Parter
Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)
mod
A
(advokat Søren Lehmann Nielsen)
Afsagt af højesteretsdommerne
Wendler Pedersen, Per Sørensen, Lene Pagter Kristensen, Poul Søgaard og Niels Grubbe.
I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 6. afdeling den 28. juni 2002.
Appellanten, Skatteministeriet, har påstået frifindelse.
Indstævnte, A, har påstået stadfæstelse.
Højesterets bemærkninger
Pligten til at betale skat af et interessentskabs overskud påhviler interessenterne direkte, og interessenterne er derfor som udgangspunkt skattepligtige af deres andele i interessentskabets overskud i det år, interessentskabet erhverver endelig ret til de indtægter, der er grundlag for overskuddet. Beskatningen hos interessenterne udskydes ikke, selv om overskuddet som led i en sædvanlig regnskabsprocedure - først bliver opgjort, fordelt og udbetalt til interessenterne efter udgangen af indkomståret.
Overskudsfordelingen i interessentskabet X var tilrettelagt således, at en del blev fordelt på grundlag af faste objektive kriterier og en anden del som "individuelle vederlag" på grundlag af skønsprægede kriterier efter en konkret udmøntning, der blev besluttet af interessenterne hvert år efter udgangen af indkomståret. Det forhold, at en del af overskuddet på denne måde blev fordelt ved beslutning efter udgangen af indkomståret, kan ikke medføre, at interessenternes skattepligt af denne del af overskuddet udskydes.
Herefter tager Højesteret Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.
T h i k e n d e s f o r r e t
Skatteministeriet frifindes.
I sagsomkostninger for landsretten og Højesteret skal A inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 100.000 kr. til Skatteministeriet.