I gennemgangen nedenfor vil nogle af de faktiske oplysninger være udeladt.
Spørgsmål
-
Kan SKAT bekræfte, at såfremt Sparekassen tilbagekøber blåstemplede obligationer fra private investorer - som enten er fysiske personer eller selskaber m.v. - til investors oprindelige købskurs, bliver der ingen skattemæssig gevinst for investor?
-
Kan SKAT bekræfte, at såfremt Sparekassen tilbagekøber blåstemplede obligationer fra investorers pensionsordninger til den oprindelige købskurs, så vil en evt. gevinst modsvare tidligere års tab, hvorfor der ikke vil være yderligere gevinst eller tab at beskatte, og der vil ikke være grundlag for at genoptage tidligere indkomstårs selvangivelser?
-
Kan SKAT bekræfte, at såfremt Sparekassen tilbagekøber blåstemplede obligationer fra kunder i Sparekassen til den oprindelige købskurs, vil en evt. merpris i forhold til den aktuelle dagskurs på tidspunktet for handlen ikke blive betragtet, som en erstatning mellem Sparekassen og kunderne?
-
Såfremt SKAT ikke kan svare bekræftende til spm. 3, kan SKAT så bekræfte, at erstatningen vil blive beskattet, som den indkomst den kommer i stedet for, og at dette betyder, at kunderne er stillet som var der tale om almindelig tilbagekøb af obligationerne til den oprindelige købskurs jf. spm. 1 og spm. 2?
-
Kan SKAT bekræfte, at såfremt Sparekassen tilbagekøber blåstemplede obligationer fra kunder i Sparekassen til en merpris i forhold til den aktuelle dagskurs, vil denne merpris ikke blive indbefattet af gavebegrebet for Sparekassen eller kunderne?
-
Kan SKAT bekræfte, at såfremt Sparekassen disponerer, som anført i ovenstående spm. 1-2, vil Sparekassen have fradrag for et eventuelt kurstab, som opstår i perioden fra Sparekassens anskaffelse, der sker til kundens oprindelige købskurs og indtil indkomstårets afslutning den 31. december 2008, idet Sparekassen anvender lagerprincippet?
-
Kan SKAT bekræfte, at såfremt Sparekassen disponerer, som anført i spm. 4-5, og SKAT anlægger den betragtning, at der er tale om en erstatning til kunderne, så vil denne erstatning være fradragsberettiget som værende driftsudgift?
Svar
- Se SKATs indstilling og begrundelse.
- Se SKATs indstilling og begrundelse.
- Se SKATs indstilling og begrundelse.
- Se SKATs indstilling og begrundelse.
- Se SKATs indstilling og begrundelse.
- Se SKATs indstilling og begrundelse.
- Se SKATs indstilling og begrundelse.
Beskrivelse af de faktiske forhold
Flere af Sparekassens kunder har efter rådgivning fra Sparekassen investeret i tre forskellige obligationer. Obligationerne er udstedt af forskellige udenlandske selskaber i 2005, 2006 og 2007, og obligationerne udløber i hhv. 2013, 2014 og 2015. Obligationerne er udstedt i danske kroner og har status som blåstemplet obligation for investorer, der er fysiske personer.
Obligationerne er bl.a. solgt i Danmark via A Bank A/S.
Et antal danske pengeinstitutter har i forbindelse med udstedelsen af obligationerne optaget lån hos bl.a. A Bank. Lånene er omtalt som "the repackaging assets"/"the collateral" i prospekterne for obligationsudstedelserne. En af låntagerne er B Bank. Også Sparekassen har optaget lån i relation til en af obligationerne. B Bank forventes ikke at være i stand til at tilbagebetale sine lån til bl.a. A, og værdien af obligationerne forventes at falde.
Sparekassen har selv foretaget en investering i obligationerne for ca. DKK 17 mio.
Flere af Sparekassens kunder har, som nævnt, investeret i ovennævnte obligationer efter rådgivning fra Sparekassen. Sparekassen overvejer nu at tilbyde at tilbagekøbe obligationerne fra sine kunder for at holde kunderne skadesløse for det tab, som skyldes B Banks situation. Sparekassen vil tilbyde at købe obligationerne til samme kurs, som kunderne oprindeligt har betalt for obligationerne.
Årsagen til, at obligationernes handelsværdi er faldet er, at B bank var en af debitorerne på obligationerne.
Årsagen til at svar ønskes er, at Sparekassen ønsker at informere de ovennævnte investorer hurtigst muligt om de reelle konsekvenser af de påtænkte dispositioner.
Det er efterfølgende oplyst, at den kurs, som Sparekassen tilbagekøber til, er højere end handelskursen på tilbagekøbstidspunktet. I forbindelse med købet har kunderne haft en kurtage udgift. Denne refunderes ikke. I forbindelse med tilbagekøb laves handlen kurtagefri. Kunderne beholder renterne, som er blevet udbetalt frem til tilbagekøbet.
Der er i alle tilfælde tale om obligationer, som sparekassen havde haft i egen beholdningen forinden salget til kunderne.
Sparekassen har oplyst, at årsagen til, at man overvejer, at tilbyde at tilbagekøbe obligationerne fra kunderne til den oprindelige købspris er følgende:
"Efter det viste sig at B Bank var en del af obligationerne, hvilket betyder at udløbskursen er blevet reduceret til en væsentlig lavere kurs blev vi kontaktet af flere rådgivere, som sagde at de ikke kendte til denne struktur, og havde solgt obligationerne som et "sikkert" papir med udløb til kurs 100,00. Det har vist sig at den information, som rådgiverne i sin tid fik, ikke var fyldestgørende, og derfor har rådgiverne ikke kunnet videregive de reelle risici for obligationerne til kunderne. Derfor har Sparekassen valgt, at tilbyde disse kunder at tilbagekøbe obligationerne til den kurs, som de oprindelig har købt obligationerne til."
SKAT har forespurgt Sparekassen, om årsagen til at Sparekassen vil tilbagekøbe obligationerne fra kunderne er, at Sparekassen erkender, at være erstatningspligtig over for kunderne.
Sparrekassen har oplyst følgende:
"Ja, vi tror ikke på at sagen ville "holde" i en pengeinstitutankenævnssag og med baggrund i den etik og moral som vi gerne vil drive Sparekassen med, ser vi ingen grund til at "vente" med at tilbageføre handler indtil en sådan evt. dom ville foreligge. I bund og grund har vi jo egentlig bare erkendt at vores rådgivning overfor disse kunder ikke har været god nok, og da vi opdagede det, har vi så selv taget konsekvensen heraf."
Sparekassen har desuden oplyst, at kunderne i forbindelse med deres beslutning om at købe obligationerne, ikke har fået udleveret noget skriftligt materiale.
Alle tre obligationer er børsnoteret. De kan stadig handles, men aktiviteten er ikke overvældende.
Kunderne har købt obligationerne til en kurs i intervallet [89-91]. Obligationerne er nu handlet tilbage til samme kurs, som kundens oprindelige købskurs.
Det er vanskelligt at skønne dagsværdien, fordi der ikke på nuværende tidspunkt findes interesserede købere. For den ene obligation, oplyses det at der er interesserede sælgere som vil sælge til kurs 30, mens køberne vil give kurs 10. For den anden obligation er der sælgere til kurs 30 og købere, der vil give kurs 5. For den tredje obligation har vi ikke en tilsvarende oplysning. Uanset dette er det kun spekulationer indtil der rent faktisk er handlet.
Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling
Spørger mener, at spørgsmålene skal besvares således:
Spørgsmål 1: Ja.
Spørgsmål 2: Ja.
Spørgsmål 3: Ja.
Spørgsmål 4: Ja.
Spørgsmål 5: Ja.
Spørgsmål 6: Ja.
Spørgsmål 7: Ja.
Skattemæssige konsekvenser for kunderne/investorerne:
Det er vores opfattelse, at Sparekassens tilbud til sine kunder om at købe obligationerne til en kurs, der svarer til den, som kunderne oprindeligt har betalt for obligationerne ikke vil have skattemæssige konsekvenser for kunderne. Der burde hverken opstå gevinst eller tab ved salget af obligationerne til Sparekassen, da afståelsessummen er lig med anskaffelsessummen.
