Parter

A
(Advokat Søren Aagaard)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokatfuldmægtig Anders Sparholt Jørgensen)

Afsagt af byretsdommer

Jacob Scherfig

Sagens baggrund og parternes påstande

Under denne sag, der er anlagt den 27. august 2010, har sagsøgeren, A, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at hans skattetilsvar vedrørende indkomståret 1998, jf. brev af 19. juni 2008, er forældet.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt restskattekravet mod A vedrørende indkomståret 1998 er forældet.

Hovedspørgsmålet i sagen er, hvorvidt der mellem sagsøgte og A i august/september 2001 eller i januar 2002 blev indgået en aftale om henstand vedrørende restskattekravet, som medførte, at forfaldstidspunktet blev udsat.

Der er mellem parterne enighed om, at restskattekravet ikke er forældet, hvis der i august/september 2001 eller i januar 2002 blev indgået en aftale om henstand.

Landsskatteretten traf den 28. maj 2010 kendelse i sagen. Af kendelsen fremgår blandt andet:

"...

Klagen skyldes, at SKAT har truffet afgørelse om opgørelse og opkrævning af et restskattekrav for indkomståret 1998 på grundlag af Østre Landsrets dom i sagen om grundlaget for kravet. Klageren har gjort gældende, at kravet er forældet.

Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Sagens oplysninger

Klageren fraflyttede pr. 15. august 1998 Danmark og tog bopæl i udlandet. På fraflytningstidspunktet var han ejer af hele aktiekapitalen i selskabet H1 A/S i likvidation. Fraflytningen medførte, at han i henhold til den dagældende bestemmelse i aktieavancebeskatningslovens § 13 a (fraflytningsaktieavancebeskatning) var skattepligtig i indkomståret 1998 af urealiseret aktieavance af aktierne.

Klagerens selvangivelse for indkomståret 1998 var vedlagt et selvstændigt bilag med beregning af fraflytningsaktieavancen til 4.020.714 kr. Tallet var ikke angivet på den udfyldte selvangivelsesblanket.

Årsopgørelse nr. 1 for indkomståret 1998 for klageren blev udskrevet den 13. juli 1999 og resulterede i en restskat på 15.849 kr. og et restarbejdsmarkedsbidrag på 9.197 kr. Fraflytningsaktieavancen var ikke medregnet på årsopgørelsen.

Skatteafdelingen i ...1 kommune traf den 21. april 2001 afgørelse om forhøjelse af klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1998, idet aktieindkomst blev forhøjet fra 0 kr. til 5.138.039 kr. (fraflytningsaktieavance). Endvidere blev en selvangivet fratrædelsesgodtgørelse på 99.113 kr. forhøjet med 75.000 kr.

Årsopgørelsen nr. 2 for indkomståret 1998 for klageren blev herefter udskrevet den 7. maj 2001. Årsopgørelsen resulterede i en restskat på 2.488.932 kr. samt et restarbejdsmarkedsbidrag på 7.560 kr.

Klageren påklagede den 21. maj 2001 afgørelsen af 21. april 2001 til skatteankenævnet i ...1 kommune. Sagen blev efterfølgende indbragt for Landsskatteretten i medfør af overspringelsesreglen i den dagældende skattestyrelseslovs § 21, stk. 5. Over for Landsskatteretten fremsattes påstand om, principalt at aktieavancebeskatningslovens § 13 a var i strid med EU-retten på en række punkter, subsidiært at værdiansættelsen af aktieavancen skulle nedsættes til 4.020.714 kr. eller mere subsidiært et beløb efter Landsskatterettens skøn.

Med henvisning til klagen anmodede klagerens revisor på klagerens vegne den 18. juni 2001 ToldSkat om, at klageren blev bevilget henstand med betaling af de krav, der var omfattet af klagen til skatteankenævnet.

Skatteafdelingen i ...1 kommune bevilgede den 23. juli 2001 klageren henstand med betaling af de krav, der var omfattet af klagen til skatteankenævnet og eventuelt senere Landsskatteretten. I afgørelsen var som vilkår fastsat, at klageren inden 1 måned skulle stille sikkerhed for det fulde henstandsbeløb. Henstandsbeløbene var i afgørelsen angivet til 574.339 kr. i restskat og 7.560 kr. i restarbejdsmarkedsbidrag.

Skatteafdelingen i ...1 kommune traf den 20. august 2001 nye henstandsafgørelser, idet det samlede henstandsbeløb havde været opgjort forkert i afgørelsen af 23. juli 2001. Afgørelserne havde efter det oplyste samme indhold, bortset fra at henstandsbeløbene nu udgjorde restskat på 2.488.932 kr. samt restarbejdsmarkedsbidrag på 7.560 kr.

Klagerens revisor påklagede på klagerens vegne den 6. september 2001 afgørelserne af 20. august 2001 til ToldSkat for så vidt angår vilkåret om sikkerhedsstillelse.

ToldSkat stadfæstede ved afgørelse af 5. oktober 2001 kravet om sikkerhedsstillelse.

Klageren stillede ikke den krævede sikkerhedsstillelse.

Kravene blev derfor herefter overgivet fra Skatteafdelingen til opkrævningsafdelingen i ...1 kommune med henblik på inddrivelse.

Opkrævningsafdelingen i ...1 kommunes sendte den 15. januar 2002 følgende brev til klageren:

"...

Vedr. skyldig restskat og arbejdsmarkedsbidrag for 1998, i alt 2.496.492,00

Det skal hermed bekræftes, at vi den 14. januar 2001 har indgået aftale om afviklingen af ovennævnte skatte- og afgiftsbeløb, som er påklaget til Landsskatteretten.

Aftalen er bragt i stand, fordi den af skatteafdelingen den 20. august 2001 indrømmede henstand med betaling bortfalder, fordi De ikke umiddelbart kan stille sikkerhed for den påklagede skatterestance.

Vi bekræfter hermed, at det er aftalt, at vi berostiller inddrivelsen af ovennævnte skattebeløb, indtil der foreligger en kendelse fra Landsskatteretten, såfremt vi modtager kr. 1.000.000,00 senest torsdag den 31. januar 2002.

Det indgår i aftalen, at De betaler den del af skattebeløbet, som resterer i henhold til Landsskatterettens kendelse, når den foreligger, uanset om De vælger at føre sagen videre for landsretten.

De anmodes om at kontakte opkrævningsafdelingen, når Landsskatterettens kendelse foreligger, med henblik på aftale om gennemførelse af betaling af restbeløbet og eventuel omberegning af skattekravet.

