Parter
H1 ApS
(Advokat Jørgen Thusholdt)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved adv. fm. Christian Jespersen)
Afsagt af byretsdommer
Peder Johs. Christensen
Sagens baggrund og parternes påstande
Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.
Sagen drejer sig om, hvorvidt en erhvervsmæssig virksomhed kan opnå momsfradrag for køb af et musik og videoanlæg, en havetraktor og en løvsuger samt en bil.
Sagen angår endvidere spørgsmål om skattemæssige fradrag for køb af musik og videoanlægget og fradrag ved afskrivning af en driftsmiddelkonto samt endelig spørgsmål om ændring af virksomhedens skattepligtige indkomst.
Parterne og deres påstande
Sagsøgeren, H1 ApS, har overfor sagsøgte, skatteministeriet, nedlagt følgende påstande:
Sagsøger påstår sagsøgte dømt til at anerkende, at sagsøger for skatteåret 2007
- |
tillægges et momsfradrag for køb af 1 stk. Bose Room Mate RC 18 S med kr. 2.949,- og |
|
|
- |
tillægges et momsfradrag for købet af Husqvarna Raider 11 og Toro løvsuger med kr. 5.886,75 og |
|
|
- |
tillægges momsfradrag vedrørende købet af bilen Kyron 2,0 XDI med kr. 47.475,- |
samt
Sagsøger påstår sagsøgte dømt til at anerkende, at sagsøger for skatteåret 2007
- |
tillægges et fradrag for køb af et stk. Bose Room Mate RC 18 S og Life Style 18 III med kr. 11.796, - og |
|
|
- |
tillægges fradrag ved afskrivning på driftsmiddelkontoen med kr. 157.957,40 og at |
|
|
- |
sagsøgers skattepligtige indkomst for året 2007 ændres fra kr. 1.039.834,- til kr. 1.029.834,50. |
Sagsøgte har påstået frifindelse.
Sagens oplysninger
Den 11. november 2010 afsagde Landsskatteretten to kendelser vedrørende indkomståret 2007 for sagsøgeren. Kendelserne vedrørte sagsøgerens klager over SKATs afgørelser af 9. november 2009 dels om forhøjelse af sagsøgerens momstilsvar og pligten til at betale privatbenyttelsesafgift af en bil og dels om ikke godkendte afskrivninger og fradrag for køb af tv-udstyr.
Den ene af Landsskatterettens afgørelser(10-00410) lyder således
"...
Klager: H1 ApS
Indkomstår: 2007
Klage over: SKATs afgørelse af 9. november 2009
Klagen vedrører ikke-godkendte afskrivninger og fradrag for køb af tv-udstyr.
Landsskatterettens afgørelse
Indkomståret 2007
Skattepligtig indkomst
SKAT har ikke godkendt fradrag for afskrivninger på havetraktor og løvsuger.
Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.
SKAT har ikke godkendt fradrag for udgift til tv-udstyr med 11.796 kr.
Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.
Møde mv.
Selskabets repræsentant har haft møde med Landsskatterettens sagsbehandler om sagen (forhandling). Selskabets repræsentant har tillige haft lejlighed til at udtale sig over for Landsskatterettens medlemmer på et retsmøde.
Sagens oplysninger
Selskabet blev stiftet i indkomståret 2000 og blev registreret for A-skat og AM-bidrag den 31. marts 2000 og for moms og selskabsskat den 3. februar 2000. Selskabet beskæftigede sig med rengøring hovedsagligt til erhvervskunder og inden for hjemmeplejen, men tilbød også rengøring til privatkunder.
Det fremgår af lejekontrakt af 1. januar 2002 mellem selskabets direktør, der pr. 1. marts 2007 sammen med sin ægtefælle erhvervede selskabet, og selskabets daværende ejer, at indvendig vedligeholdelse på ejendommen ...1, ...4, påhvilede lejeren. Ejendommen var i indkomståret 2007 selskabets registrerede hjemsted.
Selskabet erhvervede den 30. oktober 2007 en havetraktor og en løvsuger for 23.547 kr., som selskabet aktiverede på driftsmiddelkontoen.
Den 14. december 2007 betalte selskabet 11.796 kr. ekskl. moms for en Bose Lifestyle 18 og en Bose RoomMate (hjemmebiograf og anlæg). Da SKAT var på kontrolbesøg hos selskabet, var der efter det af SKAT den 9. november 2009 i sagsfremstillingen anførte intet af det omhandlede tv-udstyr til stede. Dette fremgik dog ikke af kontrolrapporten af 30. juni 2009. Fakturaen på 14.745 kr. inkl. moms er udstedt til hovedanpartshaveren.
Selskabets revisor har oplyst, at havetraktor og løvsuger er erhvervet for at tilbyde havearbejde og græsslåning i sommerhusområder, men at forretningsplanen ikke blev gennemført på grund af den store ekspansion i rengøringsbranchen, der havde været. Selskabet ville efter det oplyste sælge havetraktoren og løvsugeren, eller udtage dem gennem hovedanpartshaverens mellemregningskonto. Da SKAT var på kontrolbesøg hos selskabet, var der efter det af SKAT den 9. november 2009 i sagsfremstillingen anførte hverken havetraktor eller løvsuger til stede. Dette fremgik dog ikke af kontrolrapporten af 30. juni 2009.
Hovedanpartshaveren har oplyst til revisor, at havetraktoren enkelte gange har været anvendt privat.
Selskabets hovedanpartshaver fra 1. marts 2007 og hans ægtefælle har efter det oplyste et sommerhus i Sydeuropa.
SKATs afgørelse
Hovedanpartshaveren har oplyst at have anvendt traktoren privat et par gange, ligesom den ikke var at finde på virksomhedens adresse ved SKATs inspektion.
Anskaffelsen af havetraktoren og løvsuger er derfor anset for at vedrøre hovedanpartshaverens privatsfære, hvorfor de således ikke var afskrivningsberettigede, jf. afskrivningslovens §§ 1 og 5, e.c.
Udgiften til hjemmebiograf og anlæg på 11.796 kr. er ikke anset for afholdt i forbindelse med den almindelige drift af rengøringsvirksomheden, men er anset for en udgift afholdt som følge af hovedanpartshaverens bestemmende indflydelse i selskabet, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, e.c.
Selskabets påstand og argumenter
Der er nedlagt påstand om, at selskabet indrømmes afskrivninger på havetraktor og løvsuger og fradrag for køb af tv-udstyr med 11.796 kr.
Oplysningerne i sagsfremstillingen vedrørende havetraktor og løvsuger samt tv-udstyr fremgår ikke af kontrolrapporten, og SKAT har på intet tidspunkt anmodet om at se disse driftsmidler. Selskabet er tillige ikke sikker på, at det har modtaget kontrolrapporten.
For så vidt angår driftsmidlerne blev havetraktoren og løvsugeren anskaffet i erhvervsmæssigt øjemed for at øge selskabets muligheder for at yde serviceydelser til kunder. Der har været (fast) arbejde på flere ejendomme, hvor havearbejde havde været en naturlig tillægsydelse at tilbyde. På grund af kraftig vækst på andre områder blev denne aktivitet dog nedskaleret.
Havetraktoren har været anvendt ved kontorlokalerne på ...1, medens løvsugeren ikke har været i brug. Begge driftsmidler er anvendt til vedligeholdelse på selskabets nye kontoradresse. Der er fremlagt billeder af/fra både den tidligere og nuværende selskabsadresse. Adressen er åben for besøg.
Vedrørende anlægget har det været anvendt til at levere musik på kontoret, ligesom hovedanpartshaveren har et musikanlæg på sin private adresse.
Den private bopæl er åben for besøg.
