Parter
B-3-04
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Lars Apostoli)
mod
A
(advokat Leo Jantzen)
biint. Fagligt Fælles Forbund
(tidligere Specialarbejderforbundet i Danmark)
(advokat Nikolaj Bjørnholm)
og
B-4-04
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Lars Apostoli)
mod
B
(advokat Leo Jantzen)
biint. Fagligt Fælles Forbund
(tidligere Specialarbejderforbundet i Danmark)
(advokat Nikolaj Bjørnholm)
og
B-1571-04
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Lars Apostoli)
mod
B
(advokat Leo Jantzen)
biint. Fagligt Fælles Forbund
(tidligere Specialarbejderforbundet i Danmark)
(advokat Nikolaj Bjørnholm)
Afsagt af landsdommerne
Birte Lynæs, Rosenløv og Jakob Fink Nielsen (kst.)
1. Indledning
Disse sager, der efter landsrettens beslutning i medfør af retsplejelovens § 254 er forhandlet i forbindelse med hinanden, angår overordnet spørgsmålet, om A og B for nærmere angivne indkomstår kan foretage fradrag for rejseudgifter, og som det væsentlige, om betingelserne i den dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, nu ligningslovens § 9 A, stk. 1, vedrørende skattefri rejsegodtgørelse er opfyldt.
2. Parternes påstande
2.1 A
Sagsøgeren, Skatteministeriet, har i sag B-3-04, der er anlagt den 30. december 2003, nedlagt påstand om, at sagsøgte, A, tilpligtes at anerkende, at han ikke er berettiget til genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 1999.
A har påstået frifindelse.
2.2 B
Sagsøgeren, Skatteministeriet, har i sagerne B-4-04 og B1571-04, der er anlagt henholdsvis den 30. december 2003 og 4. juni 2004, nedlagt påstand om, at sagsøgte, B, skal anerkende, at han ikke er berettiget til fradrag for rejseudgifter i 1997, 1998 og 1999, og at han skal betale 74.639 kr. med rentetillæg i henhold til kildeskatteloven. Subsidiært har Skatteministeriet påstået hjemvisning af sagerne til fornyet opgørelse af Bs fradrag for rejseudgifter for indkomstårene 1997, 1998 og 1999.
B har påstået hjemvisning af sagerne til fornyet opgørelse af sit fradrag for rejseudgifter for indkomstårene 1997, 1998 og 1999.
Der er mellem Skatteministeriet og B enighed om, at Skatteministeriets subsidiære og Bs påstand tillige medfører, at der kan ske hjemvisning for det enkelte indkomstår.
3. Sagsfremstilling
3.1 A
3.1.1 Landsskatterettens kendelse
Landsskatteretten afsagde den 10. oktober 2003 kendelse i As sag (2-1-1918-0876) vedrørende indkomståret 1999. Heraf fremgår bl.a. følgende:
"...
Skatteankenævnet har nægtet at pålægge skattemyndigheden at genoptage klagerens skatteansættelse for indkomståret 1999.
Sagen har været forhandlet med klagerens advokat, der ligeledes har haft lejlighed til at forelægge sagen på et retsmøde.
Det fremgår af sagen, at klageren i indkomståret 1999 har været ansat som betonpumpechauffør hos G1 i forbindelse med gennemførelsen af Metroprojektet i København. Klageren har i denne periode boet i egen campingvogn, der har henstået på en camp opført af G1. Klageren har herfor betalt husleje med 70 kr. pr. dag til dækning af leje af plads og eludgift.
Klageren har ikke fra arbejdsgiveren modtaget godtgørelse til dækning af diæter eller logi.
Klageren har ved indkomstopgørelsen for indkomståret 1999 foretaget fradrag for befordring med 10.200 kr. og for kost og logi i forbindelse med arbejde ved udførelsen af Metrobanen i København med 80.030 kr.
Skattemyndigheden har ikke godkendt det selvangivne fradrag for kost og logi, og klageren påklagede herefter skatteansættelsen til skatteankenævnet. Klageren tilbagekaldte ved skrivelse af 10. maj 2001 sin klage til nævnet, idet han i stedet for det selvangivne fradrag for øvrige lønmodtagerudgifter på 80.030 kr. anmodede om et yderligere befordringsfradrag på 35.036 kr.
Klageren har herefter den 29. juni 2001 rettet henvendelse til skatteforvaltningen og oplyst, at det var en fejl, at han havde trukket sin klage til skatteankenævnet tilbage, idet han nu mente sig berettiget til fradrag efter rejsecirkulæret. Klageren anmodede derfor skatteforvaltningen om at genoptage skatteansættelsen.
Skatteforvaltningen meddelte den 22. august 2001 afslag på at genoptage ansættelsen.
Skatteankenævnet har ved kendelse af 14. december 2001 stadfæstet denne afgørelse. Skatteankenævnet har i den forbindelse anført, at det i ligningslovens § 9 A og cirkulære fra Told- og Skattestyrelsen 1999-45 af 22. december 1999 er defineret, hvad der forstås ved rejse, hvilket er afgørende for, om en skatteyder er berettiget til fradrag for kost og logi, eller om arbejdsgiveren kan udbetale skattefri rejsegodtgørelse. I denne bestemmelse er det således fastslået, at ved rejse forstås, at en person på grund af afstanden mellem sin sædvanlige bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på bopælen.
Ligningsrådet har i en bindende forhåndsbesked af 24. oktober 2000 taget stilling til, hvorvidt en person med bopæl i Vestsjælland, der var ansat ved Metroprojektet med en arbejdstid på 10 timer dagligt kunne foretage fradrag for kost og logi i forbindelse med arbejdet, når arbejdsgiveren ikke udbetaler godtgørelse til dækning af diæter og logi.
Ligningsrådet fandt i den pågældende sag, at betingelserne i ligningslovens § 9 A, stk. 1, ikke var opfyldt, idet det var muligt for forespørgeren at overnatte på sin sædvanlige bopæl ud fra oplysningerne om den geografiske afstand sammenholdt med den oplyste transporttid.
Skatteankenævnet har endvidere anført, at på baggrund af manglende faktiske oplysninger om klagerens arbejdstider/daglige arbejdstimer m. v. har nævnet ikke fundet det godtgjort, at klagerens arbejde ved The Copenhagen Metro Construction Group har fundet sted under vilkår, der indebærer, at klageren ikke har haft mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Skatteankenævnet har således fundet, at klageren ikke er berettiget til fradrag efter bestemmelserne i ligningslovens § 9 A.
Skatteankenævnet har dog noteret sig, at klagerens daværende repræsentant telefonisk den 6. juni 2001 til skatteafdelingen har oplyst, at klageren i 1999 har foretaget kørsel mellem hjem og arbejde og retur. Denne oplysning understøttes af det faktum, at klageren selv til skatteafdelingen for det omhandlede indkomstår har anmodet om fradrag for befordring mellem hjemmet og arbejdsstederne ved The Copenhagen Metro Construction Group. Ud fra dette har skatteankenævnet fundet, at klageren således opfylder de umiddelbare betingelser for fradrag for befordring hjem/arbejde efter ligningslovens § 9 C, opgjort efter oplysningerne om antal arbejdsdage til 45.937 kr.
Klagerens advokat har nedlagt påstand om, at klagerens skatteansættelse for indkomståret 1999 genoptages, og at de selvangivne fradrag på 80.030 kr. for ophold og fortæring godkendes.
Advokaten har anført, at klageren i 1999 var ansat som betonpumpechauffør hos G1 i forbindelse med opførelsen af Metroprojektet i København. I den forbindelse var klagerens arbejdstid ca. 11,86 timer dagligt.
Klagerens bopæl er ... Vestsjælland, hvilket har medført en kørsel mellem hjem og arbejde på ca. 220 km dagligt.
Afstanden mellem klagerens bopæl og arbejdsplads udgør ca. 110 km, og klageren har af den grund overnattet i egen campingvogn„ der har stået på campen opført af G1, i hvilken forbindelse der er betalt husleje med 70 kr. pr. dag til dækning af leje af plads og eludgifter.
Klageren har arbejdet med fleksible timer. Dette har betydet, at klageren ikke har haft faste arbejdstider, f. eks. fra kl. 8.00 til kl. 16.00. Klagerens arbejdstid har således skiftet afhængig af, hvornår der har været brug for ham. Arbejdsdagens mødetidspunkt og sluttidspunkt har således kunnet ændres. Besked om ændring af arbejdstiden skulle gives til klageren senest dagen før ændringen blev påbegyndt.
Arbejdsdagen, arbejdstimerne samt overnatningerne har været fordelt således:
Landsskatteretten skal udtale
Landsskatteretten bemærker, at fradrag for udgifter i forbindelse med det indtægtsgivende arbejde er reguleret af ligningslovens § 9, jf. statsskattelovens §6, stk. 1, litra a. Det fremgår heraf, at lønmodtagere kan fradrage udgifter, som afholdes for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i det omfang, udgifterne overstiger et reguleret grundbeløb på 3.000 kr.
Ifølge Told- og Skattestyrelsens cirkulærer 1998-35 og 1999-7, der er udstedt i medfør af dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, kan der, hvis betingelserne for skattefri godtgørelse er opfyldt, men udbetaling ikke er sket, eller er sket med lavere beløb, foretages fradrag for differencen i den skattepligtige indkomst, jf. ovennævnte cirkulæres pkt. 6.1.1.
For at en rejse kan give grundlag for udbetaling af skattefri godtgørelse, skal rejsen enten være forbundet med overnatning, eller den skal have en varighed af mindst 5 timer og strække sig ud over 8 km fra arbejdsstedet.
Reglerne i skattestyrelseslovens kapitel 3 om klage til Landsskatteretten gælder også for genoptagelsessager. Hvis klagen vedrører et afslag på en anmodning om genoptagelse af en skatteansættelse, og Landsskatteretten finder, at genoptagelse burde have fundet sted, kan retten pålægge den pågældende skattemyndighed at genoptage skatteansættelsen, jf. Landsskatterettens forretningsorden § 17, stk. 4.
To retsmedlemmer finder, at det af advokaten fremførte giver tilstrækkeligt grundlag for at pålægge vedkommende skattemyndighed at genoptage sagen med henblik på fornyet prøvelse. Der er herved bl.a. henset til det oplyste om afstanden mellem klagerens bopæl og arbejdspladserne, samt til at klageren må anses for at have arbejdet på midlertidige arbejdspladser.
Et retsmedlem (retsformanden) bemærker, at det er en betingelse for fradrag efter rejsereglerne i den dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, at det på grund af afstanden mellem bopælen og et midlertidigt arbejdssted ikke har været muligt at overnatte på bopælen. Dette retsmedlem er enig med skattemyndighederne i, at det efter det oplyste om afstanden mellem bopælen og de midlertidige arbejdssteder samt i mangel af dokumentation for de enkelte arbejdsdages længde ikke er godtgjort, at denne betingelse er opfyldt for klagerens vedkommende. Dette retsmedlem voterer derfor for at stadfæste den påklagede afgørelse.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Herefter bestemmes
Det pålægges den kommunale skattemyndighed at genoptage ansættelserne for indkomståret 1999.
..."
3.1.2 Supplerende sagsfremstilling
Ifølge udskrift fra Krak.dk er afstanden mellem As daværende faste bopæl på adressen ... i Vestsjælland og G1's camp på ... København 115 km, og rejsetiden er 1 time og 20 minutter. Den foreslåede rute og tidsangivelsen er alene angivet som vejledende, da "Faktorer som vejr, myldretid, kø og vejarbejde kan gøre en anden rute mere attraktiv."
Af DSB's køreplan for tiden fra 28. marts 2004 til 8. januar 2005 for ruten mellem Vestsjælland og Københavns Hovedbanegård fremgår bl.a., at der var afgange fra Vestsjælland kl. 04.17, 05.10 og 05.51 med ankomst Københavns Hovedbanegård henholdsvis kl. 05.35, 06.24 og 07.03. På returruten var der afgange kl. 16.30 og 16.56 med ankomst Vestsjælland henholdsvis kl. 17.34 og 17.57.
Af HT's køreplan for bus linie 8 vedrørende perioden 27. september 1998 til 29. maj 1999 for bl.a. ruten mellem Københavns Hovedbanegård og ... fremgår, at der på hverdage var afgange fra Københavns Hovedbanegård bl.a. kl. 05.55, 06.15, 06.25, 06.35, 06.45, 06.55, 07.05, 07.15 og 07.26 med ankomst på ... ca. 15 minutter senere. På returruten var der på hverdage afgange bl.a. kl. 16.43, 16.54, 17.04, 17.14, 17.28, 17.38 og 17.48 med ankomst på Københavns Hovedbanegård ca. 15 minutter senere.
As lønsedler for indkomståret 1999 er i ekstraheret form medtaget i landsskatterettens kendelse, som gengivet ovenfor.
Disse lønsedler viser, at A fra midt i juli 1999 til oktober 1999 ikke betalte leje for den plads, som han havde i G1's camp på ....