Det bemærkes, at berostillingen af inddrivelsen ikke har indflydelse på beregning af morarenter, og at vi forbeholder os ret til at foretage modregning i udbetaling fra staten i form af overskydende skat, merværdiafgift m.v.

..."

Klageren indbetalte den 1. februar 2002 et beløb på 1 mio. kr. til opkrævningsafdelingen.

Opkrævningsafdelingen i ...1 kommune sendte den 31. august 2004 følgende brev til klageren:

"...

Restskat indkomstår 1998 samt påløbne morarenter af samme restskat

I fortsættelse af vores brev af 31. juli 2002, har vi for nyligt undersøgt ved Landsskatteretten hvornår det kunne forventes, at der blev truffet en afgørelse i Deres sag.

Vi fik oplyst, at der er flere identiske sager lig Deres, derfor skulle vi tidligst forvente, at der forelå en afgørelse i sagen indenfor de næste 6 til 9 måneder.

Ved etablering af aftale den 15. januar 2002, havde vi en forventning om, at der ville komme en afgørelse fra Landsskatteretten allerede primo 2003, men som skitseret ovenfor er dette ikke tilfældet. Hvilket bevirker, at vi som inddrivelsesmyndighed ikke kan fortsætte med at give opkrævningsmæssig henstand indtil der foreligger en kendelse fra Landsskatteretten, da vi kan risikere at komme ind i en forældelsesproblematik, hvilket vi ikke ønsker.

Der skal vi venligst anmode om, at De søger om ligningsmæssig henstand indtil Deres sag ved Landsskatteretten er afgjort. Deres henstandsansøgning skal sendes til:

Skattecenter

..."

Klagerens revisor fremsatte over for kommunen i brev af 29. september 2004 indsigelser imod brevet af 31. august 2004. Af brevet fremgår blandt andet:

"...

Henstand er bevilget

Vor klient har straks efter skatteansættelsen er foretaget - og umiddelbart i forbindelse med påklage af afgørelsen - anmodet om henstand.

Ved ...1 kommunes breve af 20. august 2001 er henstand bevilget som følger:

"...

Henstanden gælder i max. 4 år - til den 20. august 2005 - dog længst til klagen er afgjort ved det administrative klagesystem (Skatteankenævn og evt. Landsskatteretten).

..."

Vor klient skal derfor allerede af den grund ikke yderligere afgive henstandsanmodninger - og vor klient fastholder via klagen sin grundlæggende hjemmelsprotest mod skattekravet.

..."

Efterfølgende fremsatte klagerens revisor ved brev af 4. oktober 2004 anmodning til ...1´s kommunes opkrævningsafdeling om, at klageren under klagebehandlingen ved Landsskatteretten blev bevilget henstand uden krav om sikkerhedsstillelse. Brevet blev oversendt til Skattecenter ...2 til besvarelse.

Skattecenter ...2 besvarede den 14. oktober 2004 anmodningen og anførte, at klageren den 20. august 2001 havde fået bevilget ligningsmæssig henstand på betingelse af, at der inden 1 måned blev stillet sikkerhed. Denne afgørelse havde for så vidt angår kravet om sikkerhedsstillelse været påklaget til ToldSkat, der havde fastholdt afgørelsen. I skattecentrets brev anførtes videre:

"...

Afgørelsen fra ToldSkat kunne ikke påklages til anden administrativ myndighed, men kunne indbringes for domstolene inden 3 måneder fra afgørelsens dato, hvilket ikke ses at være tilfældet.

Vi må konstatere, at ToldSkats afgørelse med krav om sikkerhedsstillelse ikke er opfyldt og dermed også forudsætningen for bevilling af ligningsmæssig henstand i forbindelse med klagen til Landsskatteretten.

Restancen er følgelig forfalden til indbetaling.

..."

Ved brev af 20. oktober 2004 påklagede klagerens revisor på klagerens vegne skattecentrets afslag på henstand af 14. oktober 2004 til ToldSkat. Af klagen fremgår:

"...

Historik om sagsforløb

Sagsbehandlingen i relation til Deres beskrivelse af forløbet ved brev af 14. oktober 2004 om opkrævningsspørgsmålet bærer klart præg af, at forvaltningerne er samlet under ..., hvor nye sagsbehandlere ikke er klar over sagsforløbet i ...1 kommune.

 

1.	Den 23. juli 2001 gives henstand med betaling af skatten for indkomståret 1998 som følge af klagen til Skatteankenævnet og senere Landsskatteretten.
2.	Henstanden var betinget af sikkerhedsstillelse, hvilket forhold blev påklaget til ToldSkat.
3.	Da vor klient ikke kunne stille fuld sikkerhed blev forhandlinger optaget med ...1 kommune.
4.	Den 15. januar 2002 bekræfter kommunen ved brev aftale af 14. januar 2001 [må rettelig være 2002], hvor det bekræftes, at opkrævningen berostilles mod at der for en del af kravet sker indbetaling, dvs. 1.000.000 kr. Vedrørende ansættelsen om fraflytningsskatten. Der henvises fra forvaltningens side i brevet til klagesagen i Landsskatteretten for vor klient.
5.	Der optages igen forhandling med kommunen og der indgås en konkret aftale. Vor klient har ikke modtaget skriftlig bekræftelse på aftalen, men den indebar en sikkerhedsstillelse i form af bankgaranti.
6.	Forvaltningen opkræver i 2002 morarenter på årsopgørelsen for 2001 - og disse renter vedrører sagen for 1998 og der fremsendes følgende brev af 31. juli 2002 fra forvaltningen: "Det skal bemærkes, at opkrævningsafdelingen den 14. januar 2002 har indgået en aftale med A om afvikling af restskatten for 1998, som træder i stedet for den bevilgede henstand og de til henstanden tilknyttede vilkår. Vi er selvfølgelig indstillet på, at de påløbne morarenter indgår i den med A etablerede aftale om afvikling af restskatten for 1998."

Afsluttende bemærkning

På baggrund af ovenstående er det vor påstand, at vor klients aftale med opkrævningsafdelingen, jf. den foreliggende afviklingsaftale som i sit indhold reelt udgør en henstandsaftale af januar/juli 2002, der har afløst henstandsaftale af 23. juli 2001 skal respekteres indtil Landsskatteretten har afsagt kendelse.

..."

ToldSkat skrev den 17. november 2004 følgende brev til klagerens revisor:

"...

