Spørgsmål
Kan A sælge ejendommene X og jord Z til hendes bror B med succession efter reglerne i Kildeskattelovens § 33 C således, at der ikke skal ske beskatning af ejendomsavance mv. hos hverken C eller A.
Spørgers forslag
Ja.
SKATs forslag
Ja, se dog begrundelse.
Beskrivelse af de faktiske forhold
C ejer i dag ejendommen X med et jordareal på knap 40 ha. Denne ejendom har oprindeligt tilhørt A og B's forældre. Endvidere ejer C knap 15 ha jord uden bygninger på Z.
C har hidtil drevet ejendommene med økologisk planteavl og fedekvæg.
I forbindelse med kommende generationsskifte vil C overdrage begge ejendomme til ægtefælle A ved ægtepagt - antagelig med virkning fra 1. januar 2010.
A vil herefter sælge begge ejendomme til hendes bror B - antagelig pr. 1. juli 2010.
Der er tale om en påtænkt disposition.
Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling
Overdragelsen fra C til ægtefælle A sker med fuld succession jf. kildeskattelovens (KSL) § 26A/26B.
Ved salg fra A til hendes bror B kan der succederes i ejendomsavance mv. jf. formuleringen i KSL § 33 C, stk. 1: "Ved overdragelse i levende live af en virksomhed eller en andel heraf til børn, børnebørn, søskende, søskendes børn eller søskendes børnebørn kan parterne i overdragelsen anvende reglerne i stk. 2-11 og 13... Stk. 2-11 og 13 gælder ikke for beskatning af ejendomsavancer vedrørende fast ejendom omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven (EBL), medmindre der er tale om en fast ejendom, hvor mere end halvdelen af ejendommen anvendes i overdragerens eller overdragerens samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed".
Regler/praksis jf. KSL § 25A, stk. 1 om et driftsresultat og avancer skulle medregnes hos C, hvis de skulle beskattes ved salg (han driver virksomheden) må derfor vige til fordel for reglen i § 33 C, som er klar i formuleringen: "anvendes i overdragerens eller overdragerens samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed.
SKATs indstilling og begrundelse
Lovgrundlag
Generelt om succession efter KSL § 33 C, familieoverdragelser og erhvervsvirksomhedsaktiver.
Det følger af KSL § 33, stk. 1, 1. og 2. punktum, at "ved overdragelse i levende live af en erhvervsvirksomhed, en af flere erhvervsvirksomheder eller en andel af en eller flere erhvervsvirksomheder til børn, børnebørn, søskende, søskendes børn, søskendes børnebørn eller en samlever, hvorved forstås en person, som på overdragelsestidspunktet opfylder betingelserne i boafgiftslovens (BAL) § 22, stk. 1, litra d., kan parterne i overdragelsen anvende reglerne i stk. 2-11 og 14".
Ved lov nr. 532 af 17. juni 2008 (om ændring af aktieavancebeskatningsloven, dødsboskatteloven og kildeskatteloven) er KSL § 33 C, stk. 1, 3. punktum erstattet af følgende nye bestemmelser, som har virkning fra 1. januar 2009:
Stk. 2-11 og 14 finder alene anvendelse på ejendomsavancer vedrørende fast ejendom omfattet af EBL, i det omfang ejendommen anvendes i overdragerens eller overdragerens samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed. Hvis mere end halvdelen af ejendommen anvendes i overdragerens eller overdragerens samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed, finder stk. 2-11 og 14 dog anvendelse på hele ejendomsavancen vedrørende den pågældende ejendom.
Ifølge KSL § 33C, stk. 1, 5. - 6. pkt. lægges den ejendomsværdimæssige fordeling mellem erhverv og beboelse til grund ved opgørelsen af den erhvervsmæssige andel.
Udlejning af anden fast ejendom end fast ejendom, som benyttes til landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug jf. vurderingslovens § 33, stk. 1 og 7, anses i denne forbindelse ikke for erhvervsvirksomhed.
Det følger Ligningsvejledningen (LV) afsnit E.I.7, at følgende eksempler på virksomhedsaktiver kan overdrages med succession:
- Afskrivningsberettigede bygninger
- Maskiner, inventar og lignende driftsmidler
- Landbrugets husdyrbesætninger
- Fast ejendom, når overdrageren driver næring med køb og slag
- Fast ejendom, hvor mere end halvdelen af ejendommen indgår i overdragerens eller overdragerens samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed
- Aktier og obligationer, når overdrageren driver næring med køb og salg
- Luftfartøjer
- Skibe
- Varelager, herunder landbrugets beholdninger
Ved lov nr. 458 af 9. juni 2004 (om ændring af forskellige skatte- og afgiftslove m.v.) er der i § 26 A, stk. 4-6 indført adgang til succession i virksomhedsordningen ved overdragelse af en virksomhed fra en ægtefælle til en anden ægtefælle.
SKATs indstilling og begrundelse
Ad spørgsmål 1
Der spørges om A kan sælge ejendommene X og jord, beliggende Z til hendes bror B med succession efter reglerne i Kildeskattelovens § 33 C således, at der ikke skal ske beskatning af ejendomsavance mv. hos hverken C eller A?
Det er oplyst, at ejendommene X og Z hidtil er drevet af C med økologisk planteavl og fedekvæg.
Ejendommen X er i SKATs registre opført som en erhvervsejendom "landbrug, bebygget". Ligeledes ses det i SKATs registre, at C anvender virksomhedsskatteordningen.
SKAT bemærker, at der her ikke er tale om overdragelse af en virksomhed mellem ægtefællerne A og C, men derimod om overdragelse af fast ejendom, da C fortsat skal stå for driften indtil handlen mellem A og hendes bror B. Det følger af virksomhedsskattelovens (VSL) § 1, at skattepligtige personer, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed, kan anvende virksomhedsordningen efter reglerne i afsnit I i VSL på indkomst fra virksomheden. Da A ikke driver selvstændig erhvervsvirksomhed, vil det ikke være muligt for hende at succedere i ægtefællens virksomhedsordning efter KSL § 26 A, stk. 4.
Ved besvarelsen af spørgsmål 1 forudsættes det, at betingelserne for succession i KSL § 26 B er opfyldt ved overdragelsen mellem ægtefællerne, idet der på nuværende tidspunkt ikke foreligger en konkret dokumentation for en succession, da der er tale om en påtænkt disposition.
For så vidt angår overdragelsen mellem A og B følger det bl.a. af KSL § 33 C, stk. 1, 1. og 2. punktum, at ved overdragelse i levende live af en erhvervsvirksomhed, til søskende, kan parterne i overdragelsen anvende reglerne i stk. 2-11 og 14.
Stk. 2-11 og 14 finder alene anvendelse på ejendomsavancer vedrørende fast ejendom omfattet af EBL, i det omfang ejendommen anvendes i overdragerens eller overdragerens samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed. Hvis mere end halvdelen af ejendommen anvendes i overdragerens eller overdragerens samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed, finder stk. 2-11 og 14 dog anvendelse på hele ejendomsavancen vedrørende den pågældende ejendom.
I den konkrete sag er der tale om fast ejendom, hvor ejendomsavancen er omfattet af EBL, og ejendommen anvendes i overdragerens samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed.
SKAT finder, at det vil være muligt for A at overdrage ejendommene ved succession til hendes bror B.
SKAT indstiller derfor, at spørgsmålet besvares med et ja.
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling.