A A/S klage til Landsskatteretten skyldes, at told- og skatteregionen ikke har godkendt fradrag for moms af flytteudgifter, 32.124 kr., og fradrag for moms af kursusudgifter, 26.270 kr.

Ad flytteudgifter:

Det er oplyst, at selskabet har afholdt flytteudgifter ved medarbejderes flytning på selskabets initiativ fra en afdeling til en anden inden for koncernen. Momsen af disse udgifter har udgjort 29.724 kr. Videre har selskabet afholdt udgifter til formidling af fremleje for en ansat. Momsen heraf har udgjort 2.400 kr.

Der er fremlagt fakturaer for de omhandlede udgifter. Selskabet har foretaget fradrag for momsen af udgifterne.

Regionen havde ved den påklagede afgørelse anset udgifterne for at være omfattet af momslovens § 42, stk. 1, nr. 2, hvorefter der ikke er fradrag for momsen af udgifter til anskaffelse og drift af bolig for virksomhedens personale. Regionen havde anset omkostninger i forbindelse med flytning af privat bohave for at være omkostninger til endeligt forbrug, idet personalet, hvis der i stedet blev givet højere pengeløn, måtte betale moms af disse udgifter på linie med andre omkostninger til drift af bolig såsom ombygning, møblering, vedligeholdelse, reparation, lys, varme og rengøring. Det samme gælder omkostninger i forbindelse med anskaffelse af midlertidigt fremlejet bolig.

Selskabets repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at der skal godkendes fradrag for de omhandlede udgifter.

Der er til støtte herfor bl.a. gjort gældende, at udgifter til transport af bohave ikke er omfattet af ordlyden af momslovens § 42, stk. 1, nr. 2.

Det er anført, at flytninger, der enten sker for at styrke virksomhedens ressourcer i en anden afdeling eller med henblik på at styrke medarbejderens kvalifikationer til fortsat at bestride jobbet eller kvalificere medarbejderen til et andet job i virksomheden, sker i virksomhedens interesse og vedrører virksomhedens aktiviteter. I sådanne situationer dækker virksomheden selvfølgelig de ekstraordinære omkostninger, herunder selve flytningen, som medarbejderen pådrages som følge af flytningen. Det er hertil anført, at i de konkrete situationer i nærværende sag, er der tale om flytninger, som er sket på virksomhedens initiativ.

Det er videre gjort gældende, at medarbejderen ikke beskattes af de afholdte udgifter, idet der ikke er tale om et lønaccessorium.

For så vidt angår udgiften til formidling af udleje er det anført, at dette er en engangsudgift så tæt knyttet til den flytning, der bliver pålagt den ansatte, hvorefter også denne udgift må anses at være erhvervsmæssigt relateret. Repræsentanten har herefter gjort gældende, at der ikke er tale om anskaffelse eller drift af bolig. Han har hertil henvist til, at i Belgien, hvor der findes en tilsvarende fradragsbegrænsningsbestemmelse som i § 42, stk. 1, nr. 2, godkendes der fradrag for udgifter afholdt at virksomheden til montering af gardiner hos den forflyttede ansatte.

Styrelsen har indstillet afgørelsen stadfæstet. Styrelsen har anset udgifterne for at være omfattet af momslovens § 42, stk. 1, nr. 2, og har i denne forbindelse henvist til definitionen af drift og anskaffelse af bolig i Momsvejledningen, hvorunder bl.a. møblering er anført. Det er herefter gjort gældende, at så må flytning af allerede anskaffede møbler også være omfattet. Det er endelig anført, at § 42, stk. 1, omhandler udgiftens art uanset om der er tale om en driftsudgift.

Landsskatteretten udtalte:

I henhold til momslovens § 37 er der fradragsret for afgiften af virksomhedens indkøb af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet.

I henhold til momslovens § 42, stk. 1, nr. 2 er der ikke fradrag for anskaffelse og drift af bolig for virksomhedens indehaver og personale og i nr. 3 er der ikke fradrag for natura-laflønning af virksomhedens personale.

Retten finder ikke, at der er tale om naturalaflønning jf. § 42, stk. 1, nr. 3, når flytningen sker under samme arbejdsgiver og arbejdsgiveren afholder udgifter til flytning af bohave. Retten finder videre ikke, at flytteudgifter kan anses at være omfattet af anskaffelse og drift af bolig, jf. § 42, stk. 1, nr. 2, idet retten dog finder, at udgifterne til formidling af fremleje, 2.400 kr. må være omfattet heraf og dermed ikke fradragsberettiget.

Retten finder herefter, at flytteudgifter for ansatte, der forflyttes under samme arbejdsgi-ver er omfattet af momslovens § 37, stk. 1, hvorefter der kan godkendes fradrag for momsen heraf eller 29.724 kr.

