Dato for udgivelse
01 Nov 2011 12:53
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
25 Oct 2011 10:46
SKM-nummer
SKM2011.706.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
11-101179
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Momspligt + Momsfritagelse og -godtgørelse
Emneord
Moms, foreninger, momsfritagelse, momspligt
Resumé

Skatterådet kunne bekræfte, at spørger, som er en forening, drev økonomisk virksomhed og havde momspligtige aktiviteter. En del af aktiviteterne var momsfritaget efter momsloven § 13, stk.1, nr. 4.

Hjemmel

Momsloven § 3, stk. 1,
Momsloven § 4, stk. 1 og
Momsloven § 13, stk. 1, nr. 4

Reference(r)

Momsloven § 3, stk. 1,
Momsloven § 4, stk. 1 og
Momsloven § 13, stk. 1, nr. 4

Henvisning

Momsvejledningen 2011-2, afsnit C.1.4.2

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2011-2, afsnit D.A.5.4.2

Spørgsmål

1.      Kan det bekræftes, at spørger har momspligtige aktiviteter?

Svar

  1. Ja, se dog sagsfremstillingen

Beskrivelse af de faktiske forhold

Det fremgår af Vedtægterne på foreningens hjemmeside:

"§ 2. Landsorganisationen er en upolitisk organisation for x-foreninger, andre lignende x-formidlere og arrangører af x.

Landsorganisationen har til formål at varetage medlemmernes interesser på de x-faglige, kulturpolitiske og økonomiske områder og særligt i forhold til Regering, Folketing, Kulturministeriet, Danske Regioner, Kommunernes Landsforening samt i forhold til x-producenter.

§ 3. Som medlem kan optages enhver x-forening og arrangør af x, der i sit lokalområde arrangerer x, der kan oppebære støtte efter x-loven.

§ 4. Landsorganisationen finansieres primært af et tilskud fra Kulturministeriet, og af kontingenter fra medlemmerne.
Kontingentet fastsættes på den årlige generalforsamling.

...

§ 8. ... Landsorganisationen tegnes i politiske spørgsmål af landsformanden. I landsformandens fravær af næstformanden og et bestyrelsesmedlem....

§ 13. Opløses landsorganisationen anvendes dens formue til formål, der med Kulturministeriets godkendelse anvises af den siddende bestyrelse."

I Vedtægternes § 3 henvises til § y i x-loven. Det fremgår heraf:

 "Stk. 4. Staten kan yde tilskud til centrale organisationer af x-forbrugere."

Spørger er endvidere direkte omtalt i § p i loven, idet spørger repræsenterer x-forbrugerne i et lovbestemt udvalg nedsat af Kulturministeren.

Spørger modtager tilskud fra Kulturministeriet over finansloven.

Det fremgår af Revisionspåtegningen og Anvendt regnskabspraksis i det fremsendte ikke underskrevne Årsregnskab for 2010, at årsregnskabet er aflagt i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 1207 af 6. oktober 2010 om regnskab og revision for tilskudsmodtagere, som modtager tilskud fra Kulturministeriet i henhold til finansloven (regnskabsbekendtgørelsen).

Det fremgår videre af Ledelsesberetningen:

"Sekretariatet har foretaget en kraftig intensivering af de rådgivningsfunktioner, der stilles til medlemsforeningernes disposition. Samtidigt har bestyrelsen besluttet ikke at genbesætte generalsekretærposten, men har i stedet indgået en aftale med den nuværende formand, således at denne ud over de ulønnede formandsopgaver varetager rådgivnings- og udviklingsopgaver som honorarlønnet konsulent for foreningen. Bestyrelsen udarbejder halvårlige beskrivelser af hvilke opgaver, der i perioden skal udføres som konsulentopgaver, og aftaler honoreringen af disse.

Foreningerne har løbende udvidet brugen af sekretariat og formand til assistance i forbindelse med konkrete tvister eller problemstillinger. Bestyrelsen kan konstatere en udbredt tilfredshed blandt foreningerne for disse nye muligheder og forventer, at denne udvikling fortsætter, således at sekretariatet fremover vil fungere som en effektiv sparringspartner for foreningerne og især fungere som deres effektive serviceorgan.

