Hovedreglen i den inden den 1. juli 1999 gældende SSL § 35, stk. 1Efter den inden den 1. juli 1999 gældende SSL § 35, stk. 1 gælder der som udgangspunkt en frist på 3 år og 4 måneder regnet fra indkomstårets udløb for skattemyndighedernes adgang til at varsle en forhøjelse af en skatteansættelse. Fristen har også betydning for adgangen til at ændre en skatteberegning, jf. TfS 1998, 364 DEP. Det gælder endvidere, at en rettidigt varslet forhøjelse skal følges op af en ændring af skatteansættelsen senest d. 1. august i det 4. år efter indkomstårets udløb, medmindre en anmodning fra den skattepligtige om udskydelse af denne frist er imødekommet. I sagen SKM2005.224.ØLR havde den skattepligtige påstået, at hans anmodning om udsættelse med ansættelsesfristen var fremprovokeret ved magtfordrejning, hvilket blev afvist af retten, således at ansættelsen blev anset for rettidigt foretaget.Undtagelsen i den inden den 1. juli 1999 gældende SSL § 35, stk. 2Efter den inden den 1. juli 1999 gældende SSL § 35, stk. 2 omfatter forhøjelsesfristerne efter den dagældende SSL § 35, stk. 1 ikke punkter i en skatteansættelse, hvor det efterfølgende viser sig, at en forpligtelse eller en erhvervelse, der er lagt til grund for skatteansættelsen, nu giver grundlag for en højere skatteansættelse.  

Bestemmelsen finder anvendelse, når det efterfølgende viser sig, at de oprindelige betingelser for en erhvervelse eller en forpligtelse giver anledning til en større erhvervelse eller en mindre forpligtelse for den skattepligtige end oprindelig lagt til grund. Bestemmelsen finder således ikke anvendelse i situationer, hvor skattemyndighederne efterfølgende underkaster en erhvervelse eller en forpligtelse en ændret vurdering, uden at vurderingsgrundlaget er ændret. Bestemmelsens anvendelse forudsætter, at skattemyndighederne ikke inden for forhøjelsesfristerne efter den dagældende SSL § 35, stk. 1 har kunnet foretage en endelig opgørelse af erhvervelsen eller forpligtelsen. 

En erhvervelse eller en forpligtelse er en retsstiftende kendsgerning, der kan påberåbes for domstolene. En erhvervelse eller en forpligtelse kan eksempelvis stiftes ved aftale, lovgivning, retspraksis eller arv.  

Som eksempel på erhvervelsesforhold, der kan begrunde bestemmelsens anvendelse, kan nævnes køb af et afskrivningsberettiget driftsmiddel, hvor det efterfølgende viser sig, at det oprindeligt fastsatte afskrivningsgrundlag er for højt, fx som følge af efterfølgende prisnedslag. Som eksempel på forpligtelsesforhold, der kan begrunde bestemmelsens anvendelse, kan nævnes et erstatningsansvar, hvor den endelige fastsættelse af erstatningens størrelse først foretages flere år efter skadens indtræden, eller at en forpligtelse efterfølgende tilsidesættes ved dom, jf. fx UfR 1993, 696 HD.

En ansættelsesændring efter den inden den 1. juli 1999 gældende SSL § 35, stk. 2 skal varsles uden ugrundet ophold (vejledende inden 3 måneder), efter at den kommunale skattemyndighed er blevet bekendt med det eller de forhold, der begrunder forhøjelsen. Denne betingelse var ikke opfyldt i SKM2004.130.LSR, hvor en forhøjelse blev tilsidesat som ugyldig, da forhøjelsen vedrørende årene 1993-1996 først var blevet varslet i august 2000, og hvor de relevante oplysninger var indberettet på sædvanlig måde til skattemyndighederne i januar 1999. En ansættelsesændring efter denne bestemmelse kan ikke foretages, hvis det afledte skattekrav vil være forældet i henhold til 1908-loven, jf. afsnit N.

I praksis vil kriterierne for anvendelsen af den inden den 1. juli 1999 gældende SSL § 35, stk. 2 normalt opfylde kriterierne for anvendelsen af suspensionsreglen i § 3 i 1908-loven, idet skattemyndighederne ved anvendelsen af  den dagældende SSL § 35, stk. 2 ikke på ansættelsestidspunktet var i stand til at foretage en endelig opgørelse af omfanget af erhvervelsen eller forpligtelsen.  

