Parter:
Statsautoriseret revisor A
(advokat Aksel Holat Nielsen)
mod
Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af dommerne:
Marie-Louise Andreasen, Poul Sørensen, Peter Blok, Lene Pagter Kristensen og Niels Grubbe.

I tidligere instans afsagt dom af Vestre Landsrets 11. afdeling den 5. februar 1999. B-1552-95

Appellanten, statsautoriseret revisor A, har gentaget sin principale og subsidiære påstand. Han har for Højesteret mere subsidiært påstået landsrettens dom stadfæstet med den ændring, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at hans skattepligtige indkomst nedsættes for indkomståret 1988 med 3.153 kr., for indkomståret 1989 med 62 .877 kr. og for indkomståret 1990 med 118.794 kr. og samtidig forhøjes for indkomståret 1991 med 184.824 kr. Han har mest subsidiært påstået landsrettens dom stadfæstet med den ændring, at Skatteministeriet skal anerkende, at hans skattepligtige indkomst nedsættes for indkomstårene 1988-1990 med mindre beløb, dog for indkomståret 1989 mindst med 46.676 kr., og samtidig forhøjes for indkomståret 1991 med samme beløb som den samlede nedsættelse i de tre tidligere år.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse med den ændring, at ministeriet anerkender, at As skattepligtige indkomst for indkomståret 1989 nedsættes med 46.676 kr. og samtidig for indkomståret 1991 forhøjes med samme beløb.

As mere subsidiære påstand er opgjort som summen af hans andel af honorarkravene mod HH, UBP, PS, PSA og VS og støttes på, at disse honorarkrav var bestridt eller betinget.

Skatteministeriets ændring af påstanden skyldes, at ministeriet anerkender, at honorarkravet mod HH ikke skulle beskattes i 1989, da det for Højesteret er godtgjort, at denne klient allerede i 1989 bestred, at A var berettiget til honoraret.

Til brug for Højesteret er der tilvejebragt yderligere oplysninger og afgivet nye forklaringer.

Direktør i VS, E har blandt andet forklaret, at der den 12. september 1991 blev fremsendt et udkast til sagsfremstilling fra skattevæsenet, og det var på dette tidspunkt, han med sikkerhed blev klar over, at der var opstået en skattesag. Der blev holdt et møde med revisor og advokat, og allerede på dette møde gjorde han, opmærksom på, at de ville blive gjort ansvarlige for eventuelle fejl begået i forbindelse med deres rådgivning og sagsbehandling. Regningen på 13.325 kr. ville han have betalt, da den vedrører sædvanligt revisorarbejde. Også regningen på 49.795 kr. ville han have betalt. Regningen på 42.162 kr. ville han ikke have betalt, da han var utilfreds med arbejdet, og der muligvis kunne blive tale om et erstatningsansvar. Han tilbageholdt derfor dette beløb. Såfremt skattesagen gik godt, var han indstillet på at betale, men hvis de tabte skattesagen, ønskede han ikke at betale for det udførte arbejde. Så ville beløbet indgå i erstatningsopgørelsen.

Højesterets bemærkninger:
Det er ubestridt, at de i sagen omhandlede honorarer, som i 1991 blev indtægtsført i årsregnskabet for B I/S og for så vidt angår As andel medregnet som skattepligtig indkomst i hans selvangivelse, alle vedrørte arbejde, der var gjort færdigt i indkomstårene 1988-1990, hvor beskatningen efter Skatteministeriets påstand skal finde sted. Højesteret lægger til grund, at det efter retsforholdet mellem revisionsfirmaet og de enkelte klienter var berettiget at fakturere honorar senest på det tidspunkt, hvor arbejdet var gjort færdigt. Honorarkravene var således afregningsmodne forud for 1991, og det forhold, at fakturering først er sket i 1991 og senere, medfører ikke en udskydelse at beskatningen til 1991, hvor de faktisk blev indtægtsført.

For så vidt angår honorarkravet mod HH. har Skatteministeriet anerkendt, at kravet var bestridt allerede i 1989, hvor det var afregningsmodent, og at det derfor var berettiget til at undlade at føre del til indtægt. For så vidt angår de fire øvrige honorarkrav, som A har fremdraget - kravene mod UBP, PS, PSA og VS - finder Højesteret det ikke godtgjort, at disse klienter på de tidspunkter, hvor kravene var afregningsmodne og således skulle have været indtægtsført, havde fremsat sådanne indsigelser, at interessentskabet med henvisning hertil var berettiget til at undlade indtægtsføring.

Efter det anførte kan ingen af As påstande tages til følge.

Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom med den af Skatteministeriet anerkendte ændring.

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at appellanten, statsautoriseret revisor As, skattepligtige indkomst for indkomståret 1989 nedsættes med 46.676 kr. og samtidig for indkomståret 1991 forhøjes med samme beløb.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 50.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.