Parter

H1 Technology A/S og H2 ApS
(advokat Anders Hedetoft for begge)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat David Auken)

Afsagt af højesteretsdommerne

Torben Melchior, Per Sørensen, Peter Blok, Thomas Rørdam og Vibeke Rønne

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 5. afdeling den 30. januar 2004.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande

Appellanterne, H1 Technology A/S og H2 ApS, har gentaget deres påstande.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Anbringender

H1 Technology A/S og H2 ApS har for Højesteret frafaldet anbringenderne om, at tilbagesøgningskravene ikke er omfattet af artikel 236 i EF-toldkodeksen, og at de alene forældes efter forældelsesloven af 1908.

Selskaberne har for Højesteret gjort gældende, at de ikke hæftede for den opkrævede importafgift, jf. toldkodeksens artikel 201, stk. 3, idet de ikke optrådte som klarerer ved indførslen af netværkskortene til EU's område. Da der ikke forelå et direkte repræsentationsforhold mellem selskaberne og speditionsfirmaerne, er toldbeløbene uregelmæssigt opkrævet hos dem.

Selskabernes anmodning om godtgørelse for importafgifter indgivet den 14. marts 2001 er rettidig, da fristen i toldkodeksens artikel 236, stk. 2, 1. pkt., er forlænget som følge af hændelige omstændigheder eller force majeure, jf. stk. 2, 2. pkt.

Forældelsesfrisen i artikel 236 var i medfør af princippet i artikel 221, stk. 3, suspenderet under behandlingen af H1 Technologys klage over kravet på efterbetaling af afgifter på 844.604 kr.

Toldmyndighederne burde af egen drift have ydet selskaberne godtgørelse efter artikel 236, idet myndighederne var bekendt med, at Kommissionens forordning nr. 1165/95 af 23. maj 1995 stred mod bestemmelser i International Convention on the Harmonized Commodity Description and Coding System (HS-konventionen), som EU har tiltrådt i 1987.

Såfremt godtgørelseskravene er forældet efter artikel 236, foreligger der en så særegen situation, at kravene bør imødekommes i medfør af artikel 239.

Endelig er Skatteministeriet erstatningsansvarligt ved at have undladt at informere selskaberne om, at forordningen var i strid med HS-konventionen, og ved uanset kendskab til dette forhold at have håndhævet forordningen.

Skatteministeriet har heroverfor gjort gældende, at der ikke er grundlag for eller hjemmel til at anse fristen for godtgørelse efter artikel 236 for at have været suspenderet eller afbrudt i forhold til H1 Technology, fordi dette selskab indgav klage over afgørelsen om efterbetaling af told. Godtgørelseskravene er forældet efter artikel 236, stk. 2, 1. pkt, idet anmodningerne er indgivet mere end 3 år efter, at selskaberne modtog underretning om toldkravene, og idet det forhold, at EF-Domstolen har erklæret forordning nr. 1165/95 for ugyldig, ikke kan begrunde en udskydelse af fristen. De danske toldmyndigheder kunne ikke af egen drift godtgøre selskaberne de omtvistede toldbeløb, og der er endvidere ikke grundlag for at fastslå, at myndighederne vidste eller burde have vidst, at forordningen var ugyldig. Selskaberne hæftede for toldskylden efter toldkodeksen og toldloven, men dette spørgsmål er i øvrigt uden betydning for sagens afgørelse. Skatteministeriet har afvist at være erstatningsansvarlig over for selskaberne.

Supplerende sagsfremstilling

H1 Technology klagede den 29. januar 1997 over kravet på efterbetaling af told på 844.604 kr. Det hedder i klagen bl.a.:

"H1 Nordic A/S har med betalingen af importspecifikation, afregningsperiode december 1996 betalt kr. 844.604 pålignet af regionen, som følge af opgørelse af import af netkort i perioden 14. juni 1995 til 28. oktober 1996.

Vi skal hermed anke regionens afgørelse til Told- og Skattestyrelsen, da vi mener denne efterregulering er sket på et urimeligt grundlag, og anmoder følgelig om at få pengene retur i form af tilbagebetaling eller erstatning.

Dette bygger vi på følgende 2 forhold.

1) ToldSkat har aldrig informeret virksomhederne i Danmark om, at toldpraksis blev ændret på netkort.

14. juni 1995 blev det i EU tidende meddelt, at netkort skulle tarifbestemmes som telefonudstyr.

Herved blev praksis ændret, da netkort hidtil blev tarifbestemt som datadele.

