Dato for udgivelse
20 jun 2006 08:59
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
09 maj 2006 11:45
SKM-nummer
SKM2006.398.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
2. afdeling, 467/2003
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Moms og lønsumsafgift
Emneord
Fradrag, repræsentation, reklame, naturalaflønning, gaver, værdiansættelse, underholdning
Resumé

Sagen drejede sig om, hvorvidt et bryggeri havde fradrag for udgifterne til nogle fodboldbilletter, som selskabet havde erhvervet i henhold til nogle sponsorater indgået med diverse fodboldklubber.

Spørgsmålet i sagen var nærmere, om fodboldbilletterne kunne anses for anvendt til fradragsberettiget reklame/markedsføringsmæssige formål, eller om billetterne var blevet anvendt til ikke-fradragsberettigede formål i henhold til momslovens § 42, stk. 1, nr. 3 og 5.

Herudover drejede sagen sig om værdiansættelsen af fodboldbilletterne, idet der ikke i de indgåede sponsorkontrakter var taget stilling til værdien af disse. Daværende ToldSkat havde derfor været nødsaget til at foretage et skøn over værdien af de enkelte billetter m.v.

Bryggeriet gjorde under sagen gældende, at billetterne var anvendt til reklame/markedsføringsmæssige formål, hvor billetterne bl.a. var blevet anvendt til:

  1. Betaling for display space formål.
  2. "Markedsføringsmæssigt formål", der ikke var af repræsentativ karakter eller lignende.
  3. Uddeling til medarbejdere.
  4. Konkurrencer.
  5. Repræsentative formål for såvidt angår VIP-billetter m.v., hvor der havde været arrangementer med spisning med den følge, at 25% af værdien kunne fradrages.

Herudover gjorde bryggeriet gældende, at billetterne måtte anses for en biydelse i forhold til de øvrige reklameydelser, som bryggeriet havde erhvervet ved indgåelsen af sponsorkontrakterne, hvorfor biydelsen momsmæssigt skulle behandles på samme måde som hovedydelsen, der ifølge bryggeriet vedrørte reklame.

SKAT gjorde i første række gældende, at bryggeriet ikke havde fradragsret, allerede fordi fodboldbilletterne gav adgang til underholdning, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5.

I anden række gjorde SKAT gældende, at bryggeriet ikke havde fradragsret som følge af, at billetterne var blevet anvendt til gaver, repræsentation og naturalaflønning, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5 og 3.

Højesteret fastslog, at der ikke forelå en biydelse, hvorfor købet af billetterne ikke skulle behandles på samme måde som det samtidige køb af reklameydelserne.

Herudover fastslog Højesteret, at billetterne gav adgang til underholdning, uden at dette dog kunne afskære bryggeriets fradragsret, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5.

Herefter fastslog Højesteret vedrørende de enkelte anvendelsesmåder, at billetterne, der var givet til udvalgte kunder var at anse for repræsentation, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5.

Vedrørende disse billetter fastslog Højesteret endvidere, at der ikke helt eller delvis kunne gives bryggeriet adgang til momsfradrag, jf. § 42, stk. 2, idet de afholdte arrangementer ikke kunne anses for restaurationsydelser.

Vedrørende billetterne givet til ansatte fastslog Højesteret, at der forelå naturalaflønning, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 3.

Vedrørende billetter anvendt til konkurrencer var Højesteret enig i, at der forelå gaveydelser.

Et mindretal på 2 dommere ville i den anledning stadfæste Østre Landsrets dom, hvorefter bryggeriet kunne fradrage værdien af de billetter, der havde en lav værdi, mens der ikke var fradragsret for billetter med en høj værdi.

Flertallet, der bestod af 3 dommere, fastslog, at eftersom der forelå gaveydelser og ikke reklameartikler, kunne der ikke skelnes mellem værdien af billetterne.

Bryggeriet havde derfor ikke fradragsret for nogen af billetterne.(dissens)

Endelig fastslog Højesteret, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte det udøvede skøn vedrørende værdien af billetterne.

Reference(r)

Momsloven § 42, stk. 1, nr. 3 og 5

Momsloven § 42, stk. 2

Henvisning

Momsvejledningen 2006-2 J.3.1.3

Henvisning

Momsvejledningen 2006-2 J.3.1.5

Henvisning
Momsvejledningen 2006-2 J.3.2
Henvisning
Momsvejledningen 2006-2 J.1.1.15
Henvisning
Momsvejledning 2006-2 D.4.2.1

Parter

H1 A/S
(advokat Robert Mikelsons)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Per Michael Klausen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Marie-Louise Andreasen, Wendler Pedersen, Per Sørensen, Asbjørn Jensen og Jens Peter Christensen.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 16. afdeling den 10. september 2003.