Den 28. september 2000 skrev G1 til skatteforvaltningen bl.a. følgende om As arbejdsdage og ophold i campen i 1999:
"Dette giver en total på 244 arbejdsdage samt en total på 181 dage som han har betalt for at bo i vor Camp på ...
A har, jvf. bl.a. hans lønsedler, haft meget skiftende arbejdstider og har for hele året haft ialt 2830,50 arbejdstimer, hvilket giver en gennemsnitlig arbejdsdag på 11,6 time.
Han har arbejdet på skiftende arbejdspladser i København i.f.m. bygningen af den københavnske metro og fungeret som pumpeoperatør."
Af "Agreement for concrete pump operators", dateret og underskrevet i juni 2000 af blandt andre A, fremgår i den danske oversættelse bl.a. følgende:
"Det er aftalt, at alle operatører omfattet af denne aftale, er indforstået med, individuelt, at forskyde den daglige arbejdstid, hvis produktionen nødvendiggør dette.
Normal arbejdstid vil være mandag til fredag fra 06.00 til 16.00.
Et hold vil arbejde normal arbejdstid, mens det andet vil have fleksibel arbejdstid. Holdene skifter arbejdstid fra normal- til fleksibel arbejdstid hver mandag.
Mødetiden, for det hold på fleksibel arbejdstid, vil blive givet så tidlig som muligt, dog senest dagen før.
Effektive arbejdstimer efter kl. 16.00 og før kl. 06.00 vil blive betalt med de overenstkomstmæssige overtidstillæg, uanset mødetiden.
En normal arbejdsdag betales med 10 timer, men kun de effektive arbejdstimer skal skrives på dagsedlen. Start og slut tidspunktet for arbejdsdagen, skal også skrives på dagssedlen.
A ... starter med at arbejde 06.00-16.00, den 22 06 00."
I et brev af 14. maj 2001 fra LN til skatteforvaltningen forespørges på vegne A, om den betalte leje for den plads, som A havde i G1's camp på ..., var en fradragsberettiget lønmodtagerudgift for indkomstårene 1999 og 2000.
Dette afvises af skatteforvaltningen i brev af 29. maj 2001 til LN.
Af notaterne på ligningsomslaget i As sag hos skatteforvaltningen for den 6. juni 2001 fremgår bl.a. følgende:
"LN har d.d. ringet vedr. A. Spurgte om A kunne få fradrag for faktiske udgifter efter statsskatteloven § 6 A. LN fortalte, at A kørte frem og tilbage mellem hjem og arbejde, men han betaler for et værelse som han bruger en time før han møder på arbejdet og en time efter han har fri."
3.2 B
3.2.1 Landsskatterettens kendelser
Landsskatteretten afsagde den 10. oktober 2003 kendelse i Bs sag (2-1-1918-0865) vedrørende indkomstårene 1998 og 1999. Der fremgår af kendelsen bl.a. følgende:
"...
Klagen vedrører opgørelserne af indkomsterne på følgende punkter
Sagen har været forhandlet med klagerens advokat, der ligeledes har haft lejlighed til at forelægge sagen på et retsmøde.
Det fremgår af sagen, at klageren i indkomstårene 1998 og 1999 har været ansat som jord- og betonarbejder hos G1 i forbindelse med gennemførelsen af Metroprojektet i København. Klageren har i denne periode boet i egen campingvogn, der har henstået på en camp opført af G1. Klageren har herfor betalt husleje med 70 kr. pr. dag til dækning af leje af plads og eludgift.
Klageren har ifølge de udfærdigede lønsedler for indkomstårene 1998 og 1999 fået udbetalt skattepligtige kørepenge med 70 kr. pr. dag. Der er således i 1998 udbetalt kørepenge med 16.170 kr., svarende til 231 arbejdsdage (46 uger) og for 1999 udbetalt kørepenge med 9.800 kr., svarende til 140 arbejdsdage (28 uger).
Det er endelig oplyst, at klageren har tilbagelagt strækningen mellem hjemmet og arbejdspladsen ved transport med bus/tog, eller transport er sket med andre.
Klageren har ved indkomstopgørelserne for indkomstårene 1998 og 1999 foretaget fradrag for kost og logi i forbindelse med arbejde ved udførelsen af Metrobanen i København med henholdsvis 79.015 kr. og 41.414 kr.
De stedlige skattemyndigheder har ikke godkendt de selvangivne fradrag for kost og logi, og skatteankenævnet har i den forbindelse anført, at man har lagt vægt på den daglige arbejdstid samt afstanden mellem hjemmet og arbejdspladsen samt på, at klagerens husstand i de pågældende indkomstår var ejer af en bil. Nævnet har derfor anset det for muligt for klageren at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Nævnet har herved lagt vægt på en bindende forhåndsbesked af 24. oktober 2000, j.nr. 49/00-4286-00067, hvor fradrag blev nægtet.
Nævnet har derfor ikke godkendt fradrag for kost og logi.
Da skatteankenævnet har anset det for sandsynliggjort, at klageren har boet i egen campingvogn på en camp, der er opført i forbindelse med etableringen af øresundsforbindelsen og Metroen, har nævnet godkendt et skønsmæssigt fradrag til dækning af merudgifter i forbindelse med disse overnatninger svarende til taksten for dobbelt husførelse, 400 kr. pr. uge, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og ligningslovens § 9, stk. 1.
Skatteankenævnet har herudover godkendt fradrag for befordring mellem hjem og arbejde i forbindelse med weekends efter ligningslovens § 9 C.
Klagerens advokat har nedlagt påstand om, at de selvangivne fradrag for ophold og fortæring godkendes.
Advokaten har anført, at klageren i årene 1997, 1998 og 1999 var ansat som jord- og betonarbejder hos G1 i forbindelse med opførelsen af metro - projektet i København. I den forbindelse var klagerens arbejdstid fra kl. 7.00 til kl. 18.00, d. v. s. 11 timer dagligt.
Klagerens bopæl er ... Vestsjælland, og klageren er ikke ejer af en bil. Klagerens ægtefælle er ejer af en bil af mærket ..., som anvendes i forbindelse med ægtefællens uddannelse som social- og sundhedshjælper. Klagerens søn er tillige ejer af en bil og er stadig hjemmeboende. Det er oplyst, at sønnen har arbejdet på samme arbejdsplads som klageren og har boet på samme camp som klageren.
Afstanden mellem klagerens bopæl og arbejdsplads tur/retur udgør 197 km, og klageren har af den grund overnattet i egen campingvogn, der har stået på campen opført af G1, i hvilken forbindelse der er betalt husleje med 70 kr. pr. dag til dækning af leje af plads og eludgifter.
...
Landsskatteretten skal udtale
Landsskatteretten bemærker, at fradrag for udgifter i forbindelse med det indtægtsgivende arbejde er reguleret af ligningslovens § 9, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Det fremgår heraf, at lønmodtagere kan fradrage udgifter, som afholdes for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i det omfang, udgifterne overstiger et reguleret grundbeløb på 3.000 kr.
Ifølge Told- og Skattestyrelsens cirkulærer 1997-33, 1998-35 og 1999-7, der er udstedt i medfør af dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, kan der, hvis betingelserne for skattefri godtgørelse er opfyldt, men udbetaling ikke er sket, eller er sket med lavere beløb, foretages fradrag for differencen i den skattepligtige indkomst, jf. ovennævnte cirkulærers pkt. 6.1.1.
For at en rejse kan give grundlag for udbetaling af skattefri godtgørelse, skal rejsen enten være forbundet med overnatning, eller den skal have en varighed af mindst 5 timer og strække sig ud over 8 km fra arbejdsstedet.
Det må lægges til grund, at klageren i de pågældende indkomstår har arbejdet på en projektarbejdsplads, der hele tiden er flyttet i takt med færdiggørelsen af projektet, og at klageren derfor må anses for at have arbejdet på midlertidige arbejdspladser, således at klageren opfylder betingelsen om midlertidighed i dagældende ligningslovs § 9, stk. 5. Der henvises i den forbindelse til Skatteministeriets tilkendegivelser i TfS.1999.642.
To retsmedlemmer finder efter det oplyste om afstanden mellem klagerens bopæl og de midlertidige arbejdssteder på Metro-projektet, at det må lægges til grund, at klageren ikke har haft mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, jf. dagældende ligningslov § 9, stk. 5, og § 9 A (gældende fra den 1. april 1999). Der henses herved bl.a. til det oplyste om, at klageren har haft arbejdsperioder på ca. 11 timer.
Da disse retsmedlemmer endvidere ikke finder grundlag for at bestride klagerens oplysninger om, at han har overnattet på den af arbejdsgiveren opførte camp, voterer disse retsmedlemmer for at anse klageren for berettiget til de selvangivne fradrag for ophold og fortæring efter reglerne i den dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, og ligningslovens § 9 A.
Et retsmedlem (retsformanden) voterer for at stadfæste de påklagede ansættelser, idet han er enig med Told- og Skattestyrelsen i, at det afgørende kriterium for berettigelsen til fradrag efter rejsereglerne i den dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, og Ligningslovens § 9 A, stk. 1, er, om det på grund af afstanden ikke har været muligt at overnatte på bopælen. I den foreliggende sag har afstanden i sig selv ikke været til hinder for, at klageren kunne overnatte på bopælen.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Herefter bestemmes
..."
Landsskatteretten afsagde den 11. marts 2004 kendelse i Bs sag (2-1-1918-1009) vedrørende indkomståret 1997.
Der fremgår af kendelsen bl.a. følgende
"...
Klagen vedrører
Klageren er ikke anset for berettiget til fradrag for øvrige lønmodtagerudgifter, fradrag for rejseudgifter, efter den dagældende ligningslovs § 9, stk. 5.
Klagen er indbragt for Landsskatteretten i medfør af skattestyrelseslovens § 21, stk. 5.
Landsskatterettens afgørelse
Møde mv.
Klagerens repræsentant har haft forhandling med Landsskatterettens sagsbehandler.
Sagens oplysninger
Landsskatteretten har ved kendelse af 10. oktober 2003 afsagt kendelse vedrørende klageren for indkomstårene 1998 og 1999. Ved denne kendelse er de selvangivne fradrag for øvrige lønmodtagerudgifter, fradrag for ophold og fortæring i forbindelse med klagerens ansættelse ved Metroprojektet godkendt og de ansatte fradrag for befordring stadfæstet.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Under henvisning til Landsskatterettens kendelse af 10. oktober 2003 for indkomstårene 1998 og 1999 godkendes det selvangivne fradrag for ophold og fortæring i forbindelse med klagerens ansættelse ved Metroprojektet, og det ansatte fradrag for befordring stadfæstes."
3.2.2 Supplerende sagsfremstilling
B havde frem til 1. maj 1999 fast bopæl på adressen ... Vestsjælland, og herefter fast bopæl på adressen ... Vestsjælland.
Det fremgår af et udskriftskort fra Carl Bro, at afstanden mellem adressen ..., Vestsjælland, og ..., København, er 98,5 km.
Det fremgår af udskrifter fra Krak.dk, at afstanden mellem Bs daværende faste bopæle på henholdsvis ... i Vestsjælland og ... og G1's camp på ... København, er 96 henholdsvis 97 km, og at rejsetiden er 1 time og 15 henholdsvis 18 minutter. Den foreslåede rute og tidsangivelsen er alene angivet som vejledende, da "Faktorer som vejr, myldretid, kø og vejarbejde kan gøre en anden rute mere attraktiv."
B var ansat hos G3 A/S i tiden 20. marts til 10. oktober 1997. Der er for denne periode fremlagt lønsedler vedrørende 14-dages perioder. Det fremgår af lønsedlerne, at B har fået udbetalt skattepligtige kørepenge med varierende beløb.
Der er fremlagt en kalender, der dækker ansættelsen hos G3, hvori B med x markerede de dage, han var på arbejde.
På baggrund af den i lønsedlerne anførte arbejdstid og de i kalenderen oplyste arbejdsdage kan der opgøres følgende gennemsnitlige daglige arbejdstid for hver 14-dages periode under denne ansættelse:
En fremlagt oversigt over Bs over- og weekendarbejde, dateret den 9. februar 1997, udarbejdet af G3 A/S, viser, at Bs overarbejdstid på hverdage varierede mellem 0,5 timer og 10 timer, og at der var lørdage og søndage, hvor han arbejdede over 10 timer.
B var - bortset fra 3 ugers ansættelse hos G4 Byg ApS i 1998 - ansat hos G1 fra 13. oktober 1997 til udgangen af 1999.
Der er alene fremlagt enkelte lønsedler vedrørende ansættelsen hos G1. Det fremgår heraf bl.a., at B fik udbetalt skattepligtige kørepenge, og at der i 1999 blev betalt husleje for en campingplads.
I en opgørelse af 18. juni 2001 fra G1 oplyses følgende om Bs arbejdsdage i årene 1997-2000:
..."
Den 28. juli 2004 skrev G1 til Bs advokat og meddelte, at man ikke havde lønsedler tilbage til 1997-99, og at de var udleveret til medarbejderne i de nævnte år. Det oplystes, at Bs samlede arbejdstimer for 1997 var 428,50, for 1998 2.692,50 og for 1999 1.678,50.