Dette betød, at tolden steg fra 3,3% til 7,5%.

Vi er bekendt med, at alle borgere og virksomheder principielt bør læse EU Tidende, men vi mener også, at ToldSkat har et ansvar for at opsamle relevant information og videregive denne til virksomhederne. Hvad hjælper det, at ToldSkat udgiver en række publikationer, hvis disse alligevel ikke indeholder al relevant information?

...

Det skal også nævnes, at vi opfatter det som en yderst ulogisk placering, der bryder med 3. landes tarifering. Dette forhold, altså at EU har valgt at "gå enegang" i forhold verdens øvrige lande, mener vi pålægger myndighederne en ekstra stor forpligtelse til at informere, navnlig overfor en stærkt internationaliseret branche som vores, hvor det er gængs praksis at arbejde ud fra, at toldpositionerne er de samme, (næsten) uanset hvor i verden, varen befinder sig.

2) Vildledning fra ToldSkat.

..."

I Told- og Skattestyrelsens afgørelse af 24. juni 1998, hvorved selskabet ikke fik medhold i klagen, er bl.a. anført:

"Denne afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. § 11, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 196 af 26. marts 1998 om sagsudlægning, men kan indbringes for domstolene (landsretten) senest 3 måneder fra dags dato, jf. § 31, stk. 1 og 3, og § 33, i skattestyrelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 174 af 19. marts 1998."

Under forberedelsen af sagen for Højesteret anmodede selskaberne om, at spørgsmålet om forståelsen af "hændelige omstændigheder eller force majeure" i artikel 236, stk. 2, 2. pkt., blev forelagt for EF-Domstolen. Højesteret tog stilling til anmodningen ved en kendelse af 13. maj 2005 (SKM2005.208.HR), hvori det bl.a. er anført:

"Sagsfremstilling

EF-toldkodeksens artikel 236, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 1. og 2. pkt., lyder:

"Godtgørelse af import- eller eksportafgifter ydes, hvis det godtgøres, at det pågældende beløb på betalingstidspunktet ikke var skyldigt efter lovgivningen, eller at beløbet er blevet bogført i strid med artikel 220, stk. 2.

...

2. Godtgørelse af eller fritagelse for import- eller eksportafgifter indrømmes, hvis der fremsættes anmodning herom over for det pågældende toldsted inden tre år regnet fra datoen for underretning af debitor om de pågældende afgifter.

Denne frist forlænges, hvis debitor godtgør, at han har været forhindret i at indgive anmodning herom inden for den nævnte frist som følge af hændelige omstændigheder eller force majeure.

..."

I den engelske tekst anvendes i stk. 2, 2. pkt., ved siden af "force majeure" udtrykket "unforeseeable circumstances".

I EF-domstolens dom i sag C-463/98, Cabletron Systems Ltd. mod The Revenue Commissioners, blev det i præmis 26 udtalt:

"Endelig bemærkes, at af de grunde, som er anført af generaladvokaten i punkt 111-115 i forslaget til afgørelse, kan Revenue Commissioners ikke gives medhold i begæringen om en begrænsning af de tidsmæssige virkninger af dommen, hvorved forordning . .. nr, 1165/95 erklæres ugyldige."

I generaladvokatens udtalelse hedder det bl.a.:

"115. Jeg kan derfor ikke se nogen grund til at begrænse ex tunc-virkningen af den ugyldighed, som jeg mener bør fastslås. Desuden bemærkes, at dommen i alle tilfælde i praksis kun vil berøre perioden før den 1. januar 2000, og at der i henhold til EF-toldkodeksens artikel 236, stk. 2, gælder en forældelsesfrist på tre år for godtgørelse af eller fritagelse for toldafgifter, som ikke er skyldige efter lovgivningen."

Af et internt notat af 8. oktober 1999 fra Kommissionen til Toldkodeksudvalget (TAXAUD/1898/99-EN) fremgår bl.a.:

"On the occasion of discussions within the committee, the question arose as to whether annulment by the European Court of Justice of a regulation establishing the collection of import duties must be regarded as "unforeseeable circumstances or force majeure ", thus enabling the debtor to submit his application for repayment of duties not legally owed beyond the three-year time limit provided for in Article 236 of the Community Customs Code.

The Commission departments do not consider that the situation described can be considered an unforeseeable circumstance or to force majeure. Indeed, according to the case law of the Court of Justice (in particular the "Huygen" judgement of 7.12.1993, Case C-12/92), "The concept of force majeure must be understood as meaning abnormal and unforeseeable circumstances beyond the control of the trader concerned, whose consequences could not have been avoided despite the exercise of all due care"."

