Klagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt klageren har ret til et korresponderende fradrag i forbindelse med, at hun er beskattet af værdi af sportsudstyr og tøj, som hun har modtaget som sponsorbidrag.
Landsskatterettens afgørelse
Skatteankenævnet har ansat den skattepligtige værdi af udleveret sportsudstyr og tøj fra sponsor til 19.369 kr. og forhøjet klagerens indkomst hermed.
Landsskatteretten nedsætter ansættelsen med 19.369 kr.
Sagens oplysninger
Ankenævnets afgørelse blev stadfæstet ved Landsskatterettens kendelse af 21. december 2004. Af kendelsen fremgår følgende:
"Klageren er eliteidrætsudøver med løb som disciplin, og har i den forbindelse indgået en sponsorkontrakt med selskabet H. B A/S, der forhandlerbestemt mærke. I henhold til den indgåede kontrakt, gældende for perioden fra den 1. august 1997 til den 31. juli 1999, skulle klageren anvende sponsors fodtøj og øvrigt udstyr i forbindelse med konkurrencer, repræsentation samt foredrag i forbindelse med løb.
Ifølge udstyrskontoen modtog klageren i indkomståret 1998 udstyr til en værdi af 39.693,35 kr.
I indkomståret 1998 udgjorde klagerens indtægter, erhvervet i forbindelse med løbekonkurrencer, 154.309 kr.
Derudover har klageren haft lønindtægter ved sygehus på 88.389 kr.
Skatteankenævnets afgørelse
Skatteankenævnet har med henvisning til statsskattelovens § 4 medregnet værdien af sportstøjet til klagerens indkomst.
Værdien af tøjet til repræsentation og værdien af løbeudstyret i alt 19.369 kr. er anset for at være skattepligtige indkomst for klageren.
Samtidig har nævnet nægtet at anerkende fradrag, med henvisning til at klageren ikke har afholdt udgifter til anskaffelse af sportsudstyr til sikring af indkomsten, men alene i kraft af den indgående sponsorkontrakt har haft mulighed for at modtage sportsudstyr til en værdi, der anses for omfattet af statsskattelovens § 4.
Der er anført, at statsskattelovens § 6 a skal forstås således, at der alene er fradrag for afholdte udgifter.
Klagerens påstand og argumenter
Der er nedlagt påstand om, at klageren i henhold til gældende praksis har krav på fradrag for de driftsudgifter, som hun efter nettoindkomstprincippet kan modregne i de oppebårne indtægter ved opgørelsen af resultatet af sin hobbyvirksomhed som eliteidrætsudøver.
Repræsentanten har anført, at klageren er berettiget til at fradrage et beløb, svarende til værdi af træningstøjet, uanset om sponsoraftalen opfyldes ved at udbetale et kontant beløb med det formål at købe sportstøjet eller ved direkte udlevering af sportsudstyret.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, fradrages. Der skal således foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse imellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Dette kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger indenfor de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.
Det er ubestridt, at klagerens sportsudøvelse på kvalificeret niveau må betegnes som en hobbyvirksomhed for klageren, hvorfor indtægten herved efter princippet i statsskattelovens §§ 4-6 skal opgøres som en nettoindtægt.
Landsskatteretten finder, at klagerens forbrug af tøjet og andet udstyr fra B A/S, anvendt i forbindelse med løbekonkurrencer ikke kan betragtes som en driftsomkostning, der i årets løb er anvendt til at erhverve indkomsten, idet klageren ikke har haft nogen udgifter.
Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor."
Landsskatterettens kendelse af 21. december 2004 er efter anmodning fra klagerens repræsentant optaget til fornyet behandling af retten i henhold til den dagældende skattestyrelseslovs § 29, stk. 2.
Klagerens påstand og argumenter
Klagerens repræsentant har ved genoptagelsen af Landsskatterettens kendelse af 21. december 2004 nedlagt påstand om, at klageren i henhold til gældende praksis har krav på fradrag for de driftsudgifter, som hun efter nettoindkomstprincippet kan modregne i de oppebårne indtægter ved opgørelsen af resultatet af sin hobbyvirksomhed som eliteidrætsudøver.