Påstande

Appellanten, H1 A/S, har nedlagt følgende påstande:

Principalt

Indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at H1 A/S kan fradrage momsen af det fulde beløb, som denne betaler i henhold til sponsorkontrakter svarende til de sponsorkontrakter, der er omfattet af Landsskatterettens kendelse af 16. februar 2001.

Subsidiært

Som principalt påstået, dog at beløbet reduceres med de ansatte værdier for "landskampbilletter" og for "fodboldrejser til udlandet".

Mere subsidiært

Som subsidiært påstået, dog at beløbet reduceres med de ansatte værdier for "diverse arrangementer, herunder VIP-arrangementer", idet 25 % af momsen af udgifterne hertil dog kan fradrages.

Endnu mere subsidiært

Som mere subsidiært påstået, dog reduceret med et beløb for "siddepladsbilletter" og for "ståpladsbilletter", der er mindre end de ansatte værdier.

Mere subsidiært end den endnu mere subsidiære påstand

Som endnu mere subsidiært påstået, men uden fradrag af 25 % af momsen af udgifterne til "diverse arrangementer, herunder VIP-arrangementer".

Mest subsidiært

Stadfæstelse.

Skatteministeriet har principalt påstået frifindelse, subsidiært stadfæstelse og mere subsidiært hjemvisning til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Anbringender

H1 har til støtte for sin principale påstand yderligere gjort gældende, at der er tale om en enkelt ydelse, hvor reklameelementet er hovedydelsen, mens de øvrige ydelser er sekundære ydelser, der momsmæssigt skal stilles som hovedydelsen.

Til støtte for den mere subsidiære påstand har H1 yderligere gjort gældende, at de pågældende ydelser er restaurationsydelser, og at udgiften, der kan henføres til disse ydelser, er af strengt erhvervsmæssig karakter, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5, jf. § 42, stk. 2.

Skatteministeriet har i første række gjort gældende, at alle billetter mv. giver adgang til underholdning, hvorfor der ikke er fradragsret, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5.

Supplerende sagsfremstilling

For Højesteret er der fremkommet yderligere oplysninger, herunder om en række sponsorkontrakter med fodboldklubber.

Forklaringer

Til brug for Højesteret er der afgivet supplerende forklaringer af RL, KN og BP og forklaringer af RD, BC, NR og DL.

Højesterets begrundelse og resultat

Højesteret tiltræder, at afgørelsen af, i hvilket omfang der kan foretages fradrag for moms af det beløb, som H1 A/S har betalt for billetter mv. i forbindelse med sponsorkontrakter, må træffes på grundlag af den brug, sponsor har gjort af billetterne.

Det forhold, at billetterne giver adgang til underholdning i form af fodboldkampe, medfører ikke i sig selv, at købet af dem vedrører "underholdning", jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5.

Også efter det, der er fremkommet for Højesteret, må de billetter mv., som er givet til udvalgte kunder, anses for anvendt til repræsentation, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5. Der kan således ikke gives H1 medhold i, at nogen af arrangementerne kan anses for restaurationsydelser.

Højesteret tiltræder endvidere, at billetter givet til egne ansatte må anses for naturalaflønning, jf. momslovens § 42, stk., 1, nr. 3.

Tre dommere - Marie-Louise Andreasen, Wendler Pedersen og Asbjørn Jensen - udtaler herefter:

De billetter, herunder til landskampe, VIP-arrangementer og rejser til udlandet, som udloddes i forbindelse med salgskampagner eller anvendes som præmier ved konkurrencer, kan efter vores opfattelse - uanset deres værdi - ikke sidestilles med reklameartikler, men har karakter af gaveydelser, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5.

Heller ikke efter det, der er fremkommet for Højesteret, finder vi, at der er grundlag for at tilsidesætte myndighedernes værdiansættelse.

Vi stemmer herefter for at tage Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

Dommerne Per Sørensen og Jens Peter Christensen udtaler:

Vi er enige med flertallet i, at de billetter, der vedrører VIP-arrangementer og rejser til udlandet - på grund af deres værdi - må anses for gaver.

Derimod finder vi som landsretten, at de billetter til stå- eller siddepladser, som udloddes i forbindelse med salgskampagner eller anvendes som præmier ved konkurrencer, og som har lav værdi, indgår som en integreret del af H1s reklame- og markedsføringsaktivitet for ... produktet på en sådan måde, at betalingen for disse billetter må anses for en reklameudgift.

Vi er enige med flertallet i, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte myndighedernes værdiansættelse.

Vi stemmer herefter for at stadfæste landsrettens dom.

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Skatteministeriet frifindes.

I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal H1 A/S betale 140.000 kr. til Skatteministeriet.

Sagsomkostningsbeløbet skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.