Ved brev af 20. oktober d.å. har revisionsfirmaet på vegne af A klaget over Skattecenter ...2´s beslutning af 14. oktober 2004 om at kræve sikkerhedsstillelse for skattekrav vedrørende indkomståret 1998 i forbindelse med bevilget henstand af skattebetalingen for indkomståret 1998, mens klagebehandlingen ved Landsskatteretten pågår, jf. den dagældende sagsudlægningsbekendtgørelse § 22.

Sagen ved Landsretten er endnu ikke færdigbehandlet.

I brevet til regionen henviser revisionsfirmaet til brev af samme dato sendt til Skattecenter ...2, hvor der argumenteres imod skatteforvaltningens synspunkter. Revisionsfirmaet fremhæver blandt andet, at opkrævningskontoret i ...1 kommune den 14. januar 2002 har indgået aftale med A om, at der kan bevilges henstand med skattebetalingen (hovedstol og renter) uden sikkerhedsstillelse til Landsskatterettens afgørelse foreligger.

A har ultimo januar og primo februar 2002, altså inden aftalen med opkrævningskontoret i ...1 kommune, indbetalt kr. 1 mio. jf. vedlagte udskrifter, som er brugt til at nedskrive hovedstolen på skattekravet for 1998. Det indbetalte beløb fremstår derfor ikke som en sikkerhedsstillelse, men som en skattebetaling, hvorfor det indbetalte beløb ikke kan tilbagebetales, før en landsskatteretskendelse måtte medføre en nedsættelse af indkomstopgørelsen.

Aftalen med opkrævningskontoret er efter regionens opfattelse en positiv forvaltningsakt, som trods regionens afgørelse af 5. oktober 2001 må respekteres af skattemyndighederne, hvorfor regionen er af den opfattelse, at der ikke kan kræves sikkerhedsstillelse for den tilbageværende hovedstol og påløbne morarenter på grundlag af ligningsmyndighedens og regionens oprindelige afgørelser.

Opkrævningskontoret i ...1 kommune har telefonisk oplyst dags dato, at den er enig med regionen i det oven for anførte.

Skattecenter ...2 har ligeledes telefonisk dags dato oplyst, at skatteforvaltningen ikke har været opmærksom på aftalen med opkrævningskontoret, og at denne stiller sagen i et andet lys.

Vi skal bemærke, at henstanden i sin tid blev givet med henvisning til sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22 (nu § 27) og ikke til aktieavancebeskatningslovens § 13 a. Vurderingen af om der skal kræves sikkerhedsstillelse i forbindelse med henstanden under klagesagsbehandlingen, sker derfor ud fra en samlet vurdering af betalingsevne og -vilje samt skattemyndighedernes mulighed for at kunne foretage eventuel inddrivelse, når skatten til sin tid kommer til opkrævning. Fraflytning til et andet EU land kan ikke i sig selv begrunde krav om sikkerhedsstillelse. Der indgår ved vurderingen således ingen elementer, der medfører forskelsbehandling af skatteydere, der flytter til Jylland eller udlandet.

Såfremt der er spørgsmål til ovenstående, står vi gerne til rådighed.

Opkrævningskontoret i ...1 kommune og Skattecenter ...2 har fået tilsendt kopi af dette brev.

..."

Ved brev af 24. november 2004 forespurgte klagerens revisor ToldSkat om, hvorvidt der var indtrådt forældelse af de omhandlede krav på 2.488.932 kr. og 7.560 kr.

Ved brev af 2. december 2004 besvarede ToldSkat forespørgslen. Af brevet fremgår blandt andet:

"...

Tilbage står således hovedproblematikken om, hvorvidt forældelse efter 1908-loven for restskatten i forbindelse med ansættelsesændringen i årsopgørelse nr. 2 skal regnes fra hovedforfald oktober 1999 eller fra forfaldstidspunktet for opkrævningen af den nye skat, dvs. august og september 2001. I førstnævnte tilfælde vil der på nuværende tidspunkt være indtrådt forældelse, men endnu ikke i det sidstnævnte tilfælde.

Den 5-årige forældelsesfrist løber altid fra hovedforfald for skatten for et indkomstår. Det vil i dette tilfælde sige fra 1. september, 1. oktober og 1. november 1999. Det gælder også for en restskat for et indkomstår som følge af ansættelsesændring. Dette understreges også ved, at det af kildeskattelovens § 62 A, stk. 1, fremgår, at de almindelige bestemmelser for betaling af restskat, jf. kildeskattelovens § 61, stk. 3 - 6, skal gælde for restskat opstået som følge af ansættelsesændring. Som udgangspunkt er der derfor efter den 5-årlige forældelsesfrist indtrådt forældelse for indkomståret 1998.

Imidlertid sættes den 5-årige forældelse i bero eller suspenderes fra det tidspunkt, der bevilges henstand med betalingen under klagesagsbehandling, dog højst for 4 år, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 27. Herefter skal der atter søges om henstand. Anmodningen om henstand indebærer, at der gives afkald på at gøre forældelsesfristen efter 1908-loven gældende i henstandsperioden. Når henstandsperioden ophører, fortsætter den 5-årlige forældelsesfrist med at løbe, medmindre der bevilges fornyet henstand.

I nærværende tilfælde er der af ligningsmyndigheden i ...1 kommune givet henstand med skattebetalingen mod sikkerhedsstillelse inden en måned fra brevdatoen 23. juli 2001. Sikkerhedsstillelsen bliver aldrig etableret, hvorfor henstanden bortfalder, når 1. månedsfristen er udløbet. Det indebærer, at forældelsen løber videre, indtil opkrævningskontoret i ...1 og A indgår betalingsaftalen af 14. januar 2002, der lyder på delvis betaling og henstand med restbeløbet inklusive renter påløbet i 2001 indtil Landsskatterettens kendelse foreligger. A overholder sin del af aftalen ved indbetaling af 1 mio. kr.

En betalingsaftale som denne afbryder ifølge praksis den 5-årige forældelsesfrist. Forældelsesfristen har derved været suspenderet siden 25. januar 2002 [må rettelig være 15. januar 2002]. Vi finder derfor, at der ikke er indtrådt forældelse for henstandsbeløbet vedrørende indkomståret 1998.

..."

Klagerens revisor påklagede den 8. marts 2005 afgørelsen i brevet af 2. december 2004 om, at kravet ikke var forældet, til Told- og Skattestyrelsen.

Told- og Skattestyrelsen traf den 22. marts 2005 følgende afgørelse:

"...

På grundlag af det faktiske begivenhedsforløb kan Told- og Skattestyrelsen oplyse, at der træffes afgørelse om, at ToldSkat´s afgørelse af 2. december 2004 stadfæstes.

