Dato for udgivelse
11 nov 2010 09:14
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
15 okt 2010 15:30
SKM-nummer
SKM2010.721.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
4. afdeling, B-2450-10
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Andet om moms
Emneord
Stævning, afvisning, mødeberettiget
Resumé

Stævningen var undertegnet af cand.polit. SD. Da det ikke var godtgjort, at han var ansat i det sagsøgende firma og i øvrigt ikke var mødeberettiget, jf. retsplejelovens § 260, kunne han ikke optræde som rettergangsfuldmægtig i sagen, og byretten afviste derfor sagen.

Af de af byretten anførte grunde stadfæstede landsretten afgørelsen.

Reference(r)
Retsplejeloven § 260
Henvisning
Den juridiske vejledning 2010-2 A.A.10.3.2

Parter

H1 GmbH
(SD)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Tim Holmager)

Afsagt af landsdommerne

Michael Dorn, Henrik Gunst Andersen og Michael Kistrup

Sagens baggrund og parternes påstande

Den indankede afgørelse er afsagt af byretten den 9. juli 2010 (BS 37A- 6175/2009) og anket af H1 GmbH af SD med påstand om, at sagen fremmes.

Indstævnte, Skatteministeriet, har afgivet kæresvarskrift.

Landsrettens begrundelse og resultat

I kendelse af 16. august 2010 har landsretten tilladt, at sagen kan fremmes som en ankesag og udsatte sagen til den 1. september 2010 med henblik på, at SD over for landsretten dokumenterer, at han opfylder betingelserne for rettergangsfuldmagt, jf. retsplejelovens § 260. Ved retsbog af 3. september 2010 imødekom landsretten efter omstændighederne, at sagen påny blev udsat til den 6. oktober 2010 på samme grundlag. I retsbogen var der bl.a. anført følgende:

"...

Yderligere udsættelse kan ikke forventes givet, hvorfor sagen i tilfælde af, at der ikke til landsretten inden fristens udløb fremsendes fornøden dokumentation for, at SD opfylder betingelserne for rettergangsfuldmagt, uden videre vil blive afvist.

..."

Herefter og i øvrigt af de af byretten anførte grunde stadfæster landsretten byrettens afgørelse.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens afgørelse stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal appellanten, H1 GmbH, til indstævnte, Skatteministeriet, inden 14 dage betale 5.000 kr.