Parter
A
(advokat Lida Hulgaard)
mod
Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/advokat Per Lunde Nielsen)
Afsagt af landsdommerne
Ulla Staal, Michael Kistrup og Kirstine Troldborg (kst.)
Byrettens dom af 25. august 2010 (BS 45C-2758/2008) er anket af A med påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at hans skattepligtige indkomst for indkomståret 2000 nedsættes med 2.163.933 kr., subsidiært et mindre beløb.
Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.
Supplerende sagsfremstilling
Ifølge As indkomst- og formueopgørelse for 2000 havde han i indkomståret en skattepligtig indkomst på 260.963 kr. og et beregnet privatforbrug på 171.456 kr.
Under sagens behandling for landsretten har A fremlagt tre erklæringer om sin farfar DAs indkomst- og formueforhold. DA, der efter det oplyste døde i 1992, var ifølge erklæring af 10. november 1994 fra R1, Pakistan storaktionær i dette selskab og fik i perioden fra 28. august 1993 til 7. november 1994 som overskudsandel ad 8 gange udbetalt i alt 6.469.000 rupees. Ifølge erklæring af 8. februar 1995 fra S.A. G1 Company var DA partner i denne virksomhed og fik i perioden fra 1. januar 1990 til 8. februar 1995 som overskudsandel ad 7 gange udbetalt i alt 918.000 rupees. Ifølge erklæring af 20. august 1995 fra KM var DA kompagnon i pågældendes firma og fik i perioden fra 16. marts 1992 til 17. august 1995 som overskudsandel ad 7 gange udbetalt i alt 1.650.000 rupees.
For landsretten har A endvidere fremlagt et dokument vedrørende hans far, FA, hvori det i dansk oversættelse hedder:
"Aftale
Undertegnede NO og FA var partnere i et selskab, der producerer ventilatorer. Da han ønskede at rejse til Danmark, solgte han sin del af selskabet til mig, hvilken andel blev vurderet til 20 millioner rupi.
Undertegnede NO erklærer hermed, at jeg modtager 20 millioner rupi fra FA som et forretningslån. I henhold til aftale indgået mellem mig og FA er jeg fuldt ansvarlig for tilbagebetaling af dette beløb uden nogen form for rente.
Jeg påtager mig ligeledes ansvaret for at tilbagebetale beløbet inden forfaldsdatoen, uanset om betaling sker i Danmark eller i Pakistan, hvad end der passer FA.
Dato: 19-4-96
FA
[sign.]
NO
[sign.]
..."
Forklaringer
Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af A og CA.
A har supplerende forklaret blandt andet, at der ikke på mødet i skifteretten i 1997 vedrørende boet efter hans far blev spurgt om faderens mulige aktiver i Pakistan, og at han og hans mor i øvrigt først i forbindelse med deres deltagelse i en højtidelighed i Pakistan på årsdagen for faderens død fik kendskab til faderens tilgodehavende hos NO. Umiddelbart efter hans køb af ejendommen i ...1, Danmark, rejste han og moderen til Pakistan for at låne penge af hans morfar til at finansiere det pågældende ejendomskøb med. Banker i Pakistan lå - modsat vekselkontorer - ikke inde med udenlandsk valuta, og banken, som han benyttede, havde ingen computer og kunne som følge heraf heller ikke overføre de lånte penge til Danmark. Han ville derfor have været nødsaget til at tage til Karachi for at få pengene bankoverført til Danmark, og en sådan bankoverførsel ville i givet fald alene kunne ske i USD og have krævet oprettelse af en særskilt USD-konto i Danmark. Da en sådan konto er dyr, og da han i øvrigt ikke stolede på bankerne, var der reelt ikke nogle alternative muligheder til at hjembringe lånet i kontanter. De godt 148.000 kr. af de i alt 900.000 kr., som han ad tre gange lånte af moderen i henhold til gældsbrevet på 900.000 kr., dateret "2000", blev overført fra moderens konto til en omprioriteringskonto i forbindelse med omprioriteringen af ejendommen beliggende ...2, Danmark. Lånet hos moderen i henhold til gældsbrevet på 2 mio.kr., dateret "12-12-2000", blev ligeledes udbetalt ad flere gange, og gældsbrevets datering er datoen for udbetalingen af restbeløbet. Han kan ikke forstå at gældsbrevet på 500.000 kr. med moderen som kreditor tilsyneladende ikke er dateret, idet han har dateret alle gældsbreve til moderen, der alle er udfærdiget af hans revisor. De under ankesagen fremlagte erklæringer vedrørende hans farfars indkomst- og formueforhold samt den af faderen den 19. april 1996 indgåede aftale er alle dokumenter, som moderen fik udleveret under et ophold i Pakistan efter byrettens dom. Som det fremgår af erklæringerne, blev der fortsat udbetalt beløb til farfaderen efter farfaderens død i 1992.