Afgørelsen kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, men kan inden 3 måneder fra dags dato indbringes for landsretten ved anlæggelse af retssag mod Skatteministeriet, jf. skattestyrelseslovens § 31.

Som begrundelse for afgørelsen kan - udover det af regionen anførte - henvises til, at det bevismæssigt er lagt til grund, at der d. 14. januar 2002 med Deres klients accept/medvirken er etableret en ordning, der i realiteten kan sidestilles med en henstandsaftale, jf. herved TfS 1994.682 ØLD, hvor forældelse blev anset for neutraliseret, fordi skyldneren havde foranlediget berostilling af opkrævningen.

Det er i øvrigt styrelsens opfattelse, at den egentlige baggrund for, at forældelsesfristen er neutraliseret i tilfælde af aftalt henstand/berostilling er, at situationen er analog til, at debitor har betalt beløbet. I sådanne situationer har debitor foranlediget, at kreditor er afskåret fra at foretage sædvanlige tvangsinddrivelsesskridt, således at det i henstandsperioden er faktisk umuligt for kreditor at afbryde forældelse.

Som følge heraf må det antages, at forældelsesfristen er "fastfrosset" eller neutraliseret i henstandsperioden, idet det tilføjes, at det på ingen måde er lagt til grund, at der er tale om en forældelsesafbrydende anerkendelse af skattegælden.

..."

Klagerens advokat har oplyst, at SKAT herefter løbende ved henstandsbreve har meddelt klageren henstand med betaling af kravet, indtil Landsskatterettens afgørelse forelå. Advokaten har oplyst, at dette er sket, uden at klageren har bedt om at modtage disse henstandsbreve.

Landsskatteretten traf ved kendelse af 9. december 2005 afgørelse i klagesagen om grundlaget for kravet. På punktet vedrørende urealiseret skattepligtig aktieavance (fraflytningsaktieavance) blev selve skattepligten ikke anset for EU-retsstridig. Derimod blev værdiansættelsen af aktierne ændret, således at forhøjelsen på 5.138.039 kr. blev nedsat til 4.020.714 kr. På punktet vedrørende skattepligtig fratrædelsesgodtgørelse blev forhøjelsen nedsat med 20.000 kr.

Klageren indbragte Landsskatterettens kendelse for Østre Landsret med påstand om, at beskatningen af fraflytningsaktieavance på 4.020.714 kr. burde ophæves, idet beskatningen var i strid med EU-retten.

Ved dom af 24. september 2007 fastslog Østre Landsret, at selve skattepligten i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 13 a ikke var EU-retsstridig. I præmisserne nævnte landsretten, at EF-domstolen i domspraksis havde fundet, at forskellige krav i tilknytning til fraflytningsaktieavanceskattepligten, for eksempel krav om sikkerhedsstillelse, var EU-retsstridige. Med bemærkning om, at disse krav (herunder rentebetaling) kunne udskilles fra spørgsmålet om selve skattepligten, og at det alene var sidstnævnte spørgsmål, der var til prøvelse i klagerens sag, stadfæstede Østre Landsret Landsskatterettens kendelse.

Klageren har indbragt Østre Landsrets dom for Højesteret, hvor sagen er verserende. Klagerens advokat har over for Højesteret anmodet om præjudiciel forelæggelse af spørgsmål for EF-domstolen.

Klagerens advokat har over for Landsskatteretten fremlagt breve af henholdsvis 26. juli 2006 og 13. februar 2007 fra klagerens revisor til SKAT, hvori indsigelsen om, at det omhandlede restskattekrav er forældet, fastholdes.

Af brevet af 26. juli 2006 (der vedrører en opkrævning af restance for perioden 1998-2004) fremgår endvidere indledningsvis, at revisoren gør gældende, at den foreliggende landsskatteretssag er indbragt for domstolene, hvorfor klageren som det mindre i det mere har adgang til henstand, jf. skatteforvaltningslovens § 51, stk. 3.

SKATs afgørelse

SKAT har den 19. juni 2008 truffet afgørelse om opgørelse, herunder særligt renteberegningen, og opkrævning af restskattekravet, der var omfattet af sagen ved Østre Landsret.

Afgørelsen er begrundet med, at som sagen foreligger oplyst over for skattecentret, er sagen ikke indbragt for Højesteret, hvorfor skattekravet derfor på grundlag af Østre landsrets dom kan opgøres.

Det samlede tilsvar pr. 1. juli 2008 udgør 1.126.814,77 kr. Beløbet er opgjort ud fra et slutskattebeløb på 1.621.249,07 kr. med tillæg af renter samt fradrag for det indbetalte beløb på 1 mio. kr.

Afslutningsvis er anført, at der vedlægges et girokort til indbetaling af beløbet, og at beløbet imødeses betalt inden den 14. juli 2008.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Forældelseslovens (lov nr. 522 af 6. juni 2007), der trådte i kraft den 1. januar 2008, har følgende ordlyd i § 30, stk. 1:

"...

Loven finder anvendelse også på tidligere stiftede fordringer, som ikke inden ikrafttrædelsesdagen er forældet efter de hidtil gældende regler, jf. dog stk. 2 og 4. Forældelse indtræder dog tidligst den 1. januar 2011, medmindre fordringen inden dette tidspunkt ville være forældet såvel efter denne lovs bestemmelser som efter de hidtil gældende bestemmelser. I det sidstnævnte tilfælde anvendes det seneste tidspunkt for forældelsens indtræden.

..."

Forældelseslovens § 21, stk. 1, har følgende ordlyd:

"...

Er der inden forældelsesfristens udløb af eller mod fordringshaveren anlagt rets- eller voldgiftssag om grundlaget for fordringen, indtræder forældelse tidligst 1 år efter sagens endelige afgørelse.

..."

Restskattekrav med tilhørende renter er omfattet af forældelseslovens anvendelsesområde, jf. lovens § 1.

Indtil den 1. januar 2008 var spørgsmålet om forældelse af restskattekrav m.v. reguleret i 1908-lovens § 1, jf. § 1, stk. 4.

Efter 1908-lovens § 1 gjaldt en forældelsesfrist på 5 år. Forældelsesfristen regnedes fra det tidspunkt, hvor fordringen kunne kræves betalt, jf. 1908-lovens § 2, 1. punktum.

1908-lovens § 2, 2. punktum, havde følgende ordlyd:

"...

