Parter:
H1 K/S
(advokat Nicolai Jung)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen).
Afsagt af landsdommerne:
Fritse Hove, Bjarne Bjørnskov Jensen og Joy Winter (kst.).
Denne sag, der er anlagt den 11. marts 2000, drejer sig om, hvorvidt journalist B i skatteretlig henseende i indkomstårene 1994, 1995 og 1996 skal anses som selvstændig erhvervsdrivende eller som lønmodtager i forhold til sagsøgeren, H1 K/S ("Dagbladet"), og om sagsøgeren, hvis B anses for lønmodtager, hæfter for manglende indbetaling af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.
Sagsøgeren har påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at sagsøgeren ikke hæfter for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i forbindelse med sagsøgerens udbetaling af honorar til journalist B i indkomstårene 1994 til 1996.
Sagsøgte har påstået frifindelse.
Sagens nærmere omstændigheder er følgende:
Journalist B, der afgik ved døden i 1997, udførte i årene 1994 til 1996 arbejde for sagsøgeren. Den 23. september 1997 traf Told- og Skatteregion .... afgørelse om, at sagsøgeren i indkomstårene 1994 til 1996 burde have indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af udbetalt vederlag til B, samt at sagsøgeren hæftede for, at A-skat og arbejdsmarkedsbidrag ikke var blevet indbetalt. Denne afgørelse indbragte sagsøgeren den 12. december 1997 for Told- og Skattestyrelsen. Den 14. december 1999 tiltrådte Told- og Skattestyrelsen regionens afgørelse med følgende begrundelse:
"....
Styrelsen har ved afgørelsen bl.a. henset til, at:
- det er aftalt mellem "Dagbladet" og B, at han udfører vikararbejde på redaktionerne i "Dagbladets" område,
- vederlaget er beregnet, som det er almindeligt i tjenesteforhold,
- "Dagbladet" fastsætter, hvornår arbejdet skal udføres samt
- B ikke har haft væsentlige omkostninger ved arbejdets udførelse.
Da ligningsmyndigheden ved bedømmelse af B's ligningsmæssige forhold finder, at han kan anses for at være lønmodtager, vil ligningsmyndighedens afgørelse herom også få betydning for Deres klients hæftelse for ikke indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for udbetalingerne til B.
Med hensyn til hvorvidt "Dagbladet" har udvist forsømmelighed, jf. kildeskattelovens § 69, finder Told- og Skattestyrelsen ligeledes at kunne tiltræde regionens afgørelse, jf. nærmere nedenfor.
Kildeskattelovens (lovbekendtgørelse nr. 639 af 3. august 1999) § 46, stk. 2, pålægger arbejdsgiveren at indeholde foreløbig skat ved udbetaling af A-indkomst. Samme lovs § 69, stk. 1, fastslår, at den arbejdsgiver, der undlader at opfylde sin pligt til at indeholde skat, er umiddelbart ansvarlig for betaling af manglende beløb, medmindre han kan godtgøre, at han ikke har udvist forsømmelighed.
For så vidt angår AM-bidrag findes de tilsvarende hjemler i henholdsvis § 11, stk. 9, jf. stk. 1, og § 15, stk. 3, i arbejdsmarkedsfondsloven (lovbekendtgørelse nr. 720 af 14. september 1999).
Som sagen er forelagt styrelsen, er det styrelsens opfattelse, at Deres klient har udvist forsømmelighed ved ikke at have indeholdt A-skat og AM-bidrag af honorarerne til B i årene 1994, 1995 og 1996.
Her lægger styrelsen især vægt på, at Told- og Skatteregion .... den 3. oktober 1994 traf afgørelse i en lignende sag vedrørende Deres klient. Sagen i 1994 vedrørte spørgsmålet, om udbetalinger fra "Dagbladet" til en annoncesælger skulle anses for at være A-indkomst eller indkomst ved selvstændig virksomhed. Der blev truffet afgørelse om, udbetalingerne var A-indkomst.
Deres klient burde herefter have været så meget i tvivl om, der for B skulle indeholdes A-skat og AM-bidrag, at Deres klient burde have kontaktet den lokale told- og skatteregion som anført i Skattetræk 95, side 41, afsnit 6 og 7 for at få spørgsmålet afklaret. Der kan endvidere henvises til TFS 1985,178, hvor det, blev fastslået, at en arbejdsgiver, der ikke indeholdt A-skat, fordi han troede, der forelå B-indkomst, hæftede for de ikke indeholdte A-skatter og TFS 1984,494 hvor det blev fastslået, at en arbejdsgiver hæftede for manglende indbetaling af A-skat, da han burde vide, at vederlaget til en salgskonsulent skal være A-indkomst.