Parterne er enige om, at det ved sagens afgørelse kan lægges til grund, at den gennemsnitlige daglige arbejdstid under ansættelsen hos G1 var følgende:
G1 har i erklæring af 26. januar 1999 om Bs overarbejdstimer i 1997 oplyst følgende:
"...
..."
I en erklæring af 31. marts 1999 bekræfter G5 A/S, at B i tidsrummet fra 17. marts 1997 til 10. oktober 1997 var bosiddende i selskabets camp på .... Tilsvarende bekræfter G1 i erklæring af 13. april 1999, at han boede og havde boet i G1s camp på ... siden 1. oktober 1997, og at prisen pr. dag var 70 kr.
Af skattekontroloplysningsskemaet 1997 (R75) for Bs ægtefælle, BC, fremgår bl.a., at hun var registreret som ejer og bruger af en bil mrk. ... 1,5, reg.nr. ..., og i tiden 10. juli 1997 til 17. november 1997 tillige af en bil mrk. ..., reg.nr....
Af et brev af 14. april 1997 fra Bs revisor til skatteforvaltningen vedrørende indkomståret 1997 fremgår bl.a. følgende:
"Vedr. kørepenge
Min klient har oplyst, at de modtagne "kørepenge" i 1997 var et aftalemæssigt løntillæg på kr. 88/dag, som alle på Sjælland fik. Beløbet indgår i lønnen, der er et fast tillæg, som er blevet beskattet.
Beløbet er derfor udbetalt uanset, at min klient har boet på pladsen."
Vedrørende samme indkomstår anfører revisoren i et brev af 20. december 1999 til skatteforvaltningen bl.a. følgende:
"Fradrag for kost og logi
...
Min klient har ikke kørt til og fra bopæl, men opholdt sig i campen og overholdt gældende køre- og hviletidsbestemmelser.
De har anført, at det er almindeligt dagligt at transportere sig fra Vestsjælland til København, hvilket jeg ikke vil benægte, men et sådant synspunkt synes irrelevant, idet min klient har oplyst, at han ikke har haft daglig transport til hjemmet, men som anført har boet i campen.
De har herudover anført, at min klient ejer en bil, hvilket ikke er tilfældet. Den omtalte Toyota reg nr ... er oplyst at være ejet af min klients søn, BD, medens ... ejes af min klients ægtefælle."
Ved brev af 3. april 2001 til skatteforvaltningen protesterede revisoren på vegne B mod den af skatteforvaltningen foreslåede forhøjelse af indkomsterne for indkomstårene 1997, 1998 og 1999. Revisoren anmodede endvidere om godkendelse af, at B foretog fradrag for rejseudgifter og befordringsfradrag med nærmere angivne beløb.
Ved afgørelse af 5. april 2001 ændrede skatteforvaltningen Bs skatteansættelse for 1997. Fradrag for rejseudgifter blev ikke godkendt. Det fremgår af afgørelsen bl.a. følgende:
"Det anses dog for dokumenteret at du har overnattet i din campingvogn på campen. Der godkendes derfor et skønsmæssigt fradrag til dækning af merudgifter til logi, kost og småfornødenheder efter statsskattelovens § 6a. Fradraget fastsættes skønsmæssigt til kr. 400 pr. uge svarende til taksten for dobbelt husførelse. Fradraget kan herefter opgøres således:
svarende til et fradrag på kr. 13.200, reduceret med bundfradrag kr. 3.900 efter ligningslovens § 9, stk. 1.
...
De har oplyst, at Deres hustru har været under uddannelse som social- og sundhedshjælper. Skolen er beliggende i ... og praktikpladsen har været på forskellige arbejdspladser i ... Kommune. De har oplyst at Deres hustru har anvendt bilen i denne forbindelse.
Efter skatteadministrationens opfattelse har De haft rådighed over bil, idet husstanden står registeret som ejer af bil og i en periode endog to biler."
I en afgørelse af samme dato traf skatteforvaltningen en tilsvarende afgørelse vedrørende skatteansættelserne for 1998 og 1999. Det fremgår af afgørelsen bl.a. følgende:
"Endvidere har Deres søn været ansat ved G1 i indkomståret 1998 og 1999. Deres søn står som ejer af en Ford fra den 13/3 1998.
Efter skatteadministrationens opfattelse har De haft rådighed over bil, idet husstanden står registreret som ejer at bil og i en periode endog to biler."
3.3 Generelle oplysninger
Parterne og biintervenienten har til brug for sagen fremlagt nogle bilag og rapporter, ligesom der er indhentet flere udtalelser.
I forbindelse med en ved Metrobyggeriet i København ansat skatteyders anmodning om fradrag for kost og logi vedrørende forskudsregistreringen for 2001 svarede ... Kommune den 14. december 2000 bl.a. følgende:
"Du har endvidere rettet kritik af, at reglerne om fradragsret for kost og logi ikke administreres ens i alle kommuner. I den forbindelse kan det oplyses, at de 8 kommuner, som er tilknyttet ToldSkat (Hashøj, Slagelse, Korsør, Ringsted, Fuglebjerg, Sorø, Skælskør og Stenlille) for nylig har afholdt møde, hvor spørgsmålet om hvorvidt de ansatte på Metrobyggeriet i København var omfattet af rejsebegrebet og berettiget til at foretage fradrag for kost og logi blev diskuteret. I alle 8 kommuner er man af den opfattelse, at personer ansat ved Metrobyggeriet ikke er omfattet af rejsebegrebet, da de på grund af afstanden mellem bopæl og arbejdssted har mulighed for at overnatte på bopælen, uanset om der er tale om en arbejdsdag på 10 eller 12 timer dagligt. Som alternativ er der enighed om, at de berørte personer i stedet kan opnå almindeligt befordringsfradrag for alle arbejdsdage. I de nævnte kommuner vil der således ikke blive godkendt fradrag for udgifter til kost og logi."
Skatteministeriets departement har i en udtalelse af 8. januar 2004 og på baggrund af en lovmodelberegning skønnet, at 13.000 personer har en afstand mellem bopæl og arbejdssted på 100 km eller derover, svarende til daglig befordring på 200 km eller derover, hvilket udgør ca. 2% af samtlige personer med befordringsfradrag. Modelberegningen er sket på basis af en stikprøve af ca. 3,3% af befolkningen og vedrører befordringsfradraget i 2001. Det angives, at der er forbundet en vis usikkerhed med skønnet.
RL, Danmarks Transport Forskning, Afdeling for Transportøkonomi og Modellering, har på foranledning af Skatteministeriet udarbejdet et notat af 19. marts 2004 om Boligarbejdsstedsrejser til arbejdspladser over 100 km fra hjem. I notatet anføres bl.a. følgende:
"Dette notat skal belyse i hvor høj grad danskere, der bor langt fra deres arbejde, bor hjemme de dage de er på arbejde, samt hvor ofte de tager på arbejde.
Den mest anvendte datakilde til belysning af danskernes bolig-arbejdsstedsrejser er den registerbaserede arbejdsmarkedsstatistik, der bygger på virksomhedernes årlige indberetning om deres ansatte en bestemt dag i november. Denne statistik giver en information om hvor langt danskernes bolig og arbejdsplads ligger fra hinanden. Imidlertid giver den ingen oplysninger om, hvor ofte de så rent faktisk tager på arbejde. Ej heller oplyser den noget om, hvorvidt de ansatte rejser fra det registeroplyste hjem henholdsvis det arbejdsgiverindberettede arbejdssted. Sidstnævnte problemstilling skyldes nemlig dels en vis unøjagtighed i indberetningerne, og dels at nogle ansatte ikke i praksis arbejder på arbejdsgiverens arbejdssted, men ude hos diverse kunder eller klienter eller arbejdssteder "i marken".
I stedet for at belyse problemstillingen ud fra den registerbaserede statistik, er det nødvendigt at anvende undersøgelser, der belyser den opstillede problemstilling direkte gennem interview med de ansatte. Transportvaneundersøgelsen er derfor egnet til dette formål.
...
Konklusion
Alt i alt, må man ud fra analyserne konkludere, at jo længere folk bor fra deres arbejde, des sjældnere tager de på arbejde. For langt de flestes vedkommende er årsagen hertil, at de på den ene eller anden måde kan tilrettelægge deres arbejde, så de sparer transporten en eller flere dage af ugen.
For folk, der har over 200 km til arbejde er det kun i størrelsesorden 1/5, der dagligt tager mellem deres hjem og arbejdsplads. I størrelsesorden 1/5, har været nødsaget til at få en anden bolig.
For folk der bor 100-125 km fra deres arbejde, er det ca. 1/3 der ikke tager på arbejde daglig. Mellem 125 og 150 km er det halvdelen, der ikke daglig tager på arbejde. Men det er under 3% der har valgt en anden bolig, hvis de har under 150 km. Omkring dobbelt så mange har valgt en ekstra bolig, hvis de har mellem 150 og 200 km.
Da der er relativt få personer i undersøgelsen, der bor så langt fra deres arbejde, er tallene i resultaterne forbundet med en væsentlig usikkerhed. Man kan heller ikke slutte sig til nogle præcise afstands intervaller. Da analyserne imidlertid giver nogle tydelige tendenser, er det næppe urimeligt at drage de beskrevne konklusioner.
Endelig skal det bemærkes, at det er vanskeligt at få fat i folk, der tilbringer meget af deres tid uden for hjemmet. Det gælder netop den undersøgte gruppe af mennesker, der har meget langt til arbejde. De er derfor underrepræsenteret i undersøgelsen. Dem man specielt ikke kan få fat i, er dem, der daglig kører frem og tilbage til arbejdet, og dem, der har en bolig et andet sted, hvis de ikke har telefon hertil. De to fejlkilder trækker i hver sin retning, og påvirker næppe resultaterne radikalt."
Rådet for Større Færdselssikkerhed har i brev af 20. december 2004 besvaret en række spørgsmål fra A og Bs advokat. Af besvarelserne fremgår bl.a. følgende:
"På spørgsmål 3 om træthed er en væsentlig uheldsfaktor, er svaret at der ikke er gennemført større danske forskningsprojekter om træthed som ulykkesfaktor, idet et sådant projekt ville skulle bygge på trafikanternes eget udsagn om deres tilstand i ulykkesøjeblikket, hvilket sandsynligvis ikke ville give et korrekt billede. Men vi har kendskab til dybdeundersøgelser gennemført af Havarikommissionen for Vejtrafikulykker af 39 ulykker på motorveje. Af disse 39 ulykker faldt føreren i søvn bag rattet i 3 af ulykkerne og træthed var således en betydelig ulykkesfaktor.
Havarikommissionen har ligeledes analyseret eneulykker med bilister under 25 år. Her fandt man at træthed var en medvirkede faktor til, at ulykken opstod i 6 ud af 32 undersøgte ulykker.
...
Vedrørende en opdeling af ulykkerne i motorvej, landevej og bykørsel har vi ikke danske undersøgelser, der kan dokumentere dette.
Med hensyn til spørgsmål 5 om det vil være forsvarligt, at en person med en arbejdsdag på ca. 10-12 timer kører 1-1 ½ time hver vej, må vi igen henvise til køre-hviletidsbestemmelserne for professionelle chauffører:"
Vejdirektoratet har den 24. januar 2005 skriftligt besvaret spørgsmål fra samme advokat. Det hedder i besvarelsen bl.a., at de største forsinkelser på vejene i Københavns Amt samt Københavns og Frederiksbergs Kommuner opstår i tidsrummet mellem kl. 07.30 og 08.30. På Køge Bugt motorvejen fra Køge mod København kan der være væsentlige forsinkelser i trafikken allerede kl. 06.45, og forsinkelserne topper typisk kl. 07.45-08.00. Om eftermiddagen begynder der at komme mærkbare forsinkelser i bytrafikken kl. 15.00, og de kulminerer i perioden 16.00-16.30. Efter kl. 17.30 er forsinkelserne ubetydelige. Der fremgår af besvarelsen videre følgende:
"Ved en biltur fra Vestsjælland til Københavns centrum skal man på typiske hverdage regne med en mertid om morgenen på ca. 30 min. og om eftermiddagen den modsatte vej på ca. 20 min.
Ovenstående betragtninger om ekstra køretid er gældende for typiske hverdage, hvor der er normale vej- og vejrforhold."
Transportøkonomisk institutt i Norge har udarbejdet rapport om ,Sovning bak rattet: Medvirkende faktorer, omfang og konsekvenser" dateret oktober 2004. I rapportens sammenfatning gengives de væsentligste resultater og konklusioner på baggrund af en gennemført spørgeundersøgelse. Heraf fremgår bl.a. følgende (rapportens s. 32):
"En betydelig andel sovner bak rattet etter å ha sovet spesielt dårlig natta før eller etter en spesielt lang eller anstrengende arbeidsdag; men de fleste tilfellene av sovning skjer uten at det kan vises til slike forhold.