Anbringender

H1 Technology og H2 har til støtte for anmodningen om forelæggelse navnlig gjort gældende, at udtrykket "hændelige omstændigheder" i den danske udgave af EF-toldkodeksens artikel 236, stk. 2, 2. pkt., mere korrekt ville være "uforudseelige omstændigheder". Det typiske anvendelsesområde for 3-årsfristen i artikel 236 er tilfælde, hvor den fejlagtige betaling beror på tolddebitors forhold, mens fristen ikke omfatter tilfælde, hvor fejlen beror på myndighedernes forhold, og hvor tolddebitor derfor ikke har haft grundlag eller mulighed for inden for fristen at indgive anmodning om godtgørelse. Disse tilfælde omfattes af force majeure-begrebet i artikel 236, stk. 2, 2. pkt. Kommissionen har tidligere anerkendt, at myndighederne er berettigede til at undlade at efteropkræve importafgifter i en situation, hvor opkrævningen på indførselstidspunktet ikke fandt sted på grund af en fejl i den nationale toldtarif, idet tolddebitor i den givne situation ikke burde forudse fejlen i den nationale tarif. Begreberne uforudseelige omstændigheder og force majeure har været genstand for drøftelser i Kommissionen, og EU-Kommissionens generaldirektorat har navnlig på baggrund af EF-domstolens dom i sag C-12/92, Huygen m.fl., antaget, at det forhold, at en forordning kendes ugyldig, ikke udgør en uforudseelig omstændighed eller force majeure. Huygen-dommen omhandler imidlertid situationen, hvor udførelseslandet grundet forsømmelighed ikke kan verificere en vares oprindelse, og Domstolen har herom konkluderet, at importøren ikke har kunnet forudse eller haft nogen indflydelse på denne situation. Der har i øvrigt ikke været enighed mellem medlemslandenes delegationer om indholdet af begreberne. Den danske delegation har således udtalt, at begrebet "hændelige omstændigheder" ikke er klart defineret.

Skatteministeriet har anført, at der ikke foreligger en rimelig tvivl om forståelsen af artikel 236, hvorfor forelæggelse ikke er fornøden (acte clair). Ved begrebet force majeure forstås de helt usædvanlige og uforudseelige omstændigheder, som den pågældende erhvervsdrivende, der påberåber sig dem, ikke har nogen indflydelse på, og hvis følger han ikke har mulighed for at afværge, også selv om han udviser den størst mulige påpasselighed, således at handlinger fra offentlige myndigheders side kan udgøre et tilfælde af force majeure, jf. f.eks. EF-domstolens domme i sagerne 145/85 Denkavit Belge (præmis 11), C-50/92 Firma Molkerei-Zentrale Sued (præmis 11), C-12/92 Huygen m.fl. (præmis 31) og C-97/95 Pascoal & Filhos (præmis 63). Begrebet force majeure har endvidere ikke et ensartet indhold inden for de forskellige områder af fællesskabsretten, hvor det anvendes, idet begrebet skal fastlægges i den juridiske sammenhæng, hvor det får betydning, jf. f.eks. EF-domstolens domme i sagerne C-124/92 An Bord Bainne Cooperative et Compagnie Inter-Agra (præmis 10), C-12/92 Huygen m.fl. (præmis 30) og 145/85 Denkavit Belge (præmis 11). Endvidere omhandler Kommissionens notat af 8. oktober 1999 til Toldkodeksudvalget (TAXAUD/1898/99-EN) netop begreberne hændelige omstændigheder og force majeure i tilfælde af efterfølgende annullation af en retsakt, i henhold til hvilken der er opkrævet afgifter. Kommissionen konkluderer således, at der ikke i dette tilfælde er tale om force majeure i henhold til artikel 236, stk. 2, 2. afsnit. Denne opfattelse støttes også på Domstolens øvrige praksis om fællesskabsretlige forældelsesfrister, bl.a. den 5-årige forældelsesfrist i Statutten for Domstolen artikel 46, hvor det er fastslået, at en forordnings ugyldighed og senere annullation ikke i sig selv bedømmes som en force majeure-situation og end ikke udgør en fristsuspenderende omstændighed, jf sag T-20/94 Johannes Hartmann (præmis 106-112 og 124) og sag T554/93 Alfred Thomas Saint og Christopher Murray (præmis 78-87). Selve udgangspunktet i EF-toldkodeksens artikel 236 er, at en told er blevet opkrævet med urette og objektivt i strid med EU's toldlovgivning. Det ville derfor reelt sætte 3-årsfristen ud af kraft, hvis det f.eks. udgjorde force majeure, at Domstolen efterfølgende fandt, at en forordning, i henhold til hvilken netværkskort skulle tariferes i en højere toldposition, savnede hjemmel, jf. dommen C-463/98 Cabletron Systems Ltd. og generaladvokatens forslag af 1. februar 2001 til afgørelse i sagen, pkt. 115, jf. dommens præmis 26. Kriteriet for beslutningen om forelæggelse for EF-domstolen er herefter ikke opfyldt, idet der efter Højesterets faste praksis alene skal ske forelæggelse, hvis der består en rimelig tvivl om forståelsen af fællesskabsretten af betydning for sagen, som nødvendiggør forelæggelse.