Fordringen fortabes, medmindre fordringshaveren inden fristens udløb enten erhverver skyldnerens erkendelse af gælden eller foretager retslige skridt mod ham og uden ufornødent ophold forfølger disse til erhvervelse af forlig, dom eller anden retsafgørelse.

..."

Da grundlaget for det omhandlede restskattekrav er indbragt for Højesteret, hvor sagen er verserende, indtræder der efter de nye regler tidligst forældelse af kravet 1 år efter det tidspunkt, hvor Højesterets endelige afgørelse foreligger, jf. forældelseslovens § 21, stk. 1.

Spørgsmålet er herefter i henhold til forældelseslovens § 30, stk. 1, om kravet var forældet efter 1908-lovens regler inden ikrafttrædelsen af de nye regler, dvs. inden den 1. januar 2008.

Kravet, der består af restskat m.v. for indkomståret 1998, kunne tidligst have været krævet betalt i 3 hovedforfaldsrater med forfaldstidspunkt henholdsvis den 1. september 1999, den 1. oktober 1999 og den 1. november 1999, jf. kildeskattelovens § 61, stk. 4.

Det bemærkes herved, at 1908-lovens § 3 om suspension af forældelsesfristen på grund af skattemyndighedernes utilregnelige uvidenhed om kravets eksistens af de af advokaten anførte grunde ikke finder anvendelse i nærværende tilfælde.

Endvidere er der ikke foretaget retslige skridt til tvangsinddrivelse af kravet, jf. 1908-lovens § 2, 2. punktum, 2. led.

Det er fast antaget i domspraksis og litteratur i relation til 1908-loven, at bevilling efter anmodning af henstand med betaling af et krav medfører, at forfaldstidspunktet for kravet udskydes til henstandsperiodens sluttidspunkt, og at der derfor løber en ny forældelsesfrist regnet fra henstandsperiodens sluttidspunkt. Der henvises til blandt andet Højesterets domme af 3. december 1929 og 10. oktober 1989, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1930.68 H henholdsvis 1989.1046 H, samt Bo von Eyben, Forældelse I, s. 353, og Eivind Einersen m.fl., Forældelsesloven med Kommentarer, s. 128. Retstilstanden er desuden beskrevet i SKATs Inddrivelsesvejledning, afsnit F.13 (www.skat.dk).

Endvidere henvises til Østre Landsrets dom af 7. september 1994, offentliggjort i Tidsskrift for Skatteret 1994.682, hvor berostilling efter anmodning af inddrivelsen af et momskrav, indtil spørgsmålet om betalingsforpligtelsen var endeligt afgjort, medførte, at skyldneren havde afskåret sig fra at gøre forældelsesindsigelsen gældende.

Det må derfor antages, at det er uden betydning for den beskrevne retstilstand, om der er tale om henstand, der er bevilget af ligningsmyndighederne efter reglerne om henstand under klagebehandling i nu skatteforvaltningslovens § 51 (tidligere sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22), eller om en bevilget henstand/berostilling af inddrivelsen i inddrivelsesfasen, jf. nu inddrivelseslovens § 3, stk. 2, hvor adgangen til bevilling heraf nu er udtrykkeligt fastsat ved lov.

Efter Landsskatterettens opfattelse må den indgåede aftale mellem klageren og ...1 kommune, opkrævningsafdelingen, ud fra indholdet af brevet af 15. februar 2002 anses for en bindende aftale om, at klageren efter anmodning blev bevilget inddrivelsesmæssig henstand med betaling af kravet, indtil Landsskatterettens kendelse om grundlaget for kravet forelå. At udtrykket "berostillelse" anvendtes i stedet for "henstand" kan ikke føre til et andet resultat, jf. Østre Landsrets dom af 7. september 1994, offentliggjort i Tidsskrift for Skatteret 1994.682.

At opkrævningsafdelingen efterfølgende ved brev af 31. august 2004 tilbagekaldt aftalen med henvisning til, at en forudsætning for aftalens indgåelse efter skattemyndighedernes opfattelse var bristet, findes ikke at kunne ændre herved.

Det bemærkes, at klagerens revisor dels den 29. september 2004 fremsatte indsigelser over for kommunen i anledning af brevet af 31. august 2004, og dels i klageskrivelsen af 20. oktober 2004 til ToldSkat gjorde gældende, at aftalen mellem klageren og opkrævningsafdelingen reelt udgjorde en henstandsaftale af januar/ juli 2002, der havde afløst henstandsaftalen af 23. juli 2001, og derfor skulle respekteres, indtil Landsskatterettens kendelse forelå.

Endvidere bemærkes, at et vilkår i aftalen var, at klageren skulle foretage indbetaling af et beløb på 1.000.000 kr. Vilkåret blev opfyldt fra klagerens side.

På denne baggrund er der ej heller grundlag for at antage, at aftaleparterne ved indgåelsen af aftalen skulle have været af den opfattelse, at der, på trods af brevets indhold, ikke var tale om en bindende aftale om, at skattemyndighederne ikke ville foretage inddrivelsesmæssige skridt, så længe sagen var verserende ved Landsskatteretten.

Det må derfor lægges til grund, at der efter anmodning var indgået en bindende aftale, hvorefter skattemyndighederne var afskåret fra at foretage inddrivelsesmæssige skridt vedrørende kravet i perioden, hvor aftalen var gældende.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, finder, at uanset om tilbagekaldelsen af aftalen med henvisning til, at en forudsætning var bristet, var retmæssig eller ej, må aftalen derfor antages at have været gældende i perioden fra den 15. januar 2002 til i hvert fald den 31. august 2004, hvor aftalen blev tilbagekaldt.

Forældelsesfristen må således anses for at være afbrudt den 15. januar 2002, hvorefter der først begyndte at løbe en ny forældelsesfrist på 5 år tidligst fra det tidspunkt, hvor aftalen blev tilbagekaldt, dvs. tidligst fra den 31. august 2004. Der er derfor ikke inden ikrafttrædelsen af den nye forældelseslov indtrådt forældelse af kravet efter 1908-loven.

Disse retsmedlemmer stemmer derfor for, at der ikke er indtrådt forældelse efter 1908-loven af kravet med denne begrundelse.