Det er behov for klarere avgrensning mellom trøtthet og sovning som risikofaktorer, og for mer kunnskap om hvordan kjennetegn ved veimiljø og kjøretøy, samt førerens søvnvaner over lengre tid, påvirker trøtthet og risikoen for å sovne."
I januar 2000 indgik et konsortium bestående af Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) og Carl Bro as en aftale med Arbejdstilsynet om at gennemføre et projekt om arbejdsmiljø i byggecamps på baggrund af undersøgelser ved Metrobyggeriet. Projektet gennemførtes i tiden fra begyndelsen af 2000 til midt i 2002. Der blev udarbejdet i alt 7 delrapporter med titlen "Arbejdsmiljø, helbred og camps".
Af 1. delrapport "Projektbeskrivelse" dateret april 2000 fremgår bl.a. følgende (delrapportens s. 6-7):
"2.2 Belastninger ved at bo i camp
...
Ud over de særlige arbejdsbelastninger, som arbejde på fx store broprojekter kan medføre, er der ofte i forbindelse med ophold i camps tilknyttet en usund livsstil med dårlig kost, øget rygning, for lidt varieret motion og manglende mulighed for at afhjælpe dette.
I forbindelse med anlægget af Storebæltsforbindelsen tiltrak det sig opmærksomhed, at flere yngre brofolk omkom på arbejdspladsen eller senere på sygehuset med blodprop i hjertet. Der blev stillet spørgsmål om arbejdsbelastningerne, men også om den manglende fritid og manglende mulighed for at restituere sig, få en nærende og varieret kost og ordentlig lægehjælp."
Det overordnede formål med undersøgelsen var ifølge 1. delrapport følgende (delrapportens s. 11):
"at undersøge mulige helbredskonsekvenser af arbejdsmiljøbelastninger ved større bygge- og anlægsprojekter i kombination med midlertidig indkvartering af arbejdstagere i såkaldte camps, samt undersøge forskellige metoder til forebyggelse af de væsentlige belastninger, som afdækkes i forbindelse med gennemførelsen af undersøgelsen."
Af 2. delrapport "Kortlægningsundersøgelsen" dateret februar 2002 fremgår bl.a. følgende (delrapportens s. 16)
"3.5. Arbejdsperioder og arbejdstider
En af grundene til, at der bliver holdt godt styr på ansættelseskontrakterne, er for at kunne holde rede på arbejdsstyrkens arbejdsperioder og arbejdstider på sitene. Det er ikke tilladt ifølge overenskomsten at ansætte folk til at arbejde mere end 45 timer om ugen i gennemsnit, men ud over dette krav er der ingen regulering for, hvordan arbejdsugen må sammensættes. Dette bevirker, at der er stor forskel på, hvordan arbejdsbelastningen er fordelt. I visse tilfælde arbejdes 77 timer om ugen fordelt på 11 timer om dagen med efterfølgende friuge, mens andre arbejder 45 timer hver uge. Da der også arbejdes på skiftehold på visse sites, er det muligt at have en arbejdsperiode, der strækker sig over fire uger, før den gentages."
Om campen på ... fremgår af 2. delraport (delrapportens s. 43-48) bl.a., at der var plads til 86 campingvogne, at prisen var 70 kr. pr. arbejdsdag, og at der generelt var gode offentlige transportforhold i form af buslinie 8 med 10-15 minutters drift fra tidlig morgen til midnat. Om campen i ... fremgår af 2. delrapport (delrapportens s. 48-51) bl.a., at der var plads til 113 campingvogne, at prisen var 70 kr. pr. arbejdsdag, og at der var meget ringe offentlige transportforhold. Det var tilladt at parkere mellem barakkerne og på campingarealet, hvilket alle benyttede sig af.
I 3. delrapport "Campliv" dateret september 2002 under pkt. 2 "Resume og konklusion" fremgår af resumeet bl.a. følgende (delrapportens s. 11, 15 samt 17-18):
"Rapporten beskriver og analyserer hverdagslivet for bygningsarbejdere, som rejser langt efter arbejdet på store bygge-anlægsprojekter. Bygningsarbejdere kører langt til og fra arbejde hver dag eller indkvarterer sig i nærheden af arbejdspladsen som oftest i en såkaldt byggecamp. I campen er der typisk mulighed for indkvartering på enkelt- eller dobbeltværelse eller opsætning af egen campingvogn. Bygningsarbejderne arbejder 10-12 timer om dagen, da arbejdet på infrastrukturprojekter, hvor der etableres byggecamps, som regel er tilrettelagt med arbejdsperioder med lange arbejdsdage vekslende med friperioder, så arbejderne kan være hjemme indimellem arbejdsperioderne.
...
2.1.1 Metrobyggerne
Blandt metrobyggerne boede 61% i camp, mens de øvrige 39% boede hjemme.
...
2.1.4 Dagligdagen i camp
De lange arbejdsdage lægger rammen for dagligdagen i campen. Campen forlades tidligt om morgenen. Beboerne ankommer igen efter fyraften ved 18-19 tiden. Så skal der tilberedes mad, spises, vaskes op, ses lidt tv -og så til køjs.
...
Med en arbejdsdag på 12 timer er det på den ene side vigtigt at passe nattesøvnen. På den anden side er der så få timer tilbage i døgnet, at der ikke skal skejes meget ud, før det bliver til for få timers søvn. Man kan selv regne ud, at står man op klokken 6 og tager på arbejde og er hjemme i campen igen klokken 20 - ja, så skal man ligge i sengen og sove kl. 22, hvis det skal blive til 8 timers søvn.
...
2.1.6 Søvn og hvile med lange arbejdsdage
De fleste metrobyggere (84%) havde lange arbejdsdage. Sammenligner man camperne med lange arbejdsdage med de hjemmeboende metrobyggere med lange arbejdsdage, viser det sig, at indkvartering i campen i arbejdsperioderne giver bedre mulighed for restitution og hvile end at køre hjem hver dag - også selv om man bor relativt tæt på arbejdspladsen.
Camperne får slappet mere af efter fyraften, sovet mere og er mere udhvilede end deres hjemmeboende kolleger. Knap halvdelen af camperne sov mindre end 7 timer hver nat i arbejdsperioderne, men det samme gjaldt næsten 3/4 af pendlerne og godt 6 ud af 10 af de lokale hjemmeboende. Godt en fjerdedel af de hjemmeboende metrobyggere føler sig som regel ikke eller aldrig udhvilede, når de står op og skal på arbejde, mod ca. hver tiende camper. Og fire til fem ud af ti hjemmeboende får kun i mindre grad eller slet ikke slappet af efter fyraften mod godt hver tiende camper.
Transporttiden oveni de lange arbejdsdage er en del af forklaringen på, at de hjemmeboende får mindre restitution. En anden del af forklaringen er, at de hjemmeboende bliver "rodet ind i" de hjemlige gøremål - fordelene ved at se familien hver dag upåtalt -mens camperne kun har sig selv at tage sig af. Set fra synsvinklen om restitution ser den skarpe adskillelse mellem arbejdsliv og hjemmeliv, som indkvartering i campen medfører, altså ud til at være en fordel for metrobyggerne med lange arbejdsdage.
2.1.7 Transport til og fra arbejdspladsen
De fleste metrobyggere har lang vej til arbejde. Det mindsker både belastningen ved at køre langt og udgifterne til transport, hvis man er flere, der kører sammen. Blandt camperne kører lidt flere alene end sammen frem og tilbage i starten og slutningen af arbejdsperioden, mens der blandt pendlerne er en mere udbredt praksis med at køre flere sammen.
Blandt pendlerne havde 4 ud af 10 prøvet at falde i søvn eller være lige ved at falde i søvn bag rattet inden for den seneste måned. Blandt camperne og de lokale hjemmeboende var andelen 12%.
2.1.8 Adgang til at bo i camp
Adgangen til at bo i entreprenørens camp reguleres dels af pladsen i campen, dels af de kriterier entreprenøren lægger til grund for udbetaling af diæt til dækning af kost og logi. I G1 var der tale om et geografisk kriterium, hvorefter bosatte på Sjælland og Lolland-Falster ikke kunne få diæt. Efter skattelovgivningens regler om skattefri rejsegodtgørelse kan diæten enten udbetales skattefrit med en bestemt sats, eller den ansatte kan selv foretage et fradrag svarende til satsen. Den skattefri udbetaling henholdsvis fradrag skal have den lokale skatteforvaltnings godkendelse af nødvendigheden af overnatningen væk fra hjemmet.
En del af pendlerne på metrobyggeriet har således ikke haft de økonomiske betingelser med sig i forhold til at vælge campen frem for pendlingen."
Af 3. delrapports konklusion fremgår bl.a. følgende (delrapportens s. 21, 22 og 23):
"2.2.5 Søvn og hvile - pendlerne er en belastet gruppe
I forhold til mangel på restitution mellem lange arbejdsdage er de hjemmeboende metrobyggere, især pendlerne, den mest belastede gruppe. Pendlerne må desuden siges at udgøre en sikkerhedsrisiko som bilister, når de kører til og fra arbejde.
Betragtet ud fra en synsvinkel om restitution må indkvartering ved arbejdspladsen derfor siges at være en fordel frem for pendling.
2.3 Foreløbige anbefalinger
...
På baggrund af de foreliggende resultater og konklusioner vil vi pege på følgende områder, hvor der er forhold, som bør indgå i et arbejde for at mindske belastningerne i camplivet:
Arbejdstidsmodellerne
Her er to hovedpunkter: Den daglige arbejdstid (de lange arbejdsdage) og tilrettelæggelsen af arbejdsperioder og friperioder. Et tredje punkt er overarbejde. Hvad angår de lange arbejdsdage, synes disse, på baggrund af det her fremlagte, ikke at være en særlig belastning for de bygningsarbejdere, der bor i camp, men derimod at være en belastning for dem, der kører frem og tilbage hver dag . ... Følgende konkrete punkter skal påpeges:
Forudsat at der indgås arbejdstidsaftaler med lange arbejdsdage, bør adgangen til at bo i camp omfatte alle med lange arbejdsdage og mere end f.eks. 40 kilometer mellem bopæl og arbejdsplads.
Når der indgås arbejdstidsaftaler med lange arbejdsdage bør skift med meget korte friperioder (forlængede weekender) undgås. Imidlertid er weekenderne vigtige fridage i forhold til familie og andre sociale relationer, så weekender bør så vidt muligt holdes uden for arbejdsperioderne (eksempelvis giver 7-7 modellen kun hver anden weekend fri, mens 5-2-5-9 modellen giver alle weekender fri, hvor dem, der bor langt væk holder de 2 ud af 3 hjemme)
Overarbejde især om forlængelse af arbejdsperioderne bør undgås."
I 3. delrapports afsnit 6 "Campere og pendlere" fremgår af pkt. 6.4. "Konklusioner og anbefalinger" følgende (delrapportens s. 126)
"Resultaterne i dette kapitel peger klart på, at pendlerne bør have adgang til at bo i campen. Der er en forøget ulykkesrisiko i denne gruppe under transporten til og fra arbejde. Når det gælder trivslen i forhold til at få hvilet ud og slappet af i løbet af arbejdsperioden, bør også dem, der bor under den grænse på 60 kilometer, vi har sat for pendlere, gives adgang til at bo i camp.
Givet arbejdsbetingelserne på et anlægsprojekt som metrobyggeriet, må det derfor anbefales, at adgangen til campen udvides, så noget af pendlingen kommes til livs. Vores resultater peger på, at det i højere grad bør være den daglige arbejdstid, der er bestemmende for adgangen til rejsegodtgørelse, frem for afstand til arbejdspladsen eller beregninger over de offentlige transportmuligheder.
Dette vil dog ikke ændre på, at nogen blandt bygningsarbejderne, som har mulighed for det, vil ønske at køre hjem hver dag. Her peger vores resultater på, at pendlerne, som har så langt til arbejde, faktisk ikke burde køre, men bo i campen. Vi står her i et dilemma. Det er ikke realistisk at afskaffe de lange arbejdsdage, og det er svært at sige ud fra familielivets synspunkt, at manden burde bo i campen. På baggrund af dette kapitel må anbefalingen være, at flest mulige af de bygningsarbejdere, som har lange arbejdsdage og ikke bor meget tæt på arbejdspladsen, kan komme til at bo i campen."
4. Forklaringer
Der er under sagen afgivet partsforklaringer af A og B samt vidneforklaringer af RL og MK.
A har forklaret bl.a., at han er uddannet som landbrugsmekaniker, men at han i mange år har arbejdet som betonpumpeoperatør. Han startede ved tunnelprojektet under Storebælt for siden at arbejde på Højbroen. Efterfølgende arbejdede han ved Øresundstunnellen og senest ved Metroprojektet.
Arbejdet som betonpumpeoperatør er hårdt fysisk. Betonen bliver leveret i lastbil og pumpes over i betonpumpen. Han står ved pulten og sørger for, at betonen bliver fordelt. Der skal, inden arbejdet påbegyndes, f.eks. monteres ben, stativer og lange slanger. Efterfølgende skal disse elementer afmonteres, og det er et meget tungt arbejde.