Højesterets begrundelse og resultat

Efter ordlyden af og formålet med EF-toldkodeksens artikel 236, stk. 2, 1. og 2. pkt., samt EF-domstolens udtrykkelige tiltrædelse i dommen i sag C-463/98 Cabletron Systems Ltd. af generaladvokatens udtalelser i forslag til afgørelse pkt. 111-115 finder Højesteret, at der ikke er nogen rimelig tvivl om forståelsen af EF-toldkodeksens artikel 236, stk. 2, 2. pkt., som nødvendiggør forelæggelse af spørgsmål herom for EF-domstolen som begæret af H1 Techonology og H2. Begæringen tages derfor ikke til følge."

Af de grunde, der er anført i kendelsen af 13. maj 2005, finder Højesteret fortsat, at der ikke er nogen rimelig tvivl om forståelsen af bestemmelsen i EF-toldkodeksens artikel 236, stk. 2, 2. pkt., om "hændelige omstændigheder eller force majeure". Bestemmelsen giver således ikke grundlag for forlængelse af 3-års fristen i stk. 2, 1. pkt., i et tilfælde som det foreliggende, hvor et tilbagesøgningskrav er opstået som følge af, at en forordning er blevet erklæret ugyldig.

Den 17. december 1996 traf ToldSkat afgørelse om, at H1 Technology A/S skulle efterbetale told med 844.604 kr. vedrørende import af netværkskort i perioden fra den 14. juni 1995 til den 28. oktober 1996. Denne afgørelse indbragte selskabet for Told- og Skattestyrelsen, der den 24. juni 1998 stadfæstede afgørelsen. Da selskabet ikke indbragte Told- og Skattestyrelsens afgørelse for domstolene inden for fristen på 3 måneder efter den dagældende skattestyrelseslovs § 31, stk. 3, kan klagesagen ikke føre til en forlængelse af fristen i artikel 236, stk. 2, 1. pkt., i forbindelse med selskabets fornyede anmodning af 14. marts 2001 om tilbagebetaling.

Det fremgår af EF-Domstolens praksis, jf. bl.a. dom af 27. september 2001 i sag C-253/99 (Bacardi), præmis 56, at artikel 239 i toldkodeksen tager sigte på tilfælde, hvor "der i lyset af det billighedshensyn, som ligger til grund for toldkodeksens artikel 239, foreligger forhold, der kan sætte ansøgeren i en usædvanlig situation i forhold til andre erhvervsdrivende, der udøver samme aktivitet". En sådan situation foreligger ikke i denne sag. Allerede af denne grund kan artikel 239 ikke bringes i anvendelse.

De danske toldmyndigheder var i den periode, som sagen vedrører, forpligtet til at anvende forordning 1165/95 ved fortoldning af netværksprodukter. Toldmyndighederne kunne derfor ikke af egen drift yde selskaberne godtgørelse efter artikel 236, stk. 2, 3. pkt. Af samme grund og da der heller ikke i øvrigt foreligger noget ansvarsgrundlag, kan heller ikke påstanden om erstatning tages til følge.

Sagen angår tilbagesøgning af importafgifter, der er betalt af selskaberne. For afgørelsen af dette spørgsmål er det uden betydning, om selskaberne hæftede for afgiften, og Højesteret finder derfor ikke anledning til at tage stilling hertil.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal H1 Technology A/S betale 80.000 kr, til

Skatteministeriet, og H2 ApS skal betale 60.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.

Sagsomkostningsbeløbene for Højesteret forrentes efter rentelovens § 8 a.