Da det således er styrelsens opfattelse, at udbetalingerne til B må anses for at have været A-indkomst, og at Deres klient har udvist forsømmelighed, jf. kildeskattelovens § 69 og arbejdsmarkedsfondslovens § 15, fastholder styrelsen regionens afgørelse.
Deres klient hæfter således for ikke indeholdt A-skat og AM-bidrag vedrørende udbetalinger til B fra 1994, 1995 og 1996 ...."
Det fremgår i øvrigt af sagen, at når B havde udført arbejde for sagsøgeren, blev der fremsendt en faktura til sagsøgeren fra et firma ved navn F1 reklame & marketing. Det fremgår af disse fakturaer, at betalingen for en dags arbejde udgjorde 1.200 kr. og for en uges arbejde udgjorde 5.000 kr. Det fremgår af sagsøgerens interne vilkår vedrørende ansættelse af vikarer, at der forhandles løn ud fra retningslinjer om en dagtakst på 1.200 kr. plus ulempetimebetaling og 5.000 kr. plus ulempetimebetaling for en uges arbejde.
Af Bs oplysningsseddel for 1994 fremgår, at han i 1994 af sagsøgeren fik udbetalt et vederlag/honorar på 75.027 kr. og kørselsgodtgørelse på 3.991 kr. Af Bs oplysningsseddel for 1995 fremgår, at han i 1995 af sagsøgeren fik udbetalt et vederlag/honorar på 125.800 kr. og kørselsgodtgørelse på 12.861 kr. Det fremgår endvidere af udskrift vedrørende Statens ligningssystem, at B i dette år af F2 fik udbetalt et beløb på 43.966 kr., og at der af dette beløb var indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Det fremgår endelig, at B i 1995 havde et overskud af virksomhed på 30.000 kr. Det fremgår endelig af Skattemyndighedernes oplysninger, at B i 1996 af sagsøgeren fik udbetalt et vederlag/honorar på 167.025 kr. og kørselsgodtgørelse på 24.975 kr. At F2 fik han dette år udbetalt et beløb på 73.223 kr., hvoraf der var indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.
Af sagsøgerens bogholderi fremgår at B, når han havde udført arbejde for sagsøgeren, fik udbetalt vederlag en gang om måneden, og at han ofte fik udbetalt kørselsgodtgørelse og af og til modtog ulempetimebetaling. Det fremgår endvidere, at sagsøgeren trak A-skat af ulempetimebetalingen, mens resten af vederlaget blev udbetalt som B-indkomst.
Af Freelancehåndbogen for 1995 udgivet af Dansk Journalistforbund fremgår bl.a.:
"...
VIKAR - FREELANCER?
Selvom begreberne vikar og freelance bruges i flæng, er der forholdsvis klare regler for, hvornår man er hvad og dermed også, hvad man har krav på i løn. Vikaren er underlagt arbejdsgiverens vejledning og instruktion på arbejdspladsen, mens freelanceren arbejder fra sit kontor/arbejdsværelse...
FREELANCERNES ARBEJDSFELT
...
SÆLG DIN IDE
Din indtægt afhænger af den evne til
- - at få gode ideer og konkretisere dem
- - målrette dem mod bestemte medier og arbejdsgivere
- - til at sælge og forhandle
...
SÅDAN BLIVER DU LØNMODTAGER
Du kan fastholde en lønmodtagerstatus ved at få dine arbejdsgivere til at afregne A-skat og arbejdsmarkedsbidrag ...
...For lønmodtagerstatus taler også, hvis du har en eller to hovedarbejdsgivere, der gerne stiller faciliteter til rådighed eller kalder dig til møder el. lign. på arbejdspladsen
For at forblive lønmodtager, skal du tilrettelægge dit freelancearbejde, så det ligger så tæt op ad egentligt lønmodtagerarbejde som muligt. Det gør du ved at indgå aftaler om bl.a. arbejdstid, timeløn - f.eks. som aftalt i SAFT-aftalen, feriepenge, dækning af udgifter i forbindelse med opgaven samt ved at tilrettelægge arbejdet, så det inicerer en instruktions/kontrolbeføjelse for arbejdsgiveren. Husk at udspecificere dine feriepenge på lønopgørelser.
SÅDAN BLIVER DU SELVSTÆNDIG
... ønsker du at skifte status til selvstændig erhvervsdrivende rent skattemæssigt, skal du blot fra skæringsdagen lade dig forskudsregistrere som sådan hos skatteforvaltningen
..."