Ad kursusudgifter:

Det er oplyst, at selskabet har afholdt udgifter til kursus med betegnelsen "3. alder kursus" afholdt af Ældre Sagen. Det er oplyst, at kurserne tilbydes til medarbejdere, der mindst er fyldt 58 år og som i løbet af 2-3 år påtænker at gå på pension og /eller efterløn samt disses ægtefæller. Der har deltaget i alt 12 ægtefæller.

Kurserne omhandler planlægning af livet efter arbejdslivet og indeholder bl.a. personlig planlægning, socialrådgivning, juridisk rådgivning samt økonomisk konsultation. Der er fremlagt kursusprogram. Kurset har strakt sig over 2 dage, fredag og lørdag, og de ansatte har fået tjenestefri om fredagen.

Det er oplyst, at ved kurserne for selskabet, har det udelukkende været dette selskabs medarbejdere, der deltog.

Der er vedlagt fakturaer for de afholdte udgifter.

Selskabet har foretaget fradrag for momsen af udgifterne med 25.270 kr., hvoraf momsandelen vedrørende ægtefællerne ifølge sagsfremstillingen udgør 10.935 kr.

Regionen har ved den påklagede afgørelse ikke godkendt fradraget, idet kursusbeskrivelsen intet indeholder om medarbejderens arbejdssituation, hvorfor kurserne ikke findes at være til brug for virksomhedens leverancer. Der kan derfor ikke godkendes fradrag efter momslovens § 37, stk. 1.

Selskabets repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt principal påstand om, at der er fradragsret efter momslovens § 37, stk. 1. Subsidiært er der nedlagt påstand om, at der er fradragsret efter momslovens § 38, stk. 2, for den andel af momsen, der vedrører de ansattes deltagelse.

Der er til støtte for den principale påstand bl.a. gjort gældende, at virksomheden forsøger at leve op til sit sociale ansvar, idet der dog skeles til, om virksomheden opnår et udbytte herved. Han anførte, at det ikke kunne være rigtigt, at en virksomheds efterlevelse af regeringens politik om det sociale ansvar ikke kunne give fradrag momsmæssigt. Det er tillige gjort gældende, at såfremt virksomheden ikke troede på, at man fik en bedre medarbejder ud af kurset, ville man ikke afholde udgiften hertil. Virksomheden fik udbytte afledt i form at et bedre image og derved en langsigtet mulighed for at tiltrække og fastholde medarbejdere. Udgifterne kunne således tillige anses for reklameudgifter, der er fradrag for momsen af.

Det er videre anført, at uden ægtefæller er kurset mindre værd for den ansatte og som afsmittende effekt tillige for virksomheden. Det er videre anført, at virksomheden på denne måde køber sig fra at skulle medtage denne problemstilling under medarbejdersamtaler mv.

Det er anført, at momsen på disse kurser, på samme måde som en række andre kurser, der ikke har et specifikt, fagteknisk indhold, er fradragsberettiget efter momslovens § 37, idet virksomheden opnår en ikke ubetydelig nytteværdi af, at medarbejderne gennemfører kurserne.

Der er endelig henvist til Told- og Skattestyrelsens udtalelse i TfS 2000.442, hvorefter ægtefællers deltagelse i firmafest ikke diskvalificerede udgifterne fra at være erhvervsmæssigt begrundet.

Told- og Skattestyrelsen har indstillet, at der godkendes fradrag for momsen af den del af udgifterne, der vedrører de ansatte. For så vidt angår ægtefællerne har styrelsen indstillet stadfæstelse, idet der findes at være tale om et personalegode omfattet af momslovens § 42, stk. 1, nr. 3. Det er hertil anført, at det er den ansattes afgørelse, hvorvidt ægtefællen skal deltage på kurset.

Retten finder, at de omhandlede kursusudgifter for selskabets ansatte er fradragsberettiget som personalerelaterede udgifter efter momslovens § 37. Retten finder således efter det oplyste, at udgifterne tillige kan anses at være afholdt i selskabets interesse som et led i den almindelige personalepolitik og dermed tillige selskabets image. Retten finder imidlertid ikke, at udgifterne ved ægtefællernes deltagelse er anvendt til brug for virksomhedens leverancer, jf. § 37, og anses derfor at være anvendt til virksomheden uvedkommende formål. Der kan således alene godkendes fradrag for den skønsmæssige andel af udgifterne, der vedrører de ansatte, jf. momslovens § 38, stk. 2.

Der gives derfor medhold i den subsidiære påstand og henset til, at ægtefællernes andel af momsen er fastsat til 10.935 kr., kan der godkendes fradrag for de resterende 15.335 kr.