Et retsmedlem finder, at opkrævningsafdelingen ikke havde hjemmel til ensidigt at meddele, at myndighederne trådte tilbage fra aftalen af 15. februar 2002. Klagerens revisor fremsatte således også indsigelser imod brevet af 31. august 2004 med henvisning til, at klageren havde fået bevilget henstand, indtil Landsskatterettens kendelse forelå, og at der allerede af denne grund ikke skulle indgives yderligere henstandsanmodninger. ToldSkat erklærede sig enig i dette med henvisning til, at aftalen af 15. januar 2002 var en positiv forvaltningsakt, som skulle respekteres af skattemyndighederne. Told- og Skattestyrelsen udtalte sig i afgørelsen af 22. marts 2005, der ikke blev indbragt for domstolene, ikke i modsat retning. Det må derfor skulle lægges til grund i nærværende sag, at der løb en bevilget inddrivelsesmæssig henstand/berostilling frem til den 9. december 2005, hvor Landsskatterettens kendelse forelå. Forældelsesfristen skal derfor regnes fra den 9. december 2005.

Dette retsmedlem stemmer derfor for, at der ikke er indtrådt forældelse efter 1908-loven af kravet med denne begrundelse.

Der træffes afgørelse med den af stemmeflertallet anførte begrundelse.

Samtlige retsmedlemmer finder, at der med henvisning til forældelseslovens § 29, stk. 1, ej heller er indtrådt forældelse efter overgangsbestemmelserne i forældelseslovens § 30, stk. 1, idet sagen om grundlaget for kravet ved Højesteret ikke er afsluttet.

Der kan derfor hverken gives klageren medhold i den principale eller den subsidiære påstand.

For så vidt angår den mere subsidiære påstand bemærkes, at anmodningen om eftergivelse, jf. den tidligere gældende bestemmelse i opkrævningslovens § 15, stk. 6 (nu inddrivelseslovens § 13, stk. 6) af det omhandlede restskattekrav på grund af myndighedsfejl, ikke har været behandlet af SKAT i 1. instans. Landsskatteretten kan derfor ikke behandle spørgsmålet, idet der ikke foreligger en klage over en afgørelse om spørgsmålet, jf. skatteforvaltningslovens § 11 modsætningsvis. Klageren henvises til at fremsætte en sådan anmodning over for SKAT.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor med den af stemmeflertallet anførte begrundelse.

..."

Højesteret stadfæstede ved dom af 23. juni 2011 landsrettens dom af 24. september 2007. Af dommen fremgår blandt andet:

"...

Supplerende sagsfremstilling

A har for Højesteret oplyst, at det navnlig var skattemyndighedernes krav om sikkerhedsstillelse og bestemmelsen om det løbende tillæg, der var årsag til beslutningen om likvidation af selskabet i forbindelse med hans fraflytning.

Skatteministeriet har anført, at man ikke under denne sag vil bestride A´s oplysninger om, hvilke personlige overvejelser der dannede grundlag for hans beslutning om at likvidere selskabet.

...

Højesterets begrundelse og resultat

...

Skatteministeriet har anerkendt, at reglen om, at skatteyderen skal søge om tilladelse og stille sikkerhed for at kunne få henstand med betaling af skatten, går videre, end det er nødvendigt, og at det samme gælder reglen om betaling af et tillæg, når der er givet henstand.

Der må herefter tages stilling til, om det forhold, at beskatningsordningen således på visse punkter går videre, end det er nødvendigt, medfører, at hele beskatningsordningen skal tilsidesættes, eller om det kun er de punkter, som er for vidtgående, der skal tilsidesættes.

Højesteret finder, at det forhold, at den i øvrigt lovlige beskatningsordning indeholder visse retsstridige elementer, ikke kan medføre, at hele ordningen bliver ugyldig, men kun, at de retsstridige elementer tilsidesættes. Dette resultat må fastholdes, selv om skatteyderen for at undgå sikkerhedsstillelse og skattetillæg vælger at afstå aktierne, her ved likvidation. EU-Domstolens dom i N-sagen bygger da også på en forudsætning om, at en i øvrigt lovlig beskatningsordning ikke skal tilsidesættes.

Det forhold, at der muligt er andre ulemper knyttet til beskatningsordningen - f.eks. i henseende til omstrukturering og succession - kan ikke føre til et andet resultat for så vidt angår beskatningen af A, der ikke efter det oplyste har været berørt af sådanne mulige ulemper.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

..."

Forklaringer

A har forklaret blandt andet, at han nu er pensionist. Han flyttede til udlandet den 15. august 1998 dels af helbredsmæssige grunde og dels, da han havde lyst til at bo i den landsby, hvor han fortsat bor. Inden flytningen havde han selskabet H1 A/S. Han valgte at likvidere selskabet i 1998, da han ville blive stillet over for et krav om sikkerhedsstillelse, som han ikke kunne honorere. I januar 2002 havde han et møde med opkrævningsafdelingen. Det var ikke ham, der tog initiativ til mødet. Han blev stillet over for et krav om at betale hele skatterestancen, men det ville han ikke, da han havde påklaget sagen til Landsskatteretten. Han tilbød og betalte 1 mio. kr., hvilket opkrævningsafdelingen accepterede. Betalingen betød, at han ikke ville blive opkrævet skatterestancen, før Landsskatteretten havde truffet afgørelse i sagen. Han er ikke på noget tidspunkt under sagen blevet tilbudt henstand uden sikkerhedsstillelse.

Parternes synspunkter

A har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, hvoraf fremgår blandt andet:

"...

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende at sagsøgtes krav er forældet.

Skattekravet, jf. bilag 1 forfaldt til betaling i tre rater den 1. september, 1. oktober og 1. november 1999. Skattekravet forældes som udgangspunktet efter dagældende 1908-lov, § 2 således at kravene forældede henholdsvis den 1. september, 1. oktober og den 1. november 2004 med mindre der i perioden fra kravenes forfaldstid blev foretaget forældelsesafbrydende skridt.

Sagsøger gør gældende, at der ikke blev foretaget relevante forældelsesafbrydende skridt i perioden fra 1. september 1999 til 1. november 2004.

Den "henstandsafgørelse", som ...1 kommune pålagde sagsøger, og som fra kommunens side blev betinget af sikkerhedsstillelse jf. bilag 7, var ulovlig jf. Højesterets dom jf. bilag 23 og kravet om sikkerhedsstillelse blev aldrig indfriet af sagsøger.

Sagsøgtes opfattelse vedrørende betydningen af den retsstridige betingede henstandsafgørelse, jf. duplikken side 2, 3. afsnit, herunder at afgørelsen vedrørende henstand skulle have betydning for forældelsen, må afvises. Afgørelsen om sikkerhedsstillelse var klart retsstridig og kan således ikke tillægges virkning i nogen henseende.

Sagsøger har endvidere, med rette, aldrig anerkendt afgørelsens lovmedholdelighed.

