive den for høje registreringsafgift,
at alle leasingaftalerne rent faktisk afvikledes ved, at forhandleren tilbagekøbte bilerne til den ikke-amortiserede del af anskaffelsessummen efter 3-6 måneder, og
at der derfor ikke ved sale- and leaseback-aftalerne skete endelig overvæltning af afgiften fra forhandleren til leasingselskaberne.
Ministeriet fandt under disse helt særlige omstændigheder, at "leasingkunde"-argumentet ikke kunne opretholdes, idet situationen i tilbagebetalingsmæssig henseende ganske måtte sidestilles med, at forhandleren selv havde anskaffet demobilerne og kundebilerne og ladet disse indregistrere i eget navn med betaling af en for høj registreringsafgift, hvorfor forhandleren af denne grund måtte have krav på tilbagebetaling af afgiften i henhold til TSS-cirkulære nr. 2003-11.
Ministeriet fandt desuden ikke mulighed for at tilbagevise sagsøgerens påstand om, at der ved videresalget af bilerne til slutbrugerne var lidt et avancetab svarende til den for høje afgift, eftersom det ikke var muligt at fremskaffe de fornødne oplysninger om prisdannelsen på markedet for brugte biler, herunder demobiler og kundebiler, for årene 2001-2003.
Afgørelsen om at tage bekræftende til genmæle er således helt konkret begrundet og ikke udtryk for en fravigelse af reglen om, at en ulovligt opkrævet afgift ikke kan kræves tilbagebetalt af en forbruger, eftersom forbrugeren ikke har indbetalt afgiften og ikke har noget retsforhold med myndigheden. Afgørelsen er også i overensstemmelse med hidtidig praksis vedrørende overvæltningsprincippet, hvorefter et tilbagebetalingskrav ikke er afskåret, medmindre afgiften er endeligt overvæltet på næste omsætningsled.
I den konkrete sag ville bilforhandleren endeligt komme til at bære afgiftsbyrden, selv om den i første omgang blev overvæltet på leasingselskabet.
Afgørelsen vedrører således ikke spørgsmålet om en forkert praksis hos SKAT, men spørgsmålet om bevisførelse i relation til overvæltning af afgift eller ej.
Der er derfor ikke grundlag for genoptagelse og tilbagebetaling for andre virksomheder end de, der enten allerede har rejst sager ved domstolene, eller som har anmodet om genoptagelse, og som har fået et afslag med den begrundelse, at der var tale om overvæltning af afgiften.
Skattecentrene er nu anmodet om at genoptage sådanne eventuelle sager og foretage tilbagebetaling af de for meget betalte registreringsafgiftsbeløb.