SKAT har i øvrigt ved besøg på selskabets tidligere kontoradresse konstateret, at anlægget leverede musik på kontoret. Det blev senere anvendt i selskabets frokoststue/mødelokale i forbindelse med uddannelse af rengøringspersonalet, der skulle instrueres til at følge de kontraktsmæssige standarder, og til præsentationer over for kunder.
Anlægget kan også anvendes som hjemmebiograf, men årsagen til, at det blev valgt, var, at det havde små højttalere og leverede en rimelig lyd.
Anlæggets tilstedeværelse på kontoret er bekræftet af 3 ansatte.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
SKAT kan ikke afsende varsel som nævnt i skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.
SKAT har ikke henvist til sin formelle beskatningshjemmel i skatteforvaltningslovens § 26 i sin afgørelse, hvilken fejl efter omstændighederne må anses for konkret uvæsentlig, hvorfor afgørelsen ikke som følge heraf kan anses for ugyldig og annulleres.
Det fremgår af retssikkerhedslovens § 8, stk. 1, at hvis SKAT under gennemførelsen af et tvangsindgreb finder, at den, som indgrebet er rettet imod, har tilsidesat regler i lovgivningen mv., skal SKAT udfærdige en rapport om udførelsen af indgrebet. Rapporten skal snarest muligt udleveres til vedkommende, jf. retssikkerhedslovens § 8, stk. 1.
SKAT har den 30. juni 2009 sendt kontrolrapport til selskabet.
Sagen behandles bl.a. derfor materielt.
Maskiner, inventar og andre driftsmidler samt skibe afskrives efter reglerne i afskrivningslovens kapitel 2, såfremt de udelukkende eller delvist benyttes erhvervsmæssigt, jf. afskrivningslovens § 2, stk. 1.
Et selskab kan fradrage sine dokumenterede udgifter, i det omfang det er godtgjort eller sandsynliggjort, at udgifterne er anvendt til at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten, ligesom det kræves, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, og at udgiften ikke kan karakteriseres som en anlægs-, etablerings- eller privatudgift, jf. statsskattelovens § 6, stk. 2.
Bevisbyrden herfor påhviler som udgangspunkt selskabet, hvilken bevisbyrde skærpes, såfremt der er personsammenfald, eller hvis parterne er interesseforbundne.
Oplysningerne i sagsfremstillingen af 9. november 2009 vedrørende den manglende tilstedeværelse af den omhandlede havetraktor og løvsuger samt det omhandlede tv-udstyr på selskabets hjemstedsadresse fremgår ikke af kontrolrapporten af 30. juni 2009.
Derfor må bevisværdien af disse oplysninger uanset den nære tidsmæssige sammenhæng mellem besøget og udarbejdelsen af sagsfremstillingen anses for svækket.
Havetraktoren er ifølge hovedanpartshaveren enkelte gange anvendt privat. Der er efter lejekontrakten af 1. januar 2002 ingen udvendig vedligeholdelsesforpligtelse på ejendommen ...1, hvor selskabet havde hjemsted i det omhandlede indkomstår, ligesom hverken traktor og/eller løvsuger efter det oplyste har været anvendt i relation til erhvervelse af indkomst.
Derfor er det uanset selskabets forklaring ikke tilstrækkeligt godtgjort eller sandsynliggjort, at traktoren og/eller løvsugeren er afskrivningsberettigede driftsmidler, jf. afskrivningslovens § 2, stk. 1, eller at anskaffelsesudgiften kan kvalificeres som fradragsberettigede driftsudgifter, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
Tv-udstyret er indkøbt i selskabets hovedanpartshavers navn, og det er, uanset at selskabet har fremlagt billeder fra sin hjemstedsadresse i indkomståret 2007 samt fra klagerens eget hjem, ligesom der er fremlagt erklæringer vedrørende det omhandlede tv-udstyrs erhvervsmæssige anvendelse, ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at der har været en erhvervsmæssig anvendelse af det omhandlede tv-udstyr.
SKATs afgørelse stadfæstes derfor i sin helhed.
..."
I den anden afgørelse fra Landsskatteretten (10-00411) er det anført
"...
Klager: H1 ApS
Klage over: SKATs afgørelse af 9. november 2009
Klagen skyldes, at SKAT har forhøjet virksomhedens momstilsvar, ved at nægte fradrag for moms af køb af diverse driftsmidler og nægte fradrag for afløftning af moms af husleje, samt anset selskabets køretøj for at blive benyttet privat. Endvidere er selskabet anset for pligtig at betale privatbenyttelsesafgift vedrørende køretøjet.
Landsskatterettens afgørelse
SKAT's afgørelse stadfæstes.
Møde mv.
Klagerens repræsentant har haft møde med Landsskatterettens sagsbehandler om sagen (forhandling). Klagerens repræsentant har tillige haft lejlighed til at udtale sig over Landsskatterettens medlemmer på et retsmøde.
Sagens generelle oplysninger
Selskabets aktivitet er rengøring, hovedsagligt til erhvervskunder og inden for hjemmeplejen, samt til privatkunder. Selskabet blev stiftet i indkomståret 2000 og blev registreret for A-skat og AM-bidrag den 31. marts 2000 og for moms og selskabsskat den 3. februar 2000.
Selskabet var indtil d. 1. marts 2007 ejet af CA (svigerfaren), hvor det blev købt af dennes datter og svigersøn, BA og A (herefter benævnt hovedanpartshaveren), som ifølge SKAT var den daglige leder og direktør.
SKAT har d. 8. oktober 2008 været på kontrol i selskabets kontorlokaler på ...2, ...4. Selskabets registrerede forretningsadresse var ...1, hvor også hovedanpartshaverne ifølge folkeregisteret boede. Senere er selskabet flyttet til ...3, ...4
Lydudstyr m/dvd afspiller og havetraktor/løvsuger
Sagens oplysninger
Den 14. december 2007 betalte selskabet 11.796 kr., plus moms 2.949 kr. for lydudstyr m/dvd i form af et Bose Lifestyle 18 (et surround sound anlæg), samt en Bose RoomMate (ekstra højtaler til tilstødende lokale). Fakturaen på 14.745 kr. inkl. moms er udstedt til hovedanpartshaveren.
Ifølge SKAT var udstyret ikke tilstede under kontrolbesøget.
Repræsentanten har på møde d. 16. september 2009 oplyst, at udstyret blev købt for at have musik på kontoret, men da det ikke fungerede ordentligt, blev det pakket sammen, og står nu pakket sammen.
Selskabet erhvervede den 30. oktober 2007 en havetraktor og en løvsuger for 23.547 kr., plus moms 5.886,75 kr. Da SKAT var på kontrolbesøg hos selskabet, et 1. sals kontor over den lokale G1, var der ifølge SKAT hverken havetraktor eller løvsuger tilstede. Repræsentanten har oplyst, at hovedanpartshaveren har anvendt tingene privat et par gange.
SKATs afgørelse
Selskabets momstilsvar for perioden 1. januar - 31. december 2007 er forhøjet med 2.949 kr. vedrørende lydudstyr og med 5.886,75 kr. vedrørende havetraktor og løvsuger.
Udgiften til lydudstyr er ikke anset for afholdt i forbindelse med den almindelige drift af rengøringsvirksomheden, men er anset for en udgift afholdt som følge af hovedanpartshaverens bestemmende indflydelse i selskabet. Fakturaen er udstedt til hovedanpartshaveren personligt.
Hovedanpartshaveren har oplyst, at traktoren er anvendt privat et par gange, ligesom den ikke var at finde på virksomhedens adresse ved SKAT's inspektion. Anskaffelsen af havetraktoren og løvsuger er derfor anset for at vedrøre hovedanpartshaverens privatsfære.
Selskabets påstand og argumenter
Der er nedlagt påstand om, at forhøjelsen vedrørende lydudstyr og havetraktoren/løvsuger nedsættes til 0 kr.
Lydudstyr m/dvd afspiller
Udstyret har aldrig været brugt privat, og befandt sig ved SKAT's kontrolbesøg på kontoret, hvor det var opstillet og leverede musik, så SKAT's medarbejdere har rent faktisk selv oplevet den erhvervsmæssige benyttelse. Foruden at det kan benyttes som biograf er det samtidig et glimrende lydanlæg. Anlægget er anskaffet for at levere musik på kontoret, og fordi det har meget små højtalere, og leverer en rimelig lyd. Udstyret vil blive opsat på den nye kontoradresse, hvor selskabet forventer at flytte ind i løbet af nogle måneder.
Ved fraflytning fra selskabets daværende adresse, ...2, blev anlægget pillet ned og taget med til ...1 i forbindelse med at kontoret blev flyttet hertil. Anlægget har ikke været i brug hverken på kontoret eller privat. Anlægget er ikke anskaffet til privat brug og har heller aldrig været brugt sådan. Anlægget bruges nu også på det nye kontor, Hvis det ønskes kan vi fremlægge attester fra personale der kan bekræfte at anlægget har været opstillet på ...2 og at det har fungeret på adressen.
Det kan i øvrigt oplyses at hovedanpartshaveren har et tilsvarende lidt større anlæg af mærket "Hitachi" på privatadressen, hvilket han er udmærket tilfreds med, og har derfor intet incitament til at anskaffe et andet anlæg. Landskatteretten og SKAT er velkomne til at besøge kontoret og konstatere tilstedeværelsen og benyttelsen af anlægget.
Havetraktoren/løvstøvsugeren
Både havetraktoren og løvstøvsugeren, blev anskaffet i erhvervsmæssigt øjemed, for at udvide selskabets muligheder for at yde serviceydelser til kunder. Den købte løvsuger og havetraktoren er ikke købt i privat øjemed og den har ej heller været anvendt til privat brug. De blev alene købt til selskabet for at tilbyde græsslåning mv. i sommerhusområdet omkring ...4. Aktiviteten blev ikke til noget, på grund af den store stigning i omsætningen i rengøringsvirksomheden, samt opstart af H2 A/S. Havetraktoren har været brugt omkring kontorlokalerne på ...1. Løvsugeren har ikke været i brug. Begge dele anvendes nu til vedligeholdelse omkring selskabets nye kontoradresse. Landsskatteretten og SKAT medarbejdere er meget velkomne til at besøge adressen for at foretage kontrol af dette.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Det fremgår af momslovens § 37, stk. 1, at registrerede virksomheder vedopgørelsen af købsmomsen kan fradrage moms efter momsloven for virksomhedens indkøb af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens momspligtige leverancer.
Det fremgår af momslovens § 37, stk. 2, nr. 1, at den fradragsberettigede moms er momsen af varer og ydelser, der er leveret til virksomheden.
Allerede fordi indkøb af lydudstyr m/dvd afspiller ikke er foretaget af selskabet, er selskabet ikke berettiget til at fradrage momsen af udgiften til plæneklipperen, jf. momslovens § 37, stk. 2, nr. 1. Fakturaen er således ikke udstedt til selskabet.
Som sagen foreligger oplyst, finder Landsskatteretten det ikke i tilstrækkeligt grad godtgjort, at det omhandlede køb af havetraktor/løvsuger udelukkende er anvendt til brug for selskabets momspligtige leverancer, hvorfor selskabet ikke har fradrag for den købsmoms, der er anført på fakturaerne, jf. momslovens § 37, stk. 1, og stk. 2, nr. 1. Der er herved lagt vægt på de af SKAT anførte forhold om, at det er oplyst, at traktoren/ løvsugeren er anvendt privat et par gange, ligesom den ikke var at finde på virksomhedens adresse ved SKAT's inspektion. Der er under sagen i Landskatteretten ikke fremkommet oplysninger, der ændrer ved det af SKAT udøvede skøn.
SKAT's afgørelse stadfæstes vedrørende dette punkt.
Husleje
Sagens oplysninger
I alt er der bogført huslejeudgifter 105.000 kr. inkl. moms. i 2007, hvoraf 15.000 kr. vedrører husleje for 2008, jf. efterpostering til skyldig omkostning. SKAT har nægtet fradrag for 15.000 kr. vedrørende moms af bogførte huslejeudgifter.
SKAT har konstateret, at der forelå bilag vedrørende betalt husleje, hvor det fremgik, at det var til betaling for bil. Hovedanpartshaveren har til SKAT oplyst, at selskabet har betalt husleje på 5.000 kr. pr. måned til svigerfaren, samt yderligere 5.000 kr. pr. måned til svigerfaren til dækning af renter og afdrag vedrørende en af selskabets biler. SKAT har gennemgået de bilag der vedrører betaling af husleje og bil.
Svigerfaderen er ikke frivilligt registeret for erhvervsmæssig udlejning af fast ejendom, jf. momslovens § 51.
Der foreligger ingen aftaler for selskabet vedrørende leje af lokaler.
Det fremgår af lejekontrakt underskrevet d. 15. november 2000, at hovedanpartshaveren af svigerfaren fra den 15. november 2000 har lejet et parcelhus, beliggende ...1, ...4 Den månedlige leje udgør 3.000 kr. for 130 m2 bolig. Der er ikke brugsret til gårdanlæg eller andet. Det fremgår, at erhvervslokale udgør 0 m2, og der er tilføjet, at det lejede ikke må benyttes til andet end bolig. Det fremgår af tilføjelse, at leje fra d. 1. januar 2002 er fastsat til 5.000 kr., og at øvrige vilkår er uændrede. Det fremgår ikke, at lejen er momsbelagt. Herudover foreligger der ikke lejekontrakter.
Ejendommen var frem til 1. juli 2007 ejet af svigerfaren, som havde erhvervet den fra sin datter, BA. Herefter blev den overdraget til hovedanpartshaveren.
SKATs afgørelse
Selskabets momstilsvar for perioden 2007 er forhøjet med 15.000 kr.
Der kan ikke godkendes fradrag for moms ved betaling af husleje, da det ikke er godtgjort, at der er moms på ydelsen, idet udlejer ikke er registeret som momspligtig.
Ikke godkendt momsfradrag kan opgøres således:
4. juli 2007 |
bilag 818 |
5.000 kr. |
29. august 2007 |
bilag 836 |
6.000 kr. |
23. oktober 2007 |
bilag 939 |
3.000 kr. |
7. december 2007 |
bilag 1128 |
4.000 kr. |
31. december 2007 |
bilag 9998 |
-3.000 kr. |
I alt |
|
15.000 kr. |
Klagerens påstand og argumenter
Der er nedlagt påstand om, at der alene kan nægtes fradrag for momsen af 60.000 kr.
Der har været stillet en del spørgsmål omkring husleje. Den fratrukne husleje i 2007 108.476 kr. er fordelt således: ...1, PP, 60.000 kr., ...2, 25.937,30 kr. i perioden 1. august - 31. december, ...5, 21.000 kr. i perioden 1. januar - 30. september, og lagerhotellet 1.539,60 kr.
Selskabet har fratrukket 60.000 kr. i driftsregnskabet for år 2007 og svigerfaren er i 2007 blevet beskattet et af et tilsvarende beløb. Der er fejlagtigt fratrukket 12.000 kr. for meget i indgående afgift, hvilket skal korrigeres.
Overførsler til svigerfaren for leje af ...1 kan være svære at følge, da der ikke har været tale om faste månedlige overførsler, men både har været check og bankoverførsler og kontanter. Der har udover overførsler af penge til husleje været overført penge til konti som lyder på svigerfarens navn. Dette skyldes at der i selskabets navn er oprettet 2 konti, hvor det er anført at det er H2 v/CA. Dette skyldes dels at svigerfaren tidligere har ejet selskabet og dels at hovedanpartshaverne på et tidspunkt ikke selv har kunnet optage lån, da de begge har været under konkursbehandling.
Der er lavet en efterpostering, hvilket skyldes, at der er udskrevet en check på 25.000 kr., som formentlig dækker 5 x 5.000 kr., som både kan være 5 x husleje eller 5 x ydelse på billånet. Hvor meget der er gået til det ene eller andet har ikke været muligt at se, men der har ikke været tale om at overføre for meget til svigerfaren.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Det fremgår af momslovens § 37, stk. 1, at registrerede virksomheder ved opgørelsen af købsmomsen kan fradrage moms efter momsloven for virksomhedens indkøb af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens momspligtige leverancer.
Det fremgår af momslovens § 37, stk. 2, nr. 1, at den fradragsberettigede moms er momsen af varer og ydelser, der er leveret til virksomheden.
Det fremgår af momslovens § 56, stk. 3, at den indgående afgift i en afgiftsperiode er afgiften efter denne lov på virksomhedens fradragsberettigede indkøb m.v. efter kapitel 9 i perioden. Det fremgår af momslovens § 13, stk. 1 nr. 8, at udlejning af fast ejendom er momsfritaget.
Som sagen forligger oplyst for Landskatteretten findes det ikke i tilstrækkeligt grad godtgjort, at selskabet har betalt eller modtaget momspligtige leverancer i henhold til selskabets bilag og bogføring, hvorfor der ikke kan godkendes fradrag for købsmomsen således som opgjort af SKAT, jf. momslovens § 56, stk. 3.
SKAT's afgørelse stadfæstes vedrørende dette punkt.
Bil
Sagens oplysninger
Selskabet har ifølge slutseddel d. 1. maj 2007 anskaffet en Ssangyong Kyron Van 2,0 Curious Aut. 5 dørs, med fartpilot for 237.375 kr. Moms heraf udgør 47.399 kr. Der er ved anskaffelsen foretaget momsfradrag på 47.475 kr. Køretøjet er indregistreret som et erhvervsmæssigt køretøj.
Hovedanpartshaveren har d. 24. september 2008 til SKAT oplyst, at køretøjet er parkeret hjemme om natten, og at dette er ...6, en ejendom hovedanpartshaveren har køb i juli 2007.
Det er oplyst, at ægteparret BA og A har 3 børn.
Repræsentanten har i brev af 9. december 2008 oplyst følgende:
"...
Vedrørende biler fremsendes papirer på handlen af den ene bil der overgår til privat forbrug. Handlen er sket den 1. marts 2008 og der skal beskatning af fri bil frem til denne dato. Vi har ikke i vor bogføring registreret, at bilen er overgået til privat benyttelse og vi har derfor udgiftsført samtlige biludgifter helt som vi plejer.
A har oplyst, at bilerne holder på den ny privatadresse ...7 i ...10, ligesom de gjorde da de boede på ...1, da dette var firmaadressen. Jeg har ikke været vidende om, at BA og A havde skiftet privatadresse og har derfor ikke gjort dem opmærksom på problematikken omkring kørsel fra hjem og arbejde i firmabil og BA og A har ikke opfattet dette som noget problem, da de ofte bliver kaldt ud "tilkaldevagt", eller også ofte kører direkte til et andet arbejdssted end kontoradressen.
Jeg har talt med A om problematikken og reglerne omkring denne kørsel og A er selvfølgelig indstillet på at forholdene skal være i orden, men fastholder at han har handlet i den tro at han ikke gjorde noget forkert. Der er jo ikke noget problem omkring bilen der er overgået til privat den 1. marts 2008. Men omkring den anden bil er der et problem. A vil om nødvendigt udskifte bilen til en varebil eller hvad der nu skal til for at SKAT er tilfreds.
..."
SKATs afgørelse
Selskabets momsfradrag nedsættes med 47.475 kr. Ligeledes skal der betales tillægsafgift for privatbenyttelse.
Da køretøjet holdte på hjemmeadressen om natten, har BA dagligt foretaget privat kørsel mellem hjem og arbejde i køretøjet. Da køretøjet har været anvendt til private formål, er der ikke hjemmel til momsfradrag.
Repræsentanten har ved møde hos SKAT d. 16. september 2009 oplyst, at det var korrekt, at køretøjet var medtaget til bopælen, men at der tit køres direkte ud til kunderne. De ansatte låner ligeledes køretøjet, når deres egen er i stykker. Repræsentanten oplyste, at køretøjet var specialindrettet, idet der blev kørt med rengøringsartikler, så den var ikke egnet til privat kørsel. Hovedanpartshaveren oplyste, at der ikke var fastmonterede hylder.
Der er her tale om privat kørsel hver dag i en gulpladebil, som der ikke er betalt tillæg for privat anvendelse efter vægtafgiftsloven. Køretøjet er ikke specialindrettet, idet det kræver at køretøjet har fastmonterede hylder indrettet på en sådan måde og i et sådant omfang, at køretøjet kan anses som værkstedsvogn.
Klagerens påstand og argumenter
Der er nedlagt påstand om, at der er momsfradrag for købet af køretøjet, da denne alene anvendes erhvervsmæssigt. Der er tale om et køretøj, som er anskaffet i erhvervsmæssigt øjemed og også benyttes således. Det er korrekt at den nogle gange befinder sig på privatadressen ...1, eller ...7. ...1 var i lange perioder privat bopæl og kontoradresse. I alle tilfælde er det sket, når der køres direkte fra kontor/hjem ud til kunder. Køretøjet har ikke været anvendt privat. Dette indikeres også af, at selskabets andet køretøj den 1. marts 2008 overgik til privat brug, og at det er denne bil der anvendes privat, og hvor udgifter ved en fejl har været fratrukket i selskabet. Dette forhold har fra første besøg været meddelt SKAT.
Samtidig er det bemærket, at der er tale om en varebil, som fremtrådte meget slidt og som bar stærkt præg af at blive brugt erhvervsmæssigt, samt, at 7 medarbejdere har erklæret, at de har benyttet varebilen erhvervsmæssigt. Hovedanpartshaveren er beskattet af fri bil, en Ssang Yong 2,7 XDI, Aut., en væsentlig dyrere bil som er velegnet til privat kørsel. Bilen blev købt den 15. september 2006 og har til den 21. maj 2010 kørt 122.000 km, mere end 33.000 kilometer om året. Dette underbygger, at det er denne bil der benyttes til privat kørsel.
Varebilen er daglig fyldt op med kemikalier, gamle gulvklude, sæbemidler, maskiner og effekter til rengøring, GPS, kasser, klude, køkkenruller og administrative artikler. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig hvilke lugtgener der er i en bil, der benyttes som erhvervsbil i rengøringsbranchen. Varebilen er ikke benyttet til andre formål end erhvervsmæssige.
Følgende faktorer taler imod, at der er tale om et specialindrettet køretøj i denne sag:
- |
Køretøjet er smart og minder om biler, der normalt anvendes privat. |
- |
Køretøjet er rent og pænt indvendigt, som man ikke behøver arbejdstøj for at køre i den. |
- |
Køretøjet er en ladvogn uden nogen eller kun begrænset specialindretning. |
- |
Der er ikke et erhvervsmæssigt behov for køretøjets indretning. |
- |
Der er ikke et erhvervsmæssigt behov for at medbringe det pågældende værktøj m.v. |
- |
Køretøjets normale anvendelsesområde svarer ikke til den erhvervsmæssige anvendelse. |
Følgende faktorer taler for, at køretøjet er specialindrettet:
- |
Der er tale om et større køretøj. |
- |
Der er tale om en kassevogn. |
- |
Køretøjet er beskidt som følge af den erhvervsmæssige brug. |
- |
Køretøjet lugter ubehageligt som følge af den erhvervsmæssige brug. |
- |
Køretøjet bærer generelt præg af erhvervsmæssig anvendelse. |
Alle faktorerne taler for, at varebilen er beregnet til erhvervskørsel.
Det må ligges til grund, at bilen fremtrådte stærkt tilsmudset både i varerummet og i førerkabine, samt at køretøjet generelt bar præg af stærk erhvervsmæssig anvendelse (lugt gener), og at køretøjet var uanvendelig til privat anvendelse (der er fremlagt billeddokumentation).
Til støtte for ovennævnte, henvises til SKM2002.270.VLR. En sag der ligner denne og hvor køretøjet stod parkeret på sagsøgerens bopæl og hvor der blev medtaget diverse materialer og udstyr (i lighed med denne sag). Momsfradrag bør herefter accepteres.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Moms, der vedrører anskaffelse af vare og lastmotorkøretøjer med tilladt totalvægt på ikke over 3 tons, kan ikke fradrages, medmindre køretøjerne udelukkende anvendes i forbindelse med virksomhedens fradragsberettigede levering af varer og ydelser. Det fremgår af momslovens § 41, stk. 1. For lejede køretøjer som nævnt i stk. 1, der under lejemålet ikke udelukkende anvendes i virksomheden, kan afgiften vedrørende driften og en tredjedel af afgiften på lejen fradrages. Det fremgår af momslovens § 41, stk. 3.
Det bemærkes, at udgangspunktet efter momslovens § 41, stk. 1, er, at virksomheden ikke har momsfradragsret for anskaffelsen af den omhandlede bil. Det må påhvile selskabet at godtgøre, at køretøjet udelukkende har været anvendt i forbindelse med virksomhedens fradragsberettigede levering af varer og ydelser. Kørsel mellem privat bopæl og virksomhedens adresse anses som udgangspunkt ikke for at være kørsel i forbindelse med virksomhedens fradragsberettigede levering af varer og ydelser.. Der kan herved henvises til SKM2005.415.ØLR og SKM2005.494.ØLR.
Det fremgår af momslovens § 43, stk.1., at der for investeringsgoder skal foretages en regulering af den fradragsberettigede afgift, hvis der sker ændringer i anvendelsen efter anskaffelsen af godet. Af bestemmelsens stk. 2, nr. 1 fremgår, at som investeringsgode betragtes maskiner, inventar og andre driftsmidler, hvis anskaffelsespris ekskl. moms overstiger 75.000 kr.
Det fremgår af momslovens § 43, stk. 3, nr. 1, at der skal foretages en regulering, når anvendelsen af et investeringsgode, der ved anskaffelsen har givet en virksomhed ret til fuld eller delvis fradragsret, ændres således, at virksomheden har ret til at mindre fradrag.
I henhold til momslovens § 44, stk. 2, foretages reguleringen i det enkelte regnskabsår for driftsmidler med en femtedel af det afgiftsbeløb, som er betalt i forbindelse med anskaffelsen eller ibrugtagningen af det pågældende investeringsgode.
Ud fra en konkret vurdering kan det ikke kan anses for godtgjort, at det omhandlede køretøj udelukkende har været anvendt til brug for virksomhedens fradragsberettige levering af varer og ydelser. Der er herved lagt vægt på, at virksomhedens køretøj er egnet som et alternativ til et privat køretøj, og at køretøjet har været parkeret ved hovedanpartshavernes bopæl uden for normal arbejdstid, uden at der har været ført kørselsregnskab for anvendelsen af køretøjet. Landskatteretten har således ikke med det af repræsentanten anførte anset det for godtgjort eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at køretøjet udelukkende har været anvendt til kørsel i forbindelse med virksomhedens fradragsberettigede levering af varer og ydelser.
Hovedanpartshaverne kan ikke i momsmæssig henseende anses at være omfattet af praksis om vagtordninger, bl.a. fordi det ikke fremgår, hvornår selskabet generelt har været kaldt ud til vagt, herunder hvem fra selskabet der har udført udkaldet. Endelig fremgår det ikke, at såfremt der er tilkald, at dette skal effektueres inden for en tidsramme, hvor det er af betydning, at hovedanpartshaverne benytter virksomhedens bil, således som den er benyttet.
Køretøjets anskaffelsessum skal således reguleres med den fratrukne moms, i alt 47.475 kr. vedrørende anskaffelsen, jf. momslovens §§ 43 og 44.
I konsekvens af at køretøjet er anset for anvendt blandet privat og erhvervsmæssigt i 2007 og 2008, skal der betales afgift i henhold til, jf. vægtafgiftslovens § 2, stk. 1 og 3.
SKATs afgørelse stadfæstes således vedrørende dette punkt.
..."
Brevet af 9. december 2008, der er omtalt i Landsrettens kendelse, er fremlagt under sagen, og det fremgår, at brevet er fra sagsøgerens revisor til SKAT.
Der er i øvrigt blandt andet fremlagt nogle fotos af den bil, der er omhandlet i sagen, og fakturaer vedrørende købet af de omhandlede redskaber og anlæg.
Forklaringer
A har forklaret, at han er ejer af H1 ApS, som i dag driver virksomhed med speciale i kontakten til ældre borgere, der er visiteret til hjemmehjælp. I 2006 og 2007 bestod driften af almen rengøring, herunder erhvervsmæssig rengøring. I 2009 blev virksomhed i H2 ApS påbegyndt.
I november 2007 blev havetraktoren og løvsugeren anskaffet. Det var et godt tidspunkt for køb af redskaberne, der var på tilbud i slutningen af året. Indkøbet var en logisk konsekvens til et projekt vedrørende have og sommerhusgrunde, der blev ejet af ældre mennesker. I 2007 hørte H1 ApS til på ...1 i ...4, hvor der stod rengøringsmaskiner og materiale på et lager frem til 1. august 2007. Herefter blev selve driften, herunder planlægningen, flyttet til ...2 i ...4, og der blev ansat flere kontormedarbejdere.
I midten af 2007 var der 16 ansatte, der udførte rengøring. Den 27. november 2008 blev virksomheden flyttet tilbage til ...1. Der blev herefter lejet kontorer i ...3, og efterfølgende købte man det tidligere G3 på ...8 i ...4.
Havetraktoren og løvsugeren var oprindelig planlagt til brug i haver, som hører til kontoradresserne, og redskaberne har også været anvendt på adresserne. Redskaberne stod på ...1. Vidnet mener ikke, at han har fortalt SKAT, at han har brugt havetraktoren og løvsugeren privat. Traktoren og løvsugeren har aldrig været anvendt privat.
Boseanlægget er et anlæg med ekstra højttalere og fem andre højttalere med surround. Anlægget var monteret på kontoradressen i ...2 i ...4. Det var pakket ned på et tidspunkt, da man flyttede flere gange. Anlægget står i dag på selskabets kontoradresse på ...8 i ...4 Anlægget anvendes til musik for personalet i frokoststuen og ved medarbejdernes børns sygdom. Anlægget har aldrig været installeret på privatadresser.
Vidnet har tidligere arbejdet som montør hos G2 i ...4. Vidnet har arbejdet sammen med den ansatte, der har solgt anlægget fra G2. Anlægget er købt til brug på kontoret til det angivne formål.
Bilen af mærket Kyron har ikke været stillet til rådighed til privat kørsel eller til kørsel med børn. I 2007 stod bilen om natten på ...1, da virksomheden havde kontor på ...2. Den holdt på ...1, da det var det eneste sted, den kunne parkeres. Efter at virksomheden var flyttet til ...2 bevarede man et lille kontor på ...1. Bilen er en gulpladebil. Til daglig stod der rengøringskemikalier i bilen, der skulle anvendes og bringes rundt til medarbejdere. Det var tit og ofte vidnet, der bragte rengøringsmidlerne til de ansatte. Vidnet deltog også i opstartsmøder med henblik på at afgive tilbud om rengøring, og han kørte i bilen til disse møder.
Vidnet og hans kone har tre børn, der nu er 15 år, 19 år og 21 år. Vidnet og hans kone har en syvpersoners bil på hvide plader. Bilen er købt i 2006, og bilen var til rådighed for familien i 2007. Vidnet havde behov for altid at kunne komme ud til nogle kunder ved sygdom og til transport af nøgler. Derfor havde vidnet tilkaldevagt. Tilkaldevagten begyndte kl. 06.00 om morgenen og fortsatte til ud på aftenen samme dag. Vagttjenesten bestod næsten døgnet rundt.
Vidnet brugte Kyron-bilen i tilkaldevagtsituationer. Han har ikke brugt bilen privat. Kontoret på ...1 fortsatte helt til april 2010, da virksomheden flyttede til ...3. Fra 2006 til 2008 boede vidnet og hans familie privat på ...1. Hans kone boede der privat til 2007.
Den 1. juli 2007 ejede vidnet ejendommen på ...1. Der var ikke oprette nogen lejekontrakt mellem selskabet og vidnet. Revisor har sagt, at en sådan lejekontrakt ikke kunne accepteres. Ejendommen på ...7 er privat. Selskabet har ikke haft noget med den ejendom at gøre. Vidnet overtog ejendommen på ...7 den 7. oktober 2007. Vidnet har også været tilkaldevagt fra ...7. Der er ikke udarbejdet regnskab for anvendelsen af bilen.
BA har forklaret, at hun er gift med A. De arbejder dagligt sammen i H1 ApS. Hun har aldrig kørt med havetraktoren eller i øvrigt anvendt traktoren eller løvsugeren. I 2007 stod traktoren og løvsugeren på lageret på ...1. Redskaberne står nu på lageret i ...9.
Boseanlægget blev købt, da det skulle fungere som lydanlæg i ...2. Det kom op at hænge, men det fungerede ikke. Det er et par gange blevet brugt til undervisning. Det er også blevet anvendt ved børnepasning. Anlægget har aldrig været på privatadresserne. Vidnet har ikke anvendt gulpladebilen privat. Vidnet har kørt i den firmamæssigt. Hun har også kørt i den i weekends, når der skulle gøres rent i ferielejre og i sommerhuse. Bilen er også blevet anvendt for at køre en medarbejder ud til et arbejdssted, såfremt medarbejderen har været forhindret i selv at komme til arbejdsstedet. Det har for eksempel været, når medarbejderens bil har været i stykker. I 2007 var bilen fyldt med rengøringsmidler. Hun har ikke brugt bilen til at køre børn i skole. Der kan kun sidde to personer i bilen.
JU har forklaret, at hun har været ansat i firmaet H1 ApS siden 2004. Hun sidder på kontoret og planlægger ruterne. Hun gør også rent. Hun har ikke noget med fakturering at gøre. På kontoradressen i ...2 var der indrettet et stort rum til kontormedarbejderne. Lagerrummet lå nede bag ved. Vidnet har ikke været så meget på lageret på ...1. Anlægget var monteret. Det gav baggrundsmusik for hyggens skyld. Der kom dog lidt for meget støj ud af anlægget, og det forstyrrede de ansatte, når der blev talt i telefon. Derfor blev anlægget ikke anvendt. Anlægget er nu på ...8 på det gamle G3 i ...4. Vidnet har set havetraktoren og løvsugeren i ...3. Hun har ikke set traktoren og løvsugeren blive anvendt. Vidnet har flere gange kørt i gulpladebilen, blandt andet når hun skulle gøre rent forskellige steder. I 2007 var der ikke andre firmabiler. A og BA har brugt bilen arbejdsmæssigt.
NI har forklaret, at hun blev ansat i H1 ApS i 2004. Hun startede med rengøring og derefter sad hun på kontor i to dage om ugen.
Hun har ikke anvendt havetraktoren og løvsugeren.
Boseanlægget var tilsluttet i ...2, men det gav for meget støj. Nu er anlægget på det gamle G3. Bilen er blevet anvendt til kørsel til rengøring hos kunder. Mange medarbejdere er blevet hentet i bilen, hvis deres egen bil var gået i stykker. Bilen er også blevet brugt til at trække deres biler fri, hvis bilerne sad fast i sneen om vinteren.
Parternes synspunkter
Sagsøgerens advokat har i et påstandsdokument anført følgende
"...
Anbringender om en gulpladebil, Kyron 2,0 XDI:
- |
Sagsøgeren gør gældende, at det beror på en misforståelse, når SKAT før Landsskatterettens afgørelser har lagt til grund, at bilen dagligt har været anvendt af hovedanpartshaverens ægtefælle BA til privat transport fra hjemmet. |
|
|
- |
Sagsøgeren gør endvidere gældende. at det beror på en mindre retvisende beskrivelse, når det lægges til grund, at bilen holder foran den private adresse, ...1, ...4 |
|
|
- |
Sagsøger gør gældende, at adressen ...1, ...4 var en af selskabets administrationsadresser, idet det kontor, hvor direktøren ledede virksomheden fra var beliggende der. |
|
|
- |
Sagsøger gør gældende, at det var den eneste administrationsadresse fra købet af bilen den 9. maj 2007 og frem til 31. juli 2007 og at ...1, ...4 var en af to adresser fra sagsøgers selskabs administration fra 31. juli 2007. |
|
|
- |
Sagsøger gør gældende. at det ikke bør have nogen betydning, at sagsøgerens direktør fra erhvervelsen og frem til oktober 2007 tillige havde bopæl i en del af samme ejendom. |
|
|
- |
Sagsøger gør gældende, at den tilkaldevagt, der blev praktiseret var en nødvendig forudsætning for selskabets aktiviteter og en naturlig ledelsesfunktion og støttefunktion for selskabets aktiviteter og selskabets opfyldelse af forpligtelser overfor kunder, uanset medarbejdernes udeblivelse eller konkrete problemstillinger ved gennemførelsen af arbejderne på de enkelte arbejdssteder. |
|
|
- |
Sagsøger gør gældende, at bilen i et ikke uvæsentligt omfang tillige har været anvendt af sagsøgers medarbejdere til udførelsen af sagsøgers opgaver for tredjemand, når medarbejderen konkret ikke kunne sørge for egentransport, hvilket kan underbygges med vidneforklaring. |
|
|
- |
Sagsøger gør gældende, at det udstyr der vedvarende er i bilen har betydning for vurderingen af bilens anvendelse, herom henviser sagsøger til bilag 5. |
|
|
- |
Sagsøger gør gældende, at køretøjet udelukkende har været anvendt i forbindelse med virksomhedens fradragsberettigede levering af varer og ydelser samt til vagtopgaver og |
|
|
- |
Sagsøger gør gældende, at selskabet bør tillægges momsfradrag i henhold til momslovens § 41 stk. 1. |
|
|
- |
Sagsøger gør endvidere gældende, at den praksis, som iværksættes pr. 15. april 2008, offentliggjort ved SKM2008.354.SKAT vedrørende bedømmelsen af en bil af den omhandlede art konkret, bør finde anvendelse ved behandlingen af nærværende sag, også under henvisning til at SKATs påklagede afgørelse blev truffet den 9. november 2009, jfr. bilag 7a med tilhørende sagsfremstilling i bilag 7b. |
Anbringende om Bose Room Mate og RC 18 S og Life Style 18 III lyd-og videoanlæg:
- |
Sagsøger gør gældende, at det omhandlede anlæg aldrig har været anvendt privat. |
|
|
- |
Sagsøger gør gældende, at anlægget var monteret i det indrettede kontorlokale på ...2, ...4, på det tidspunkt SKAT fortager kontrolbesøg. |
|
|
- |
Sagsøger gør gældende, at det fremgår af bilag 8, at leverancen er sket til virksomhedsadressen, og sagsøger gør gældende, at det ikke bør have nogen betydning, at den tegningsberettigede for selskabet tilfældigt og uden forlods aftale med sagsøger anføres på sælgerselskabets faktura, |
|
|
- |
Sagsøger gør gældende, at anlægget har været anvendt til brug for medarbejderne i virksomheden til undervisningsformål og til musikanlæg og også periodisk har været anvendt som led i den pasningsordning, som administrationsmedarbejderne tilbydes f.s.v.a. deres mere eller mindre syge børn. |
|
|
- |
Sagsøger gør gældende, at allerede af den grund, at anlægget kun har været anvendt til gennemførelse af selskabets aktiviteter med henblik på at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten for selskabet i sig selv betinger, at anskaffelsen af anlægget som udgangspunkt må betragtes som en almindelig erhvervsmæssig anskaffelse, som ikke bør kunne tilsidesættes af skattemyndighederne. |
|
|
- |
Sagsøger gør gældende, at sagsøger er berettiget til at udgiftsføre købet i.h.t. statsskattelovens § 6 og gør gældende, at der er en direkte forbindelse mellem udgiften og sagsøgers erhvervelse af indkomst ved anvendelsen af anlægget til sagsøgers medarbejdere. |
|
|
- |
Sagsøger gør endvidere gældende, at sagsøger er berettiget til momsfradrag i overensstemmelse med momslovens § 37, vedrørende køb af anlægget, som sagsøger gør gældende alene er anvendt til brug for virksomheden og er leveret til virksomhedens adresse. |
Anbringender om Husqvarna Raider 11 og Toro løvsuger:
- |
Sagsøger bestrider denne udlægning, og sagsøger gør gældende, at anvendelsen var vedrørende pasning af administrationskontorernes udenomsarealer. |
|
|
- |
Sagsøger gør gældende, at erhvervelsen er erhvervsmæssigt begrundet, og et naturligt led i en servicevirksomheds aktiviteter. |
|
|
- |
Sagsøger gør gældende, at vurderingen om det er en erhvervsmæssig begrundet anskaffelse som udgangspunkt tilkommer sagsøger |
|
|
- |
Sagsøger gør gældende. at det forhold, at sagsøgerservicevirksomheden p.g.a. af at sagsøger i dette tidsrum samtidigt udviklede et andet projekt og derfor påtog sig nye særlige andre serviceforpligtelser ikke har anvendt materiellet som oprindelig planlagt til kunder, men anvender materiellet til vedligeholdelse af udenomsarealer til nuværende kontor og tidligere har anvendt materiellet til vedligeholdelse af udenomsareal på adressen ...1, ...4 ikke hindrer berettigelsen til at nettobeløbet fradrages i sagsøgers indkomst og momsbeløbet fradrages i momsregnskabet. |
|
|
- |
Sagsøger gør således gældende, at sagsøger er berettiget til jfr. momslovens § 37 at fradrage momsen af de omhandlede effekter med kr. 5.886,75 og reducere indkomsten med et fradrag ved afskrivning på driftsmiddelkontoen på i alt kr. 157.957,40 som indeholder 25 % af købsprisen af de omhandlede Husqvarna Raider 11 og Toro løvsuger jfr. afskrivningslovens §2. |
Sammenfattende
- |
gør sagsøger gældende. at sagsøger er berettiget til momsfradrag efter momslovens § 41 stk. 1 med kr. 47.475, vedrørende købet af bilen Kyron.
Sagsøger er endvidere af den opfattelse, at den praksis, som iværksættes pr. 15. april 2008, offentliggjort ved SKM2008.354.SKAT vedrørende bedømmelsen af en bil af den omhandlede art konkret bør finde anvendelse under henvisning til, at SKATs påklagede afgørelse blev truffet den 9. november 2009. |
|
|
- |
Sagsøger gør gældende, at sagsøger er berettiget til vedr. Bose anlægget at udgiftsføre omkostningerne jfr. statskattelovens § 6 og gør gældende, at der er en direkte forbindelse mellem udgiften og sagsøgers erhvervelse af indkomst. |
|
|
- |
Sagsøger gør endvidere vedr. Bose anlægget gældende, at sagsøger er berettiget til at foretage momsfradrag i overensstemmelse med momslovens § 37, idet anlægget alene er anvendt til brug for virksomheden og er leveret til virksomhedens adresse. |
|
|
- |
Sagsøger gør gældende, at det forhold, at servicevirksomheden p.g.a. af at denne har påtaget sig nye særlige forpligtelser ikke har kunnet anvende havemateriellet i forhold til kunder, men anvender materiellet til vedligeholdelse af udenomsarealer til nuværende administration og tidligere har anvendt materiellet til vedligeholdelse af udenomsareal på adressen ...1, ...4 ikke hindrer at nettobeløbet og momsbeløbet fradrages i regnskaberne. |
|
|
- |
Sagsøger gør således gældende, at sagsøger er berettiget til jfr. momslovens § 37 at fradrage momsen af de omhandlede effekter med kr. 5.886,75 og reducere indkomsten med et fradrag på 25 % af saldoen på driftsmiddelkontoen som incl. havemateriellet efter sagsøgers opfattelse bør udgøre kr. 631.829,60. |
|
|
- |
Og endelig gør sagsøger gældende, at sagsøgers skattepligtige indkomst som var angivet med kr. 1.039.834 skal reduceres til kr. 1.029.834 (incl. regulering kr. 15.000, vedr. husleje). |
..."
Sagsøgtes advokat har i et påstandsdokument anført følgende:
"...
Det gøres til støtte for påstanden om frifindelse overordnet gældende, at SKAT har ansat den skattepligtige indkomst og momstilsvaret korrekt.
Selskabet har bevisbyrden for, at de omstridte udgifter har været fradragsberettigede udgifter for selskabet i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der henvises til afgørelserne SKM2004.162.HR og SKM2007.445.HR. Selskabet har ligeledes bevisbyrden for, at udgifterne har givet grundlag for fradrag i selskabets momsgrundlag, jf. momslovens § 37, stk. 1. Der henvises til afgørelsen SKM2009.325.ØLR.
Denne bevisbyrde har selskabet ikke løftet.
1. Køb af en bil
Det bestrides, at selskabet har fradragsret for momsen af købet af bilen ved opgørelsen af momstilsvaret.
Efter momslovens § 41, kan afgift, der vedrører anskaffelse af vare og lastmotorkøretøjer med tilladt totalvægt på ikke over 3 t, ikke fradrages, medmindre køretøjerne udelukkende anvendes i forbindelse med virksomhedens fradragsberettigede levering af varer og ydelser.