I 1999 boede han på adressen ... i Vestsjælland. Han havde en samlever, og de havde to fællesbørn på henholdsvis 1-2 år og 4-5 år.
Han blev ansat som betonpumpeoperatør ved G1 den 21. december 1998. Ansættelsesforholdet ophørte den 21. december 2002. Der blev udarbejdet et ansættelsesdokument, og han fungerede under ansættelsen som sjakbajs.
Han havde ingen faste arbejdstider. Når der skulle støbes på en bestemt plads, var der et forarbejde, der tog op til 1½ time. Han startede typisk på en plads kl. 07.00, og hans arbejdsdag begyndte derfor ofte kl. 05.30. Når støbningen var afsluttet, var der en del oprydning. Arbejdstiden kunne være sat fra kl. 07.00-15.00, men gik der noget i stykker, måtte de vente på en reparation, og arbejdsdagen kunne således ofte trække ud. Han havde derfor som udgangspunkt en aftalt 10 timers arbejdsdag.
Han fik betalte pauser, men havde tit ikke mulighed for at afholde dem. Han skulle også selv sørge for mad.
Han overholdt 11-timersreglen. Hvis han var færdig kl. 23.00, skulle han først møde på arbejde 11 timer senere, og arbejdsdagen blev tilrettelagt, så han først startede med en pumpning kl. 10.00. Det var et generelt billede under ansættelsen, at havde han haft en lang arbejdsdag, så startede han senere den følgende dag.
Han udarbejdede arbejdssedler om den daglige arbejdstid, men modtog ikke kopi af disse. Det skulle ikke registreres, når han kørte hjemmefra. Når han ankom til pladsen, blev der registreret et nr. og siden et antal timer. Den enkelte plads skulle betale for betonpumpen. Siden blev den registrerede tid lagt sammen.
Han arbejdede også som betonpumpeoperatør i 2000. Vilkårene for ansættelsen var stort set de samme både i 1999 og 2000, men der blev lavet mange lokalaftaler. Lokalaftalen for betonpumpeoperatører, der er dateret 19. juni 2000 med skiftehold på fast tid og flekstid, kunne i 1999 kun fungere i en måned. Det skyldtes, at de i 1999 alene var tre betonpumpeoperatører, og der var derfor ikke afløsere ved sygdom. Som sjakbajs var han desuden på arbejde fra om morgenen, til den sidste gik om aftenen.
Han tog ikke hjem til sin faste bopæl hver dag. Det var ikke forsvarligt at køre, når han havde været på arbejde. Det var hårdt fysisk arbejde og tillige meget krævende. Der gik to mand med slangen, og han var "dybt koncentreret om sit arbejde af hensyn til deres sikkerhed". Han stod ofte og balancerede på et armeringsjern, og der var høj varme og megen damp fra betonen. Han ville ikke være forblevet i jobbet, hvis han skulle være kørt hjem til bopælen hver dag.
Han mener ikke, at en transporttid i bil på 1 time og 15 minutter mellem den faste bopæl og arbejdspladsen er realistisk. Hvis han skulle møde til tiden, skulle han være kørt i bil fra bopælen kl. 03.00-03.30, hvilket heller ikke var realistisk. Det kunne ikke lade sig gøre at tage toget. Der var ca. 4 km fra bopælen til stationen i Vestsjælland. Selv om han var steget på toget i Vestsjælland kl. 04.17, ville det have taget en time, inden han var fremme på Københavns Hovedbanegård. Hertil skulle lægges 40-45 min. i bus fra Hovedbanen til .... Det ville derfor ikke kunne lade sig gøre at starte kl. 05.30 eller møde på arbejde kl. 07.00.
Han havde en campingvogn i hele 1999. Den var placeret i campen på .... I vognen var en seng, en sofagruppe og et lille fjernsyn. I campen var en toiletbygning med bad og fælles opholdsstue. Fra campen til arbejdspladsen var der 3-400 m. Efter arbejde var han meget træt og slappede derfor af foran fjernsynet.
Efter et indbrud var campingvognen på værksted små 3 uger i 1999. Afdelingen havde et værelse, som tilhørte G1, og som stod ledigt til fremmede operatører. Det lå i nærheden af campingpladsen. Afdelingsformanden lod ham låne værelset. Det blev ikke registreret, og han betalte ikke herfor. Efter reparationen boede han atter i campingvognen. Han boede derfor i hele 1999 i campen på .... Han antager, at det beroede på en fejl, at han ikke blev trukket for pladsleje i en længere periode i 1999.
Han kørte kun frem og tilbage mellem den faste bopæl og arbejdspladsen i weekender. De dage, hvor han tog hjem, tog han først bad. Det var lidt forskelligt, hvordan han blev transporteret. Nogle gange i bil, andre gange i tog. Han kørte altid tilbage til København om søndagen ca. kl. 17.00, så han var klar og udhvilet, når han skulle møde mandag morgen. Han følte ikke, at det var fristende at tage hjem til bopælen de dage, hvor han skulle møde senere. Han havde sent fri og skulle først i bad og have noget mad. Var han taget hjem, ville han have vækket familien, og han skulle den følgende dag have været tidligt af sted for at møde til tiden.
LN, der ikke er uddannet revisor, hjalp ham med skattepapirerne. LN udfærdigede skatteskemaerne og indleverede dem til myndighederne. De oplysninger, som LN den 6. juni 2001 telefonisk skulle have givet til skatteforvaltningen, kender han ikke til. Han havde ikke et værelse til rådighed, som han kunne benytte en time før han mødte og en time efter arbejdstid.
Han tilbagekaldte klagen fra Skatteankenævnet, da LN havde spurgt skatteforvaltningen, om der kunne foretages fradrag for daglig kørsel frem og tilbage mellem den faste bopæl og arbejdspladsen. Årsagen var, at han havde behov for pengene, og ikke kunne vente på en klagesagsbehandling.
B har forklaret bl.a., at han er uddannet jord- og betonarbejder, og har arbejdet som sådan gennem de seneste godt 20 år. Han har udført alle typer af opgaver inden for byggeriet, herunder forskalning, støbning, armering mv. Arbejdet er fysisk hårdt, da han dagligt skal slæbe mange tons.
Han havde i tiden fra 1997 til 1999 fast bopæl på adressen ... i Vestsjælland. Han og ægtefællen købte i 1999 et hus beliggende ... ved Vestsjælland. Der er en afstand på ca. 3 km mellem disse adresser. Hans søn, BD, boede hjemme i den nævnte periode.
Fra 17. marts 1997 til 10. oktober 1997 var han ansat hos G3 A/S. Han udførte jord- og betonarbejde, herunder navnlig forskalnings- og armeringsopgaver. Han havde de forudgående 13 år arbejdet på Grønland, de seneste 5 år for samme selskab. Han bad om at blive flyttet til Danmark og begyndte på projektet med Øresundsforbindelsen.
Han ankom til Danmark en mandag og tog straks til Sverige, hvor han købte en campingvogn. Første arbejdsdag var derfor om torsdagen, da han ikke havde mulighed for at køre frem og tilbage mellem bopælen og arbejdspladsen.
Campingvognen placerede han i G5 A/S' camp på .... Han betalte campleje til G5 A/S. Betalingen skete kontant til campchefen. Han skulle selv holde styr på antallet af dage og betale derefter. De krydser, som han har sat i sin kalender, er udtryk for de dage, hvor han arbejdede og overnattede i campen.
I campingvognen havde han seng og fjernsyn. Der var i campen opsat skure med bade-, toilet- og køkkenfaciliteter. Afstanden fra campen til arbejdspladsen var 6-7 km.
Den faste arbejdsdag var fra 07.00-15.30. Der var næsten dagligt overarbejde. Der blev ikke skrevet timesedler hver dag. Sjakbajsen stod for arbejdsregistreringen. Krydsene i hans kalender blev sat til højre eller venstre afhængig af, om det var en lang arbejdsdag. Han husker det ikke præcist i dag, men de lange dage gav vist nok et kryds til højre.
Når han skulle møde kl. 07.00 mandag morgen, kørte han fra bopælen søndag aften. Han var nødt til at starte kl. 06.30, da han skulle klæde om. Hvis der kom en betonbil, skulle de være klar væsentligt tidligere, ofte kl. 06.00.
De havde 20 minutters frokostpause og 2 gange 10 minutters kaffepause, formiddag og eftermiddag. Den lange pause betalte han selv, mens arbejdsgiveren betalte de korte pauser. Pauserne blev afholdt i tidsrummet fra kl. 07.00-15.30. Han skulle selv sørge for mad.
Der var ingen afspadsering under ansættelsen hos G3 A/S. Han mødte samme tid den følgende dag, selv om han havde haft en lang arbejdsdag. Han overholdt dog 11-timersreglen. Hvis han f.eks. arbejdede frem til kl. 24.00, mødte han først den følgende dag kl. 11.00, men fik løn fra kl. 07.00. Det hørte dog til sjældenhederne, at der var så lange dage.
Han tog ikke til sin faste bopæl hver dag. Han havde ikke bil og kunne derfor ikke komme frem og tilbage eller nå at møde rettidigt på arbejde. Han ville under alle omstændigheder ikke have fundet det forsvarligt at køre selv efter en lang arbejdsdag. Han gik som "handyman" på forskellige pladser, og arbejdstiden varierede meget. Han havde derfor ikke mulighed for samkørsel med kolleger. Overarbejdet blev desuden ofte bestemt med kort varsel.
De dage, hvor han tog til sin faste bopæl, valgte han først at tage bad og skifte tøj. Til tider blev det så sent, at han først tog hjem om lørdagen. Han kørte med bus fra ... og tog toget fra Københavns Hovedbanegård. Nogle gange kørte han i bil, og enkelte gange tog han en taxa fra Hovedbanegården til ....
Det er ikke rigtigt, når det i kommunens meddelelse om skatteansættelsen for 1997 af 5. april 2001 er anført, at han skulle have oplyst, at han i den første måned af ansættelsen kørte mellem bopælen og arbejdspladsen. Der var på et tidspunkt kommet en ny skattemedarbejder i kommunen. Det var efter hendes overtagelse af sagen, at oplysningen kom frem, men altså ikke fra ham.
Han blev lovet en bedre løn hos G1, og han blev derfor ansat i dette selskab pr. 13. oktober 1997. Han fik en ansættelsesseddel, hvor ansættelsesstedet og grundlønnen var anført. Arbejdstid og akkord blev aftalt på pladsen. Han arbejdede på Metroprojektet og hans arbejdsopgaver var de samme som tidligere.
Han startede på Højbroen, hvor han var frem til julen 1997. Arbejdstiden var fra 07.00-15.30, og han havde i denne periode en kortere arbejdstid. På broprojektet var der ikke weekendarbejde, så alt overarbejde lå på hverdagene.
Han flyttede campingvognen til G1's camp på ... og skiftede efter julen 1997 til tunnelprojektet. Arbejdstiden var hver dag fra kl. 07.00-19.00, og der var meget overarbejde. Da de startede med at grave, var englænderne meget forsinkede. Englænderne måtte kun arbejde frem til kl. 21.00, og der var derfor også meget weekendarbejde, så de kunne indhente det forsømte.
I 1999 gik han over til at arbejde i skiftende uger. Han arbejdede 2 gange 5 dage og havde så 5 dage fri. I arbejdsugerne havde han 5 arbejdsdage af 11 timer samt 3 gange 20 minutters pause. Pauserne blev betalt af G1. Han skulle selv sørge for mad, men den blev betalt af arbejdsgiveren.
Den normale arbejdsdag begyndte kl. 06.30 og varede frem til kl. 19.00. Der var meget overarbejde, da materiellet ofte gik i stykker eller på grund af sygdom. Han havde weekendarbejde, men arbejdede ofte kun 5-6 timer en lørdag eller søndag.
Han var i realiteten på arbejde 12 timer på hverdagene. Det timetal, der er angivet i G1's erklæring om arbejdstimer af 28. juli 2004, må være uden pauser. Han fik en grundløn på 115 kr./time for det faste timetal. Han fik derudover 3 gange 20 minutters pauser betalt med 78,67 kr./time. Han kunne ikke holde pauser på faste tidspunkter, og ofte kunne han slet ikke nå at holde pauser. Betalingen for pauser var derfor et genetillæg, som han modtog, uanset om pauserne blev afholdt eller ej. På en arbejdsdag på 12 timer var der derfor som udgangspunkt il timers arbejde og 1 times pause.
Det var ikke muligt for ham at tage hjem til den faste bopæl hver dag. Når han havde været på arbejde i 112½ timer, var han "grydeklar". Transporttiden i bil fra bopælen og til København er 1½-2 timer. Han overnattede derfor i sin campingvogn i campen på ....
Der var 4-5 km fra campen til arbejdspladsen. Han blev dog lånt ud til andre pladser, hvis der var problemer eller sygdom. G1 havde busser, som kørte fra campen til arbejdspladsen. Den første kørte kl. 06.00 og den næste ca. kl. 06.20, så at han kunne være på arbejde kl. 06.30.