Nogle af kunderne, herunder i de situationer, hvor investering er sket for pensionsmidler i pengeinstitutter, beskattes af gevinst og tab af obligationerne efter et lagerprincip. Disse kunder er løbende blevet beskattet af urealiserede kursgevinster eller -tab for hvert indkomstår siden købet. Hvis kursværdien for eksempel er faldet siden det oprindelige købstidspunkt, har kunden haft fradrag for det tab. Når Sparekassen køber obligationerne til den oprindelige købspris, vil der således opstå en gevinst i forhold til tidligere års kursfald.
Summen af tidligere års tab vil dog svare til den gevinst, som opstår ved salg af obligationen til Sparekassen, hvorfor tilbagekøbet heller ikke for de lagerbeskattede investorer vil resultere i en gevinst eller et tab. Der er således ikke behov for at genoptage selvangivelser for tidligere indkomstår.
Alternativ kunne det hævdes ud fra en realitetsbetragtning, at afståelsessummen reelt består af obligationernes kursværdi samt af en merpris. Denne merpris kunne anses for en form for erstatning til kunderne for den rådgivning, som Sparekassen har ydet.
Erstatningsbetragtningen kunne bestå i, at tilbuddet om tilbagekøb skyldes, at Sparekassen ønsker at holde deres kunder skadesløse fra investeringerne i de tre forskellige obligationer. Der er desuden tale om en ekstraordinær situation i og med at B Bank ikke længere kan indfri sine lån i relation til obligationerne. Og kunderne har ikke været fuldt bekendt med de risici, som var forbundet med investeringerne i de tre obligationer. B Banks situation har hverken Sparekassen eller dens kunder kunnet forudse og tilbuddet fremsættes for at imødegå eventuelle sagsanlæg fra kunderne.
Erstatningsbetragtningen vil heller ikke resultere i skattemæssige konsekvenser for kunderne.
Hovedreglen er, at erstatningssummer hos modtageren skal beskattes, som den indkomst de træder i stedet for.
Fysiske personer er skattefri af gevinster på blåstemplede obligationer og har ikke fradrag for tab. Hvis en del af afståelsessummen skulle anses som en form for erstatning, vil det betyde, at en fysisk person realiserer et tab på obligationen svarende til forskellen mellem den oprindelige købspris og kursværdien på obligationen på tidspunktet for afståelse. Der er ikke fradrag for tabet, da obligationen er blåstemplet. Den resterende afståelsessum, "erstatningssummen", vil efter vores opfattelse ikke være skattepligtig, da fysiske personer ikke beskattes af gevinster på blåstemplede obligationer, med mindre der er tale om erhvervelser for lånte midler.
For selskabsinvestorer, fondsbeskattede fonde samt investeringer i pensionsmidler vil gevinster på obligationerne være skattepligtige og tab fradragsberettigede. Dette betyder, at erstatningssummen (forskel mellem kursværdi og oprindelig købspris) vil blive behandlet på samme måde og dermed være skattepligtig for disse investortyper. Den skattepligtige gevinst vil dog udlignes af at investor realiserer et fradragsberettiget tab på obligationen, såfremt afståelsessummen skulle opdeles i kursværdi og merpris (erstatning).
Der kan ikke være tale om en gave til kunderne, da forholdet mellem kunder og Sparekassen ikke kan siges at være indenfor det gængse gavemiljø. Da parterne helt tydeligt har modstridende interesser i sagen, er der ikke krav om at de skal handle på markedsvilkår.
Skattemæssige konsekvenser for Sparekassen:
Idet Sparekassen anvender lagerprincippet ved opgørelsen af gevinst og tab på fordringer, herunder for de tre obligationer, vil et eventuelt tab ved indkomstårets udgang i forhold til anskaffelsessummen være fradragsberettiget for Sparekassen.
Hvis en del af anskaffelsessummen af obligationerne skal anses for en erstatning til Sparekassens kunder, vil denne udgift være at fratrække som en driftsudgift. Tilbagekøbet er begrundet i en ekstraordinær situation, hvor det ikke har været muligt, at forudse begivenhederne for hverken udstedere, sælgerne af obligationerne eller Sparekassen selv.