Administrationen af formidlingsordningen, garantiordningen og de andre støtteordninger har haft rådgivningsmæssig høj prioritet, og for første gang gennemførte foreningen kurser, der var målrettet foreningernes brug af ordningerne og den deraf følgende afrapportering til Kunststyrelsen.

Den løbende dialog med Kunststyrelsen om forenkling af foreningernes arbejde med ordningen er fortsat i regnskabsåret og intensiveres fremover."

Det fremgår videre af årsregnskabet, at indtægterne blandt andet omfatter kontingenter z tkr., tilskud fra Kunststyrelsen z tkr., deltagergebyr ved x-seminar z tkr. og annonceindtægter på x-katalog z tkr.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Det er spørgers opfattelse, at spørger har pligt til at være momsregistreret i kraft af den væsentlige ændring, der gennem de seneste år er sket omkring spørgers samlede aktiviteter.

Baggrunden er, at foreningens samlede aktiviteter og herunder især udgivelsen af en oversigt over det samlede udbud af x i Danmark, samt foreningens afholdelse af en årlig salgsmesse - x-seminaret - nu har et sådant økonomisk omfang, og en sådan karakter, at der er tale om momspligtig aktivitet. Omsætningen på x-seminaret andrager omkring z kr. medens omsætningen på kataloget andrager omkring z kr. Foreningens aktiviteter har de senere år ændret sig til egentlig rådgivning, der kunne leveres af eksterne parter, men som nu udelukkende leveres af foreningen. Det årlige x-seminar har deltagelse af omkring 70 producenter, og seminaret fungerer som salgsmesse for disse. Samtlige messedeltagere - såvel de lokale x-foreninger, der køber op under seminaret, som producenterne, der sælger deres x-leverancer - betaler gebyrer for deltagelse.

Det bemærkes i den forbindelse, at samtlige medlemmer (lokale x-foreninger) alle er momsregistrerede, idet de sælger billetter lokalt.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Ad spørgsmål 1.

Spørger ønsker bekræftelse på, at spørger har momspligtige aktiviteter.

Lovgrundlag

Det fremgår af § 3, stk. 1, i momsloven, lovbek. nr. 287 af 28. marts 2011:

"Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed".

Begrebet »afgiftspligtig person« er defineret i momssystemdirektiv 2006/112, artikel 9, stk. 1, 1. led som:

"Ved »afgiftspligtig person« forstås enhver, der selvstændigt og uanset stedet udøver økonomisk virksomhed uanset formålet med eller resultatet af den pågældende virksomhed."

Begrebet »økonomisk virksomhed« er defineret i momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1, 2. led som:

"Ved »økonomisk virksomhed« forstås alle former for virksomhed, som producent, handlende eller tjenesteyder, herunder minedrift og landbrug, samt virksomhed inden for liberale og dermed sidestillede erhverv. Ved økonomisk virksomhed forstås navnlig udnyttelse af materielle eller immaterielle goder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter".

Det fremgår videre af momsloven § 4, stk. 1:

"Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering."

Og af momsloven § 13, stk. 1, nr. 4:

"Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:

...

4) Foreningers og organisationers levering af ydelser og varer i nær tilknytning hertil til deres medlemmer i disses fælles interesse og mod et kontingent. Det er en forudsætning, at foreningen m.v. ikke arbejder med gevinst for øje, og at formålet er af politisk, fagforeningsmæssig, religiøs, patriotisk, filosofisk eller filantropisk karakter eller vedrører borgerlige rettigheder. Det er desuden en forudsætning, at afgiftsfritagelsen ikke kan fremkalde konkurrencefordrejning."

Af momssystemdirektivets artikel 132, stk. 1, litra l, fremgår det, at:

"organisationers levering af ydelser og varer med nær tilknytning hertil til fordel for deres medlemmer i disses fælles interesse mod et kontingent, der er fastsat i overensstemmelse med vedtægterne, såfremt de pågældende organisationer ikke arbejder med gevinst for øje, og deres formål enten er af politisk, fagforeningsmæssig, religiøs, patriotisk, filosofisk eller filantropisk karakter eller vedrører borgerlige rettigheder, under forudsætning af at denne fritagelse ikke vil kunne skabe konkurrenceforvridning."

Praksis

Af Momsvejledningen 2011-2, afsnit C.1.4.2 fremgår bl.a. følgende (uddrag):

"Foreninger anses som udgangspunkt for at drive økonomisk virksomhed, selv om foreningen kun sælger varer og ydelser til medlemmerne eller sælger medlemmernes varer og ydelser."

Af Den juridiske vejledning 2011-2, afsnit D.A.5.4.2, Betingelser for momsfritagelse, fremgår bl.a. følgende (uddrag):

" Fritagelsesbestemmelsen i ML § 13, stk. 1, nr. 4, omfatter foreningers og organisationers levering af ydelser, samt varer i nær tilknytning hertil, til deres medlemmer i disses fælles interesse og mod et kontingent.

Sådanne leveringer kan ske momsfrit, når følgende betingelser er opfyldt:

  • Leveringen er finansieret af kontingentet
  • Leveringen har nær tilknytning til foreningens formål
  • Foreningen har et formål, som er nævnt i ML § 13, stk. 1, nr. 4
  • Foreningen arbejder ikke med gevinst for øje og
  • Afgiftsfritagelsen medfører ikke konkurrencefordrejning.

...

Levering mod kontingent

Der skal være tale om levering mod kontingent, hvilket betyder, at leveringen skal være finansieret af kontingentet og ikke ved særskilte betalinger.

Skatterådet svarede i en sag, at en velgørende forening, der opfylder betingelserne for momsfritagelse efter ML § 13, stk. 1, nr. 4, skal betale moms af salg af varer til medlemmerne, som sker mod særskilt vederlag. Se SKM2010.66.SR.

Levering i nær tilknytning til foreningens formål

Det er en forudsætning for momsfritagelse, at leveringen har en nær tilknytning til foreningens formål, som samtidig skal ligge inden for fritagelsen. Se ML § 13, stk. 1, nr. 4.

Formål omfattet af ML § 13, stk. 1, nr. 4

... ML § 13, stk. 1, nr. 4 nævner udtømmende de formål, som kan fritage foreninger m.v. fra moms.

...

Ingen gevinst for øje

Det er en forudsætning for momsfritagelse efter ML § 13, stk. 1, nr. 4, at foreningen ikke arbejder med gevinst for øje.

EU-domstolen udtalte i en sag, at et organ kan antages ikke at arbejde "med gevinst for øje", selv om det systematisk tilstræber at skabe et overskud, som det derefter bruger til at udføre sine tjenesteydelser. EU-domstolen udtalte videre, at der ved afgørelsen af, om et organ "ikke arbejder med gevinst for øje", skal tages hensyn til samtlige de aktiviteter, som organet udfører. Se C- 174/00, Kennemer Golf & Country Club.

Ingen konkurrencefordrejning

Det er en forudsætning for momsfritagelse efter ML § 13, stk. 1, nr. 4, at fritagelsen ikke kan medføre konkurrencefordrejning."

EF-Domstolen har i C-174/00, Kennemer Golf & Country Club, bl.a. fastslået, at kontingentbetalinger fra medlemmer af en forening kan udgøre en modydelse for tjenesteydelser leveret af foreningen til trods for, at medlemmerne ikke regelmæssigt eller slet ikke benytter de faciliteter foreningen stiller til rådighed.

EF-Domstolen har ved flere lejligheder, bl.a. i C-149/97, The Institute of the Motor Industry, præmis 17, slået fast, at de udtryk, der anvendes til at betegne de fritagelser, som er fastsat i momssystemdirektivets artikel 132 (tidligere sjette momsdirektivs artikel 13), skal fortolkes indskrænkende, idet disse er undtagelser fra det almindelige princip, hvorefter moms opkræves af enhver ydelse, der udføres mod vederlag af en momspligtig person.

Landsskatteretten har i SKM2008.156.LSR, udtalt:

En aktionærforening havde ifølge vedtægternes § 1 bl.a. til formål:

"§ 1. A's formål er som en non-profit forbruger- og interesseorganisation at støtte medlemmerne i deres egenskab af aktionærer samt forbedre deres vilkår. Dette gøres bl.a. ved:

At varetage medlemmernes interesse over for politikerne, myndighederne og i den offentlige debat...."

Landskatteretten udtalte:

"Foreningens hovedformål er ikke, jf. vedtægterne og de faktisk udøvede aktiviteter, af overordnet politisk karakter, men består primært i at varetage medlemmernes individuelle private økonomiske interesser som aktieindehavere gennem videreformidling af informations- og uddannelsesydelser.

Efter de for Landsskatteretten foreliggende oplysninger må det lægges til grund, at medlemmerne overvejende melder sig ind for at opnå diverse medlemsfordele, herunder medlemsbladet, og ikke primært for at opnå en styrkeposition i forhold til den politiske beslutningsproces.

At foreningen har som et af sine formål at varetage medlemmernes interesser over for politikere, myndighederne og i den offentlige debat og derigennem søger at påvirke den politiske beslutningsproces må efter det foreliggende tillægges mindre vægt.

Efter de således konkret foreliggende oplysninger skønnes 25 pct. af foreningens kontingentindtægter at kunne henføres til dens forbrugerpolitiske virke, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 4."

Landsskatteretten i SKM2005.487.LSR, udtalt:

En forening, som bestod af mindre banker, kunne ikke momsfritages efter ML § 13, stk. 1, nr. 4. Foreningens formål var i henhold til vedtægterne at udvikle koncepter og strategier samt at fremstille materialer m.v. af markedsføringsmæssig karakter. Foreningens hovedformål kunne derfor ikke regnes for fagforeningsmæssigt. Formålet med foreningen var ikke at varetage medlemmernes fælles interesser og repræsentere disse over for tredjemand, herunder offentlige myndigheder, som fastsat i EU-domstolens dom i sag C-149/97, Institute of the Motor Industry. Formålet var i stedet at sikre medlemmernes økonomiske interesser gennem fælles markedsføring og samarbejde i forhold til medlemmernes konkurrenter.

Skatterådet har i SKM2011.125.SR, udtalt:

Det fremgår som nævnt af EU-domstolens præmisser i afgørelsen sag C-149/97, The Institute of the Motor Industry, at det, for at en forenings formål kan anses for at være af fagforeningsmæssig karakter, og således være momsfritaget, er et krav, at foreningen repræsenterer medlemmernes fælles interesser og i den forbindelse ligeledes repræsenterer medlemmerne samlet overfor tredjemand herunder offentlige myndigheder. Landsskatteretten tiltræder i SKM2011.591.LSR Skatterådets afgørelse om, at foreningens aktivitet ikke udgjorde fagforeningsmæssig aktivitet.

Begrundelse

Økonomisk virksomhed

Momslovens anvendelsesområde omfatter afgiftspligtige personer, der er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed jf. momsloven § 3, stk. 1. Foreningen vil således være omfattet af momsloven, hvis den driver økonomisk virksomhed i momsmæssig forstand.

Momsloven § 3, stk. 1, skal fortolkes i overensstemmelse med den bagvedliggende bestemmelse i momssystemdirektivet. Af direktivets artikel 9, stk. 1, fremgår det, at der ved afgiftspligtig person forstås enhver, der selvstændigt og uanset stedet udøver økonomisk virksomhed uanset formålet med eller resultatet af den pågældende virksomhed.

Ved vurderingen af, hvorvidt foreningen kan anses for at drive selvstændig økonomisk virksomhed, skal henses til foreningens formål, vedtægter, service, aktiviteternes art og omfang samt regler for kontingentbetalingen, blandt andet med henblik på at fastslå, om der er tale om levering mod vederlag jf. momsloven § 4, stk. 1.

Det er Skatteministeriets opfattelse, at foreningen ud fra de beskrevne faktiske forhold, driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Der er ved vurderingen lagt vægt på, at foreningen mod kontingentbetaling i henhold til § 2 i vedtægterne leverer ydelser til medlemmerne i form af varetagelse af medlemmernes interesser.

Der leveres endvidere bistand ved administration af formidlingsordningen, garantiordningen og de andre støtteordninger samt kurser målrettet medlemmernes brug af ordningerne og den deraf følgende afrapportering til Kunststyrelsen. Endvidere er der ydet rådgivning, sparring og assistance til medlemmerne med konkrete tvister eller problemstillinger.

Herudover driver foreningen selvstændig økonomisk virksomhed ved mod særskilt vederlag at sælge annoncer i x-kataloget. Endvidere opkræves hos medlemmerne og producenterne et særskilt vederlag for deltagelse i x-seminaret.