De dage, hvor han rejste til bopælen, tog han først tilbage til campen, hvor han gik i bad og klædte om. Han skulle nå det sidste tog fra Hovedbanegården kl. 21.15, ellers var det ikke muligt at nå forbindelsen med bus videre til bopælen. Derfor tog han ofte først hjem om lørdagen.
Hvis han ikke havde overarbejde, kunne det godt blive en lang eftermiddag i campen. Det var fristende at tage hjem, men han kunne ikke, da han ikke havde bil.
Han havde ikke haft råd til at købe en bil. Ægtefællen havde selv sparet op til og købt sin .... Ægtefællen benyttede bilen i forbindelse med sin uddannelse til social- og sundhedsassistent, hvor hun pendlede til ... og .... Husstandens anden bil var sønnens.
Hans søn var i en periode ansat som jord- og betonarbejder på Metroprojektet. Sønnens arbejdstider var ofte de samme som hans, og de var til tider i samme sjak. Sønnen havde sin egen campingvogn i campen på ....
I den periode, hvor hans søn arbejdede på Metroprojektet, fulgtes de ad i sønnens bil. Bilen holdt på campens område. De kørte til København om søndagen. De fulgtes også hjem til bopælen om fredagen, men ofte tog de først hjem lørdag og til tider søndag. Der var ikke mange, der så sig i stand til at køre hjem efter en 12 timers arbejdsdag.
Han afleverede sine timesedler til G1's sjakformand, og på denne baggrund fik han sin løn udbetalt. Han modtog ikke kopi af timesedlerne. Lønsedler for 1997-1999 fremsendte han til kommunen, og de eneste, der er tilbage, er dem, som er fremlagt i sagen.
Han var i en periode på 3 uger af 1998 ansat ved G4 Byg ApS og arbejdede på G6. Han blev fristet af en høj løn. Arbejdstiden var fra 07.00-15.30, og det viste sig, at der ikke var noget overarbejde. Da det var mest indbringende at have overarbejde, vendte han tilbage til G1.
RL har som vidne forklaret bl.a., at hun er uddannet civilingeniør i trafik- og byplanlægning. Hun har de seneste 13 år arbejdet som forsker. Først med ansættelse ved Danmarks Miljøundersøgelser og de seneste 4 år som seniorforsker i afdeling for Transportøkonomi og Modellering ved Danmarks Transport Forskning, der er et selvstændigt sektorforskningsinstitut.
Hun har som hovedopgave arbejdet med transportvaneundersøgelsen. Den løb fra 1992 til 2003 og baserede sig på interviews og dataindsamling udført af Danmarks Statistik. Hun har bearbejdet materialet fra undersøgelsen og har bl.a. udarbejdet en rapport om transportvaner og kollektiv trafik samt analyseret forskellige forhold. Hun har jævnligt som konsulentopgave for bl.a. Trafikministeriet udarbejdet redegørelser, herunder tabeller og notater, baseret på transportvaneundersøgelsens data.
Hun havde i forbindelse med arbejdet med sit notat af 19. marts 2004 indledningsvis vanskeligt ved at vurdere, om den forud definerede grænse på 150 km mellem bopæl og arbejdssted var rigtig. Den yderligere analyse viste, at det formentlig er et højere kilometertal, der skal anvendes. Usikkerheden er større, da det er sjældent, at afstanden mellem bopæl og arbejdssted er større end 150-200 km. Selv om de procentuelle afvigelser er store, er tendensen ganske klar, at afstanden skal være større end 150-200 km, førend man vælger at flytte tættere på arbejdspladsen.
Det kan udledes af transportvaneundersøgelsen, at de personer, der bor langs med hovedjernbanelinien, har lettere ved at pendle, og at de personer, der bor langt fra en station, enten har behov for bil eller har sværere ved at pendle. Transportvaneundersøgelsen viser endvidere, at de arbejdspladser, der er placeret centralt i København, har hele Sjælland som pendlingsopland. Der er ikke i undersøgelsen gjort forskel på, om personerne arbejder på fuld tid eller deltid, når der er set på andelen af dem, som pendler, og der er ikke stillet spørgsmål om betydningen af skiftende arbejdspladser.
Det fremgår ikke af hendes notat, om der er en sammenhæng mellem antallet af arbejdstimer og pendling, da hun ikke har undersøgt dette. Det vil kunne udledes af transportvaneundersøgelsen, men hun kan ikke umiddelbart udtale sig om, hvorvidt der er en sådan sammenhæng.
MK har som vidne forklaret bl.a., at hun er uddannet cand.scient.soc. og er ansat som konsulent ved Team ... ApS.
Hun var beskæftiget som projektmedarbejder hos CASA, der som projektleder stod for et stort forskningsprojekt om Metroarbejderne. Projektet løb over tre år, og der blev udarbejdet en del rapporter. Hun er medforfatter til 3. delrapport.
Baggrunden for projektet var en antagelse om, at der var særlige belastninger og dermed forringet helbred for de arbejdere, som boede i camp og havde lange arbejdsdage. Problemstillingen blev rejst i forbindelse med arbejdet med Storebæltsforbindelsen. En læge havde fundet den manglende hvile og dårlige kost alarmerende.
Arbejdshypotesen blev til dels bekræftet i forbindelse med projektet. Det viste sig, at bygningsarbejdere som sådan havde en overhyppighed af en række sygdomme, og at arbejdsbetingelserne under byggeriet derfor var helbredsforringende. En sammenligning mellem de arbejdere, der boede i camp, og dem, som var hjemmeboende, viste, at den hjemmeboende gruppe var mere belastet end camp-gruppen.
Resultaterne i projektet peger på, at presset på arbejderne bliver skærpet, jo længere de bor fra arbejdsstedet.
I den afsluttende rapport fastslås det, at der bør sættes en afstandsgrænse mellem bopæl og arbejdssted for derved at begrænse pendling efter de lange arbejdsdage. I denne anbefaling indgår flere overvejelser. I forbindelse med projektet blev der foretaget undersøgelser i Norge og Sverige. Det er i disse lande indarbejdet i overenskomsten, at det ikke anbefales at køre mere end 60 km mellem bopæl og arbejdssted dagligt, og der er ikke mulighed for at få kørselsgodtgørelse for afstande, der overstiger denne grænse. Der kunne ud fra et sundhedsperspektiv endvidere argumenteres for en lavere afstandsgrænse, når man vurderer undersøgelsen og navnlig arbejdernes muligheder for restitution, hvile og god kost. Der kunne også tages udgangspunkt i 11-timersreglen og begrænse afstanden ved at fastslå, at arbejdstiden samt transporttid mellem bopæl og arbejdssted ikke må overstige 13 timer. Afstandsgrænsen kan derfor ikke nødvendigvis fastsættes til 60 km.
I forbindelse med projektet blev arbejdstiderne på Metrobyggeriet gennemgået. En kollega undersøgte arbejdstiderne hos G1 i 2000. Den typiske daglige arbejdstid lå mellem 9 og 11 timer fraregnet pauser. Der var normalt 1 times pause. De kortlagde for de enkelte medarbejdergrupper, hvorledes den ugentlige arbejdstid var tilrettelagt. Resultaterne af denne kortlægning fremgår af 2. delrapport. Den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid varierede, ligesom der blev anvendt varierende ugerytmer. En 55 timers uge var fordelt med 11 timer pr. hverdag. Det er alene den aftalte arbejdstid, der er gengivet i delrapporten, da overarbejde ikke blev kortlagt. Der var overarbejde, men hun kan ikke sige noget mere præcist om omfanget.
Der blev i forbindelse med arbejdet med Højbroen på Storebælt foretaget en stor undersøgelse, som blev sammenkørt med de af arbejdstilsynet registrerede arbejdsulykker. Ved sammenligning mellem de indkvarterede og de pendlende arbejdere havde pendlerne en signifikant større arbejdsulykkefrekvens. Materialets utilstrækkelige kvalitet muliggjorde ikke en tilsvarende undersøgelse på Metrobyggeriet.
5. Parternes og biintervenientens argumenter
5.1 Skatteministeriets argumenter
5.1.1 A og B
Skatteministeriet har vedrørende såvel A som B gjort gældende, at de pågældende ikke har ført fornødent bevis for, at lovens betingelse for fradrag for udokumenterede udgifter til overnatning og kost m.v. efter Ligningsrådets satser er opfyldt. De har således ikke dokumenteret, at de på grund af afstanden mellem bopæl og arbejdssted var uden mulighed for at overnatte på deres sædvanlige bopæle, jf. ligningslovens § 9, stk. 5, jf. stk. 4 (dagældende).
De sagsøgte var ikke udsendt eller udstationeret af deres respektive arbejdsgivere, hvorfor sagerne skal afgøres efter ligningslovens § 9, stk. 5, 2. pkt.
Det bestrides ikke, at de sagsøgtes respektive arbejdssteder var midlertidige, som der efter bestemmelsen stilles krav om.
Efter bestemmelsens ordlyd er der herefter kun en forhindring. Det er afstanden, og den opstiller et umulighedskriterium.
Forarbejderne til loven giver ikke megen vejledning til fastlæggelsen af dette afstands- og umulighedskriterium.
Det fremgår af Højesterets dom af 30. juni 2005 (SKM2005.318.HR), at lovens kriterium er af objektiv karakter. Den enkelte skatteyders private forhold er derfor ikke afgørende, herunder om man havde adgang til bil. Det fremgår videre af Højesterets dom, at der ved den konkrete vurdering skal lægges vægt på afstanden, transporttiden og arbejdstidens længde.
Det følger heraf, at jo kortere afstanden og transporttiden er mellem bopæl og arbejdssted, des mere drastisk skal arbejdstiden være, førend lovens betingelser er opfyldt.
Faktum er, at afstanden mellem de sagsøgtes bopæle og arbejdssteder ikke var større, og transporttiderne ikke var længere, end det sædvanlige for mange mennesker i Danmark, som dagligt pendler frem og tilbage mellem bopælen og arbejdspladsen. Der er mange, som hver dag kører frem og tilbage over endnu længere afstande og med endnu længere transporttider end de sagsøgte, jf. herved de foreliggende oplysninger om transportvaner m.v. i Danmark, herunder RLs notat af 19. marts 2004.
Det bestrides ikke, at ekstreme arbejdstider kan medføre, at afstanden mellem bopæl og arbejdssted gør det umuligt at overnatte på bopælen.
Der må dog gælde et skærpet beviskrav for de sagsøgtes dokumentation af arbejdstiderne, navnlig idet de begge havde bopæl på Sjælland.
Det bestrides endvidere ikke, at de sagsøgte i et vist ikke ubetydeligt omfang har haft overarbejde. De har imidlertid ikke været i stand til at oplyse eller dokumentere fordelingen af arbejdstimerne og har derfor heller ikke kunnet oplyse eller dokumentere start- og sluttidspunktet for de enkelte arbejdsdage. I hvert fald i en situation som den foreliggende, hvor afstanden i sig selv ikke er større end det sædvanlige for mange mennesker, der dagligt kører frem og tilbage fra arbejdet, kan de tilmed ufuldstændige oplysninger om de sagsøgtes overarbejde ikke benyttes som bevis for, at de på grund af dette overarbejde var uden mulighed for at overnatte på deres sædvanlige bopæle.
Det er ikke med sikkerhed godtgjort, at de sagsøgtes respektive arbejdstid hver dag var på 11 timer eller mere, og det gøres i øvrigt gældende, at selv de dage, hvor de måtte have arbejdet mere end 11 timer, har de ikke været afskåret fra at køre hjem og overnatte på bopælen efter arbejdstids ophør.
De sagsøgte har påberåbt sig deres lange arbejdsdage. Der er imidlertid alene dokumentation for de gennemsnitlige arbejdstider, og det kan dække over mange variationer. Der kan efter reglerne alene gives fradrag for de døgn, hvor overnatning på bopælen har været umulig, og den manglende dokumentation må komme de sagsøgte til skade.
Det er for spørgsmålet om adgangen til fradrag ikke afgørende, om offentlig befordring er mulig, og den faktiske rådighed over en bil er heller ikke afgørende, da lovens umulighedskriterium er af objektiv karakter. De ministersvar, som de sagsøgte og biintervenienten har påberåbt, støtter ikke deres fortolkning af loven og kan derfor ikke føre til et andet resultat.
De sagsøgte har bevisbyrden for, at fradragsbetingelserne i loven er opfyldt, og det kommer derfor dem til skade, at de ikke har sikret sig fyldestgørende dokumentation for de relevante oplysninger.
Det bestrides ikke, at de sagsøgte i en del af perioden, hvor de har arbejdet på Metroprojektet, og for Bs vedkommende tillige på Øresundsbroen, har haft en campingvogn stående hos G1, og for Bs vedkommende hos G4 A/S. Det bestrides heller ikke, at de i et vist omfang har overnattet i deres respektive campingvogne. At de har haft campingvogne til disposition, betyder imidlertid ikke, at de i hele perioden rent faktisk har overnattet i disse.