Sagsøger opnåede endvidere ikke i forbindelse med ...1 kommunes skrivelse af 15. januar 2002, jf. bilag 12 en henstand med betaling af skattekravet, som udskyder forfaldstiden med den konsekvens, at der løb en ny forældelsesfrist jf. 1908-loven samt UfR 1989.1046H, cfr. sagsøgtes bemærkninger i duplikken bl.a. side 1, 4. og 5. afsnit, samt side 2, 1. afsnit.

Det var alene en afgørelse som betød, at kommunen ikke i perioden kunne foretage inddrivelsesmæssige skridt, herunder fortage udlæg m.v. dvs. en opkrævningsmæssig henstand ikke en ligningsmæssig henstand som nu under denne sag påstået af sagsøgte.

De involverede myndigheder, herunder ...1 kommune var således enige i, at der ikke var givet henstand som afbrød forældelsesfristerne jf. eksempelvis bilag 13, hvoraf det tillige fremgår, at ...1 kommune ikke følte sig forpligtet til at undlade at inddrive gælden.

Således er det gentagne gange anført i korrespondancen, jf. eksempelvis ved bilag 12 og 13, som er centrale for denne sags afgørelse, at der var tale om en afviklingsordning, herunder at det indbetalte beløb blev godskrevet på skattekravet og ikke var udtryk for en sikkerhedsstillelse, som de forskellige myndigheder retsstridigt fastholdt var en betingelse for at få henstand. Sagsøger kunne således slet ikke efter myndighedernes opfattelse få henstand kun i forhold til at der ikke blev foretaget udlæg m.v. for restancen.

Afviklingen skulle foregå således at betalingen skulle falde i to rater, den første rate den 31. januar 2002 og den anden rate ved Landsskatterettens kendelse, uanset at sagen eventuelt ville blive videreført jf. bilag 12, 4. afsnit.

Endvidere underbygger bilag 13, at der udelukkende var tale om en afviklingsordning med betaling i to rater og ikke henstand, idet ...1 kommune netop meddelte sagsøger, at der ville opstå forældelsesmæssige problemer, hvis ikke sagsøger ansøgte om ligningsmæssig henstand for restfordringen jf. de relevante bestemmelser herom i dagældende sagsudlægningsbekendtgørelse. Havde der været henstand, som sagsøgte hævdede, havde der ikke været nogen grund til at sagsøger skulle anmode om ligningsmæssig henstand.

Den 31. juli 2002 (bilag 24) skrev ...1 kommune, opkrævningsafdelingen følgende til sagsøgers repræsentant KPMG:

"...

De har i brev af den 27. juni 2002 anmodet om, at påløbne morarenter på årsopgørelsen for 2001, kr. 66.655,00 bliver omfattet af henstand med betaling af restskat for 1998, som blev bevilget i brev af den 23. juli 2001 af skatteafdelingen mod at A inden 1 måned stillede sikkerhed for skatternes betaling.

Det skal hermed meddeles, at opkrævningsafdelingen den 14. januar 2002 har indgået en aftale med A om afvikling af restskatten for 1998, som træder i stedet for den bevilgede henstand og de til henstanden knyttede vilkår.

Vi er selvfølgelig indstillet på at de påløbne morarenter indgår i den med A etablerede aftale om afvikling af restskatten for 1998.

..."

Skrivelsen, jf. bilag 24 dokumenterer, at der i stedet for skrivelsen at den 23. juni 2001, jf., bilag 7 blev tale om en af sagsøgte pålagt afviklingsordning og ikke en henstandsaftale, som påstået af sagsøgte jf. duplikken side 2, 4. afsnit if. Betalingsordningen var endvidere dikteret af ...1 kommune under henvisning til at kommunen ellers krævede sikkerhed for kravet. Kommunen burde altså blot have givet henstand uden betingelsen om sikkerhedsstillelse, men valgte retsstridig at tvinge sagsøger ind i en betalingsordning som kommunen slet ikke følte sig forpligtet af.

Den indgåede afviklingsordning som blev påtvunget sagsøger, afbryder således ikke forældelsesfristen og sagsøgte m.v. skulle således med henblik på at afbryde forældelsen have foretaget forældelsesafbrydende skridt i form af eksempelvis udlæg m.v., hvilket ubestridt ikke skete.

Opfattelsen, hvorefter der aldrig blev anerkendt en forældelsesafbrydende henstand, fremgår tillige af skrivelsen af den 14. oktober 2004 fra Skattecenter ...2 til sagsøgers repræsentant (bilag 15). Sagsøgte selv følte sig således ikke den 14. oktober 2004 forpligtet af nogen henstandsaftale, som nu påstået af sagsøgte.

Sagsøger har ubestridt aldrig anerkendt skattekravets berettigelse eller anerkendt at kravet om sikkerhedsstillelse/indbetaling var korrekt.

Der er således ikke fra sagsøgtes eller andre myndigheders side foretaget relevante forældelsesafbrydende skridt, hverken i medfør af forældelsesloven af 1908 eller den senere forældelseslov jf. lov nr. 522 af 6. juni 2007.

Sagsøgte påberåber sig under denne sag en række retsstridige afgørelser og aftaler til støtte for sin påstand. Der er tale om afgørelser/aftaler som indebar retsstridige pålæg overfor sagsøger, herunder retsstridige krav om sikkerhedsstillelse og afvikling/indbetaling på gælden. Sagsøger havde ubestridt blot et retskrav på at få henstand, et retskrav som sagsøgte m.v. ikke frem til den 17. november 2004 ville anerkende.

Det gøres gældende at sagsøgtes anbringender, som i det hele støttes på disse retsstridige aftaler/afgørelser skal afvises under henvisning til princippet i DL 5-1-2.

..."

Skatteministeriet har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, hvoraf fremgår blandt andet:

"...

Det gøres overordnet gældende, at restskattekravet mod sagsøgeren vedrørende indkomståret 1998 ikke er forældet.

Sagens hovedspørgsmål er, hvorvidt der mellem sagsøgte og sagsøgeren i sommeren 2001 eller første halvår af 2002 blev indgået en aftale om henstand vedrørende restskattekravet, som medførte, at forfaldstidspunktet blev udsat.

Det er ubestridt, at en aftale om henstand medfører en udsættelse af forfaldstidspunktet efter 1908-lovens § 2, jf. UfR 1989.1046 H og von Eyben, Forældelse 1, 2003, s. 353f, og en deraf følgende ny 5-årig forældelsesfrist. Det afgørende for, om der foreligger en aftale om henstand eller ej er, om kreditor i en periode er uberettiget til at kræve beløbet betalt, jf. Von Eyben, s. 355 og Einersen, Forældelsesloven af 1908 med kommentarer, 1999, s. 129.