I denne sag har klageren i henhold til den indgåede sponsoraftale modtaget løbeudstyr og tøj til repræsentative formål direkte fra sponsor.
Hvis klageren havde fået udbetalt et kontant sponsorbeløb på 19.369 kr., og efterfølgende selv havde anskaffet sportstøj m.v. for et tilsvarende beløb, kan det lægges til grund, at skattemyndighederne ud fra en nettoindkomstbetragtning ville have godkendt en nettobetragtning med den virkning, at alene værdien af privat anvendt udstyr ville komme til beskatning. Det af sponsor udleverede udstyr er ikke anvendt privat, og der er derfor ikke grundlag for beskatning.
Det er ikke skattemæssigt korrekt, at man skulle kunne komme til to vidt forskellige beskatningsmæssige resultater afhængig af, om klageren selv har anskaffet det nødvendige sportstøj til brug for hobbyvirksomheden, eller om sportstøjet er betaling for de af klageren leverede reklameydelser i henhold til den indgåede sponsoraftale.
Landsskatterettens kendelse går ud på, at det omhandlede sportsudstyr ikke anses for en driftsomkostning, idet klageren ikke har haft nogen udgifter.
Dette ræsonnement synes at savne støtte i skatteretlig teori og praksis, hvor det er almindeligt antaget, at skattepligt efter statsskattelovens § 4 kun omfatter indtægter, der ikke er godtgørelse af fradragsberettigede udgifter eller kan sidestilles hermed. Der kan ikke antages at være hjemmel i statsskatteloven eller andre steder til beskatning af værdien af at spare en erhvervsmæssig udgift. Der er henvist til princippet bag beskatning af fikseret rente samt beskatning ved personalelån.
Ved en erhvervsmæssig udveksling af varer og tjenesteydelser af samme størrelse sker der ikke en beskatning af nogen af parterne, idet de både skal indtægtsføre og fradrage det samme beløb. De mødes ikke med et synspunkt om, at de ikke har nogen udgifter. Forholdet i denne sag kan betragtes således, at klageren skal indtægtsføre vederlag for sin reklameydelse til B A/S, men kan fradrage udgifterne til sportstøj m.v., hvorfor der ikke skal ske nogen samlet beskatning.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Ved Østre Landsrets dom af 19. januar 2005 offentliggjort i SKM2005.99.ØLR blev det fastslået, at der i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, er hjemmel til korresponderende fradrag i de tilfælde, hvor den skattepligtige modtager et tilskud i form af friholdelse af udgifter, der ellers ville have været fradragsberettigede.
Det er herefter Landsskatterettens opfattelse, at klageren har ret til korresponderende fradrag for udgifter, der har omkostningskarakter i hendes hobbyvirksomhed. Det er således ikke til hinder for fradrag, at klageren ikke selv har afholdt de udgifter, som har en driftsmæssig tilknytning til hendes virksomhed.
Da udgifter til løbesko, løbetøj, sokker, handsker, pandebånd og andet løbeudstyr har den fornødne driftsmæssige relevans i forbindelse med klagerens virksomhed, kan Landsskatteretten godkende et korresponderende fradrag på 16.173 kr.
Klageren har fra sin sponsor endvidere fået udleveret tøj til mere repræsentative formål. Tøjet er påført mærke-logoet, og tøjet er udleveret mod en forpligtelse til at benytte dette tøj i forbindelse med klagerens konkurrencer, præmieuddelinger, foredrag m.v. Værdien af det udleverede tøj er på 3.196 kr. Klageren har anvendt dette tøj i forbindelse med hobbyvirksomheden, og anvendelsen af tøjet har derfor en overvejende faglig begrundelse. Uanset at klageren kan have anvendt det udleverede tøj privat, anses en sådan anvendelse at være af så ubetydeligt et omfang, at der med ovennævnte faglige begrundelse for afholdelse af sådanne udgifter i klagerens virksomhed og den beskedne værdi af tøjet, ikke er grundlag for at forhøje indkomsten for 1998 med 3.196 kr.
Nettovirkningen for klageren er derfor, at indkomsten for 1998 ikke skal forhøjes med det samlede beløb på i alt 19.369 kr.
Skatteankenævnets afgørelse ændres i overensstemmelse hermed.