SKATs indstilling og begrundelse
Skatterådet har tidligere bekræftet, at alle tre obligationer kan anse for en blåstemplet obligation efter kursgevinstlovens § 14.
SKAT kan ikke vurdere, om Sparekassen er erstatningspligtig, men henset til at Sparekassen selv oplyser, at årsagen til, at de vil tilbagekøbe obligationerne, er at de forventer, at de vil blive anset for erstatningspligtige, finder SKAT at dette må lægges til grund.
Erstatningssummer behandles hos modtageren skattemæssigt på samme måde, som det beløb, erstatningen træder i stedet for.
SKAT indstiller derfor, at det ved besvarelse lægges til grund, at der er tale om en erstatningssum, som derfor hos modtageren behandles på samme måde, som blåstemplede obligationer.
Ad spørgsmål 1
I henhold til kursgevinstlovens § 14, stk. 2, 2. pkt. er gevinster på fordringer i danske kroner, som mindst forrentes med en pålydende rente lig mindsterente, skattefrie for fysiske personer. Anses erhvervelsen for omfattet af kursgevinstlovens § 15, som vedrører visse tilfælde, hvor obligationen er erhvervet for lånte midler, gælder skattefriheden dog ikke.
Efter SKATs opfattelse, vil erstatningen - inklusive overkursen - blive behandlet efter kursgevinstloven på samme måde, som blåstemplede fordringer i danske kroner, ellers ville blive behandlet hos den pågældende skatteyder.
Er der f.eks. tale om en fysisk person, som er privat investor, er gevinster skattefrie.
Ad spørgsmål 2
SKAT forudsætter, at obligationerne i sin tid er købt via en pensionsordning, hvori afkastet er omfattet af pensionsafkastbeskatningsloven, og når Sparekassen tilbagekøber obligationerne, er det samme pensionsordning, som sælger obligationerne.
I henhold til pensionsafkastbeskatningsloven § 13, stk. 3, skal gevinster/tab lagerbeskattes. Det vil sige, at kurstab og kursstigninger, som er opstået i løbet af et år, beskattes. Er en obligation solgt i løbet af året, træder salgsprisen i stedet for værdien ultimo året.
Om der i forbindelse med Sparekassens tilbagekøb af obligationerne skal ske en beskatning i henhold til pensionsafkastbeskatningsloven, afhænger således af om obligationerne ultimo indkomståret inden, har haft en anden værdi, end salgsprisen ved Sparrekassens tilbagekøb.
Set over den samlede ejertid, sker der dog ingen beskatning af gevinst/tab, da obligationerne købes og sælges til samme pris.
Angivelsen af pensionsafkast for de tidligere indkomstår, skal ikke genoptages, da salgsprisen alene vil blive betragtet på samme måde, som hvis obligationerne i øvrigt var blevet solgt på det tidspunkt, hvor obligationerne sælges tilbage til Sparekassen.
Ad spørgsmål 3-7
Sparekassen har selv erkendt, at der er tale om erstatningsbeløb. Når beløbet i relation til kunderne anses for et erstatningsbeløb, som skal behandles på samme måde, som den indtægt beløbet træder i stedet for, finder SKAT, at beløbet også hos Sparrekassen må behandles som et erstatningsbeløb.
Alene den handelsværdi obligationerne har ved tilbagekøbet, kan anses for omfattet af kursgevinstloven for Sparrekassen. Værdifald fra tilbagekøbet og indtil 31. december samme år, kan fradrages ved opgørelsen af Sparekassens avance/tab efter kursgevinstloven
For så vidt angår overprisen er spørgsmålet, om overkursen kan fradrages som en driftsomkostning eller om der eventuelt ikke er fradrag for beløbet.
SKAT finder, at tabet ved den forkerte rådgivning må betragtes som et udslag af en sædvanlig driftsrisiko for et pengeinstitut, og dermed er overprisen fradragsberettiget som en driftsomkostning. Der er bl.a. henset til, at Sparekassen ikke ved sin rådgivning har været bevist om, at rådgivningen var forkert.
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder SKATs afgørelse og begrundelse.
Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode
I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.