Undtagelsen i den inden den 1. juli 1999 gældende SSL § 35, stk. 3Efter den inden den 1. juli 1999 gældende SSL § 35, stk. 3 kan skattemyndighederne inden for forhøjelsesfristerne efter den dagældende SSL § 35, stk. 1 forhøje skatteansættelsen for et indkomstår, selvom forhøjelsen er baseret på en konstateret ændring i grundlaget for en skatteansættelse for et indkomstår, der ligger uden for forhøjelsesfristerne efter den dagældende SSL § 35, stk. l. Som det fremgår af dommen SKM2005.8.ØLR er der grundlag for at anvende bestemmelsen i SSL § 35, stk. 3, uanset at myndighedernes kendskab til grundlaget for ændringen har foreligget inden udløbet af den ordinære ansættelsesfrist. Omstændighederne i sagen var således, at afskrivningsgrundlaget i et anpartsprojekt blev tilsidesat vedrørende indkomståret 1991. Senere blev denne ansættelse stadfæstet i skatteankenævnet. Dommen anerkender, at der herefter kunne ske en regulering af selvangivelsesgrundlaget for 1992 og 1993 med henblik på ansættelsesændringer i de indkomstår, hvor den ordinære frist ikke var udløbet, dvs. fra og med 1994. Denne adgang til at ændre grundlaget for en ansættelse for tidligere år gælder ikke tilfælde, hvor ændringen beror på et skøn over de faktiske forhold på daværende tidspunkt, jf. TfS 1995, 469 LSR.  I dommen TfS 1997, 781 VLD var der derimod tale om et retligt præget skøn, således at forhøjelserne for de seneste 3 indkomstår ikke var i strid med reglen i den dagældende SSL § 35, stk. 3. Der foretages ingen egentlig ansættelsesændring for det tidligere indkomstår, men alene en anden opgørelse af grundlaget for det senere år.  En eventuel klage over ændringen skal derfor rettes mod det indkomstår inden for forhøjelsesfristerne efter den dagældende SSL § 35, stk. 1, der konsekvensændres som følge af den konstaterede ændring i grundlaget for skatteansættelsen for det tidligere indkomstår. 

Undtagelsen i den inden den 1. juli 1999 gældende SSL § 35, stk. 4Efter den inden den 1. juli 1999 gældende SSL § 35, stk. 4 løber forhøjelsesfristerne efter den dagældende SSL § 35, stk. 1 ikke i tilfælde, hvor den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget skatteansættelsen på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. I disse tilfælde løber forhøjelsesfristerne først fra det senere tidspunkt, hvor skattemyndighederne kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at foretage en korrekt skatteansættelse. Kom skattemyndigheden eksempelvis i besiddelse af sådanne oplysninger vedrørende indkomståret 1992 den 1. oktober 1996, så udløber varslingsfristen efter den dagældende SSL § 35, stk. 1, den 1. oktober 1999 og ansættelsesfristen efter den dagældende SSL § 35, stk. 1, den 1. januar 2000. I dommen SKM2003.9.ØLR blev det lagt til grund, at suspensionen først ophørte ca. 2 måneder efter, at skattemyndighederne havde modtaget ufuldstændige oplysninger, idet skattemyndighederne måtte indrømmes en vis rimelig tid til at bearbejde de modtagne oplysninger.Suspension af forhøjelsesfristerne forudsætter, at den skattepligtige, herunder en repræsentant for den skattepligtige, kan bebrejdes, at skattemyndighederne ikke er i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til rettidigt at kunne foretage en korrekt skatteansættelse. Bestemmelsen skal ses i lyset af den almindelige selvangivelsespligt efter SKL § 1, stk. 1. 

