Dato for udgivelse
01 Nov 2006 15:47
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
05 Oct 2006 14:49
SKM-nummer
SKM2006.648.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
1. afdeling, 519/2005
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Moms og lønsumsafgift
Emneord
Overtagelse, igangværende, byggeentreprise, datterselskab, gældsforpligtigelse, entreprisesum, fradrag, momspligt
Resumé

Byggeentreprise blev overtaget af hovedleverandørs datterselskab (appellanten) grundet oprindelig entreprenørs økonomiske forhold, idet hovedleverandør, som havde transport i entreprisesummen, i henhold til entreprisekontrakten havde retten og pligten til at udføre entreprisen.

Oprindelig entreprenør gik senere konkurs.

Hovedleverandør havde til oprindelig entreprenør leveret varer og ydelser for godt kr. 3,1 mio. til byggeriet og havde et tilsvarende krav.

Sagen angik moms indeholdt i beløbet på kr. 3,1 mio., idet datterselskabet gjorde gældende, enten at datterselskabet ikke havde leveret varer og ydelser til bygherren for det nævnte beløb, hvorfor momsen ikke skulle indgå i datterselskabets udgående afgift, eller at varer og ydelser for det nævnte beløb var indkøbt, hvorfor momsen kunne fradrages som indgående afgift.

For så vidt angår udgående afgift, fastslog landsretten, at samtlige betalingsrater i henhold til entreprisekontrakten forfaldt efter datterselskabets overtagelse af entreprisen, at oprindelig entreprenør ikke havde modtaget nogen del af entreprisesummen, og at den fulde entreprisesum var faktureret af og betalt til datterselskabet. Datterselskabet skulle som følge heraf svare moms af den fulde entreprisesum. Højesteret tiltrådte dette.

For så vidt angår indgående afgift, fastslog Højesteret, at beløbet på kr. 3,1 mio. ikke svarer til værdiansættelsen af oprindelig entreprenørs byggearbejde i stadeopgørelse på ca. kr. 5,1 mio., og at der ikke i øvrigt er oplysninger, som godtgør, at datterselskabet (appellanten) har betalt kr. 3,1 mio. som vederlag for oprindelig entreprenør for dette selskabs byggearbejde. Der var herefter ikke adgang til fradrag for moms af kr. 3,1 mio.

Landsrettens dom blev stadfæstet.

Reference(r)

Momsloven § 4
Momsloven § 27 stk. 1, 1 pkt.
Momsloven § 37

Henvisning

Momsvejledningen 2006-4 D.2

Henvisning

Momsvejledningen 2006-4 G.1.1

Henvisning
Momsvejledningen 2006-4 J.1.1
Henvisning
Momsvejledningen 2006-4 J.1.1.13
Henvisning
Momsvejledningen 2006-4 Q.1.3.2
Henvisning
Momsvejledningen 2006-4 J.1.2.1

Parter

H1 Byg A/S
(advokat Jørgen B. Jepsen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Finn Mejnertsen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Torben Melchior, Per Sørensen, Jytte Scharling, Marianne Højgaard Pedersen og Jon Stokholm

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 6. afdeling den 19. oktober 2005.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande

Appellanten, H1 Byg A/S, har gentaget sin påstand.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Højesterets begrundelse og resultat

Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at H1 Byg A/S skal betale moms af det entreprisebeløb på 16 mio. kr., som fremgår af selskabets faktura af 2. april 2001 til bygherren, jf. momslovens § 4, stk. 1, og § 27, stk, 1, 1. punktum.

H1 Byg har subsidiært anført, at selskabet er berettiget til at fradrage moms (622.394 kr.) af et vederlag på 3.111.173 kr., der ifølge H1 Byg er betalt til H1 Entreprise ApS for dette selskabs byggearbejde.

De 3.111.173 kr. er et mellemregningsbeløb mellem G1 Tømmerhandel A/S og H1 Entreprise. Beløbet svarer ikke til værdiansættelsen af H1 Entreprises byggearbejde i stadeopgørelsen på 5.072.000 kr., og der er heller ikke i øvrigt oplysninger, der godtgør, at H1 Byg har betalt 3.111.173 kr. som vederlag til H1 Entreprise for dette selskabs byggearbejde. Højesteret tiltræder derfor, at H1 Byg ikke i medfør af momslovens § 37 kan fradrage 622.394 kr. i moms af de 3.111.173 kr. ved afregningen af moms.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal H1 Byg A/S betale 50.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.

Sagsomkostningsbeløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.