Hvis kravet ikke var forældet ved sagsøgerens stævning i skattesagen af 6. april 2006 eller senest ved sagsøgtes nedlæggelse af frifindelsespåstanden i svarskrift af 24. maj 2006, er kravet ikke forældet, jf. forældelseslovens § 21, stk. 1, SKM2001.65.ØLR og Betænkning nr. 1460/ 2005 om revision af forældelseslovgivningen, s. 293.

Sagsøgte gør gældende, at allerede fordi ...1 kommune efter ansøgning ved afgørelse af 20. august 2001 (bilag C) bevilgede henstand mod sikkerhedsstillelse inden 30 dage, kunne der tidligst foretages inddrivelse af kravet 30 dage efter denne afgørelse eller ved meddelelse om, at sagsøgeren ikke kunne eller ville stille den krævede betryggende sikkerhed.

En ny 5-årig frist begynder derfor at løbe fra (tidligst) den 20. september 2001, hvilket medfører, at kravet ikke var forældet, da sagsøgeren i skattesagen anlagde retssag og sagsøgte (også i skattesagen) nedlagde en frifindelsespåstand den 24. maj 2006. Det bemærkes, at afgørelsen om henstand (bilag C) adskiller sig fra den bevilgede henstand i TfS 2000, 205 Ø, hvor der netop ikke var sat en egentlig frist for sikkerhedsstillelsen.

Hvis retten måtte komme frem til, at ...1 kommunes imødekommelse af sagsøgerens anmodning om henstand (bilag C) ikke skulle medføre, at forfaldstidspunktet udskydes, gøres det gældende, at den efterfølgende aftale om berostilling af inddrivelsen af 14. januar 2002, jf. bilag 12, har denne konsekvens.

Sagsøgeren havde herefter krav på en berostilling af inddrivelsen af den del af beløbet, der lå ud over kr. 1.000.000. SKAT kunne ikke efter denne aftale opkræve restskattekravet, før der forelå en kendelse fra Landsskatteretten. Vedrørende de af sagsøgeren i stævningen fremførte koncipistbetragtninger bemærkes, at bilag 12 ikke er parternes aftale, men blot en bekræftelse på, hvad der må antages at have været en mundtlig aftale af 14. januar 2002, samt at sagsøgeren efter det oplyste ikke reagerede på fremsendelsen af bilag 12.

Det bemærkes generelt, at et krav ikke forældes, fordi fordringshaveren befinder sig i en vildfarelse om de faktiske forhold og/eller forældelsesreglernes nærmere indhold.

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

Sagsøgtes afgørelse af 20. august 2001

Skatteafdelingen i ...1´s kommunes afgørelse af 20. august 2001 om henstand var blandt andet betinget af, at

"...

der inden 1 måned stilles betryggende sikkerhed for henstandsbeløbet overfor den kommunale opkrævningsmyndighed.

..."

Ved brev af 6. september 2001 påklagede A afgørelsen om sikkerhedsstillelse til ToldSkat, der ved brev af 5. oktober 2001 meddelte, at klagen ikke kunne imødekommes.

A har aldrig stillet den krævede sikkerhed.

Som fastslået ved Højesterets dom af 23. juni 2011 har Skatteministeriet anerkendt, at reglen om, at skatteyderen skal søge om tilladelse og stille sikkerhed for at få henstand med betaling af skatten, går videre, end det er nødvendigt.

Retten finder, at der under disse omstændigheder ikke i august/september 2001 blev indgået en aftale mellem A og sagsøgte om henstand vedrørende restskattekravet, som medførte, at forfaldstidspunktet blev udsat.

Sagsøgtes brev af 15. januar 2002

Af opkrævningsafdelingen i ...1 kommunes brev af 15. januar 2002 til A fremgår blandt andet:

"...

Det skal hermed bekræftes, at vi den 14. januar [2002] har indgået aftale om afviklingen af ovennævnte skatte- og afgiftsbeløb, som er påklaget til Landsskatteretten.

Aftalen er bragt i stand, fordi den af skatteafdelingen den 20. august 2001 indrømmede henstand med betaling bortfalder, fordi De ikke umiddelbart kan stille sikkerhed for den påklagede skatterestance.

Vi bekræfter hermed, at det er aftalt, at vi berostiller inddrivelsen af ovennævnte skattebeløb, indtil der foreligger en kendelse fra Landsskatteretten, såfremt vi modtager kr. 1.000.000,00 senest torsdag den 31. januar 2002.

Det indgår i aftalen, at De betaler den del af skattebeløbet, som resterer i henhold til Landsskatterettens kendelse, når den foreligger, uanset om De vælger at føre sagen videre for landsretten.

..."

A har forklaret, at han tilbød og betalte 1 mio. kr., hvilket opkrævningsafdelingen accepterede, og at han forstod det således, at betalingen betød, at han ikke ville blive opkrævet skatterestancen, før Landsskatteretten havde truffet afgørelse i sagen.

A reagerede efter det oplyste ikke på opkrævningsafdelingens brev af 15. januar 2002 ud over den indbetaling på 1 mio. kr., som han foretog den 1. februar 2002.

Retten finder, at A ved parternes aftale af 14. januar 2002 opnåede, at inddrivelsen af skattekravet blev stillet i bero, indtil der forelå en kendelse fra Landsskatteretten, og at denne aftale havde den virkning, at forfaldstidspunktet blev udsat, hvorved sagsøgte i en periode var uberettiget til at kræve beløbet betalt. Retten finder, at der herved blev indgået en aftale om henstand, idet retten bemærker, at det ikke i sig selv er afgørende, om betegnelsen henstand fremgår af aftalen.

Herefter, og da det af A i øvrigt anførte, herunder at Skatteministeriets anbringender skal afvises under henvisning til princippet i Danske Lovs 5-1-2, ikke kan føre til et andet resultat, frifindes Skatteministeriet for den af A nedlagte påstand, idet retten bemærker, at der mellem parterne er enighed om, at restskattekravet ikke er forældet, hvis der i januar 2002 blev indgået en aftale om henstand.

Sagsomkostninger

Efter sagens karakter, forløb og udfald skal A i sagsomkostninger til Skatteministeriet betale 20.000 kr.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøger, A, skal i sagsomkostninger til Skatteministeriet inden 14 dage betale 20.000 kr.

Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.