Det påhviler selskabet at godtgøre, at bilen udelukkende har været anvendt til selskabets fradragsberettigede levering af varer og ydelser. Kørsel mellem privat bopæl og arbejde anses som udgangspunkt ikke for at være kørsel i forbindelse med virksomhedens fradragsberettigede levering af varer og ydelser, jf. SKM2005.415.ØLR og SKM2005.494.ØLR.
Det bestrides, at kørslen mellem den private bopæl og virksomheden har været berettiget, som følge af en vagtordning. Det er oplyst i stævningen, at A altid havde tilkaldevagt i virksomheden.
Praksis for, hvornår en sådan vagtordning accepteres er beskrevet i momsvejledningens (2007-1), afsnit J.2.4, Vare og lastvogne § 41. Heraf fremgår, at følgende betingelser skal være opfyldt, for at kørslen mellem bopæl og virksomhedens faste forretningssted som led i en vagtordning ikke anses for privat kørsel:
- |
kørslen er udtryk for et klart forretningsmæssigt behov |
- |
motorkøretøjet er udstyret med værktøj el.lign., som de forekommende reparationer kan udføres med |
- |
brugeren har fået et klart forbud mod at bruge bilen privat |
- |
der er lavet en vagtplan, og der er rapportpligt over udkald mv. |
- |
det kan konstateres hvilket motorkøretøj, der er brugt til de enkelte vagter |
- |
antallet af motorkøretøjer står i rimeligt forhold til vagtordningens omfang |
- |
den vagthavende medarbejder skal være i tjeneste hele vagtperioden |
Endvidere fremgår, at medarbejderen kan deltage i en enkeltstående familiefest, der er planlagt i lang tid i forvejen, inden for vagtperioden, uden at dette medfører tab af fradrag for købsmoms. Der kan med andre ord ikke være tale om andre arrangementer inden for vagtperioden, såsom familiebesøg, fritidsaktiviteter m.m.
Højesteret har haft anledning til at vurdere en vagtordning i relation til beskatning af fri bil, jf. SKM2006.481.HR. Sagen vedrørte tilsvarende en hovedaktionær, der altid havde tilkaldevagten i virksomheden. I denne sag udtalte Højesteret, at en sådan permanent tilkaldeordning ikke kunne anses for omfattet af skattemyndighedernes praksis, der minder meget om praksis på dette område.
Det bestrides endvidere, at praksisændringen, offentliggjort den 15. april 2008, har virkning for 2007. Praksisændringen har alene virkning fra offentliggørelsen af meddelelsen. Endvidere har ændringen af praksis ingen betydning for denne sag. Det bestrides således ligeledes, at bilen er specialindrettet.
2. Køb af et lyd- og videoanlæg
Det bestrides, at selskabet har anskaffet lyd- og videoanlægget med henblik på udelukkende at anvende anlægget til brug for virksomhedens momspligtige leverancer.
Endvidere bestrides, at udgiften er afholdt med henblik på at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
Det fremgår af momslovens § 37, stk. 1, at registrerede virksomheder ved opgørelsen af momstilsvaret kan fradrage momsen af virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer.
Af den fremlagte faktura fremgår, at anlægget er leveret til A.
Af SKATs sagsfremstilling fremgår, at SKAT ved kontrolbesøget hos virksomheden ikke kunne se anlægget.
Under disse omstændigheder er det ikke dokumenteret, at anlægget er anskaffet med henblik på at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten. Endvidere kan anlægget ikke anses for anskaffet udelukkende til brug for virksomhedens leverancer.
Det gøres gældende, at det skal tillægges sagsøgeren processuel skadevirkning, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2, at denne ikke har besvaret sagsøgtes opfordring om at oplyse og dokumentere, hvor lyd- og videoanlægget i dag befinder sig.
3. Køb af en havetraktor og en løvsuger
Det bestrides, at selskabet har anskaffet havetraktoren og løvsugeren med henblik på udelukkende at anvende anlægget til brug for virksomhedens momspligtige leverancer.
Endvidere bestrides, at udgiften er afholdt med henblik på at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
H1 ApS beskæftiger sig med rengøring hos private og selskaber, og har ikke på noget tidspunkt tilbudt at yde haveservice til nye eller eksisterende kunder. A har tidligere oplyst, at havetraktoren og løvsugeren er anvendt privat et par gange, jf. SKATs sagsfremstilling, side 4. Heraf fremgår tillige, at da SKAT var på kontrol på selskabets kontor i ...2, lå virksomheden på 1. sal over den lokale G1. SKAT så endvidere ikke hverken havetraktor eller løvsuger på selskabets adresse.
Under disse omstændigheder er det ikke dokumenteret, at havetraktor eller løvsuger er anskaffet med henblik på at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten. Endvidere kan tingene ikke anses for anskaffet udelukkende til brug for virksomhedens leverancer.
Det gøres gældende, at det skal tillægges sagsøgeren processuel skadevirkning, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2, at denne ikke har besvaret sagsøgtes opfordring om at oplyse og dokumentere, hvor havetraktoren og løvsugeren i dag befinder sig.
..."
Parternes advokater har under hovedforhandlingen gentaget og uddybet deres synspunkter.
Rettens begrundelse og afgørelse
Vedr. bilen af mærket Ssangyong Kyron
Efter det oplyste har bilen i en periode i 2007 været parkeret ved den private bopæl for A, der er hovedanpartshaver og direktør for H1 ApS. I perioden har driften og planlægningen af selskabets virksomhed været udøvet fra en anden adresse.
Bilen, der har plads til føreren og til en passager ved siden af føreren, kan ikke anses for at være specielt indrettet til udelukkende at kunne anvendes til erhvervsmæssig kørsel, og det ses efter det foreliggende, at bilen er egnet til privat kørsel, og at den kan formodes at have været anvendt således efter indholdet af revisors brev af 9. december 2008.
Der foreligger ikke kørselsregnskab for anvendelsen af bilen, og der forefindes ikke nærmere og mere præcise oplysninger om tilkaldevagter og vagtordninger, hvor bilen kan være benyttet.
Med henvisning til de nævnte forhold er der ikke ved de afgivne forklaringer og det i øvrigt oplyste ført et tilstrækkeligt bevis for, at bilen udelukkende har været anvendt erhvervsmæssigt i sagsøgerens virksomhed.
Vedr. havetraktor og løvsuger, lyd- og videoanlæg
Der lægges vægt på det oplyste i Landsskatterettens kendelse om, at sagsøgerens revisor under behandlingen i Landsskatteretten har oplyst, at havetraktoren og løvsugeren enkelte gange har været anvendt privat, og at redskaberne i øvrigt ikke var til stede eller blev påvist ved SKATs kontrolbesøg.
For så vidt angår lyd- og videoanlægget tages der afgørende hensyn til, at det af en faktura fremgår, at anlægget er solgt til A, og at anlægget ikke var til stede under SKATs kontrolbesøg på virksomhedens adresse.
Det er herefter rettens samlede vurdering, at betingelserne i de påberåbte bestemmelser i momsloven og skattekontrolloven [statsskatteloven.red.SKAT] for at opnå de ønskede fradrag og ændringer i den skattepligtige indkomst for 2007 ikke er opfyldt.
Sagsøgtes frifindelsespåstand tages derfor til følge.
Sagens omkostninger fastsættes som bestemt nedenfor, idet der henvises til sagens karakter og økonomiske værdi samt resultatet og sagens omfang. Der er herunder taget hensyn til, at sagsøgte har udarbejdet en relevant materialesamling til brug for sagens behandling.
T h i k e n d e s f o r r e t
Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.
Inden 14 dage skal sagsøgeren, H1 ApS, betale sagens omkostninger med 25.000 kr. til sagsøgte.