Da foreningen således driver økonomisk virksomhed er den dermed omfattet af momslovens anvendelsesområde for såvel de kontingentfinansierede medlemsaktiviteter som for aktiviteter mod særskilt vederlag.

Momspligt

Da foreningen er omfattet af momslovens anvendelsesområde for så vidt angår de kontingentfinansierede medlemsaktiviteter, kræver det en nærmere vurdering at afgøre, om samme aktiviteter helt eller delvist er fritaget for moms efter reglerne i momslovens § 13, stk. 1, nr. 4. Foreningen kan ikke vælge at betale moms, hvis leveringen er omfattet af fritagelsesbestemmelsen i § 13, stk. 1, nr. 4.

Momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 4, skal som det bl.a. fremgår af præmis 17 i EF-Domstolens dom C-149/97 fortolkes indskrænkende, idet momsfritagelserne er undtagelser fra det almindelige princip, hvorefter moms opkræves af enhver ydelse, der udføres mod vederlag af en momspligtig person (herunder selskaber, foreninger og fonde m.fl.).

Foreningers levering af varer og ydelser er momsfritaget i henhold til § 13, stk. 1, nr. 4, når følgende betingelser er opfyldt for leveringen:

  • Leveringen har nær tilknytning til foreningens formål
  • Leveringen til medlemmerne sker i disses fælles interesse
  • Foreningen opfylder et af de i bestemmelsen nævnte formål
  • Foreningen arbejder ikke med gevinst for øje
  • Leveringen er finansieret ved kontingent (og ikke særskilte betalinger)
  • Momsfritagelsen fremkalder ikke konkurrencefordrejning.

Momslovens § 13, stk. 1, nr. 4, opregner udtømmende de formål foreningen skal have for at kunne blive fritaget i henhold til denne bestemmelse. Af ordlyden følger, at foreningens formål skal være af politisk, fagforeningsmæssig, religiøs, patriotisk, filosofisk eller filantropisk karakter, eller vedrøre borgerlige rettigheder.

Af foreningens formålsparagraf fremgår:

"Landsorganisationen har til formål at varetage medlemmernes interesser på de x-faglige, kulturpolitiske og økonomiske områder og særligt i forhold til Regering, Folketing, Kulturministeriet, Danske Regioner, Kommunernes Landsforening samt i forhold til x-producenter."

Foreningen har ikke andre formål.

Af x-loven fremgår det endvidere, at foreningen repræsenterer forbrugerne i et lovbestemt udvalg nedsat af kulturministeren.

Efter Skatteministeriets opfattelse har foreningens formål i henhold til vedtægterne forbrugerpolitisk karakter.

De øvrige betingelser for momsfritagelse anses endvidere for opfyldt, for så vidt angår denne del af aktiviteterne.

Den del af kontingentet, der anvendes til de forbrugerpolitiske aktiviteter, omfattes derfor efter Skatteministeriets opfattelse af momsfritagelsen i § 13, stk. 1, nr. 4.

Det er endvidere Skatteministeriets opfattelse, at foreningen mod kontingent derudover varetager medlemmernes individuelle interesser i form af rådgivning og sparring samt assistance ved tvister eller problemstillinger, herunder bistand mv. ved administration af støtteordninger. Der er ved den individuelle assistance ikke tale om varetagelse af medlemmernes fælles interesser. De nævnte ydelser kunne være leveret af f. eks. revisorer, advokater eller andre konsulenter, og momsfritagelse af disse aktiviteter ville derfor kunne føre til konkurrencefordrejning.

Den del af kontingentet, som anvendes til disse aktiviteter, omfattes derfor ikke af § 13, stk. 1, nr. 4, og er derfor ikke fritaget for moms, men momspligtigt, jf. momsloven § 4, stk. 1.

Foreningen sælger også annoncer i x-kataloget og arrangerer x-seminaret mod vederlag. Vederlaget kan ikke omfattes af fritagelsesbestemmelsen allerede, fordi disse leveringer sker mod særskilt vederlag og ikke mod kontingent, og vederlagene er derfor momspligtige, jf. momsloven § 4, stk. 1.

Der er herved ikke taget stilling til samtlige foreningens aktiviteter.

Skatteministeriet indstiller derfor til Skatterådet, at spørgsmålet besvares ja, se dog sagsfremstillingen. 

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet kan tiltræde Skatteministeriets begrundelse og indstilling.