CA har supplerende forklaret blandt andet, at hun har boet i Danmark siden 1972. Lånet til sønnen i henhold til gældsbrevet på 2 mio.kr. blev muliggjort ved, at hun fra Pakistan hjemtog 700.000 kr. og 800.000 kr., som hidrørte fra hendes ægtefælles tilgodehavende hos NO, samt 500.000 kr., som hun lånte af sin far, og beløbene er dokumenteret ved de i sagen fremlagte tre vekselbilag. Lånet til sønnen i henhold til gældsbrevet på 500.000 kr. hidrørte ligeledes fra penge, som hun lånte af sin far. Hun har modtaget sin ægtefælles fulde tilgodehavende på 20 mio., rupees hos NO, og penge fra dette tilgodehavende, som hun ikke hjemtog til Danmark, opbevarede hun hos sin far, indtil hun senere anvendte dem til et husbyggeri i Pakistan. Lånene hos faderen er tilbagebetalt. I 2011 var hun i Pakistan, og hun fortalte da sin far om sønnens problemer med at dokumentere, at hun havde haft mulighed for at yde ham lån. Hendes far kontaktede derfor sønnen til NO, der herefter udleverede forskellige papirer til dokumentation for hendes økonomiske forhold, herunder aftalen af 19. april 1996 mellem hendes ægtefælle og NO.
Procedure
Parterne har for landsretten gentaget og uddybet deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.
Landsrettens begrundelse og resultat
As selvangivne privatforbrug for indkomståret 2000 på 171.456 kr. forudsætter, at han i indkomståret har optaget adskillige lån hos familiemedlemmer og venner, herunder lån hos sin mor på henholdsvis 2 mio., kr., 500.000 kr. og 186.589 kr., idet 186.589 kr. er oplyst at udgøre restbeløbet i henhold til et angivet lån på 900.000 kr., hvoraf skattemyndighederne har anerkendt 713.411 kr. som lån.
De afgivne forklaringer og erklæringer om ovennævnte lån er ikke således bestyrket ved objektive kendsgerninger i form af dokumentation for bankoverførsler eller andet, at det kan lægges til grund, at A har optaget de nævnte lån hos sin mor som hævdet.
Regnskabsgrundlaget giver således ikke plads for et antageligt privatforbrug og har derfor ikke kunnet danne behørigt grundlag for skatteansættelsen. Skattemyndighederne har herefter været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse, og A har ikke godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse, der er sket med udgangspunkt i et privatforbrug i 2000 på 100.000 kr., er åbenbart urimelig eller hviler på et forkert grundlag.
Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.
Ved fastsættelsen af sagsomkostninger, som A skal betale til Skatteministeriet til dækning af ministeriets udgifter til advokatbistand, er henset til sagens værdi, forløb og udfald.
T h i k e n d e s f o r r e t
Byrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 70.000 kr. til Skatteministeriet.
Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.