MT har forklaret, at han er økonomidirektør hos sagsøgeren. Sagsøgeren havde i 1994 til 1996 ca. 140 fastansatte journalister og 35 freelancejournalister. Af freelancejournalisterne fik 32 indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, mens de sidste 3 journalister fik udbetalt indtægten som B-indkomst. B blev tilknyttet sagsøgeren omkring 1993-1994. Sagsøgeren ringede til B, når der var brug for en afløser, f.eks hvis en af de fastansatte journalister var syge eller på ferie. B havde samme arbejdstid og arbejdsopgaver, som den medarbejder han afløste, og han sad ofte og udførte arbejdet på den pågældende medarbejders plads. B har i enkelte tilfælde solgt artikler til sagsøgeren, men han har primært fungeret som afløser hos sagsøgeren. B fik i modsætning til de fastansatte journalister ikke betalt tv-licens og telefon. Han havde heller ikke nogen ansættelseskontrakt eller noget opsigelsesvarsel, og han fik ikke feriepenge og pension. Sagsøgeren havde ingen aftale med B om, at han skulle stå til rådighed for sagsøgeren, og B kunne derfor frit arbejde for andre. Sagsøgeren aflønnede som regel B i overensstemmelse med taksterne i sagsøgerens interne retningslinjer for ansættelse af vikarer. Disse retningslinjer var dog kun et udgangspunkt, som kunne fraviges i forhandlingen med den enkelte freelancejournalist. Årsagen til, at B fik betaling en gang om måneden, var, at det var mest praktisk for sagsøgerens bogholderi. B fremsendte altid en faktura, og vidnet var derfor ikke i tvivl om, at B var selvstændig erhvervsdrivende.
PH har forklaret, at hun, der nu er personalechef hos sagsøgeren i 1994-96 var administrationschef. Da B ikke var fastansat hos sagsøgeren, blev vederlaget aftalt fra gang til gang, men dog således at vederlaget som udgangspunkt blev fastsat i overensstemmelse med de interne retningslinjer. Hun aftalte også med B fra gang til gang, om han skulle have dækket kørselsudgifter og eventuelle andre udgifter. Arbejdstiden og arbejdets omfang blev aftalt mellem B og den redaktør, B arbejdede for. Der var ingen forskel på arbejdsforholdene for de 35 freelancejournalister, som sagsøgeren havde tilknyttet. Årsagen til, at 3 af journalisterne fik udbetalt B-indkomst, var alene, at disse 3 journalister fremsendte fakturaer.
Sagsøgeren har til støtte for sin påstand i første række gjort gældende, at B i forholdet til sagsøgeren i skattemæssig henseende var selvstændig erhvervsdrivende. Sagsøgeren var derfor ikke forpligtet til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag hos B. Sagsøgeren har nærmere anført, at der ved vurderingen af, om B skal anses for at have været selvstændig erhvervsdrivende eller lønmodtager skal foretages en samlet bedømmelse af de faktiske omstændigheder i overensstemmelse med de kriterier, som er angivet i punkt 3.1.1 i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven. Der må herved bl.a. lægges vægt på, at sagsøgeren ikke var pligtig at benytte B arbejdskraft. B havde ingen ansættelseskontrakt eller opsigelsesvarsel, ligesom han ikke, i modsætning til de fastansatte journalister, fik fri telefon og fri avis og ej heller modtog feriepenge, ATP, pension eller løn under sygdom B havde i perioden 1994 til 1996 andre hvervgivere. Sagsøgeren havde ingen instruktionsbeføjelser over for B ud over den beføjelse, der følger i alle forhold mellem hvervgivere og selvstændige erhvervsdrivende, og B tilrettelagde selv sin arbejdstid ud fra opgavernes art og sin faglige kunnen. Honoraret til B blev ikke beregnet som i almindeligt tjenesteforhold, og sagsøgeren modtog altid en faktura fra F1 reklame & marketing for hver enkelt opgave, B udførte for sagsøgeren. Det honorar sagsøgeren udbetalte til B var bruttoindkomst, og det forhold, at B ikke havde væsentlige omkostninger ved arbejdets udførelse, kan ikke tillægges betydning.
