Dato for udgivelse | 31 May 2001 09:47 |
SKM-nummer | SKM2001.200.TSS |
Myndighed | Told- og Skattestyrelsen |
Sagsnummer | 99/01-304-00110 |
Dokument type | Meddelelse |
Overordnede emner | Moms og lønsumsafgift |
Overemner-emner | SKAT internt |
Emneord | Kantinemoms, catering, mad, drikkevarer, medarbejdere, personalegoder, personalebeskatning, økonomisk, selvstændig, virksomhed, fradrag, afgiftsgrundlag |
Resumé | En virksomhed har i en konkret sag fået medhold i, at den driver selvstændig økonomisk virksomhed, når den indkøber mad- og drikkevarer fra tredjemand og videresælger disse varer til medarbejderene ved løntræk til en pris svarende til 18,6 til 32,2% af indkøbsprisen. Afgiftsgrundlaget er herefter det løntræk, virksomheden foretager. Endvidere har told- og skatteregionen givet virksomheden medhold i, at den har fradragsret for købsmomsen til de afgiftspligtige transaktioner. |
Reference(r) | Momsloven § 3 Momsloven § 4 Momsloven § 37 og Momsloven§ 38 Momsvejledningen 2000 afsnit C.1, D.2 og J |
En virksomhed har i en konkret sag fået medhold i, at den driver selvstændig økonomisk virksomhed, når den indkøber mad- og drikkevarer fra tredjemand og videresælger disse varer til medarbejderne ved løntræk til en pris svarende til 18,6 til 32,2% af indkøbsprisen. Endvidere har virksomheden fået medhold i, at den har fradragsret for købsmomsen af udgifterne til de afgiftspligtige transaktioner. Det skal bemærkes, at virksomheden ikke driver egentlig kantinevirksomhed, og der er ikke ansat personale til madordningen
Selvstændig økonomisk virksomhed
Der er i den konkrete sag henset til, at selvstændig økonomisk virksomhed i momsmæssig henseende er karakteriseret ved, at virksomheden er iværksat med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter. Endvidere, er formålet med og resultatet af den pågældende virksomhed i sig selv uden betydning for fastlæggelsen af momslovens anvendelsesområde. På denne baggrund har det været vurderingen, at det pågældende salg, som har bestået af et løbende salg, er omfattet af begrebet selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3.
Afgiftsgrundlaget
Den værdi, der skal beskattes i henhold til momslovens § 27, er den modtagne modværdi i form af den samlede værdi, som er modtaget fra personalet. Som modværdi kan godt medregnes tjenesteydelser modtaget til gengæld for leveringen.
For at en tjenesteydelse kan antages at være ydet til gengæld for leveringen, skal der være en direkte sammenhæng mellem tjenesteydelsen og den leverede vare i den forstand, at tjenesteydelsen kan antages at være ydet til gengæld for varen.
Idet det er vurderet, at det arbejde, personalet udfører, og lønnen ikke afhænger af, om personalet har gjort brug af den madordning, som selskabet tilbyder de ansatte, kan en del af den af personalet leverede arbejdsydelse ikke anses for at være en modydelse for mad- og drikkevarerne. Beskatningsgrundlaget er herefter det løntræk, som virksomheden foretager.
Fradrag
Det skal indledningsvis bemærkes, at det fælles momssystem sikrer, at afgiftsbyrden er fuldstændig neutral over for enhver økonomisk virksomhed uanset denne virksomheds formål eller resultater, forudsat sådan virksomhed i sig selv er momspligtig.
Fradragsretten forudsætter, at de erhvervede goder har en direkte og umiddelbar tilknytning til de afgiftspligtige transaktioner, den afgiftspligtige person foretager. Idet de indkøbte mad- og drikkevarer er videresolgt til selskabets personale, er der en sådan umiddelbar og direkte sammenhæng mellem de foretagne afgiftspligtige indkøb og de foretagne afgiftspligtige transaktioner. Virksomheden har således fradrag i henhold til momslovens kap. 9.
I denne forbindelse skal det bemærkes, at bestemmelsen i momslovens § 42 anser de pågældende varer og ydelser for indkøbt til endeligt forbrug, jf. Folketingstidende 1966/67, Tillæg A, spalte 332 f. I det konkrete tilfælde, hvor de afgiftspligtige indkøb er anvendt til foretagelse af afgiftspligtige transaktioner, er der ikke i momsloven hjemmel til at nægte virksomheden fradragsret.
Med venlig hilsen
Else Veggerby
/Christina Egsvang