Selv i de tilfælde, hvor overnatning i campingvogn har fundet sted, er de sagsøgte dog ikke berettiget til fradrag. Overnatning på pladsen er således en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for fradrag. Det er yderligere en betingelse for fradrag, at overnatning på bopælen slet ikke har været mulig, og der er i hvert fald ikke ført bevis for, at den betingelse er opfyldt, uanset om de rent faktisk har valgt at overnatte i deres campingvogn eller ej, jf. Højesterets dom af 30. juni 2005, SKM2005.318.HR
Merudgifter som følge af lang transportafstand kan ikke begrunde et fradrag efter reglerne i ligningslovens § 9, stk. 5. Sådanne merudgifter omfattes af de almindelige befordringsfradragsregler.
Det er ikke godtgjort, at de sagsøgtes daglige befordring (med bil) mellem bopæl og arbejdssted i København ville være i strid med arbejdsmiljøreglerne eller færdselsloven. Hverken den fremlagte erklæring fra Rådet for Større Færdselssikkerhed, den norske rapport om søvn bag rattet, erklæringen fra vejdirektoratet eller Carl Bro-rapporterne er tilstrækkelig dokumentation for rigtigheden af de sagsøgtes og biintervenientens indsigelser.
5.1.2 A
Skatteministeriet har særligt vedrørende A anført, at der alene foreligger sikre oplysninger om, at hans samlede gennemsnitlige arbejdstid var på 11,6 timer pr. arbejdsdag. Det dækker over betydelige variationer, herunder alene på baggrund af lønsedlerne fra 10 til 13,4 timer.
A har ikke forklaret, hvad hans daglige arbejdstid var, og forklaringen er endvidere så usikker, at det må lægges til grund, at der i 1999 gjaldt de samme vilkår, fastsat i lokalaftalen fra 2000. A havde derfor mulighed for at tage til den sædvanlige bopæl og overnatte de dage, hvor han var på den normale vagt.
Efter As forklaring overholdt han endvidere 11-timersreglen, og han havde derfor også mulighed for at tage til bopælen disse dage.
Det må antages at have været muligt for A at benytte offentlig befordring. Han havde også ubestridt bil til rådighed. Hvis han havde valgt at køre bil, kunne han have undgået at blive ramt af myldretidstrafikken.
A betalte i en periode pladsleje for at have sin campingvogn på arbejdsgiverens plads. Hans forklaring om, at han boede på værelse, og at den manglende opkrævning af pladsleje beroede på en fejl, er ikke troværdig, da det ifølge CASA-rapporten var fast praksis, at der skulle betales for værelserne. Han må derfor antages at være taget til sin sædvanlige bopæl i denne periode.
Hertil kommer, at A efter egne oplysninger til skattemyndighederne i hvert fald i en periode har foretaget daglig kørsel frem og tilbage mellem bopælen og arbejdsstedet.
Da lovens betingelser for fradrag ikke er opfyldt, er der heller ikke grundlag for at antage, at genoptagelse af skatteansættelsen for hans vedkommende vil føre til en ændring. Han har derfor ikke krav på genoptagelse efter skattestyrelseslovens § 34, stk. 2.
5.1.3 B
Skatteministeriet har særligt vedrørende B anført, at der under hans ansættelse hos G3 A/S i 1997 var flere perioder, hvor han ikke havde overarbejde. De dage, hvor der ikke var overarbejde, havde han fri kl. 15.30, og han skulle først møde den følgende dag kl. 07.00. Den af arbejdsgiver udarbejdede oversigt over overarbejde godtgør, at det daglige overarbejde kun var 1-2 timer, og at det væsentlige overarbejde lå i weekenderne. Den reelle begrundelse for, at han ikke overnattede på bopælen, var, at han ikke havde bil. Det kan ikke begrunde rejsefradrag, da det er et privat forhold, som ikke kan tillægges vægt.
Det gøres endvidere gældende, at B i den første måned efter sin ansættelse foretog daglig kørsel mellem bopæl og arbejdssted, da han til skattemyndighederne har oplyst, at han først efter en måned købte en campingvogn i Sverige.
B havde under sin ansættelse hos G1 i 1997 en gennemsnitlig arbejdstid på 8,57 timer, hvilket svarede til en normal arbejdsdag. Der mangler oplysninger om tidspunktet for den enkelte arbejdsdags begyndelse og afslutning. Det er derfor oplagt, at umulighedskriteriet ikke er opfyldt for denne periode.
Under den videre ansættelse i G1 i 1998 og i 1999 havde B en gennemsnitlig arbejdstid på 11,2 timer. Der mangler for denne periode tillige oplysninger om tidspunktet for den enkelte arbejdsdags begyndelse og afslutning. Arbejdet begyndte kl. 07.00 og sluttede kl. 19.00, hvilket gav ham mulighed for at tage hjem og tillige overholde 11-timersreglen.
Der er mellem parterne enighed om, at offentlig befordring ikke var mulig. Det gøres imidlertid gældende, at B havde bil til rådighed. Der var to biler i husstanden, og B kunne derfor benytte privat bil til daglig befordring mellem bopælen og arbejdsstederne i København.
Den subsidiære påstand er nedlagt for det tilfælde, at B måtte være i stand til at dokumentere, at han enkelte dage har været afskåret fra at overnatte på bopælen på grund af arbejdet, arbejdstiden samt afstanden mellem hjem og arbejdssted. I givet fald kan et fradrag komme på tale, dog alene for så vidt angår netop de dage, hvor dokumentationen er tilstrækkelig. Hvad angår disse dage skal fradraget opgøres efter de regler og satser, der følger af loven og Ligningsrådets vedtagelser. B har ikke fulgt disse regler og satser i sin opgørelse af de selvangivne fradrag, men har tværtimod foretaget en række beregningstekniske fejl.
5.2 As og Bs argumenter
5.2.1 Fælles argumenter
A og B har begge gjort gældende, at de har ført fornødent bevis for, at de for langt størstedelen af arbejdsdagene på grund af afstanden mellem deres respektive bopæle og arbejdssteder var uden mulighed for at overnatte på den sædvanlige bopæl, jf. ligningslovens § 9, stk. 5, jf. stk. 4 (dagældende).
Det fremgår af såvel skatteministerens besvarelse af konkrete spørgsmål og af ToldSkats pjece, "Diæter - om skattefri rejsegodtgørelse", at der ved afgørelsen af, om betingelsen i de dagældende bestemmelser i ligningsloven er opfyldt, skal ske en samlet vurdering, hvori arbejdstiden, arbejdets karakter, arbejdsmarkedsregler samt rejsetiden skal indgå.
Det anerkendes, at de sagsøgtes sager skal afgøres efter ligningslovens § 9, stk. 5, 2. pkt., men det bestrides, at loven opstiller et umulighedskriterium.
Der skal ikke alene lægges vægt på afstanden, men der skal tillige tages hensyn til transporttiden og arbejdets karakter, herunder arbejdstid, jf. Højesterets dom af 30. juni 2005, SKM2005.318.HR.
Højesteret har i øvrigt ved dommen ikke taget stilling til den situation, hvor skatteyderen ikke har bil til sin rådighed.
Der skal efter ligningslovens § 9, stk. 5, 2. pkt., foretages en konkret og samlet bedømmelse, og der må kunne lægges vægt på andre momenter end de, der er opregnet i dommen, når afstandskriteriet skal vurderes. Sådanne momenter er adgang til søvn, morgen- og aftentoilette, indkøb, madlavning, tøjskifte. Hertil kommer, at vejr og transportforhold har betydning for transporttiden, og der må tages højde for, at man skal køre i god tid for at kunne møde rettidigt på arbejde.
Det bestrides, at Danmarks Transport Forsknings notat af 19. marts 2004 er anvendeligt. Der tages heri alene højde for personer med normal arbejdsdag, og det fremgår ikke, hvilket transportmiddel der er benyttet. Hertil kommer, at der ikke skelnes mellem de pendlere, som har deltid og fuld tid, og der er heller ikke taget højde for, om personerne har lange arbejdsdage.
De sagsøgte har som følge af arbejdsdagenes længde, karakteren af arbejdet samt afstanden mellem bopæl og arbejdssted reelt været uden mulighed for at overnatte på deres bopæle.
Det ville i øvrigt have været uforsvarligt, såfremt de sagsøgte dagligt havde kørt frem og tilbage mellem deres respektive midlertidige arbejdssted og sædvanlige bopæle. Kørslen ville ikke have kunnet ske på betryggende måde, jf. færdselslovens § 54. Der henvises herved tillige til konklusionerne i rapporten fra CASA, hvor der anbefales en 60 km-grænse samt konklusionerne i den norske søvnrapport.
En daglig kørsel ville endvidere være i strid med arbejdsmiljølovens regler om hviletid og fridøgn. En person, der har en daglig arbejdstid samt kørsel, som samlet overstiger 13 timer, har ikke mulighed for at køre til bopælen for at overnatte.
5.2.2 As supplerende argumenter
A har særligt gjort gældende, at han, der i 1999 var ansat som betonpumpechauffør hos G1 i forbindelse med Metroprojektet i København, utvivlsomt overnattede i sin campingvogn tæt ved arbejdspladsen.
Arbejdet som betonpumpechauffør medførte, at hans arbejdstider var fleksible forstået på den måde, at han ikke havde faste arbejdstider, men derimod skiftende alt afhængigt af, hvornår der var brug for ham. Arbejdsdagens møde- og sluttidspunkt kunne således ændres. Besked herom skulle blot gives til ham dagen før ændringen.
Der er ikke grundlag for at betvivle hans forklaring om, at der i 1999 ikke gjaldt de samme vilkår som ved lokalaftalen fra 2000.
Hans gennemsnitlige arbejdsdag var på 11,6 timer. Arbejdsdagenes længde var dog meget varierede, og en gennemgang af lønsedlerne viser, at den gennemsnitlige arbejdstid pr. dag i de opgjorte lønperioder var mellem 10,0 og 13,4 timer. Sandsynligheden for, at arbejdstiden var under 10 timer pr. dag, er derfor ikke særlig stor.
Transporttiden mellem sædvanlig bopæl og arbejdssted ville ifølge Krak være 1 time og 20 minutter. Denne angivelse er alene vejledende, og den må antages ofte at være længere. Den daglige transporttid i bil ville derfor have udgjort 3-3½ timer. Han skulle endvidere hjemmefra i så god tid, at han kunne nå frem til arbejdspladsen, hvorfor den daglige transporttid må antages at have været omkring 4 timer. Dertil skal lægges tid til omklædning og bad.
Det kan ikke antages, at transporttiden med tog ville have været kortere, og det ville endvidere ofte ikke have været muligt at nå frem til arbejdspladsen til tiden.
A har derfor på fornøden vis dokumenteret, at han på langt størstedelen af arbejdsdagene ikke havde mulighed for at overnatte på bopælen. De dage, hvor hans arbejdsdag var 10 timer eller mere, var det umuligt at tage til bopælen. Når det høje gennemsnit lægges til grund, må der kunne lempes på dokumentationskravet.
Det må derfor antages, at genoptagelse af skatteansættelsen for As vedkommende vil føre til en ændring, hvorfor betingelsen for genoptagelse efter skattestyrelseslovens 34, stk. 2, er opfyldt. Det bemærkes herved, at det er tilstrækkeligt, at betingelserne er opfyldt for en enkelt dag.
5.2.3 Bs supplerende argumenter
B har særligt anført, at han i 1997 arbejdede dels for G3 A/S, dels for G1. 1 1998 og 1999 arbejdede han alene for G1. Det var hårdt fysisk arbejde.
B overnattede i sin campingvogn tæt ved arbejdsstedet. Hans forklaring herom støttes af erklæringerne fra G5 A/S og G1.
Han havde ikke mulighed for at anvende offentlige transportmidler. Han havde ikke rådighed over eller adgang til en bil, og allerede af den grund kunne han ikke køre til arbejdsstedet.
Hvis dette ikke kan tillægges vægt, må det lægges til grund, at transporttiden i bil mellem hans sædvanlige bopæl og arbejdssted ifølge Krak ville være omkring 1 time og 15 minutter. Denne angivelse er alene vejledende, og det må antages ofte at have taget længere tid. Den daglige transporttid i bil tur-retur ville derfor have udgjort 3-3½ timer. Han skulle endvidere hjemmefra i så god tid, at han kunne nå frem til pladsen, hvorfor den daglige transporttid må antages at have været omkring 4 timer. Dertil skal lægges tid til omklædning og bad.
Han blev i marts måned 1997 efter eget ønske flyttet fra G3 A/S' ...afdeling til et arbejde ved .... Det er ikke rigtigt, at han i den første måned efter overflytningen dagligt kørte frem og tilbage mellem bopælen og arbejdsstedet.
Af lønsedlerne fra G3 A/S fremgår, at han under denne ansættelse havde en varierende arbejdstid. Den gennemsnitlige arbejdstid var dagligt mellem 7,45 og 11,2 timer. Den af G3 A/S udarbejdede oversigt vedrørende overarbejdstimer viser, at der var en del dage, hvor han arbejdede mere end 9 timer.
Det bestrides ikke, at han på de øvrige dage havde mulighed for at overnatte på bopælen, men der var mange dage, hvor han som følge af den lange arbejdstid ikke havde denne mulighed.