Suspensionen indtræder ikke, hvis forholdet alene kan bebrejdes den skattepligtige m.fl. som simpel uagtsomhed, jf. TfS 1997, 10 LSR. Suspensionen forudsætter, at den skattepligtige forsætligt (med viden og vilje) eller groft uagtsomt har forholdt skattemyndighederne oplysningerne, hvilket var tilfældet i fx TfS 1998, 260 LSR. Se også TfS 1999, 234 LSR om en ejerlejlighed, der havde været udlejet til fremmede. Ejeren havde selv aftalt lejens størrelse og oppebåret denne. Ejeren havde desuagtet selvangivet lejeværdi af egen bolig i hele perioden ved opgørelsen af lejlighedens overskud. Uanset at ejeren havde anvendt revisorbistand til udfyldelse af selvangivelsen, anså Landsskatteretten forældelsesfristen i den inden den 1. juli 1999 gældende SSL § 35, stk. 1, for suspenderet, da forholdet under de foreliggende omstændigheder ikke kunne betegnes som simpelt uagtsomt. Tilsvarende blev fristen anset for suspenderet i sagen SKM2001.436.VLR, hvor den skattepligtige havde udvist grov uagtsomhed ved at undlade at oplyse til de danske skattemyndigheder, at der ikke var betalt skat til Portugal af en pensionsindtægt. Fristen blev ligeledes anset for suspenderet i sagen SKM2001.515.ØLR, hvor der blev nægtet fradrag for underholdsydelse til en modtager i udlandet, og hvor det blev lagt til grund, at ydelsen var indbetalt på den skattepligtiges egen konto. Fristen blev også anset for suspenderet i SKM2001.635.ØLR, hvor den skattepligtige havde meldt flytning til Danmark, idet det blev anset for i det mindste groft uagtsomt, at der ikke var indgivet dansk selvangivelse. Endelig kan der henvises til SKM2005.67.ØLR , SKM2001.575.LSR, og SKM2004.450.LSR, hvor fristen var suspenderet. I de 2 sidstnævnte sager havde den skattepligtige  undladt at selvangive aktieavance, der ikke var indberettet til myndighederne. I sagen SKM2004.227.ØLR blev ligeledes den blotte undladelse med at indlevere regnskab og selvangivelse tilregnet den skattepligtige som groft uagtsom. Se endvidere SKM2003.293.LSR, hvor fristen vedrørende en forhøjelse for året 1994 blev anset for suspenderet indtil indgivelse af selvangivelse i 1996. Den manglende indgivelse af selvangivelse blev anset for groft uagtsom under hensyn til de særlige transaktioner den skattepligtige havde foretaget i 1994. Anderledes TfS 1999, 34 LSR, der drejede sig om en skattepligtig, hvis indkomst for 1991 var blevet forhøjet i 1998 med et ikke medregnet hustrubidrag. Landsskatteretten fandt, at den manglende selvangivelse af beløbet måtte tilregnes den skattepligtige som groft uagtsomt, men da skattemyndighederne i december 1991 i forbindelse med en ændring af den skattepligtiges forskudsregistrering var blevet bekendt med, at den skattepligtige havde modtaget bidraget, ansås forældelsesfristen i den inden den 1. juli 1999 gældende SSL § 35 ikke for suspenderet, hvorfor der var indtrådt forældelse.  

I tilfælde af forsæt eller grov uagtsomhed vil der normalt også, men ikke nødvendigvis, foreligge en overtrædelse af straffebestemmelserne i SKL § 13 eller § 16, jf. nærmere herom i Told- og Skattestyrelsens vejledning offentliggjort i TfS 1997, 156 TSS. Det fremgår heraf, at i tilfælde, hvor der gøres brug af suspensionsreglen i den inden den 1. juli 1999 gældende SSL § 35, stk. 4 foretages indberetning om sagen til den lokale told- og skatteregion, respektive Københavns og Frederiksberg kommuner, således at denne kan foretage en bedømmelse af, om et eventuelt strafansvar skal gøres gældende. I SKM2001.582.ØLR , SKM2002.671.ØLR og SKM2004.360.ØLR er det fastslået, at grov uagtsomhed kan foreligge efter den inden den 1. juli 1999 gældende bestemmelse i SSL § 35, stk. 4, selv om anklagemyndigheden har opgivet straffesagen for urigtig selvangivelse.Undtagelsen i den inden den juli 1999 gældende SSL § 35, stk. 5Efter den inden den 1. juli 1999 gældende SSL § 35, stk. 5 kan en påklaget skatteansættelse forhøjes af klageinstansen på det eller de påklagede punkter uanset forhøjelsesfristerne efter den dagældende SSL § 35, stk. 1. Som et eksempel på anvendelse af bestemmelsen kan nævnes SKM2003.259.ØLR, hvor Østre Landsret godkendte, at en forhøjelse vedrørende indkomståret 1992 begrundet i maskeret udlodning i forbindelse med klagebehandling i Landsskatteretten i 1999 kunne omkvalificeres til skattepligtig kursgevinst inden for samme beløbsramme. Endvidere kan nævnes SKM2001.558.VLR, hvor ligningsmyndigheden ikke ville anerkende, at en del af et afståelsesvederlag blev anset for vederlag for goodwill. Vestre Landsret godkendte, at Landsskatteretten i forbindelse med klagebehandlingen efter udløbet af fristen i den inden den juli 1999 gældende SSL § 35, stk. 1, foretog en forhøjelse vedrørende maskeret udlodning, som blev anset for at udspringe af det påklagede forhold. Tilsvarende resultat i sagen SKM2003.9.ØLR. I øvrigt skal betingelsen om, at den dagældende SSL § 35, stk. 5 alene kan anvendes på det påklagede forhold,  forstås snævert, jf. TfS 1997, 441 LSR, hvor der ikke kunne ske forhøjelse af fratrukne renteudgifter vedrørende et pantebrev i en ejendom, hvor klagen drejede sig om det skattemæssige resultat af en udlejningsvirksomhed i samme ejendom.  

En forhøjelse efter den inden den 1. juli 1999 gældende SSL § 35, stk. 5 kan ikke foretages, hvis det afledte skattekrav er forældet efter 1908-loven, jf. nærmere herom i afsnit N. Bestemmelsen skal dog ses i sammenhæng med, at en klager til enhver tid kan tilbagekalde klagen.