I samme omfang, som der fremføres negativ personlig indkomst (virksomhedsunderskud) til fradrag i den selvstændigt erhvervsdrivendes personlige indkomst efter PSL § 13, stk. 3 og 4, skal beløbet fradrages i bidragsgrundlaget. Dette følger af AMBL § 5, stk. 3.
Ved anvendelse af virksomhedsordningen skal et underskud i underskudsåret før fremførsel efter PSL § 13 imidlertid først modregnes i opsparet overskud med tillæg af tilhørende virksomhedsskat, og derefter i positiv nettokapitalindkomst inden modregning i anden personlig indkomst, jf. VSL § 13. Er der fortsat underskud, fremføres dette efter PSL § 13, stk. 3 og 4.
Også ved anvendelse af virksomhedsordningen gælder det, at virksomhedsunderskud ikke kan modregnes i bidragsgrundlaget for anden personlig indkomst.
Se nærmere om underskud i virksomhedsordningen og om fremførsel heraf i afsnit C.C.5.2.12.