Sagsøgeren har til støtte for sin påstand i anden række gjort gældende, at selv om B måtte anses for lønmodtager, hæfter sagsøgeren ikke for den manglende indbetaling af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, idet sagsøgeren ikke har udvist en sådan forsømmelighed, som kræves efter kildeskattelovens § 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsfondslovens § 15, stk. 3, for at pålægge en arbejdsgiver hæftelse. Sagsøgeren kunne med føje gå ud fra, at B var selvstændig erhvervsdrivende, idet han over for omverdenen optrådte som sådan. Sagsøgeren indgik altid aftaler med F1 reklame & marketing, og fakturaerne blev ligeledes altid udstedt af dette firma. Det fremgår endvidere af Dansk Journalistforbunds Freelancehåndbog for 1995, at der er vide rammer for fastlæggelsen af en journalists ansættelsesretlige status i skattemæssig henseende. Sagsøgte har således ikke løftet bevisbyrden for, at sagsøgeren har handlet forsømmeligt.
Sagsøgte har til støtte for sin påstand i første række gjort gældende, at B i forholdet til sagsøgeren ikke var selvstændig erhvervsdrivende, men oppebar den omhandlede indkomst som lønmodtager. Sagsøgeren havde derfor pligt til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag hos B. Sagsøgte har herved nærmere anført, at B ikke udøvede virksomhed af økonomisk karakter for egen regning og risiko med henblik på at opnå overskud. Indkomsten var vederlag for personligt vikararbejde i et tjenesteforhold. Sagsøgeren må antages at have haft en almindelig adgang til at fastsætte generelle eller konkrete instrukser for arbejdets udførelse, herunder tilsyn og kontrol. En journalistvikar er underlagt samme over/underordnelsesforhold som den fastansatte journalist, vikaren træder i stedet for. Bs vederlag blev beregnet til et fast beløb pr. dag og uge efter sagsøgerens takster for vikarer, og blev dermed beregnet, som det er almindeligt i tjenesteforhold. Desuden blev vederlaget udbetalt månedligt, og dermed periodisk, og B fik særskilt betaling for ulempetimer, hvilket tyder på, at B havde fast arbejdstid. B fik endelig udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse og godtgørelse i henhold til ligningslovens § 9, stk. 5, kan alene udbetales til lønmodtagere. Herefter burde det have stået klart for sagsøgeren, at Bs indkomst fra sagsøgeren ikke blev oppebåret ved selvstændig virksomhed, men som led i et personligt tjenesteforhold. Sagsøgeren har dermed ikke godtgjort, at sagsøgeren i henhold til kildeskattelovens § 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsfondslovens § 15, stk. 3, ikke har udvist forsømmelighed ved iagttagelse af bestemmelserne i de to love. Endelig må der ved bedømmelsen af, om sagsøgeren har udvist forsømmelighed tages hensyn til, at sagsøgeren beskæftigede 35 vikarer, hvoraf sagsøgeren for de 32 vikarers vedkommende indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, uden at der var nogen forskel på arbejdsforholdene for de 35 vikarer. Sagsøgeren burde som følge heraf have været så meget i tvivl om, hvorvidt B var lønmodtager, at sagsøgeren burde have søgt dette afklaret hos Told- og Skatteregionen.
Landsrettens begrundelse og resultat:
Efter en samlet vurdering af sagens faktiske omstændigheder sammenholdt med de kriterier, der angivet i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994, punkt 3.1.1, finder landsretten, at Bs indkomst hos sagsøgeren må anses som lønindkomst jf. kildeskattelovens § 43, stk. 1, og arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 1 a. Sagsøgeren havde derfor pligt til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag hos B. Der er herved særligt lagt vægt på, at B var underlagt samme arbejdsvilkår som de journalister, han vikarierede for, og på, at han fik udbetalt kørselsgodtgørelse og ulempetimebetaling. Der er videre lagt vægt på, at B udførte arbejde for sagsøgeren gennem flere år og på, at han blev aflønnet månedligt efter faste takster.
Efter bevisførelsen lægges det til grund, at sagsøgeren havde tilknyttet 35 journalistvikarer med samme arbejdsvilkår, og at sagsøgeren indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag vedrørende 32 vikarer. Under disse omstændigheder har sagsøgeren ikke haft grundlag for alene som følge af, at B fremsendte faktuaer til sagsøgeren at anse ham for selvstændig erhvervsdrivende og dermed undlade at indeholde A-skat. Sagsøgeren har derfor ved sin undladelse heraf udvist forsømmelighed og er herefter ansvarlig for den manglende indbetaling af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag efter kildeskattelovens § 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsfondslovens § 15, stk. 3. Som følge af det anførte tages sagsøgtes påstand om frifindelse til følge.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.
Sagsøgeren, H1, skal betale sagens omkostninger til sagsøgte, skatteministeriet, med 28.000 kr.
De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.