Selv om det må lægges til grund, at den gennemsnitlige arbejdstid hos G1 i 1997 var 8,57 timer, så fremgår det af den af G1 udarbejdede oversigt over overarbejde af 26. januar 1999, at B i uge 47/48 havde 36 overarbejdstimer, og i uge 49/50 havde 41,5 overarbejdstimer. Hertil kommer, at der efter hans forklaring ikke var noget weekendarbejde i denne periode. Derfor skal der lægges et betydeligt antal timer oven i den normale arbejdsdag.
B havde i 1998 og 1999 en gennemsnitlig arbejdsdag på mere end 11,2 timer. Han har forklaret, at hans daglige arbejdstid var fra kl. 7.00 til 19.00, eller 12 timer om dagen inklusive betalte pauser. Der var endvidere nogle weekender, hvor han arbejdede.
Det er derfor i fornødent omfang sandsynliggjort, at han på alle hverdage arbejdede mindst 12 timer, hvortil skal lægges tid til bad og tøjskifte, samt til transport til bopælen. Han havde derfor ikke mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.
Det erkendes, at de selvangivne fradrag talmæssigt er opgjort ukorrekt, hvilket er baggrunden for den nedlagte påstand.
5.3 Biintervenientens argumenter
Fagligt Fælles Forbund har til støtte for de sagsøgtes påstande anført, at der af ordlyden af ligningslovens § 9, stk.5, eller af denne bestemmelses forarbejder ikke kan udledes et objektivt umulighedskriterium. Der skal i stedet foretages en konkret vurdering af den enkelte skatteyders forhold. Det støttes af Højesterets dom af 30. juni 2005, SKM2005.318.HR. Der er i øvrigt ved afgørelsen ikke taget stilling til den situation, hvor skatteyderen ikke har rådighed over eller adgang til en bil.
Der henvises endvidere til de forhold, der tidligere var og fortsat er gældende på det statslige område samt til, at formålet med reglerne om rejsegodtgørelse er at sikre "mobiliteten af arbejdskraften."
Objektiveringen er en efterfølgende og ulovhjemlet administrativ skærpelse af rejsegodtgørelsesreglerne. Det viser udviklingen i skattemyndighedernes udtalelser, vejledninger og cirkulærer siden bestemmelsernes vedtagelse i 1996.
Der må lægges afgørende vægt på konklusionerne i CASA rapporterne og på MKs forklaring om en overhyppighed af arbejdsulykker blandt de arbejdere, som pendlede i forbindelse med Storebæltsprojektet.
Arbejdsmiljølovens hviletidsbestemmelser sætter endvidere en overordnet grænse for, hvor længe man må arbejde. Såfremt arbejdstid iberegnet omklædning og tid til transport overstiger 13 timer, må der være adgang til "at sove ude."
Det kan lægges til grund, at de sagsøgtes daglige arbejdstid har været omkring 11 timer. Det støttes tillige af CASA's 2. og 3. delrapport, hvoraf fremgår, at de fleste arbejdsmodeller havde en arbejdsdag på 11-12 timer.
Betingelserne for, at de sagsøgte kan foretage fradrag for rejseudgifter, er derfor i væsentligt omfang opfyldt.
6. Landsrettens begrundelse og resultat
6.1 Indledende bemærkninger om A og B
Det lægges til grund, at A i 1998 blev ansat af G1 som betonpumpeoperatør i forbindelse med opførelsen af Metroprojektet i København, hvor han var ansat i 1999.
Det lægges endvidere til grund, at B 20. marts 1997 blev ansat hos G3 som jord- og betonarbejder i forbindelse med opførelsen af Øresundsforbindelsen. Han blev den 13. oktober 1997 ansat hos G1, og var - bortset fra en kortvarig ansættelse hos G4 Byg ApS i 1998 - ansat hos denne arbejdsgiver frem til udgangen af 1999, hvor han arbejdede som jord- og betonarbejder på Metroprojektet i København.
A og B blev ikke af deres respektive arbejdsgivere udsendt til de nævnte arbejdssteder.
Sagerne angår spørgsmål om As og Bs adgang til at foretage fradrag for rejseudgifter i indkomstårene 1997, 1998 og 1999, og skal derfor som udgangspunkt afgøres efter § 9, stk. 5, 2. pkt., i dagældende ligningslov.
Der er mellem parterne enighed om, at A og Bs arbejdssteder i de relevante indkomstår var midlertidige, sådan som dette begreb må forstås efter den nævnte bestemmelse.
6.2 Særligt om A
Afstanden mellem As bopæl i Vestsjælland og arbejdsstedet i København var ca. 115 km. Den normale transporttid, hvad enten transporten skete med bil eller tog, må antages at have været i hvert fald 1½ time hver vej.
Parterne er enige om, at As daglige arbejdstid på baggrund af lønsedlerne for hver 14 dages periode gennemsnitlig var mellem 10 og 13,4 timer, og at han for hele perioden havde en gennemsnitlig daglig arbejdstid på 11,6 timer.
A har forklaret, at han fungerede som sjakbajs under ansættelsen, og at han havde et fysisk hårdt arbejde. Hans arbejdsdag startede ofte kl. 05.30, med fremmøde på pladsen kl. 07.00, og arbejdsdagen sluttede jævnligt sent på eftermiddagen eller ud på aftenen. Han havde derfor som udgangspunkt en 10 timers arbejdsdag, og han overholdt 11-timersreglen.
Der findes ikke grundlag for at tilsidesætte hans forklaring om, at han i indkomståret 1999 overnattede i den af G1 etablerede camp på ... København, og at han alene i weekender kørte til og fra sin sædvanlige bopæl i Vestsjælland.
Under disse omstændigheder findes det tilstrækkeligt godtgjort, at A på grund af afstanden mellem bopælen og det midlertidige arbejdssted i betydeligt omfang ikke havde mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, og at betingelserne i den dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, 2. pkt., er opfyldt.
Den omstændighed, at A ikke med sikkerhed har godtgjort, om han for hver enkelt af arbejdsdagene hos G1 i 1999 opfyldte betingelserne for at kunne foretage fradrag for rejseudgifter, kan ikke føre til, at han for hele indkomståret nægtes et sådant fradrag.
Han har derfor krav på, at skatteansættelsen for indkomståret 1999 genoptages, jf. skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, hvorfor hans påstand om frifindelse tages til følge.
6.3 Særligt om B
Der er mellem parterne enighed om, at B ikke kunne benytte offentlige transportmidler mellem den sædvanlige bopæl og de respektive arbejdspladser.
Da B har søgt og fået ansættelse hos de respektive arbejdsgivere, og da hans forhold derfor skal afgøres efter bestemmelsen i den dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, 2. pkt., kan der ikke lægges vægt på, at han ikke havde mulighed for at køre bil.
Afstanden mellem Bs bopæl ... og de respektive arbejdssteder i København var på henholdsvis ca. 98,5, ca. 96 og ca. 97 km, og den normale transporttid i bil må antages at have været i hvert fald 1½ time hver vej.
Det lægges efter bevisførelsen til grund, at B midt i marts 1997 købte en campingvogn, som han umiddelbart efter ansættelsen hos G3 A/S stillede i G5 A/S' camp på ... og efterfølgende under ansættelsen hos G1 på ..., begge steder i København.
Der er ikke grundlag for at tilsidesætte hans forklaring om, at han i alle indkomstårene til hverdag overnattede i denne campingvogn, og at han ikke tog hjem til sin sædvanlige bopæl på hverdage, men hovedsageligt i weekenderne.
Det lægges efter Bs forklaring til grund, at hans arbejde som jord- og betonarbejder var fysisk hårdt.
6.3.1 Indkomståret 1997 - ansættelsen hos G3 A/S
Der er mellem parterne enighed om, at Bs gennemsnitlige daglige arbejdstid i 14 dages perioder fra 17. marts til 10. oktober 1997 var mellem 7,45 og 11,2 timer.
B har forklaret, at den faste daglige arbejdstid lå i tidsrummet fra kl. 07.00 til 15.30, og at der næsten dagligt var overarbejde. Han har endvidere forklaret, at der ikke var afspadsering, men at han overholdt 11-timersreglen.
Det fremgår af den af G3 A/S udarbejdede oversigt vedrørende over- og weekendarbejde dateret den 9. februar 1997, at Bs overarbejde på hverdage varierede mellem 0,5 timer og 10 timer, og at han tillige arbejdede i weekender, nogle weekenddage 10 timer eller mere.
For så vidt angår de dage, hvor Bs daglige arbejdstid var på 10 timer eller mere, findes det herefter tilstrækkelig godtgjort, at han på grund af afstanden mellem bopælen og det midlertidige arbejdssted ikke havde mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, og at han for disse dage opfylder betingelserne i den dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, 2. pkt.
Den omstændighed, at han ikke med sikkerhed har godtgjort, om han for hver enkelt arbejdsdag opfylder betingelserne for at kunne foretage fradrag for rejseudgifter, kan ikke føre til, at han for hele perioden nægtes et sådant fradrag.
6.3.2 Indkomståret 1997 - ansættelsen hos G1
Der er mellem parterne enighed om, at Bs gennemsnitlige daglige arbejdstid var på 8,57 timer.
B har forklaret, at hans normale daglige arbejdstid var fra kl. 07.00 til 15.30, at han i denne periode havde en kortere arbejdstid, og at der ikke var noget weekendarbejde.
Det fremgår af G1's erklæring om overarbejdstimer af 26. januar 1999, at B i uge 47/48 havde 36,0 overarbejdstimer og i uge 49/50 havde 41,5 overarbejdstimer. Der var ikke i de øvrige uger et væsentligt overarbejde.
Det findes herefter alene, for så vidt angår ugerne 47/48 og 49/50, tilstrækkelig godtgjort, at han på de hverdage, hvor han arbejdede, på grund af afstanden mellem bopælen og det midlertidige arbejdssted ikke havde mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, og at han for disse uger opfylder betingelserne i den dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, 2. pkt.
Den omstændighed, at han ikke med sikkerhed har godtgjort, om han for hver enkelt arbejdsdag opfylder betingelserne for at kunne foretage fradrag for rejseudgifter, kan ikke føre til, at han for disse uger nægtes et sådant fradrag.
6.3.3 Indkomstårene 1998 og 1999 - ansættelsen hos G1 og G4 Byg ApS
B har forklaret, at han under sin ansættelse hos G4 Byg ApS i en periode på 3 uger i 1998 havde en daglig arbejdstid fra kl. 07.00 til 15.30, og at der ikke var noget overarbejde.
Det findes derfor ikke godtgjort, at han under denne ansættelse ikke havde mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Betingelserne for at foretage fradrag for rejseudgifter er derfor ikke opfyldt.
Der er mellem parterne enighed om, at B under sin ansættelse hos G1 havde en gennemsnitlig daglig arbejdstid på 11,2 timer.
B har forklaret, at den normale arbejdsdag startede kl. 06.30, at arbejdstiden hver dag var fra kl. 07.00 til 19.00, og at der var meget overarbejde.
Det findes herefter tilstrækkelig godtgjort, at han på grund af afstanden mellem bopælen og det midlertidige arbejdssted i betydeligt omfang ikke havde mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, og at han derfor opfylder betingelserne i den dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, 2. pkt.
Den omstændighed, at B ikke med sikkerhed har godtgjort, om han for hver enkelt arbejdsdag i 1998 og 1999 opfyldte betingelserne for at kunne foretage fradrag for rejseudgifter, kan ikke føre til, at han for disse indkomstår i det hele nægtes et sådant fradrag.
6.3.4 Sammenfattende bemærkninger vedrørende B
Da B har anerkendt, at han har begået fejl ved opgørelsen af de selvangivne fradrag for rejseudgifter i indkomstårene 1997, 1998 og 1999, og som følge af landsrettens afgørelse vedrørende de enkelte perioder, tages hans påstand om hjemvisning til følge som fastsat nedenfor.
7. Sagsomkostninger
Efter værdien af parternes påstande og sagernes udfald skal Skatteministeriet betale sagsomkostninger til A og B, som anført nedenfor. I beløbet er der taget hensyn til, at A og B har afholdt udgifter til fremstilling af løse bilag til ekstrakt og tillægsmaterialesamling med i alt 4.995 kr., der er fordelt med halvdelen til hver.
Da sagerne vedrører spørgsmål, der må antages at få vidererækkende betydning, og under hensyntagen til Fagligt Fælles Forbunds generelle interesse, ophæves sagens omkostninger i forholdet mellem Skatteministeriet og forbundet, jf. retsplejelovens § 252, stk. 4, jf. § 312, stk. 2.
T h i k e n d e s f o r r e t
A frifindes.
Sagerne om Bs fradrag for rejseudgifter for indkomstårene 1997, 1998 og 1999 hjemvises til fornyet opgørelse.
Skatteministeriet skal i sagsomkostninger betale 17.500 kr. til A og 27.500 kr. til B.
Ingen af de øvrige parter betaler sagsomkostninger til en anden part.
De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.